fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Fra reformens ekkokammer

https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917

I mandags publicerede folkeskolen.dk min anmeldelse af bogen om Samarbejde i folkeskolen. Det er en tankevækkende bog, der især pointerer bestræbelserne på at styrke lærernes dømmekraft og påpeger det uformaliserede samarbejdes betydning. Læs bogen og få et blik for det, der er foregået i de senere år omkring lærersamarbejdet.

Her er link til anmeldelsen: https://www.folkeskolen.dk/ledelse-laererliv-skoleledelse/samarbejde-styrker-dommekraften-men-hvor-bliver-drommekraften-af/4806917

Her vil jeg imidlertid reflektere over nogle af de spørgsmål, jeg efterlyser svar på i sidste halvdel af min anmeldelse.

Først og fremmest finder jeg det forgrovende, at begrebet ‘den privatpraktiserende lærer’ bliver taget for pålydende i debatten op til skolereformen, og altså også i den efterfølgende forskning, som bogen her er et eksempel på. Jeg har arbejdet i folkeskolen som lærer, pædagogisk konsulent og leder i en menneskealder, og jeg har altid oplevet kollegialt samarbejde, både fagligt, pædagogisk og socialt. Selvfølgelig var der nogle kolleger, der hverken var ydende eller nydende. Men de var et fåtal. Og det er mit indtryk, at de, da ledelsesfastlagt samarbejde kom på tale, var i stand til at mobilisere et parallelt åndsliv under møderne. De, der til gengæld hostede engagement hos eleverne, var de personligt praktiserende lærere.

I den anmeldte bog konstaterer man, at der finder et stigende lærersamarbejde sted uden for, men ikke så meget i lektionerne. Tilsyneladende er meget ved det gamle.

Hvorfor bliver det strukturerede samarbejde besunget i så høj grad? Kan det skyldes, at lærere som altid beriger hinanden gennem samarbejde? Eller dækker det også over noget andet? I den periode, hvor det lederstyrede samarbejde er øget, er lærernes adgang til faglige og pædagogiske kurser reduceret kraftigt, lige som deres forberedelse er blevet reduceret. Er formaliseret samarbejde og skemalagt forberedelse i virkeligheden glasur på en nedskæringskage af dimensioner?

i samme afviklingsperiode er lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission nedlagt, og som Anders Bondo Christensen skriver i sin seneste bog blev skolen frataget den udtaleret, læs samarbejdsret, som fremsynede skoleskabere i 1899 skrev ind i loven.

Endelig har de mange lederbestemte gøremål tømt mange lærerværelser for liv. Og lige netop her, hvor frikvarterssnak og grin og trøsten hinanden og udveksling af alskens personlige interesser har foldet sig ud, været næring til lærernes drømmekraft. Her er sået mange ideer hinsides al målstyring.

Hvornår giver A.P. Møller-Fonden millioner til en forskning i, hvad reformen har ødelagt, og hvordan vi støtter den genoplivning, som er undervejs?

For ærlig talt: hvad lærer vi af ekkokammer-undersøgelser søgelser søgelser?

Kunst og pædagogik ifølge Olsen

Foto: fra omslaget på Jens Skou Olsens bog Lad underviseren være kunstner. Det lille grønne R signalerer, at bogen er kommet på det bornholmske forlag Ringedal.

Der er et udsagn fra Mac Barnetts fremragende bog om Barnetts hemmelige dør (Jensen & Dalgaard), der med korte mellemrum griber fat i mig og rusker: didaktik er god børnelitteraturs fjende. https://grundskolesektionen.dk/barnetts-hemmelig-doer/

Jeg har jo fornemmet dette i min egen skoletid med læs og forstå-opgaver og notetyggede fortolkninger. Og jeg har set det i mine elevers øjne under min egen undervisning, som fx da en klasse fandt en ventil i mit undervisningsdifferentierede forløb over Goldings Fluernes herre, da de fandt på at oversætte titlen Lord of the Flies med Fluelorten. I mange år bestræbte jeg mig for at finde en måde at kombinere litteraturundervisning med glæden ved litteratur, altså ved at oplive eleverne med god litteratur. Jeg fandt min vej, da jeg inspireret af receptionsforskningen fandt frem til en metode, som jeg betegnede som og beskrev i Læs og brænd på (Dansklærerforeningen). Senest har jeg beskrevet den i Dansklærerforeningens opgavemateriale til OscarK’s Ungerne fra Strandholt, som findes på dansklf.dk.

