fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Sommerfuglestøv, der vejer i sindet

Natten mellem Folkemødets fredag og lørdag kunne jeg vende det sidste blad i Lea Korsgaards “Inden året er omme”. Jeg undlader med vilje at genrebestemme bogen, for enhver bås er for begrænset til denne forunderlige bog. Men får en lettere gang og en dybere indsigt gennem læsning af bogen.

Lea Korsgaard har sat sig for at finde og se alle danske sommerfugle i løbet af et år. Og det bliver i sig selv en tour de force, der bringer os ind i et univers med snurrige og nørdede personligheder, der via GPS kan guide til særlige arters levesteder i forskellige landskaber.

Det bliver også en personlig historie, hvor alle i familien må leve med at omgås en besat sjæl – i begge betydninger af at leve med.

Men for mig bliver det først og fremmest en fortælling, der givet indsigt i sommerfuglens udvikling, i især europæisk filosofi, tro og tænkning, i vores historiske udviklingstræk og i de fremtidsperspektiver, som toner frem lige for næsen af os. “Inden året er omme” er ganske enkelt en ualmindeligt vidende og velskrevet bog, som kan lægge op til oplivende undren og tænkning.

Og så er Lea Korsgaard en herlig formidler, som når hun forklarer underet, sommerfuglens metamorfose, ved at sammenlige det med, at hun går ind i familiens garage ad en dør og kommer ud af en anden som næsehorn.

Det er ligeledes kækt at påvise, at Paulus såvel som fx Karl Marx troede på, at det ideelle samfund ventede lige om hjørnet. En sådan sammenstilling givet mod på at se fordomsfrit på vores kaos.

Endelig må jeg nævne hendes undren over, at vi på en studs kan finde midler til at genopføre Notre Dame og Børsen, mens vi med åbne øjne lader naturens arter uddø, selv om vi har kendt til denne udvikling i generationer.

For mig at se viser “Inden året er omme” at vi ikke behøver kanonlister og pensumkrav i skolen, fordi ethvert emne kan føre os hele raden rundt. Men det forudsætter vidende og veluddannede lærere, der har trang til at øse af deres viden.

Ps. Og når nu vi er ved sommerfugle, så fik jeg op til Folkemødet læst en forunderlig bog af Alessandro Baricco med titlen “Silken”. Den er en skæbnefortælling så fuld af undertoner, at den sætter sig i ens sjæl. Hvis din sommer tegner begivenhedsløs, så grib ud efter “Silken”.

Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen

Lea Hebsgaard Andersens forsideillustration til DANSK #2, 2025

Så er nummer 2 af DANSK udkommet, og temaet er “Mærk suset af dansk”, altså artikler, der tager afsæt i det store kursus for dansklærere, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod for. Med omkring 1000 dansklærere som deltagere.

Dansklærerforeningsdelen af kurset for mellemtrinslærere blev varetaget af Mette Frederiksen (altså den rigtige) og mig. I fællesskab havde vi planlagt et forløb, der dykkede ned i faget grunddiscipliner: det talte og det skrevne sprog – med oplæsning som en mellemstation.

Vi bød velkommen med sætningen: “Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen”, ikke fordi vi er maskinstormere, men fordi vi gerne ville insistere på, at den analoge undervisning kan noget særligt, hvad angår nærhed og fællesskab. Og faktisk viste det sig, at der på nogle af holdene var unge lærere, som vægrede sig ved at skrive i hånden; det havde de ikke gjort i årevis. Så alene af den grund følte vi os på rette spor.

Gennem enkle og eksemplariske øvelser fik vi skabt et væld af mundtlige fortællinger, hørt mange oplæsninger, dykket ned i en læsemetode, der tager afsæt i deltagernes forskellige oplevelser af en tekst, og endelig skrevet en god portion digte.

Vi indledte med sangen “Lad mig mærke en dansklærers tone”, som bygger på en række forfatteres erindringer om deres dansklærer. De er meget forskellige, men har det tilfælles, at deres lærere er, hvad man kunne kalde personligt praktiserende.

Vi sluttede med en evaluering, som var overvejende positiv, og som især vægtede, at deltagerne kunne genkende sig selv i arbejdet med faget.

