Min kone gjorde mig ved morgenkaffen opmærksom på, at der i dagens Politiken er en klumme, hvori Bo Tao Michaëlis skriver om podcasten ”Det’ en klassiker”. Her har værten Alberte Clement Meldal besøg af Mattias Tesfaye, som har valgt sin klassiker, Hans Jørgen Nielsens ”Fodboldenglen”.
Selv har jeg lige skimmet et sommerferieopslag, hvori Svend Brinkmann bringer et billede af Anker Jørgensen, som har placeret sig i en liggestol med Villy Sørensens bog om ”Seneca”.
Dette får mig til at erindre, hvordan SF’s Gunhild Due, der kom fra et landarbejderhjem, ved et møde om folkelighed i midten af 1960’erne i Studentersamfundet i Århus (sådan stavedes det dengang), hvor også Gustav Winckler og Otto Leisner deltog, fik løftet begrebet ud af fordomme og smaltænkning ved at præsentere Inger Christensens nye digtsamlinger og give mæle til Sara Lidmanns politiske prosa. Hendes engagement var smittende!
På lignende vis husker jeg, at det var Anker Jørgensen, der ved et pædagogisk foredrag fik antændt min interesse for det nordiske i undervisningen, da han ønskede hvidt birkedrys i vores røde blod; ved i skolen at læse fx Selma Lagerlöf, Maria Gripe og Astrid Lindgren.
Derfor fandt jeg podcasten med Mattias Tesfaye og lyttede. Det er en stor oplevelse at høre om hans egen splittelse mellem udgangspunktet som fodbolddreng og murer i Aarhus og tilværelsen med ministerbil i København og midt imellem familielivet i Albertslund.
Men som han reflekterer over, så viser ”Fodboldenglen” ligesom ”Pelle Erobreren” og ”Lykke-Per”, at man nok kan drømme om det, man har forladt, men det har også forandret sig. Man kan ikke komme tilbage til det, man forlod.
Tesfaye finder ”Fodboldenglen” væsentlig, fordi den beskæftiger sig med mandens identitet, hvilket måske er mere relevant end nogensinde. Podcastværten Alberte Clement Meldal har ikke tidligere læst bogen, men er nu blevet betaget af den intense beskrivelse af de følelser, den beskriver mellem mænd, når facetter af spillet lykkes.
Tesfaye supplerer med, at samspillet ikke er planlagt, men at det drejer sig om en førsproglig forståelse, om en fælles viden i kroppene. Og han fortæller, at det kan være samme oplevelse, man får, når samarbejdet med en murermakker fungerer.
I det hele taget er samtalen præget af åbenhed og en fælles glæde ved samtalen. Jeg sidder smilende tilbage med en oplevelse af, at jeg nu ved, hvorfor jeg synes, at det er værd at lytte til Tesfaye. Om man er enig i hans udtalelser eller ej, betyder mindre. Hans attitude og sprog gør, at man må lytte. Han behøver ikke at true med at lægge hånden på en kogeplade for at vinde gehør.
Han siger, at det kræver mod at stille sig op og sige noget, men endnu mere at sætte sig ned og lytte.
Og gør så som Tesfaye. Prøv at finde bogen hos et antikvariat eller på biblioteket. Jeg har den heldigvis i Dansklærereningens udgave fra 1981. Den har et glimrende efterskrift.
Ps.
Tak til de læsende politikere, som kan inspirere til læsning, og som bliver værd at lægge øre til, fordi de ræsonnerer med udsyn.