fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Bevar os vel

Kender I det at følge en debat og føle, at det lyder ganske fornuftigt det, der siges på begge sider af de optrukne linjer, men at der alligevel mangler noget, som man helt kan nikke genkendende til.

Sådan har jeg haft det med debatten om “det nye børnesyn”. Og så fik jeg via Nikolaj Thomsen på LinkedIn opmærksomheden rettet mod et indlæg af Erik Schmidt på FaceBook (som jeg ikke er på). Og det virkede afklarende på mig. Læs selv: https://www.facebook.com/story.php?story_fbid=24040139909021949&id=100003578252463&post_id=100003578252463_24040139909021949&rdid=R6bOOqat8laYIBR8#

Heri gør Erik Schmidt det klart, at debatten ikke bygger på reelle modsætninger, men overser den reelle modsætning mellem pædagogik og styring. Og hans pointe er, at styringsfolket har taget friheden og ansvaret fra lærerne. Derfor plæderer han for, at der arbejdes på skabelse af en humanistisk autoritet, som kan bidrage til pædagogikkens kraft. Men læs selv hans indlæg, som for mig at se bygger på kløgt.

Jeg vil bidrage med et par tilfældigt valgte indfald fra mit erfaringsunivers.

Jeg blev på et tidspunkt leder af en skole, som oplevede en del hærværk. Og det til trods for, at man havde ordensregler med et betragteligt antal bestemmelser. Vi afskaffede lovkataloget og indførte tre ledetråde: Respekt for hinanden, for undervisningen og for omgivelserne. Det kostede mange samtaler og brug af flere pædagogiske indsatser, men resultatet blev efter et par år, at klasserne fik formuleret egne adfærdsregler, og at hærværket forsvandt. (Bortset fra 88 kr. til et nyt toiletbræt, som en pige fra 8. klasse havde fjernet for at få en ramme om billedet af den fyr, der havde slået op). Grundlaget var klart: Vi tilsluttede os tænkningen om Barnets rettigheder, men gjorde opmærksom på, at de alle de andre har samme rettigheder som dig.

I øvrigt fandt jeg det væsentligt at stå ved indgangen om morgenen og hilse på alle, dels for at lære alles navne, og dels i troen på, at den man har hilst på og ønsket god dag, vil give noget tilbage.

Ved at flytte undervisningen for skolestarterne ud en gang om ugen i et “Haver til maver”-projekt (som vi i øvrigt var med til at starte), lærte eleverne samarbejdets nødvendighed af den naturvejleder, der vise, hvad der bidrog til god høst, og hvordan man omgikkes ild, når maden skulle laves. Alle lærte nogle regler, så at sige efter naturmetoden. (Og kun en kælvende ko og en halmborg kunne aflede opmærksomheden for en stund). At lære nogle vedtagne rammers frigørende effekt kom også på tale for ændre elever, der havde skriveblokeringer. Et haiku-skabelon (5-7-5 stavelser) flyttede fokus fra ord til stavelsestælling – og efterfølgende samtale om teksten. Vi søgte på flere måder at vise, at velbegrundede og forståelige rammer fremmer tryghed og kreativitet, mens utydelige rammer fremmer grænsesøgende adfærd.

Ud fra disse eksempler og mange tilsvarende finder jeg at have arbejdet i lyset af et børnesyn og givet ansatte lærere og pædagoger muligheder at udøve deres dømmekraft på tilsvarende vis. Derfor havde jeg svært ved at finde fodfæste i den løbende debat, indtil Erik Schmidts ord landede.

Og vinderen er…. Om læseglæde og bogmillioner

Illustration fra CFU-hjemmesiden. De første titler er landet

Der er afsat flere end 540 millioner kroner til bogindkøb til skoleelever over de næste ti år. Dette sker i slipstrømmen på debatten om skærme i skolen, om overilet og ugennemtænkt digitalisering og frem for alt om for få analoge bøger i undervisningen.

Understrømmen i denne debat er en nedadgående kurve for børns læseglæde og ikke mindst en misrøgt af den institution, der hidtil stod for formidling af børnenes læsestof, skolebiblioteket med uddannet personale, der kendte de enkelte børn og bøgerne, som gav eleverne adgang på grund af ordentlige åbningstider med adgang til formidlere, og som kunne byde på en alsidig bogbestand både hvad angår genrer, emner og læsbarhed.

I relation til de bevilgede millioner til styrkelse af bogen i skolen har det undret mig, at der har været så stille omkring en revitalisering af skolebiblioteket – både hvad angår prioritering af uddannede skolebibliotekarer og åbningstider, og aktuelt ikke mindst med den enkelte skoles indflydelse på indkøb til netop denne særlige skoles særlige elever.