I DANSK #2 gengiver vi strukturen i og overvejelserne bag forløbet. Marie Elmegaard og Sara Sejerskild beskriver CFU-delen af mellemtrinskurset. Heraf fremgår det klart, at kursets indfaldsvinkler supplerer hinanden – fx ved at CFU’erne foldede temaerne ud gennem deres digitale platforme.

Og én ting står fast: dansklærere hungrer efter efteruddannelse.

“Det er ikke noget for os!

Udsnit af forside på bogen Smedens følgesvend. Forlaget Praxis.

Folkemødet byder på meget andet, der sætter tankerne i gang, end paneldebatter. Således sket det allerede på vejen derover om bord på færgen, at vores lille delegation fra Dansklærerforeningens Folkeskolesektion kom til at sidde ved siden af et bord med en ung kvinde, der sad og læste og skrev i hånden med blyant.

Den bog, hun læste i, havde et forsidelayout, som mindede mig om det, vi i Dansklærerforeningens Forlag havde anvendt til serien “Frit for fantasi”, og illustrationen, som jeg ikke tydeligt kunne afkode, var farvestrålende og lokkende. Så jeg gjorde det, som jeg ofte gør, når jeg ser unge læsere i offentlige transportmidler: jeg spurgte om, hvad det var hun læste. En roman? En krimi?

Men nej. Hun læste i en håndbog, der hed “Smedens følgesvend”, for hun var i lære som klejnsmed. Faktisk var hun udlært møbelsnedker, men havde fået lyst til at svejse. Og nu havde hun fået læreplads hos et firma i Gentofte. Det viste sig at være samme firma, som havde smedet alfabetet i Kenn André Stillings skulptur på Dan Turélls Plads i Vangede.

Den unge kvinde var stolt af sit karrierevalg, men træt af fordommen om, at hvis man er dårlig til det boglige, så kan man altid blive håndværker.

Dette fremkaldte en erindring hos mig: Jeg har et barnebarn, der har valgt at uddanne sig til tømrer. Hun blev udvalgt til at præsentere uddannelsen ved en uddannelsesmesse i Gentofte. En pige fra 9. klasse kom hen til hende, stillede engagerede spørgsmål og lyttede interesseret, inden en kvinde, der måtte have været pigens mor, hev hende væk fra samtalen med ordene: “Det er ikke noget for os!”

ps. En kurdisk pizzaejer i Vangede fortalte Kenn André Stilling, at de tyrkiske myndigheder engang forbød brugen af bogstaverne X, Q og W, hvorved mange kurdiske person- og bynavne og mange ord ikke kunne skrives. Men undertrykkelse kan havde mange ansigter; fx når noget interessant ikke er noget for os.

Folkemødet er lige om lidt

På lørdag den 14. juni kl. 10 er det tid for Dansklærerforeningens Folkeskolesektions paneldebat på Klippescenen i Allinge: Bundet i frihed, hvor lærer Mette Frederiksen taler ud fra et skolehverdagsperspektiv, professor Nikolaj Elf bygger videre ud fra en forskningssynsvinkel og formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking tager fagforeningsbriller på, mens formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har den faglige forenings tilgang. Jens Raahauge modererer debatten.

Til trods for at der kun er tre kvarter til rådighed, håber vi at få sat nogle tanker i gang omkring de muligheder, der toner frem med de nye fagplaners overgang fra målstyret til formålsstyret undervisning.

Som et ekstra bidrag vil tilhørerne (de første 30) kunne få næste nummer af medlemsbladet DANSK med i muleposen. Bladet indeholder 13 artikler, som udspringer af det store danskkursus, “Mærk suset af dansk” som blev afviklet i vinteren 24-25 i et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, hvor flere end 1000 dansklærere deltog.

Skribenterne i bladet er fundet bladet de instruktører, der optrådte på kurset.

Bladet udkommer til Folkeskolesektionens medlemmer den 16. juni. Men tryksværten skulle være tør, så vi kan have eksemplarer med til paneldebatten lørdag.

ps. ud over de faglige artikler er der en dansklærersang og en klumme af de to unge lærere Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul om deres møde med skolen og faget i praksis.

pps. Meld dig dog ind i Dansklærerforeningen og få bladet og masser af gode tilbud.