Nu er jeg så via en artikel af det seneste nummer af DANSK #1, 2025, Folkeskolesektionens medlemsblad, af kunstskoleunderviser, forsker og jazzbassist Jens Skou Olsen, hvori han plæderer for, at læreren skal være kunstner, ikke af profession, men af tilgang til det at skabe sammen med eleverne og til at sætte sin faglighed i spil – på dybt vand.

Det fremgår af hans artikels referenceliste, at han har skrevet bogen Lad underviseren være kunstner – kunst og undervisning gennem tilegnelse og fremkaldelse (Forlaget Ringedal). Den bog har udvidet min fagbladsartikelinspiration til en overbevisning om, at vi kan finde trædesten imod en skole, der ikke gør skoletræt og skaber mistrivsel, min giver oplivning af både elever og lærere.

Jens Skou Olsen har tilegnet sig kunstteori fra kunstneren Joseph Beuys og pædagogiske overvejelser fra forskeren Gert Biesta, som sidste år udkom med sin bog om Beuys: Lad kunst undervise – kunstundervisning ”efter” Joseph Beuys (Klim).

Og på den baggrund fremkalder Jens Skou Olsen et undervisningssyn, der vil kunne sætte op ”mod firs tusinde undervisere og op mod trekvart million elever fri til at finde hjem: til at finde sig selv, hinanden, fagligheden, magien og glæden ved at undervise og tilegne sig”, hvis de opgiver ” kontrol, målinger, evalueringer, målsætninger og såkaldt kvalitetssikring”.

Det lyder for enkelt, men er det bestemt ikke, fordi vi kender det trygge og vægrer os ved at forlade dette, selv om vi kan få øje på de dårligdomme, det afstedkommer. Derfor er rådet også at anvende de små skridts tilgang.

Med utallige filosoffer, tænkere, digtere og poeter, basale etymologiske analyser af grundbegreber og velvalgte cases udfoldes en idé om undervisning, hvor alle er kunstnere i den forstand, at de – elever og lærere – er sammen om at skabe.

Der er tale om en personlig indsigt, som Jens Skou Olsen har opnået som kunstskoleunderviser og udøvende improvisationsmusiker. Men hans påpegning af det betydningsfulde i at høre til i sig selv og i verden, i at være vågen og til stede og i at lade det åndelige bygge bro mellem os moderne mennesker og det mytiske giver resonans i mig, når jeg genkalder mig følelsen af det, der lykkedes, da jeg forsøgte mig med læs og brænd på-metoden til litteraturundervisning.

Fordringen om at være vågent til stede betoner selvfølgelig det sanselige, det mundtlige, nærværet og er således et opgør med vores topprioritering af skriftligheden, som gør det oplagt for os at skrive os ud af nærværet. Men det skal ikke forstås som en afvisning af det skriftlige. Jens Skou Olsen fortæller jo netop dette i en bog, som blot ikke må blive en teoretisk undvigemanøvre for at komme i gang.

Start med små skrift, hvor der fornemmes en frugtbar sprække i den instrumentelle, skemabundne og ufri hverdag, og kom i gang; ikke ved at reparere og bygge videre på de eksisterende dårligdomme. Her henviser han til den spaghettieffekt, man oplevede, da man i programmeringens barndom konstant søgte at reparere på fejlbehæftede programmeringer. Til sidst mistede man overblikket, fordi de mange justeringer samlede sig i en spaghettiklump af uoverskuelighed.

Man må finde sprækker, begynde forfra og sammen med sine elever vove sig ud i det uforudsigelige – til gunst for verden i den enkelte og for os alle i verden.

En bog til tiden

Anders Bondo Christensen har skrevet en lille, letlæselig bog om den betydning, som lærerprofessionens betydning for at udvikle en god folkeskole.

