fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Uden lineal

Det blev mig forundt at være ghostwriter på Otto Dickmeiss’ bidrag til serien med barndomserindringer, Min historie, hvori en række af børnelitteraturens forfattere og illustratorer har beriget Dansklærerforeningens udgivelsesprogram.

Bogen fik titler Uden lineal, fordi Otto Dickmeiss, som i skolen havde tale- og læsebesvær, havde en mor, der forsynede ham så rigeligt med papir og farver, så han kunne udtrykke sig på denne måde – uden lineal, i modsætning til broren, der tegnede med lineal og blev ingeniør.

Jeg kom til at tænke på denne fine bog, da jeg læste Egon Clausens fortælling om vestjydernes guder i bogen Fjordens kant. Her skriver han, at først var der Odin og Thor, så kom Paven i Rom, dernæst Luther fra Wittenberg og i hans kølvand Vilhelm Beck, som svingede med sin indre missionske knaldepisk. Og senere kom der så en ny gud: linealen, hvor alting skulke rettes ud, rørlægges eller gennemskæres efter rette linjer. Men nu har turisme overtages, og alting skal gøres krumt og ligne noget, det aldrig har været… “og det hører fremtiden til”.

Se, det er her vi står line nu i opgøret med linealens tid. Det er ikke skolen som valfartssted for turismen, der stiller krav om denne ændring; forhåbentlig ikke, hvor det landskab, børn og unge færdes i, når de ikke er i skolen, måske kunne friste os til at søge at plagiere influencere og underholdningsindustri – forsøg, der er dømt til at mislykkes, men vi må være vidende disse påvirkninger om som noget indvirkende, men også som noget, vi skal skabe alternativer til ved at tilbyde fordybelse, udeskole, eksperimenteren, sansninger og ikke mindst fællesskab.

Det er nogle af de ingredienser, der må bidrage til at gøre de lige linjer organiske i et fremtidigt opgør med linealen. Derved kan kan undervisningen bidrage til at give de mangeartede erfaringer, som børnene bringer ind i skolen perspektiv. Hvis vi overlader perspektiveringerne til den kommercielle underholdningsindustri risikerer vi, at menneskelig udvikling afløses af fordummelse. Jeg så for første gang i utallige år det europæiske Melodi Grandprix, hvilket for mig underbygger denne antagelse til fulde!

Og hvorfor griber jeg nu fat i denne problematik? Jo, fordi jeg mener, at alle de pensionerede lærere, som har praktisk erfaring med undervisning og derfor besidder en praktiske fornuft, vil kunne bidrage til at finde nogle af de frugtbare krumninger, som skal afløse den lineære tænknings hærgen i skolen.

Bemærk, at det, der kom før linealen, havde at gøre med ånd! En ånd, der var rummelig nok til at indse, hvor linealen har sin berettigelse.

Sproget afslører

Illustration af Vilhelm Pedersen til eventyret To jomfruer

I H.C. Andersens eventyr om To jomfruer er rambukken kæreste med den ene. Men da jomfruernes ejer beslutter, at de for fremtiden skal kaldes stempler, slår rambukken op; han vil ikke være kæreste med et stempel.

Og hvis vi siger, at vi forstår ham, så lad os vende blikket indad.

På H.C. Andersens fødselsdag i 1968 oprettede den danske stat Det Centrale Personregister, blandt venner benævnt CPR-registret. Så mens den almindelige opfattelse af 1968 er tiden, hvor ungdomsoprøret slog til lyd for et opgør med autoriteter og for individets frihed til selv at forme sit liv, fik magthaverne indført det redskab, som giver så mange gevinster, men som også rummer muligheden for masseovervågning. (STASI må i graven skrumpe af misundelse). Og mens vi nyder gevinsterne i dagliglivet og i sundhedsvæsnet, pønser en socialdemokratisk justitsminister på masseovervågning via netop de registre, hvis samkøring CPR-systemet er afgørende for.

Så fra at have været mennesker, der har haft et behageligt redskab i hænde, bliver vi til talkoder, der kan registreres; vi går fra jomfruer til stempler.