Frigørende chikaner

bl.a. forside på bladet Bladtegneren fra 1941, fundet i genbrugsstationens container

Ved endnu et kig ind i genbrugsstationens bogcontainer blev mit blik fanget af et hæfte med danske bladtegneres Tegnerier i 1941, altså mens Danmark var besat og medierne censureret. Arne Ungermanns forsidetegning illustrerer ganske godt bladets pointer: En nøgen model sidder med et blad i hånden. Bladtegneren er i helt bogstavelig forstand bladtegner, og beskueren af hans billede må tænke sig til den nøgne kvinde, der har holdt bladet; akkurat som man ved de øvrige billeder i hæftet må tænke sig til den kontekst, de er skabt i.

Censuren har blandt bladtegnere såvel som blandt forfatterne fremkaldt en kreativitet, som man givetvis gerne havde været foruden, men som altså alligevel fremkaldte overraskende og subtile udtryksmåder, som betød, at censuren nok kom til at virke som chikaner, men også som afsæt for kreativitet.

Indtrykkene fra dette hæfte har i mig kastet to tanker af sig vedrørende fremme af læselyst og frihed til at udfolde sig sprogligt.

Forlaget Jensen og Dalgaard udgav for fem år siden bogen “Tårernes ø” af David Nel-lo; en undselig bog, om en undselig bog, der lå gemt mellem væggen og reolen på biblioteket. Den skiftede indhold, alt efter hvem der læste den; akkurat som alle bøger dybest set gør. Den fik mig til at erindre, at jeg havde lagt gamle børnebøger rundt om på de skoler, hvor jeg var inspektør – bøger, som eleverne bare kunne tage og beholde. Faktisk forsvandt det lige så stille. Og en del forældre blev grebet af, at deres børn kom hjem med bøger, de selv havde læst som børn. Så alternativet til at køre på genbrugsstationen kunne være at give skolen brugte børnebøger til en tag selv-kasse.

Den pædagogiske udgave af chikane er at opstille rammer, som friheden kan udfolde sig indenfor. At få lov til at skrive frit, giver mange elever skriveblokeringer. Men hvis man opstiller – også firkantede – krav, kan det virke frigørende. Fx kan 5-7-5 reglen ved haiku-digte sætte frugtbare skriverier i gang. I megen opgaveløsning vil det at kende rammerne føre til kreative handlinger, men total frihed virker destruktivt.

Monstro det forholder sig anderledes med frit valg af skole, hospital, hjemmepleje osv.?

“Undskyld mit franske”

Hvis der er noget, der ærgrer mig, er det, at jeg siden min studentereksamen i 1963 ikke har holdt mit fransk ved lige.

Netop nu opholder jeg mig i Paris med min gode ven Ole Dalgaard, alias OscarK, for at gå på cafeer og i parker og diskutere stort og småt.

Det første, der slår en, er høfligheden. Allerede i toget indledes informationer med “mesdammes et messieures”, og et “s’il vous plait” efter en bestilling er en selvfølge. For år tilbage spiste jeg hos en rad´ndrusiansk lærer, der havde en fransk au pair. Hun havde en morgen sagt: “Ræk maj brøet, bøbeløb”. Det viste sig, at hun savnede det høflige, et s’il vous plait eller please, men havde opsnappet i supermarkedskøen, at folk ved betaling sagde bøbeløb; altså ‘på beløbet’.

Men også klangen af fransk er musik i ørerne, så jeg har overvejet at genopfriske det tabte. Og hvad ville være mere naturligt end at starte med Den lille prins, som også var den første bog, jeg læste på fransk.

Så spotter mit øje en forretning, der har udstillingsvinduet fyldt med “Le Petit Prince” og et kig gennem indgangsdøren viser samme fokusering. Men det eneste, der ikke er, er bogen. Det, der ligner en bog, er en porcelænssparebøsse. Udenomsværkerne har taget over, akkurat som vi ser det hos fx Disney og Mummie; figurerne får nok deres eget liv, når kræmmerne tager over. Og der er fare for, at litteraturen træder i baggrunden.