Bogen tager afsæt i den historiske omstændighed, at dansk lærere for omkring 150 år siden samledes for at bidrage til en forbedring af skolen – for eleverne og for lærerne. Dette dobbeltsigte har siden været basalt for den forening af lærerne, sådan som det fremgår af Danmarks Lærerforenings professionsideal.

Efter 25 år arbejde lykkedes det for lærerne at få skrevet ind i skoleloven, at lærerne havde ret til at blive hørt i skoleanliggender. Denne ret eksisterede med lærerråd, fælleslærerråd og skolekommission frem til 1993, hvor lærerne blev frataget denne ret til at blive hørt. Og udviklingen med at få lærerne placeret som lønarbejdere snarere end professionsudøvere toppede, da KL og regeringen i et koordineret angreb lockoutede lærerne for at gennemtvinge en overenskomst, der skulle skaffe penge til en skolereform, der blandt andet satsede på en læringsmålstyring.

Det at holde lærerne uden for indflydelse må siges ikke at have været en succes, og nu blæser der nye vinde. Der er igen udsigt til at parterne omkring skolen skal være SAMMEN om skolen.

Derfor er denne historiske oversigt, som Anders Bondo Christensen leverer et velkomment bidrag, når lærerne igen skal finde deres ståsted i et samarbejde med mange forskellige interesser som understrøm til den fælles interesse: at skabe en god skole.

Det er prisværdigt, at forfatteren formår at holde denne gennemgang i en sober tone, når man tænker på, at han har været en central figur i den seje kamp for lærerprofessionens fane højt, også når de politiske vinde fra både regering, folketing og KL var heftigst.

Når man som Anders Bondo Christensen har været en central aktør over mange år i denne kamp, er bogen selvfølgelig på sin vis et partsindlæg, men som sagt et urbant et af slagsen. Men det væsentligt i denne tid, hvor de fleste har indset, at reformen på mange måder med dens konkurrencestatsfilosofi var en dårlig idé, og at måden lærernes blev tromlet på var en særdeles dårlig idé.

I den relation kommer bogens eneste skævert, og det skyldes en banal korrekturfejl: Pernille Rosenkrantz-Theil ser med skepsis på reformen, når hun ser i bagspejlet. Selvfølgelig er det bakspejlet, hun har øjnene rettet imod, men fejlen giver dog anledning til forunderlig billeddannelse!

Når bogen i mine øjne er væsentlig, beror det på tre ting: 1) den giver et fornemt, historisk overblik, 2) den viser, at man skal være vedholdende og byde sig til, og ikke som det skete tidligere, at Danmarks Lærerforening tilkendegav, at man ikke længere kunne tage ansvar for skolens udvikling; og skolens lærere blev behandlet derefter, 3) den viser glimtvis, at personlige relationer er væsentlige.

Og hvorfor er det så grundlæggende betydningsfuldt at lytte til lærerne: fordi de hver dag står midt i arbejdet for at få det umulige til at lykkes. Filosoffen Jørgen Husted citeres for at sige, at “for mange lærere er det at lykkes som lærer en vigtig del af det at lykkes som menneske”.

Men skal det lykkes at give lærernes stemme en gennemslagskraft, så viser historien også, at det er af betydning, at man har en fælles forståelse for professionens aktuelle og langsigtede muligheder og udfordringer.

Læs denne velskrevne, lille bog og få lyst til at bidrage til professionens fællesskab og ane de risici, der lurer i en ensidig økonomisk tænkning, hvad enten det drejer sig om udgifter til skolen eller til kontingent til fællesskabets styrke.

BM i oplæsning. 3.

6. klasserne ankom til Campus Bornholm og til idrætshallen, hvor oplæsningskonkurrencen skulle finde sted, i så god ro og orden, at de kunne optræde som dementi af al snak om uvorne unger i dagens Danmark.

Oplæserne havde fået valget imellem tre uddrag af OscarK’s Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den dag Aslak vandt en bamse og H.C. Andersens Prinsessen på ærten.

