I Jens Blendstrups velskrevne og opslugende roman, Gud bliver til, om farens ungdom som elev på Herlufsholm Kostskole fortælles om en episode, hvor en af præfekterne sætter en af de små drenge på en brændeovn, så knægten får forbrændt de nedre regioner. Drengen bliver taget ud af skolen, mens præfekten fortsætter på Herlufsholm. Den onde går fri, mens den uskyldige fordrives.
Denne udåd fik mig til at spekulere på, om der er sket det samme med fænomenet jernbyrd som med de syv dødssynder, hovmod, grådighed, utugt, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab, at de stort set alle har antaget værdi af deres modsætninger.
Jernbyrd var en bevismetode i middelalderlig retspleje, og hvis du efter at have båret gloende jern ikke fik betændte brandsår, var du uskyldig. Det siges, at præsten Poppo overbeviste Harald Blåtand om sandheden i kristendommen ved at bære gloende jern uden at få mén af det.
Og apropos Harald Blåtand, så vil jeg vende blikket mod nogle af dem, der har Bluetooth i deres ministerbiler. Flere af dem taler om at lægge hånden på kogepladen, når de begrunder stramninger i retsplejen og i udlændingeloven. Ikke at de gør det, men de lader forstå, at de vil kunne gøre det. Er det, fordi de har forklaringsproblemer, at de må ty til en bevismetode, der forudsætter guddommelig tilstedeværelse? Eller er de blot det, som Hendes Majestæt i sin tid betegnede som dumsmarte?
Under alle omstændigheder benytter de kogepladen på netop de områder, som får mæle i den alt for tidligt afdøde sangerinde Natasja Saads sang ”Gi’ mig Danmark tilbage”.
Selvfølgelig skal man ikke underkende indflydelsen fra stærke kræfter, som fx har vanskeligt ved at overholde krav om tavshedspligt, adskillelse af lovgivende, udøvende og dømmende magt og almindelig proportionssans i indsatsen, fx i form af forfærdelse over befolkningstilflytningen over for fredning af landbrugets brug af giftstoffer, som nedsætter danske mænds sædkvalitet.
Mange politikere kunne fremhæves her, men jeg vil holde mig til jernbyrdens omegn. I poeten Peter Poulsens smukke digtsamling ”Danseskole for bjørne” kan man i titeldigtet læse om, hvordan man dresserer en bjørn til at kunne optræde på markeder. Efter at have trukket dens tænder ud, beruset den med hvidt brød mættet med alkohol, givet den en ring i næsen, en lænke om halsen og klippet kløerne af den kommer opskriften: ”Varm en metalplade op / over glødende kul / og anbring bjørneungen på den. / På kort tid får den lært sine trin.”
Måske kan metalpladen lignes ved at brænde nallerne gennem forkerte valg af partier, før man har lært, hvem man er i trit med. Men alligevel; jeg har tjekket hr. Bjørns baggrund. Altid pæn og velopdragen som barn. Så måske skal man ty til Astrid Lindgrens forklaring om Emil som god sognerådsformand for at fatte en hr. Bjørns frembrusende adfærd: Det er bedre at være skarnsknægt som barn og blive en god politiker end at være en pæn og ordentlig som barn og blive en skarnsknægt som politiker.