Og det er måske en udvikling vi har næret ved vores barm i skoleverdenen. Lad mig give et eksempel:

Da jeg startede i skole i 1951, fik jeg plads ved en pult i en SKOLESTUE. Da jeg senere i 1971 begyndte mit arbejde som lærer, mødte jeg elever, der sad ved borde i et KLASSEVÆRELSE. Da jeg startede som underviser ved en provinsafdeling af Danmarks Lærerhøjskole, fandt jeg årskursisterne i et KLASSEKOKALE. Og forleden var jeg på skolebesøg, hvor eleverne var placeret i et FÆLLESRUM.

Altså en glidende udvikling fra det nære STUE over det mere private, men dog nære VÆRELSE til det humant neutrale LOKALE og RUM, som måske er mere håndterbare for en skemalægger. Vi har i sproget været vidne til en glidende afhumanisering af de rammer, som børn i skolen skal leve under.

Hvordan har dette påvirket elevernes og lærernes liv og velbefindende? Hvordan har det påvirket sansen for det nære, for samhørigheden og for dannelsen?

Tænk, at alt dette er gået under vores radar. Man får lyst til at råbe: Er der en rambuk til stede?

Drop litteraturkanonen i folkeskolen

Der er grund til at lykønske de vedholdende dansklærere i gymnasiet, som har fået sat en revision af den litterære kanon på dagsordenen. Det er tiltrængt, finder jeg, der var medlem af de to tidligere kanonudvalg i 1994 0g 2004.

Når den fra 2004 har holdt så længe, beror det givetvis på, at en del af den blev gjort obligatorisk. Selv foreslog vi ved udgangsdøren fra udvalgsarbejdet, at den ville have en levetid på omkring 10 år; for en kanon er tidsbunden.

Og også det at en del af kanonen blev gjort obligatorisk havde en uddannelsespolitisk bevæggrund, idet vi ville sikre en bedre overgang mellem grundskole og gymnasiale uddannelser. Derfor var de forfatterskaber, som blev gjort obligatoriske, ikke et udtryk for, hvem udvalget fandt væsentligst, men alene hvem, der kunne læses på begge sider af overgangen mellem de to institutionsformer. Læg mærke til, at den samlede kanon havde Tove Ditlevsen på grundskoledelen og Inger Christensen på gymnasiedelen.

En kanon kan retfærdiggøres af en politisk dagsorden, og derfor er det på sin plads, at man nu søger at etablere en ny kanon i gymnasiet, fordi den nuværende er udtryk for en historisk kønsskævhed.

Men fordi den hidtidige var udtryk for et ønske om at skabe sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, giver det ingen mening at fastholde den obligatoriske kanon i folkeskolen; tværtimod er den skadelig i den forstand, at den er så gymnasietung, at den skygger for litteratur, der er relevant for elever i grundskolen.

Hvad der er behov for i grundskolen, er en ramme, der sikrer, at der læses ældre litteratur, for at eleverne også kan kigge gennem det historiske vindue i det historiske spejl. Men når jeg skriver ramme, så beror det også på erfaringerne fra debatten i det kanonudvalg, som i 1994 bragte en vejledende kanon, som inspirere lærerne til nogle valg. Denne inspiration er måske ikke så ringe endda i dag heller, da lærer- og pædagoguddannelserne just ikke er tynget af værklæsning eller af animering til belæsthed. Men en inspirationsliste vil inspirere forlag til at udgive anvendelig undervisningsmaterialer.

Men vigtigst er det, at rammerne udfyldes lokalt, for det er ikke nødvendigvis den samme ældre litteratur, der fænger i Roskilde og i Ringkøbing eller i Maribo og på Mors. Hvis vi skeler til Danske digterruter, kan vi finde inspirationer til lokale læsninger, og hvis vi fx ser på Susanne V. Knudsen og Else Bisgaards Limfjordsdigterne, møder vi en litteraturhistorie, der har rod i stedet.

Irene Vallejos Evigheden i et siv, der fortæller bogens historie, og som i min optik er en af de seneste års væsentligste udgivelser, tager også hånd om kanonbegrebet. Titlen refererer måske til de tidlige bøger, som blev skrevet på papyrusruller, men også til de høstede kæmpesiv, arundo donax, som blev skåret op i rør (kanon betyder opret som et rør) af en bestemt længde, hvilket blev brugt til at afgøre tvistigheder mellem handlende. Senere fik kirken annekteret begrebet for at kunne måle den rette lære. Og atter senere fandt kanon-begrebet vej til alle, som mente at vide bedre end andre.

