Tirsdag aften var jeg inviteret til at tale om “at være ved sine fulde fem” ved Meyers “Verdens bedste skovtur”, som en slags optakt til to workshops i lyrikskrivning, jeg står for torsdag og fredag kl. 16-18.
At være ved sine fulde fem er, som Den Danske Ordbog anfører, synomym med “at være ved sine sansers fulde brug”. Derfor har det altid generet mig, at skolen synes at være “ved sine fulde to”, idet undervisningen som oftest er baseret på hørelse og syn; de eneste sanser, der har lobbyister og foreninger som støtter. Ingen samler ind til dem uden smag, uden følelse eller uden lugt.
Mit oplæg tog afsæt i Inger Christensen essay om silke i “Hemmelighedstilstanden”. Her skriver hun, at navneordene er ensomme, tillægsordene er hjælpeløse, og udsagnsordene er medgørlige. Det er de tre ordklasser, som i nævnte rækkefølge optræder i de monoteistiske religioners skabelsesberetninger og i barnets sprogudvikling, når det med sproget erobrer sin verden.
Det karakteristiske ved synets og hørelsens sprog er imidlertid, at det tager verden ind på afstand. Det er sprog, der kan binde os sammen, fordi vi ser og hører den ydre verden; ser og hører måske ikke det samme, men ser og hører. Sproget skaber fællesskab trods det forhold, at vi alle kan redigere i det sete og hørte og meddele, hvad vi mener at have sanset, så det er tilpasset egne behov og interesser.
Omvendt savner vi ord, der kan knytte os sammen omkring erfaringer og oplevelser med følelse, smag og lugt. Vi må ty til metaforer, fortællinger og lignende for at forklare os. Tænk bare på smagsbeskrivelserne bag på vinflasker. Det særlige ved de tre sanser er netop, at de ligger inde i hver enkelts krop; at de er bundet til inividet. Men følelsen, smagen og lugten kan vi ikke redigere i!
For mig at se bør dette forhold være et argument for, at skolen opprioriterer de praktiske og musiske fag og faglige aktiviteter, så de tre individbundne sanser bliver afsæt for kollektive erfaringer og sansninger. Og derfor er Lene Tanggaards vistnok seneste bog (hun skriver jo hurtigere, end vi andre læser) om “Kollektiv kreativitet” et væsentligt bidrag til at skolen kan udvikle sig til at blive “ved sine fulde fem” – med alt, hvad dette kan bidrage til, af bedre balancer mellem ånd og hånd, mellem det logiske og det poetiske og mellem individualitet og fællesskab.
ps. ved diskussionen efter oplægget begræd en mor sin datters adaption af engelske vendinger i dansk oversættelse: “jeg føler, at anden verdenskrig begyndte i 1940”. Lad os bruge sproget, så følelse og viden ikke er et fedt.