Ingen valgte den gamle eventyrtekst, men på spørgsmålet om, hvilket ord der slog kludder i munden på 18 indvandrere, som havde indtalt teksten på en video, foreslog en gange rigtigt: edderdynsdyner. Det talte danske sprog ligger ikke altid godt i munden. Prøv også med Jørn Lunds eksempel: En rarere ara.

Nå, men der var valg af alle tre uddrag af barndomsskildringen fra 1950’erne. i bind 1 om Aslak befinder læseren sig sammen med børn, der er jævnaldrende med de elever, der her skal læse op.

Det første uddrag, side 5-8, fortæller om en mandag morgen i den gryende campingsæson, hvor børnene er optaget af udlevering af skolefotos og af oplysningen om, at de efter ferien skal deles op i nye klasser. Og det til trods for, at en af forældrene er arresteret af politiet for at have forsøgt at myrde si kone. Teksten slutter med en drengeleg: en af drengene optræder i spisefrikvarteret med sin kunst: han kan i et ræb sig navn, fødselsdag, adresse og morfarens telefonnummer. Præmien er en af Englefjæs’ leverpostejmadder med remoulade og ristede løg.

Teksten virkede let at læse og blev formidlet med fine betoninger af de særlige hændelser i historien, understøttet af små mimiske træk, som klart antydede, hvad det var værd at tage op til samtale efterfølgende: børnenes eget liv uden berøring med voksensfæren, drengerøvslegen i skolegården…

Andet uddrag, s. 21-25, fortæller om Aslak, der hjælper sin far i værkstedet, blndt andet med reparation af en boret knallert. Aslak har fødselsdag og ønsker sig et luftgevær, og sådan et har faren liggende på loftet. Her finder Aslak også en kuffert med dametøj og foto af en smuk kvinde i bikini. Billedet tager han i pungen.

Også denne tekst forekom letoplæselig og blev formidlet med en klar og velartikuleret stemme, suppleret af levende mimik og små skuldertræ, som antydede det, der burde bemærkes.

Det stod klart, at der var værd at tale om, var drengens naturlige færden i farens værksted og i, at han fik et luftgevær med tilhørende hagl. Desuden var det forbundet med mystik, hvad kufferten afslørede.

Tredje afsnit, side 37-39, berettede om en fodboldkamp, hvor drengene spiller mod dem fra en naboby, og hvor pigerne kommer for at se deres kammerater spille. Teksten rummer navne på heltene fra 1950-60 og alle de betegnelser på spillernes roller på holdkortet – betegnelser som nu er afløst af andre.

Igen lå teksten godt i munden og oplæseren gav den et flow, så man kunne føle sig hensat til en radiotransmission af en spændende foldboldkamp.

Der var to præstationer, hvor det var umuligt og urimeligt at skulle vælge en på bekostning af den anden. Begge var fremført med indføling og en power, der virkelig fik historien til at leve blandt tilhørerne. Det er bagsiden af konkurrencetanken, at der skal findes en vinder. Den ene leverede en præstation, som ville være at foretrække, hvis teksten skulle indtales som lydfil, mens den anden med mimik og små skuldertræk fik understreget tekstens pointer. Derfor valgte vi den sidste som vinder, fordi oplæsning skal få teksten til at fungere bedst muligt i samværet. Derfor bør tekster også formidles gennem lærerens eller elevers forberedte oplæsning snarere end gennem lydfiler.

Afviklingen afdækkede, at OscarK skriver i et sprog, der er mundret, men som også efterlader tomme rum til eftertanke og videre dialog. Dernæst var det interessant at iagttage, at eleverne fra 6. klasse følte sig lidt mindre frigjorte end 4. klasserne, da de skulle tage turen ad den røde løber.

BM i oplæsning. 2.

4. klasserne ankom roligt til Campus; så roligt at vi var i tvivl om, hvorvidt de var nået frem. Lige så stille og fredeligt kom de ind i den store idrætssal og indtog klassevis deres pladser på de amfiopbyggede tilhørerpladser.

Oplæsernes tekstvalg dækkede over Anders Johansens Suttetyven og Jesper Wung-Sungs Peberknægten fra antologien En drøm om vinger – og så en tredje Elefanten af Martin Glatz Serup fra antologien Skrædder i Helvede.