Så efter at have bidraget til to undervisningsministerielle kanonrapporter finder jeg det på sin plads at opfordre til at foreslå den eksisterende folkeskolekanon afviklet og erstattet af nogle rammer, der kan suppleres med inspirationslister.

Lad mig til støtte for dette synspunkt citere Irene Vallejo, som betegner kanon, som en forkert anvendt metafor: “Sivets stive, oprette stængler passer ikke til kanons snørklede vej. Det er snarere floden, der ændrer sit slyngede løb og aftegner mæandere, svulmer af vand og tørrer ud, men bliver ved med at løbe; den synger sin utrættelige sang, altid den samme, men aldrig med det samme vand.”

Lad os bade i det foranderlige vand i litteraturens flod, og ikke rørlægge den!

Jens Raahauge

Modarbejder skolen meningen med læsning?

Inspireret af den vellykkede filmatisering af Lampedusas roman Leoparden forærede jeg min kone den udgave af romanen, som udkom i Rosinantes Klassikerserie, og benyttede lejligheden til at genlæse den. Den kan anbefales.

Mikkel Fønsskov har skrevet et veloplagt forord. Heri beretter han om en eksamen i historie, han var til ved et universitet i Rom. Han trak spørgsmålet: “Fortæl, hvad du ved om Italiens samling i 1861”. Efter en lidt brainstorming indledning prikkede hans professor på en bog, der lå på bordet, Lampedusas Leoparden, og så kunne eksaminanden samle sig om en sammenhængende præstation. for der “er nemlig både det sælsomme og vidunderlige ved det italienske uddannelsessystem, at studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser også skal læse skønlitteratur”.

Den sætning rungede i mit hoved, da Bjarne Corydon proklamerede, at han som ny generaldirektør for DR ville fokusere på det faktabaserede. Og tankerne løb videre til en overvejelser om, hvorvidt det danske folketing, som jo er domineret af medlemmer med samfundsfagsuddannelser, ville agere anderledes, hvis skønlitteratur havde været en del af pensum.

Og hvad om folkeskolereformens mødre og fædre havde haft samme fortrolighed med skønlitteratur som med statistik?

Men også et markant foredrag ved Dansklærerforeningens nyligt afholdte generalforsamling randt mig i hu: Thomas Illum Hansen præsterede et fornemt slalomløb i læsningens bjerglandskab. Og da han kom i mål, blev jeg ud over en fornemmelse af begejstring ramt af den sære tanke, at udviklingen i folkeskolens omgang med læsning og litteratur kan ses som et initiativ, der går ud på at minimere dybdelæsningen og skønlitteraturens værdi gennem en instrumentalisering.

Lad min blot nævne to eksempler fra afgangsprøvens univers. Da man ved den skriftlige afgangsprøve afviklede de litterære genrer med begrundelsen, at eleverne jo ikke skulle være forfattere, svingede vægten over til journalistiske genrer. Og når man ved afgangsprøven i læsning har et særligt fokus på læsehastighed, lyder begrundelsen, at det er vigtigt, at eleverne lærer at skimme, at søge oplysninger.

I dag lyder det fra undervisere på ungdomsuddannelserne og nogle af de videregående uddannelser, at de unge nok er i stand til at søge, men at de på den anden side har vanskeligt ved at læse indholdet i det, de finder – især da, hvis det har en længde af mere end nogle få linjer.

I konkurrencestatens navn er det lykkedes at fuldbringe den ulidelige lethed, som er blevet åndslivet til del siden det angreb, som skolen blev udsat for i 2006, da Bertel Haarder gjorde Niels Egelund til pennefører på formålsparagraffen, hvorved folkeskolen mistede sin egenværdi; den skulle nu forberede eleverne på videre uddannelse.

Man har altid forsøgt at styre folkeskolen gennem udformningen af prøverne, men efter 2006 fik denne bestræbelse mere autoritet. Og nu ser vi resultatet af, at fiktion afløses af journalistik, og dybdelæsning erstattes af skimning: skriftsprogsarmod.

Lad os få en kampagne, der satser på at sætte fantasien fri i skrivningen og at læse langsomt og læse om, pausere og genlæse det læste. Det vil kunne give skriftsprogsrigdom.

