I den landsby, som min kone og jeg bor i, har vi en læseklub, der mødes cirka en gang om måneden for at tale sammen om en bog, vi har læst. Aldersspredningen i gruppen spænder over 60 år, og det kan gøre samtalerne og bogvalgene overraskende og mere tankevækkende, end hvis alle kom fra samme aldersboble.
Til næste gang skal vi læse Jeppe Bentzens “De vingeskudte”; om den generation, vi opdrog til en tro på Europa som fredens bastion, garanteret af NATO og EU, og som mistede troen, da Rusland overfaldt Ukraine. I bogen tager Jeppe Bentzen på interrail rundt i Europa og ikke mindst øjenåbnende i Østeuropa, hvor han taler med mange af sine jævnaldrende om fremtiden i Europa og i verdensdelen stater. Som titlen antyder konkluderer han, at de tilhører generationen “de vingeskudte”.
Men vi burde have set det. For fem år siden, i 2020, udkom Annette Herzogs “På vores side af muren” i serien “Min historie”, som bringer børnebogsforfatteres og illustratorers barndomserindringer. Hun skriver loyalt om dagliglivet i DDR. I forbindelse med udgivelsen havde jeg samtaler med hende, hvori hun kommenterede udviklingen ved at konstatere, at der aldrig fandt en genforening sted, men at Vesttyskland overtog DDR. Man genkalder sig billeder på nethinden af kansler Kohl, der står triumferende med en gestalt, der minder om Herluf Bidstrups karikaturtegninger i “Land og Folk” af den skruppelløse, grådige kapitalist.
Det gav panderynker, men vi burde have vidst det. Da min kone og jeg overnattede i en lille tysk by, Hagenau, fik vi vores morgenmad serveret af en midaldrende kvinde, som talte tysk med accent. Hun fortalte, at hun var kommet til Tyskland efter katastrofen. Og da vi lignede spørgsmålstegn, uddybede hun: hun kom fra Kazakstan, hvor arbejdsløsheden var resultatet af Perestrojka.
Vores tro på det liberale markeds formåen til at sikre en gunstig udvikling efterlader myriader af tabere undervejs. Og dette er ikke mindst tilfældet i det Østeuropa, hvis unge stemmer i Jeppe Bentzens “De vingeskudte” må få os til at vågne op, hvis vi fortsat tror på den frihed og det demokrati, som markedet har forkvaklet, og hvor Putins overfald på Ukraine har fået en ung generation til at vakle i troen – mildest talt.
Tænk, at vi læste “På vores side af muren” som en loyal barndomserindring uden at fornemme det, der stak dybere: det, der kunne mistes og blev mistet ved den senere såkaldte genforening!