Akkurat som den gør, når forlag sætter dårlige oplæsere til at lægge stemmer til fx H.C. Andersen.

Det er ganske enkelt noget ødelæggende l… (Undskyld mit franske).

Lad os nu tro på, at god litteratur kan formidles i egen ret.

Laureatfest og skrivelyst

I lørdags var Benjamin Koppel midtpunkt ved Boghandlerforeningens Laureatfest, idet han for romanen Sommerfuglens stemme blev tildelt De gyldne Laurbær 2024. Det var svært ikke at være begejstret for, at boghandlerne havde truffet dette valg, selv om det kan undre mig, at Jakob Martin Strids Den fantastiske bus ikke havde tag i boghandlernes stemmer. Den er dog så unik, at det danske bogmarked ikke har set noget lignende siden H.C. Andersens første eventyr. Måske har boghandlere generelt ikke øje for børnelitteratur, som noget der er lige så værdifuldt som litteraturen til voksne???

Men tilbage til Laureatfesten. Den foregik, som man kunne forvente, med taler, der hyldede bogen i almindelighed og Benjamin Koppels bog i særdeleshed, og med en festivitas, som afspejlede Koppel-familiens musikalitet og kreativitet. Så lang, så mere end godt. For Benjamin Koppel er en særdeles værdig modtager af denne hæder.

Alligevel var det et par afsnit i Benjamin Koppels takketale, der bed sig fast i mig: han havde som barn altid været med sine forældre til koncerter og digtoplæsninger, og så – ikke mindst – at han havde gået på Freinetskolen i Valby, hvor de skulle skrive frie tekster, som derefter skulle læses op for kammeraterne. Benjamin skrev og skrev, så han kunne have brugt al den tid, der var til rådighed for oplæsning. Derfor skulle han læse til sidst.

Her mindedes jeg, da jeg selv måtte opgive den svenske metode, læsning på talens grund, hvor alle elever skulle bidrage på baggrund af en fælles oplevelse. Det gik der ged i, og jeg lod mig inspirere af Freinets fri tekst-skrivning, som byggede på det, som kaldtes det famlende eksperiment. Og det fængede. De, der skrev langt, men ikke havde noget på hjerte, fandt, at kammeraterne faldt fra. De, der kunne skrive koncentreret og vedkommende, vandt gehør. Man kan læse om det i min lille pamflet, Dyrk dansk derude.

Denne metode tog elevernes stemmer ind i undervisningen, og flere tekster kom til at sætte dagsorden for indholdet i undervisningen. Så jeg forstod Benjamin Koppels cadeau til metoden i takketalen.

Jeg fortalte forfatteren OscarK om denne oplevelse og refleksion, først med 300 km i timen i et fransk tog på vej til Paris, og siden ved flere lejligheder på cafeer i omegnen af Luxembourg-haven. “Eleverne skal også lære nogle regler og facts, grammatik osv. Ellers tror de, at alt er godt nok,” indvendte han i min her forgrovede gengivelse. Nu har vi krydset klinger, om hvad der kommer først, regler eller frie tekster. Dette er en del af den diskussion, vi også lægger op til, når vi besøger skolers danskfagudvalg. Og her finder vi dynamikken mellem frihed og umage, mellem overfladiskhed og fordybelse.

ps. OscarK’s trebindsroman Ungerne fra Strandholdt er lige nu ekstremt nedsat i Dansklærerforeningens bogskab. Og den er efter min opfattelse noget af det bedst egnede til litteraturundervisning i 6.-8. klasse, fx én titel pr år.

https://dansklf.dk/bogskabet

At vække undren

I går var jeg på genbrugspladsen for at komme af med månedens læs af aviser. Og som vanligt kastede jeg et blik ind i containeren med bøger; fuld var den som vanligt. Mine øjne blev ramt af en lille undseelig bog, som jeg ikke havde set i årtier: Ib Spang Olsens I Kristoffers spor.