Fra reformens ekkokammer

https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917

I mandags publicerede folkeskolen.dk min anmeldelse af bogen om Samarbejde i folkeskolen. Det er en tankevækkende bog, der især pointerer bestræbelserne på at styrke lærernes dømmekraft og påpeger det uformaliserede samarbejdes betydning. Læs bogen og få et blik for det, der er foregået i de senere år omkring lærersamarbejdet.

Her er link til anmeldelsen: https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917

Her vil jeg imidlertid reflektere over nogle af de spørgsmål, jeg efterlyser svar på i sidste halvdel af min anmeldelse.

Først og fremmest finder jeg det forgrovende, at begrebet ‘den privatpraktiserende lærer’ bliver taget for pålydende i debatten op til skolereformen, og altså også i den efterfølgende forskning, som bogen her er et eksempel på. Jeg har arbejdet i folkeskolen som lærer, pædagogisk konsulent og leder i en menneskealder, og jeg har altid oplevet kollegialt samarbejde, både fagligt, pædagogisk og socialt. Selvfølgelig var der nogle kolleger, der hverken var ydende eller nydende. Men de var et fåtal. Og det er mit indtryk, at de, da ledelsesfastlagt samarbejde kom på tale, var i stand til at mobilisere et parallelt åndsliv under møderne. De, der til gengæld hostede engagement hos eleverne, var de personligt praktiserende lærere.

I den anmeldte bog konstaterer man, at der finder et stigende lærersamarbejde sted uden for, men ikke så meget i lektionerne. Tilsyneladende er meget ved det gamle.

Hvorfor bliver det strukturerede samarbejde besunget i så høj grad? Kan det skyldes, at lærere som altid beriger hinanden gennem samarbejde? Eller dækker det også over noget andet? I den periode, hvor det lederstyrede samarbejde er øget, er lærernes adgang til faglige og pædagogiske kurser reduceret kraftigt, lige som deres forberedelse er blevet reduceret. Er formaliseret samarbejde og skemalagt forberedelse i virkeligheden glasur på en nedskæringskage af dimensioner?

i samme afviklingsperiode er lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission nedlagt, og som Anders Bondo Christensen skriver i sin seneste bog blev skolen frataget den udtaleret, læs samarbejdsret, som fremsynede skoleskabere i 1899 skrev ind i loven.

Endelig har de mange lederbestemte gøremål tømt mange lærerværelser for liv. Og lige netop her, hvor frikvarterssnak og grin og trøsten hinanden og udveksling af alskens personlige interesser har foldet sig ud, været næring til lærernes drømmekraft. Her er sået mange ideer hinsides al målstyring.

Hvornår giver A.P. Møller-Fonden millioner til en forskning i, hvad reformen har ødelagt, og hvordan vi støtter den genoplivning, som er undervejs?

For ærlig talt: hvad lærer vi af ekkokammer-undersøgelser søgelser søgelser?

Kunst og pædagogik ifølge Olsen

Foto: fra omslaget på Jens Skou Olsens bog Lad underviseren være kunstner. Det lille grønne R signalerer, at bogen er kommet på det bornholmske forlag Ringedal.

Der er et udsagn fra Mac Barnetts fremragende bog om Barnetts hemmelige dør (Jensen & Dalgaard), der med korte mellemrum griber fat i mig og rusker: didaktik er god børnelitteraturs fjende. https://grundskolesektionen.dk/barnetts-hemmelig-doer/

Jeg har jo fornemmet dette i min egen skoletid med læs og forstå-opgaver og notetyggede fortolkninger. Og jeg har set det i mine elevers øjne under min egen undervisning, som fx da en klasse fandt en ventil i mit undervisningsdifferentierede forløb over Goldings Fluernes herre, da de fandt på at oversætte titlen Lord of the Flies med Fluelorten. I mange år bestræbte jeg mig for at finde en måde at kombinere litteraturundervisning med glæden ved litteratur, altså ved at oplive eleverne med god litteratur. Jeg fandt min vej, da jeg inspireret af receptionsforskningen fandt frem til en metode, som jeg betegnede som og beskrev i Læs og brænd på (Dansklærerforeningen). Senest har jeg beskrevet den i Dansklærerforeningens opgavemateriale til OscarK’s Ungerne fra Strandholt, som findes på dansklf.dk.

