Kender I det at følge en debat og føle, at det lyder ganske fornuftigt det, der siges på begge sider af de optrukne linjer, men at der alligevel mangler noget, som man helt kan nikke genkendende til.
Sådan har jeg haft det med debatten om “det nye børnesyn”. Og så fik jeg via Nikolaj Thomsen på LinkedIn opmærksomheden rettet mod et indlæg af Erik Schmidt på FaceBook (som jeg ikke er på). Og det virkede afklarende på mig. Læs selv: https://www.facebook.com/story.php?story_fbid=24040139909021949&id=100003578252463&post_id=100003578252463_24040139909021949&rdid=R6bOOqat8laYIBR8#
Heri gør Erik Schmidt det klart, at debatten ikke bygger på reelle modsætninger, men overser den reelle modsætning mellem pædagogik og styring. Og hans pointe er, at styringsfolket har taget friheden og ansvaret fra lærerne. Derfor plæderer han for, at der arbejdes på skabelse af en humanistisk autoritet, som kan bidrage til pædagogikkens kraft. Men læs selv hans indlæg, som for mig at se bygger på kløgt.
Jeg vil bidrage med et par tilfældigt valgte indfald fra mit erfaringsunivers.
Jeg blev på et tidspunkt leder af en skole, som oplevede en del hærværk. Og det til trods for, at man havde ordensregler med et betragteligt antal bestemmelser. Vi afskaffede lovkataloget og indførte tre ledetråde: Respekt for hinanden, for undervisningen og for omgivelserne. Det kostede mange samtaler og brug af flere pædagogiske indsatser, men resultatet blev efter et par år, at klasserne fik formuleret egne adfærdsregler, og at hærværket forsvandt. (Bortset fra 88 kr. til et nyt toiletbræt, som en pige fra 8. klasse havde fjernet for at få en ramme om billedet af den fyr, der havde slået op). Grundlaget var klart: Vi tilsluttede os tænkningen om Barnets rettigheder, men gjorde opmærksom på, at de alle de andre har samme rettigheder som dig.
I øvrigt fandt jeg det væsentligt at stå ved indgangen om morgenen og hilse på alle, dels for at lære alles navne, og dels i troen på, at den man har hilst på og ønsket god dag, vil give noget tilbage.
Ved at flytte undervisningen for skolestarterne ud en gang om ugen i et “Haver til maver”-projekt (som vi i øvrigt var med til at starte), lærte eleverne samarbejdets nødvendighed af den naturvejleder, der vise, hvad der bidrog til god høst, og hvordan man omgikkes ild, når maden skulle laves. Alle lærte nogle regler, så at sige efter naturmetoden. (Og kun en kælvende ko og en halmborg kunne aflede opmærksomheden for en stund). At lære nogle vedtagne rammers frigørende effekt kom også på tale for ændre elever, der havde skriveblokeringer. Et haiku-skabelon (5-7-5 stavelser) flyttede fokus fra ord til stavelsestælling – og efterfølgende samtale om teksten. Vi søgte på flere måder at vise, at velbegrundede og forståelige rammer fremmer tryghed og kreativitet, mens utydelige rammer fremmer grænsesøgende adfærd.
Ud fra disse eksempler og mange tilsvarende finder jeg at have arbejdet i lyset af et børnesyn og givet ansatte lærere og pædagoger muligheder at udøve deres dømmekraft på tilsvarende vis. Derfor havde jeg svært ved at finde fodfæste i den løbende debat, indtil Erik Schmidts ord landede.