Sådan cirka en gang om måneden kan man høre Ronkedorerne på www.den2radio.dk. Og Ronkedorerne er fire gamle mænd, der har haft deres snabler nede i fagbøger, som de finder det værd at tale om.
I denne uge er der lagt en ny udsendelse op. Her kan man høre Georg Metz, Egon Clausen og mig selv tale om “Trods og tragedie”, Sofie Lene baks biografi om Olga Eggers, “Døden på recept”, artikler redigeret af Ole Hartling m.fl. om aktiv dødshjælp, samt “En dissonans i denne verden”, hvori Claus Elholm Andersen sætter nyt lys på H.C. Andersens tidlige eventyr.
Vi kommer altså vidt omkring. Men denne gang fik vi perifert nævnt Georg Brandes, dels som forfatterinden Olga Eggers elsker (ret sikkert), dels som den kritiker, der har afstedkommet et ensidigt billede af H.C. Andersen som grim og barnagtig (Anne-Marie Mais ganske overbevisende analyse i “En anderledes Andersen”).
Det særlige ved sådanne tilfældige sammentræf kan være, at tankerne, når optagelsen er slut, går på vandring.
Jeg genkaldte mig den eneste bog, jeg fik lystlæst i 1985, men til gengæld fik læst så meget, at de garnhæftede blade blev til løsblade. Bogen var svenske Lars-Olof Franzéns “De rigtige elskere”; en roman, der beretter om den kulturradikale teaterkritiker Jens Feuer, der søger at leve i idolet Georg Brandes’ stil, hvilket er dømt til at mislykkes. Alt bliver en bleg afglans – åndsliv, kærlighedsliv, alt!
Under et kondiløb kollapser Jens Feuer, og mens han ligger i koma på akutafdelingen opfatter han en samtale mellem sygeplejersker om ferieplaner og andet dagligdags. I hans hjerne opstår da en tankekæde om, at der findes to kræfter, der kæmper om magten. De røde, som ønsker, at samfundet skal udvikle sig solidarisk og ufrit over for de liberale, som ønsker, at samfundet udvikler sig frit og illoyalt. Hvorfor har samspillet mellem de to tænkninger givet os et samfund, der er ufrit og illoyalt?
Det var den tankekæde, der bandt mig til bogen. Hvorfor er det de to inhumane værdier, der træder frem? Forskellen på Georg Brandes’ liv og Jens Feuers kunne give et praj om, at det eksisterende samarbejde byggede på materialisme, mens de positive værdier var båret af en humanisme.
Nu, da jeg har de blå partiers visioner for fremtiden og Mette Frederiksens tale ved Socialdemokratiets kongres i frisk erindring, tror jeg, at Jens Feuer er tjent med at forblive i koma en tid endnu.
Men hvor kan god litteratur pege på muligheder. Det er derfor jeg beder til, at universiteternes samfundsfaglige studier gør som i middelhavslandene – sidestiller skønlitteratur og faglitteratur.