Nu er jeg så via en artikel af det seneste nummer af DANSK #1, 2025, Folkeskolesektionens medlemsblad, af kunstskoleunderviser, forsker og jazzbassist Jens Skou Olsen, hvori han plæderer for, at læreren skal være kunstner, ikke af profession, men af tilgang til det at skabe sammen med eleverne og til at sætte sin faglighed i spil – på dybt vand.

Det fremgår af hans artikels referenceliste, at han har skrevet bogen Lad underviseren være kunstner – kunst og undervisning gennem tilegnelse og fremkaldelse (Forlaget Ringedal). Den bog har udvidet min fagbladsartikelinspiration til en overbevisning om, at vi kan finde trædesten imod en skole, der ikke gør skoletræt og skaber mistrivsel, min giver oplivning af både elever og lærere.

Jens Skou Olsen har tilegnet sig kunstteori fra kunstneren Joseph Beuys og pædagogiske overvejelser fra forskeren Gert Biesta, som sidste år udkom med sin bog om Beuys: Lad kunst undervise – kunstundervisning ”efter” Joseph Beuys (Klim).

Og på den baggrund fremkalder Jens Skou Olsen et undervisningssyn, der vil kunne sætte op ”mod firs tusinde undervisere og op mod trekvart million elever fri til at finde hjem: til at finde sig selv, hinanden, fagligheden, magien og glæden ved at undervise og tilegne sig”, hvis de opgiver ” kontrol, målinger, evalueringer, målsætninger og såkaldt kvalitetssikring”.

Det lyder for enkelt, men er det bestemt ikke, fordi vi kender det trygge og vægrer os ved at forlade dette, selv om vi kan få øje på de dårligdomme, det afstedkommer. Derfor er rådet også at anvende de små skridts tilgang.

Med utallige filosoffer, tænkere, digtere og poeter, basale etymologiske analyser af grundbegreber og velvalgte cases udfoldes en idé om undervisning, hvor alle er kunstnere i den forstand, at de – elever og lærere – er sammen om at skabe.

Der er tale om en personlig indsigt, som Jens Skou Olsen har opnået som kunstskoleunderviser og udøvende improvisationsmusiker. Men hans påpegning af det betydningsfulde i at høre til i sig selv og i verden, i at være vågen og til stede og i at lade det åndelige bygge bro mellem os moderne mennesker og det mytiske giver resonans i mig, når jeg genkalder mig følelsen af det, der lykkedes, da jeg forsøgte mig med læs og brænd på-metoden til litteraturundervisning.

Fordringen om at være vågent til stede betoner selvfølgelig det sanselige, det mundtlige, nærværet og er således et opgør med vores topprioritering af skriftligheden, som gør det oplagt for os at skrive os ud af nærværet. Men det skal ikke forstås som en afvisning af det skriftlige. Jens Skou Olsen fortæller jo netop dette i en bog, som blot ikke må blive en teoretisk undvigemanøvre for at komme i gang.

Start med små skrift, hvor der fornemmes en frugtbar sprække i den instrumentelle, skemabundne og ufri hverdag, og kom i gang; ikke ved at reparere og bygge videre på de eksisterende dårligdomme. Her henviser han til den spaghettieffekt, man oplevede, da man i programmeringens barndom konstant søgte at reparere på fejlbehæftede programmeringer. Til sidst mistede man overblikket, fordi de mange justeringer samlede sig i en spaghettiklump af uoverskuelighed.

Man må finde sprækker, begynde forfra og sammen med sine elever vove sig ud i det uforudsigelige – til gunst for verden i den enkelte og for os alle i verden.

En bog til tiden

Anders Bondo Christensen har skrevet en lille, letlæselig bog om den betydning, som lærerprofessionens betydning for at udvikle en god folkeskole.

Bogen tager afsæt i den historiske omstændighed, at dansk lærere for omkring 150 år siden samledes for at bidrage til en forbedring af skolen – for eleverne og for lærerne. Dette dobbeltsigte har siden været basalt for den forening af lærerne, sådan som det fremgår af Danmarks Lærerforenings professionsideal.

Efter 25 år arbejde lykkedes det for lærerne at få skrevet ind i skoleloven, at lærerne havde ret til at blive hørt i skoleanliggender. Denne ret eksisterede med lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission frem til 1993, hvor lærerne blev frataget denne ret til at blive hørt. Og udviklingen med at få lærerne placeret som lønarbejdere snarere end professionsudøvere toppede, da KL og regeringen i et koordineret angreb lockoutede lærerne for at gennemtvinge en overenskomst, der skulle skaffe penge til en skolereform, der blandt andet satsede på en læringsmålstyring.

