Fortællingen er sprogets ophav og fællesskabets styrke
Den 13. april bragte Kristeligt Dagblad et indlæg af mig om fortælling i skolen. Jeg havde givet det overskriften “Den mundtlige fortælling kan noget særligt” – og debatredaktøren havde tilføjet den rigtige og tankevækkende konstatering, at der mangler lærere, som kan fortælle. Denne basale kunnen er de fleste steder sunket ned i instrumentalismens mose.
Men her er min argumentation for at puste nyt liv i “mosefundet”, og det er fortsat både muligt og nødvendigt:
“I ”Evigheden i et siv”, den fineste kærlighedserklæring til bogen, jeg har læst, skriver den unge spanske litterat Irene Vallejo, at bogen og skriftsproget er den væsentligste årsag til, at vi kender vores historie. Skriften kan forbinde alle tiders tanker, historier og hændelser og give os mulighed at udvide vores verden med vidnesbyrd om både andre verdener og andre epoker.
Disse egenskaber ved det fastholdende skriftsprog har givet det en førsteprioritet i uddannelse og i moderne sproglig kommunikation. I skolen kan det ikke gå hurtigt nok med at lære bogstaverne og få gang i læsningen. Vi kan læse skriften sort på hvidt, så vi kan dokumentere, vende tilbage til nøjagtig den samme ordlyd.
Men vi overser én ting. Skriftsproget kan vise os vores historie og fungere over store afstande, men det mundtlige, smidige sprog virker i det nære samvær. Derfor er der brug for en genoplivning af fortællingen i skolen.
Når en fortæller stiller sig frem for en gruppe tilhørere, kræver det både en god fortælling og en lydhør forsamling. Og det er ikke givet, at det fungerer fra første færd, fordi begge facetter af mødet mellem ord og øre har været nedprioriterede. Men det kan nemt trænes.
I min tid som skoleleder havde jeg en ugentlig samling, hvor jeg fortalte historier for eleverne, Og når vi fik besøg af forfattere, teatergrupper eller musikgrupper, var det en tilbagevendende konstatering fra vores gæster, at eleverne udviste en utrolig imødekommende adfærd; de var lytteparate.
Man er heller ikke en god fortæller, hvis man ikke har øvet sig. Derfor er det mistrøstigt, at fortælling ikke er en mere fremtrædende disciplin på læreruddannelsen, undtaget Den fri Lærerskole. Men man må øve sig, akkurat som eleverne må træne lytteradfærd. Man kan tage på kurser. Men man kan også øve sig ved at starte med enkle tekster for derefter at øge sværhedsgraden. Selv har jeg brugt teknikken fra tegneseriestriber: et anslag, en klimaks og en slutning. (Det værste er ikke at kunne huske slutningen!)
For tiden debatteres livligt en manglende trivsel i skolen, ligesom mange ser, at elever har vanskeligt ved at koncentrere sig. Et par af diagnoserne på disse misforhold fører os hen på dels den ekstreme individualisering, som har ramt os, og dels den intense omgang med mobiler og internet. I begge tilfælde kan fortællingen virke som en medicin med kun gode bivirkninger.
Når en forsamling får fortalt en historie, kræver det for det første, at tilhørerne koncentrerer sig. Derfor må man starte i det små med korte fortællinger. Når det lykkes, vil de få foræret en fælles oplevelse, og når dette gentager sig, vil der efterhånden udvikles en fællesskabskultur; man få fælles referencer. Sådan har det fungeret i afrikanske landsbyer, på persiske markeder, i danske landsbyskoler og i skumringstimer før spotlysets og fjernsynets opfindelse. Sådan har fællesskaber fundet en fælles ramme, der har skabt tryghed ved at plante livkundskab, ved at advare mod farer eller ved at pege på udveje.
Nogle vil hævde, at tilhørerne er passive, at fortælling i skolen er lærercentreret. Men for det første er fortælleren ikke nødvendigvis læreren – en elev eller en gæst kan lige så vel komme med historien. For det andet vil en fortælling altid tage farve af tilhørernes reaktioner, deres åndedræt, deres lyde og deres kropssprog. Selv har jeg oplevet en tidsvariation på mellem 7 og 21 minutter ved et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinderne vedtog ikke mere at tale med mænd, fordi samtale med mænd giver dobbeltarbejde. En gruppe teenagere fandt det tåbeligt, men en blandet aldersgruppe havde et hav af reaktioner, også på hinandens reaktioner.
Endelig skaber historien nok ét fællesskab, men under overfladen lever den enkelte tilhører. Jeg har prøvet at undersøge, hvad elever får ud af en fortælling, ved at lade dem lave en illustration til historien. Her er gammeltestamentlige fortællinger glimrende. For en gruppe i Helsingør fortalte jeg om ’Noas ark’ for en indskolingsklasse. Da eleverne afleverede deres tegninger, kunne jeg lægge dem i tre bunker: En, hvor dyrene gik ind i et stort træskib, som lignede arken fra billedbiblen. En anden, hvor dyrene skulle balancere på en sliske til en båd i marinaen, akkurat som tegnerne selv vakle om bord på familiens både. Og endelig en tredje, hvor dyrene parvis spadserede om bord på færgens vogndæk.
Fortællingen i skolen vil i min optik kunne afbøde nogle af skolens koncentrations- og trivselsproblemer, og dertil skabe en bedre balance i arbejdet med modersmålet. Derfor håber jeg også, at fortællingen vil blive indskrevet i den nye fagplaner.”