Heri fortæller tegneren om Martin A. Hansen og om Lykkelige Kristoffer, som han illustrerede. I sin seminarietid kom Ib Spang Olsen i praktik hos lærer Hansen, som betog ham med sin tilgang til både stoffet og eleverne. Denne gudbenådede fortæller af en lærer troede ikke “på oplæsningens enestående og centrale værdi i danskundervisningen, en af seminariets mærkesager. Jen [ISO] mindes, at han var den første jeg hørte antyde, at det måske endda var skadeligt for begribelsen.”

Se, det er anfægtende ord i mine øjne, når nu jeg selv anvender oplæsning som brobyggeren mellem tale- og skriftsprog. Men jeg forstår, hvad han mener. Den fortælling, der skrives ned, stivner. Den levende fortælling skabes i nuet og tager farve af nuet. Derfor er den beåndet af den styrke, som binder fortælleren og tilhørerne sammen. Derfor kan den skabe undren og indbildningskraft, akkurat som mødet med andre forunderligheder i virkeligheden. Apropos, så funderer Lea Korsgaard på, om det er en oplevelse med frisættelsen af en rødvinsfarvet sommerfugl, som viser sig at hedde sørgekåbe, der vakte hendes trang til at se alle Danmarks sommerfugle. Læs hendes forunderlige Inden året er omme.

Martin A. Hansen selv brugte det at skabe undren til at pirre nysgerrigheden, når han fx vendte klassens verdenskort på hovedet, afslørede en model af en kajak for øjnene af eleverne eller som sagt fortalte.

Han egen indlevelsesevne var en urkraft. Således finder Ib Spang Olsen ud af, da han står i det hallandske landskab, der er som taget ud af Lykkelige Kristoffer, at Martin A. Hansen aldrig har været der.

Noget af det forsømte i den danske skole er at lytte til eleverne. Noget af det andet måske ligeså forsømte er at pirre elevernes undren, så de får lyst til at fordybe sig og nørde. Og som her: at finde en gammel bog, der kan ryste ens rutiner.

Ib Spang Olsens bog var en gave til Gyldendals Bogklubs medlemmer – og kom ikke i handelen. Men alternativet kunne være: Gak til Løgneren og bliv vis.

Mød os på Klippescenen

Lørdag d. 14. juni

Bundet i frihed

10:00 – 10:45

Danmarks Lærerforening, Dansklærerforeningen

G26 – Lærernes hus

G – Yder-/indermolen

Dansklærerforeningen inviterer til debat om engangement, kundskaber og fællesskaber

Eventbeskrivelse

Dansklærerforeningens Grundskolesektion inviterer til paneldebat på Folkemødet 2025 under temaet “Bundet i frihed”. Ved Dansklærerforeningens paneldebat på Gårdscenen i 2024 blev det formuleret, at vi må fortsætte samtalen under denne overskrift. Når vi får mulighed for at erstatte læringsmålstyring med en formålsbestemt undervisning, og når vi får incitamenter til at finde en bedre balance mellem analog og digital undervisning, vil vores frihed møde en række bindinger: Til stoffet (faglighed) Til undervisningsmidlerne (ressourcer) Til den demokratiske dannelse (elevinddragelse) Hvor tager vi os frihed til at udvikle skolen og skabe fagligt engagement, meningsfulde kundskaber og samtalende fællesskaber? Bemærk: Debatten finder sted på Klippescenen.

Deltagere

Jens Raahauge, Moderator, Dansklærerforeningen
Katrine Fylking, Formand, Københavns Lærerforening
Nikolaj Elf, professor, Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab, SDU
Mette Frederiksen, Lærer, Syvstjerneskolen
Ida Geertz-Jensen, Forkvinde og lærer, Dansklærerforeningen

“Du reddede os!”

Udsnit af Dorte Karrebæks Fladsåtrold i Næstved. Fra Tankestreger 1. Dansklærerforeningen

Overskriften refererer til et statement fra kvinden, jeg havde til bords forleden, da jeg var inviteret til 50 års jubilæum med den første realklasse, jeg førte til eksamen. Og flere vendte tilbage til denne redning, som, efterhånden som aftenens runde med livsfortællinger skred frem, blev sat i et perspektiv, der fortalte noget alment, snarere end noget om min person.