Det at holde lærerne uden for indflydelse må siges ikke at have været en succes, og nu blæser der nye vinde. Der er igen udsigt til at parterne omkring skolen skal være SAMMEN om skolen.

Derfor er denne historiske oversigt, som Anders Bondo Christensen leverer et velkomment bidrag, når lærerne igen skal finde deres ståsted i et samarbejde med mange forskellige interesser som understrøm til den fælles interesse: at skabe en god skole.

Det er prisværdigt, at forfatteren formår at holde denne gennemgang i en sober tone, når man tænker på, at han har været en central figur i den seje kamp for lærerprofessionens fane højt, også når de politiske vinde fra både regering, folketing og KL var heftigst.

Når man som Anders Bondo Christensen har været en central aktør over mange år i denne kamp, er bogen selvfølgelig på sin vis et partsindlæg, men som sagt et urbant et af slagsen. Men det væsentligt i denne tid, hvor de fleste har indset, at reformen på mange måder med dens konkurrencestatsfilosofi var en dårlig idé, og at måden lærernes blev tromlet på var en særdeles dårlig idé.

I den relation kommer bogens eneste skævert, og det skyldes en banal korrekturfejl: Pernille Rosenkrantz-Theil ser med skepsis på reformen, når hun ser i bagspejlet. Selvfølgelig er det bakspejlet, hun har øjnene rettet imod, men fejlen giver dog anledning til forunderlig billeddannelse!

Når bogen i mine øjne er væsentlig, beror det på tre ting: 1) den giver et fornemt, historisk overblik, 2) den viser, at man skal være vedholdende og byde sig til, og ikke som det skete tidligere, at Danmarks Lærerforening tilkendegav, at man ikke længere kunne tage ansvar for skolens udvikling; og skolens lærere blev behandlet derefter, 3) den viser glimtvis, at personlige relationer er væsentlige.

Og hvorfor er det så grundlæggende betydningsfuldt at lytte til lærerne: fordi de hver dag står midt i arbejdet for at få det umulige til at lykkes. Filosoffen Jørgen Husted citeres for at sige, at “for mange lærere er det at lykkes som lærer en vigtig del af det at lykkes som menneske”.

Men skal det lykkes at give lærernes stemme en gennemslagskraft, så viser historien også, at det er af betydning, at man har en fælles forståelse for professionens aktuelle og langsigtede muligheder og udfordringer.

Læs denne velskrevne, lille bog og få lyst til at bidrage til professionens fællesskab og ane de risici, der lurer i en ensidig økonomisk tænkning, hvad enten det drejer sig om udgifter til skolen eller til kontingent til fællesskabets styrke.

BM i oplæsning. 3.

6. klasserne ankom til Campus Bornholm og til idrætshallen, hvor oplæsningskonkurrencen skulle finde sted, i så god ro og orden, at de kunne optræde som dementi af al snak om uvorne unger i dagens Danmark.

Oplæserne havde fået valget imellem tre uddrag af OscarK’s Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den dag Aslak vandt en bamse og H.C. Andersens Prinsessen på ærten.

Ingen valgte den gamle eventyrtekst, men på spørgsmålet om, hvilket ord der slog kludder i munden på 18 indvandrere, som havde indtalt teksten på en video, foreslog en gange rigtigt: edderdynsdyner. Det talte danske sprog ligger ikke altid godt i munden. Prøv også med Jørn Lunds eksempel: En rarere ara.

Nå, men der var valg af alle tre uddrag af barndomsskildringen fra 1950’erne. i bind 1 om Aslak befinder læseren sig sammen med børn, der er jævnaldrende med de elever, der her skal læse op.

Det første uddrag, side 5-8, fortæller om en mandag morgen i den gryende campingsæson, hvor børnene er optaget af udlevering af skolefotos og af oplysningen om, at de efter ferien skal deles op i nye klasser. Og det til trods for, at en af forældrene er arresteret af politiet for at have forsøgt at myrde si kone. Teksten slutter med en drengeleg: en af drengene optræder i spisefrikvarteret med sin kunst: han kan i et ræb sig navn, fødselsdag, adresse og morfarens telefonnummer. Præmien er en af Englefjæs’ leverpostejmadder med remoulade og ristede løg.