Elefanten er givetvis den vanskeligste oplæsningstekst af de tre. Men den elev, som havde valgt den tekst, havde gentagende gange et finurligt smil om munden – et smil, som tydeligt viste, at hun havde fanget forfatterens skelnen mellem virkelighed og billede.

Det er glædeligt at se en elev i 4. klasse vise så tydelige, mimiske tegn på, at en ret kompliceret tekst er forstået. Og det gav mig som dommer anledning til at minde om, at de mange børn og unge, som griber mobilen for at filme begivenheder, nok formår at gemme det skete, men misser muligheden for at opleve det, der sker. I øvrigt kunne jeg fortælle om en mand, der viste maleren Herman Stilling et billede af sin kone, hvortil Stilling spurgte, om hun var så lille og flad. I en billedtid som vores bør vi arbejde med det, som Elefanten drejer sig om: sanselig virkelighed contra afbildning.

Suttetyven af Anders Johansen er en fin lille historie om at blive frarøvet sin trøster og om at se den blive hædret på smukkeste vis, altså sammen fortalt afdæmpet, men med en finurlig slutreplik: “Det [suttetræet] står stadig nede bag kirken med sutter i alle regnbuens farver. Det er flottere end det flotteste juletræ, og så er al pynten lige til at putte i munden!”

Jesper Wung-Sungs Peberknægten er en grotesk fortælling om en dreng, der forveksler sukker og peber (tak til Thorbjørn Egner) og bliver til en omvandrende peberspray. Da han er om bord på et skib, der bliver slugt af en kæmpefisk, udleder han så meget peber, at fisken nyser skibet ud. (tak til bl.a. Jonas i Gamle Testamente og til Pinocchio).

Oplæserne af denne tekst lød til at fornøje sig med Jesper Wung-Sungs humoristiske indfald og replikker. Det var tydeligt, at de havde opfanget tekstens karakter og formåede at give den videre til de mange tilhørere. Og slutordene i teksten, når drengen nyste, når en fugl fløj forbi “og faldt til jorden” førte direkte over i et buk for publikum.

Min meddommer, Louise Sletterød fra CFU, og jeg konstaterede, at 4. klasserne var et oplagt valg til en optræden med oplæsning. De havde fanget teksterne ånd og bogstav, de læste unervøst og klart, og de vandrede med selvsikkert kropssprog ad den røde løber frem mod mikrofonen.

BM i oplæsning. 1.

Der er gjort klar til Bornholmsmesterskaberne i oplæsning i sportshallen på det levende Campus Bornholm, hvor mange uddannelser er samlet, og hvor man derfor befinder sig blandt mange forskellige unge.

Her holder CFU Bornholm til, og det er dem, der afvikler oplæsningskonkurrencen. CFU Bornholm har i øvrigt en række helt unikke tilbud til bornholmske lærere, og derfor er det ærgerligt, at storebror, Københavns Professionshøjskole, i år svinger lidt vel ivrigt med sparekniven her.

Men tilbage til oplæsningskonkurrencen. For mange år siden, velsagtens omkring 20, arrangerede H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion en landsdækkende H.C. Andersen-oplæsningskonkurrence for 7. klasser og lærerstuderende. Tilslutningen var pæn over det ganske land, og vi fik bekræftet, at noget af det, der gjorde den berømte digter unik, var hans hybrid af skrift- og mundtlighed; han ligger godt i munden.

Meget hurtigt stoppede konkurrencen for lærerstuderende. 7. klasserne læste faktisk bedre op end de studerende, som vel nærmest afspejlede, at faget retorik efterhånden havde fået trange kår i læreruddannelsen.

Men hen over årene tyndede interessen også ud blandt folkeskoleklasserne, kun på Bornholm holdt man fast. Og her har vi så i de seneste år eksperimenteret med formen. Maiken Adelsten, som i de senere år har været primus motor her, fik den tanke, at det kunne være interessant at invitere 4. klasserne til en selvstændig konkurrence. Det gjorde vi, og til stor glæde og lidt overraskelse var de faktisk på mange måder på højde med 7. klasserne.