Sammen med en masse andre unge lærere havde jeg været til et marked, som jeg tænkte tilbage på, da DR sendte serien om slaveriet på De vestindiske Øer. Vi var blevet samlet på Næstved Rådhus over for den enorme statue af Fladsåtrolden, og herefter gik vi fra skoleinspektør til skoleinspektør for at blive vurderet. Og endelig fik vi at vide, hvem der havde “købt” os.

Når jeg pointerer, at vi var mange, så beror det på, at der skete store udskiftninger i hver enkelt skoles lærergruppe. Og som de jubilerende elever fortalte mig, føltes det som en redning at slippe for de lærere, som endnu ikke havde opfanget, at skæld ud og korporlig afstraffelse var forbudt. Det at få en ung lærer, der havde en anden tilgang til elever end magtudøvelse, var en befrielse. Så baggrunden for “at redde” var forholdsvis overkommelig.

Alligevel gjorde det mig glad, at de havde opfattet, at jeg også var mig selv, gav dem noget personligt, hvor de fx huskede positive bemærkninger med humoristisk tvist i karakterbøgerne, reaktioner på forskellige kontroverser osv. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg som de fleste andre unge lærere var personligt engageret og ikke privat praktiserende, som det i dag ret fordomsfuldt karakteriseres, når vi arbejdede alene i klasserne; for vi samarbejdede i fritiden, som det hed, akkurat som det nu sker i skemalagte møder.

Det andet, der slog mig, var, at de alle kom fra skoledistriktet i en tid, hvor mange forskellige familier og socialgruppe boede side om side. Der var endnu ikke skabt en boligpolitik, hvor man havde naboer, der lignede en selv. Det at lære at være sammen på tværs af baggrund, var et frugtbart vilkår, hvor man lærte at have respekt for forskellighed. Ved en anden jubilæumskomsammen gav en anden jubilar et skudsmål i denne retning: “Du skabte en ramme for, at vi kunne blive hinandens dna!” Dette gav sig her udtryk i den begejstring, de udviste for hinandens fortællinger, og for de mangeartede funktioner, som de havde påtaget sig i opbygningen af vores velfærdssamfund – spændende fra ledende poster i erhvervslivet over påpasseligt kontorarbejde i det offentlige og i det private til lærergerning og omsorgsarbejde. Og alt imens de alle havde givet deres bidrag til, at samfundet hjul kunne køre, havde de selvfølgelig også levet et liv med glæder og sorger. Men hold da op, hvor de har givet hinanden en robusthed, som det er vanskeligt at opnå i dag, hvor det frie skolevalg får alle til at søge imod ligesindede, og hvor dyrkningen af individet på fællesskabets bekostning gør den enkelte svagere.

Min kone og jeg har just set de 6 afsnit af Reservatet, og jeg finder det på sin vis urimeligt, at det er de sårbares ghettoer, der er fokus på i politik!

Det, som jeg lærte af at være med til et 50 års tilbageblik, var, at det nok må være sværere at være ny lærer i dag, men også at det er vigtigt at være sig selv, give noget af sig selv. Så mit råd må være, at man skal bruge den megen fokusering på de professionelle læringsfællesskaber til at springe ud som sig selv! Elever kan lugte, hvis man er påtaget.

Endvidere lærte jeg, at de indsigter i andres livsvilkår, som man tidligere kunne give eleverne en ramme for at leve sig ind i, nu er blevet en opgave for læreren. Trivsel er blevet til “triv selv!” med AULA på bagperronen. Mit bedste bud vil være, at arbejdet med litteratur, billedkunst, musik og de andre praktiske og musiske fag kan bidrage til at gøre opgaven mulig.

Men summa summarum: Jeg er taknemmelig for, at det blev en realklasse i midten af 1970’erne, der skulle lære mig at være lærer. Men det, de lærte mig, føler jeg mig også forpligtet til at bidrage med i den pædagogiske debat.

Akkurat som jeg vil opfordre alle med praktisk visdom til at gøre.

Jens Raahauge