Teksten virkede let at læse og blev formidlet med fine betoninger af de særlige hændelser i historien, understøttet af små mimiske træk, som klart antydede, hvad det var værd at tage op til samtale efterfølgende: børnenes eget liv uden berøring med voksensfæren, drengerøvslegen i skolegården…

Andet uddrag, s. 21-25, fortæller om Aslak, der hjælper sin far i værkstedet, blndt andet med reparation af en boret knallert. Aslak har fødselsdag og ønsker sig et luftgevær, og sådan et har faren liggende på loftet. Her finder Aslak også en kuffert med dametøj og foto af en smuk kvinde i bikini. Billedet tager han i pungen.

Også denne tekst forekom letoplæselig og blev formidlet med en klar og velartikuleret stemme, suppleret af levende mimik og små skuldertræ, som antydede det, der burde bemærkes.

Det stod klart, at der var værd at tale om, var drengens naturlige færden i farens værksted og i, at han fik et luftgevær med tilhørende hagl. Desuden var det forbundet med mystik, hvad kufferten afslørede.

Tredje afsnit, side 37-39, berettede om en fodboldkamp, hvor drengene spiller mod dem fra en naboby, og hvor pigerne kommer for at se deres kammerater spille. Teksten rummer navne på heltene fra 1950-60 og alle de betegnelser på spillernes roller på holdkortet – betegnelser som nu er afløst af andre.

Igen lå teksten godt i munden og oplæseren gav den et flow, så man kunne føle sig hensat til en radiotransmission af en spændende foldboldkamp.

Der var to præstationer, hvor det var umuligt og urimeligt at skulle vælge en på bekostning af den anden. Begge var fremført med indføling og en power, der virkelig fik historien til at leve blandt tilhørerne. Det er bagsiden af konkurrencetanken, at der skal findes en vinder. Den ene leverede en præstation, som ville være at foretrække, hvis teksten skulle indtales som lydfil, mens den anden med mimik og små skuldertræk fik understreget tekstens pointer. Derfor valgte vi den sidste som vinder, fordi oplæsning skal få teksten til at fungere bedst muligt i samværet. Derfor bør tekster også formidles gennem lærerens eller elevers forberedte oplæsning snarere end gennem lydfiler.

Afviklingen afdækkede, at OscarK skriver i et sprog, der er mundret, men som også efterlader tomme rum til eftertanke og videre dialog. Dernæst var det interessant at iagttage, at eleverne fra 6. klasse følte sig lidt mindre frigjorte end 4. klasserne, da de skulle tage turen ad den røde løber.

BM i oplæsning. 2.

4. klasserne ankom roligt til Campus; så roligt at vi var i tvivl om, hvorvidt de var nået frem. Lige så stille og fredeligt kom de ind i den store idrætssal og indtog klassevis deres pladser på de amfiopbyggede tilhørerpladser.

Oplæsernes tekstvalg dækkede over Anders Johansens Suttetyven og Jesper Wung-Sungs Peberknægten fra antologien En drøm om vinger – og så en tredje Elefanten af Martin Glatz Serup fra antologien Skrædder i Helvede.

Elefanten er givetvis den vanskeligste oplæsningstekst af de tre. Men den elev, som havde valgt den tekst, havde gentagende gange et finurligt smil om munden – et smil, som tydeligt viste, at hun havde fanget forfatterens skelnen mellem virkelighed og billede.

Det er glædeligt at se en elev i 4. klasse vise så tydelige, mimiske tegn på, at en ret kompliceret tekst er forstået. Og det gav mig som dommer anledning til at minde om, at de mange børn og unge, som griber mobilen for at filme begivenheder, nok formår at gemme det skete, men misser muligheden for at opleve det, der sker. I øvrigt kunne jeg fortælle om en mand, der viste maleren Herman Stilling et billede af sin kone, hvortil Stilling spurgte, om hun var så lille og flad. I en billedtid som vores bør vi arbejde med det, som Elefanten drejer sig om: sanselig virkelighed contra afbildning.

Suttetyven af Anders Johansen er en fin lille historie om at blive frarøvet sin trøster og om at se den blive hædret på smukkeste vis, altså sammen fortalt afdæmpet, men med en finurlig slutreplik: “Det [suttetræet] står stadig nede bag kirken med sutter i alle regnbuens farver. Det er flottere end det flotteste juletræ, og så er al pynten lige til at putte i munden!”