Interessen blandt de bornholmske 7. klasser er også ebbet ud på det seneste, og i år har vi så forsøgt os med at give 6. klasserne muligheden.

Så i år har vi afviklet BM i oplæsning for henholdsvis 4. og 6. klasser.

Det er en glæde at være med til disse arrangementer, fordi man får bekræftet, at oplæsning er en væsentlig faglig disciplin:

Eleverne lærer at give det skriftlige en stemme, og de får på den måde smagt på ord, som de ellers ikke benytter i hverdagen; altså en udvidelse af ordforrådet.

Eleverne oplever, at de gennem oplæsningen skaber et fællesskab med afsæt i en tekst, der som oftest bliver læst individuelt.

Vi har søgt at finde tekster, der egner sig til de to målgrupper – og med erfaringen fra forleden må man konstatere, at vi hår fundet noget brugbart:

4. klasserne læser udvalgte tekster fra En drøm om vinger (Dansklærerforeningen 2002). Det et korte historier, som i sin tid blev bragt i Samvirke.

6. klasserne læser uddrag af Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den sommer Aslak vandt en bamse af OscarK. (Dansklærerforeningen 2023). De tre bind i serien beskriver børneliv i 1950’erne i et sprog, der fanger tiden.

I to kommende indlæg vil jeg komme ind på nogle af de iagttagelser og overvejelser, jeg som dommer i konkurrencerne gjorde mig.

Et godt nyt år, hvor vi ikke taler professionen og faget ned, tak!

Vi må undgå at braklægge det meningsfulde i vores arbejde, så ukrudt slår rod

Der er nok af udsagn, som maler dystopiske billeder af skolen og dens lærere. Det er helt boulevardpresseagtigt, når man læser om katastrofale dit og dat og om chokerende dat og dit.

Der er så sandelig behov for kritisk tilgang til meget af det, der sker i og omkring skolen. Men det må kunne ske i en nuanceret form, der som afsæt har, at det er meningsfuldt arbejde, vi som undervisere udfører, og at det er med skolens formål, vi samtaler om udvikling af fagene, professionen og skolen.

Derfor har jeg genlæst den fine bog om Bæredygtige skoleliv, hvori en række forskere beskriver deres arbejder med lærere og elever. Det væsentlige i den bog er ordet skoleliv, som står i frugtbar modsætning til den forskning, som instrumentelt søger at forbedre decimaler frem for at skabe liv.

I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.

Læs min anmeldelse her: https://www.folkeskolen.dk/baeredygtighed-didaktik-forskning/hold-da-op-for-en-forskning-med-skolen/4770724

Den type forskning lægger op til den type samtale om skolens indre liv, som jeg har i tankerne, når jeg ønsker mig en nuanceret debat om skolen.

De forekommer mig at være en parallel til dem, der ønsker at fremme læselyst ved massivt at styrke folkebibliotekerne og glemmer at nævne skolebibliotekerne. Har de bibliotekarernes eller læsningens tarv i tankerne? Det er dog skolebiblioteket, der har mulighed for at nå alle børn og give pædagogisk rådgivning, mens folkebibliotekerne primært søges af de bogvante, med mindre skoler bringer børnene derhen.

Prøv at se på årets udtalelser på folkeksolen.dk fra forskere, der afdækker skolens problemer, og når frem til, at der er behov for yderligere forskning på netop deres felt. Vil de den nuancerede og livgivende debat eller deres eget levebrød?

Når jeg formulerer den nuancerede debat med afsæt i det meningsfulde i lærerarbejdet, skyldes det, at jeg i min indbakke pludselig får mails, der lover at løse alle problemer omkring elevernes læsning og læring og omkring det at studere. Afsenderen er Scientology Kirken i Danmark, og deres frelsende metoder er udviklet af sektens stifter L. Ron Hubbard. Disse mails indledes med et betoning af dystopien den danske skole og opfølges med den frelsende løsning.

Dette tjener for mig til at advare imod at braklægge den danske folkeskoles demokratisk og dannende grundlag. For der kan fyge ugræs over hegnet.