Jesper Wung-Sungs Peberknægten er en grotesk fortælling om en dreng, der forveksler sukker og peber (tak til Thorbjørn Egner) og bliver til en omvandrende peberspray. Da han er om bord på et skib, der bliver slugt af en kæmpefisk, udleder han så meget peber, at fisken nyser skibet ud. (tak til bl.a. Jonas i Gamle Testamente og til Pinocchio).

Oplæserne af denne tekst lød til at fornøje sig med Jesper Wung-Sungs humoristiske indfald og replikker. Det var tydeligt, at de havde opfanget tekstens karakter og formåede at give den videre til de mange tilhørere. Og slutordene i teksten, når drengen nyste, når en fugl fløj forbi “og faldt til jorden” førte direkte over i et buk for publikum.

Min meddommer, Louise Sletterød fra CFU, og jeg konstaterede, at 4. klasserne var et oplagt valg til en optræden med oplæsning. De havde fanget teksterne ånd og bogstav, de læste unervøst og klart, og de vandrede med selvsikkert kropssprog ad den røde løber frem mod mikrofonen.

BM i oplæsning. 1.

Der er gjort klar til Bornholmsmesterskaberne i oplæsning i sportshallen på det levende Campus Bornholm, hvor mange uddannelser er samlet, og hvor man derfor befinder sig blandt mange forskellige unge.

Her holder CFU Bornholm til, og det er dem, der afvikler oplæsningskonkurrencen. CFU Bornholm har i øvrigt en række helt unikke tilbud til bornholmske lærere, og derfor er det ærgerligt, at storebror, Københavns Professionshøjskole, i år svinger lidt vel ivrigt med sparekniven her.

Men tilbage til oplæsningskonkurrencen. For mange år siden, velsagtens omkring 20, arrangerede H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion en landsdækkende H.C. Andersen-oplæsningskonkurrence for 7. klasser og lærerstuderende. Tilslutningen var pæn over det ganske land, og vi fik bekræftet, at noget af det, der gjorde den berømte digter unik, var hans hybrid af skrift- og mundtlighed; han ligger godt i munden.

Meget hurtigt stoppede konkurrencen for lærerstuderende. 7. klasserne læste faktisk bedre op end de studerende, som vel nærmest afspejlede, at faget retorik efterhånden havde fået trange kår i læreruddannelsen.

Men hen over årene tyndede interessen også ud blandt folkeskoleklasserne, kun på Bornholm holdt man fast. Og her har vi så i de seneste år eksperimenteret med formen. Maiken Adelsten, som i de senere år har været primus motor her, fik den tanke, at det kunne være interessant at invitere 4. klasserne til en selvstændig konkurrence. Det gjorde vi, og til stor glæde og lidt overraskelse var de faktisk på mange måder på højde med 7. klasserne.

Interessen blandt de bornholmske 7. klasser er også ebbet ud på det seneste, og i år har vi så forsøgt os med at give 6. klasserne muligheden.

Så i år har vi afviklet BM i oplæsning for henholdsvis 4. og 6. klasser.

Det er en glæde at være med til disse arrangementer, fordi man får bekræftet, at oplæsning er en væsentlig faglig disciplin:

Eleverne lærer at give det skriftlige en stemme, og de får på den måde smagt på ord, som de ellers ikke benytter i hverdagen; altså en udvidelse af ordforrådet.

Eleverne oplever, at de gennem oplæsningen skaber et fællesskab med afsæt i en tekst, der som oftest bliver læst individuelt.

Vi har søgt at finde tekster, der egner sig til de to målgrupper – og med erfaringen fra forleden må man konstatere, at vi hår fundet noget brugbart:

4. klasserne læser udvalgte tekster fra En drøm om vinger (Dansklærerforeningen 2002). Det et korte historier, som i sin tid blev bragt i Samvirke.

6. klasserne læser uddrag af Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den sommer Aslak vandt en bamse af OscarK. (Dansklærerforeningen 2023). De tre bind i serien beskriver børneliv i 1950’erne i et sprog, der fanger tiden.

I to kommende indlæg vil jeg komme ind på nogle af de iagttagelser og overvejelser, jeg som dommer i konkurrencerne gjorde mig.