Hvis de rygter, jeg har hørt, taler sandt, så er det betroet centrale aktører, altså de seks centre for undervisning (CFU) at stå for udvælgelsen og indkøbene af bøger. En del indkøbes på landsplan og cirka halvdelen regionalt, men alle på god afstand af de enkelte skoler. Tilmed skal godt halvdelen af de bevilgede midler gå til markedsføring, udkørsel og lancering af det indkøbte, hvilket forekommer mig at være lidt oversmart, for er det ikke det, man i forvejen gør med de materialer, man normalt indkøber, og som nu allerede findes? Gemmer der sig her en kompensation for de besparelser, der i samtidigt har ramt de i øvrigt glimrende CFU’er?

Hvis dette er korrekt opfattet, så har de centrale systemer atter vundet over den lokale indsigt i, hvad der er brug for – på det enkelte skolebibliotek.

Jeg har set listen over de første 11 titler, som er klar til udlån. Og det en virkeligt fin litteratur, der er indkøbt. Og dette vil givetvis styrke litteraturundervisningen i de klasser, som låner bøgerne. Men alligevel er der noget galt: Der findes titler, som har større appel i nogle dele af landet og i nogle skoledistrikter end i andre. Og der findes et læseliv, som undervisningen kan inspirere til, men som først blomstrer, når det er muligt at følge undervisningen op med yderligere læsning, som imødekommer det, der er vakt i eleverne, altså en facetteret samling på skolebiblioteket og suppleret af børnebiblioteket.

Når læseglæden skal animeres, går vejen ikke gennem centrale udvælgelser, men tværtimod gennem lydhørhed over for det, der rører sig helt lokalt.

Bemærk, at en del af indkøbene siges at blive foretaget lokalt, altså af de regionale CFU’er. Dette er en tendens, der er set overalt i skolepolitikken: decentraliseringen har det med at lande fjernt fra de decentrale enheder. Der synes altid at være nogle længere ned end centralmagten, der gerne gribe decentraliseringsstafetten, og centralisterne synes tilfredse med, at de trods alt kan overskue, hvem de skal ”handle” med.

Jeg ved godt, at der er afsat midler til en mere elev- og børnenær læselyst-kampagne. Her er midlerne så vidt jeg kan læse samlet set cirka halvdelen af det, der er afsat til et enkelt år i den store bogkampagne. Måske skulle beløbene have været omvendt?

Og det for mig afgørende spørgsmål er fortsat, hvordan vi får retableret et velfungerende skolebibliotek! Gerne i samarbejde med de lokale børnebiblioteker.

I min optik har systemet snydt undervisningsministeren, hvis hans intentioner har været at give eleverne adgang til et så facetteret udbud af bøger, at læseglæden styrkes så meget og bliver så personlig, at den matcher de digitale tilbud.

Så enten har nogle været smarte. Eller også har de bevilgende myndigheder ikke taget sig tid til at gøre det prioriterende hjemmearbejdet godt nok. Eller, hvad der selvfølgelig kan hænde, har jeg misforstået det hele.

Tag med ud og FISK

I 1994 udkom den danske version af Ärnström og Hagbergs “Berätterboken” på Dansklærerforeningens Forlag. Min kone, Kirsten Borberg, og jeg havde fået i opdrag at oversætte den og tilføje et dansk afsnit. Bogen fik titlen “Fortæl igen”. Og den opfordring skal lyde igen, hvor der bliver inspiration at hente i foreningen FISK (Fortælling i skolen), der har til formål at fremme den mundtlige fortælling i grundskolen. Ved generalforsamlingen den 28. august blev jeg valgt ind i bestyrelsen.

For en del år siden var jeg på rundrejse til skoler for at fortælle historier, ikke mindst afrikanske, som er så herligt karske. Oplevelserne herfra overbeviste mig om den mundtlige fortællings styrke som fællesskabsskaber og tilhørerinvolverer. Jeg husker fx et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinderne besluttede aldrig mere at tale med mænd, fordi kvinder, der taler med mænd, får dobbeltarbejde.

I en klasse, der var domineret af pubertetsdrenge, faldt den aldeles til jorden, og de fik kun historiens groveste skelet præsenteret på 7 minutter. På en skole, hvor alle årgange var samlet, responderede forskellige aldre forskelligt, hvilket gav en særlig dynamik i rummet. Og historien kom til at strække sig over 20 minutter.

På den store danskkursus, som Danmarks Lærerforening og CFU’erne stod for, havde lærer Mette Frederiksen og jeg fornøjelsen af at have en hel dag på mellemtrinnet. Vi tog afsæt i den mundtlige fortælling, og det var åbenbart, at et flertal af de 350 deltagere var blevet uvante med den mundtlige fortælling. Nogle var blevet afvænnet i en platformtid, andre havde aldrig dyrket denne disciplin. Derfor benyttede vi en af de øvelser, som udsprang af “Fortæl igen”: Vi skabte i løbet af 10 minutter omkring 350 historier, hvoraf nogle blev fortalt i de fem kursusrunders plenum. Og i evalueringerne fik vi tilkendegivet, at det var rart at få fortællingen oplivet/genoplivet.

Derfor vil jeg opfordre til at følge med i, hvad FISK byder på. Begynd fx med rapporten fra fortællinger på nogle skoler i Svendborg . https://fortaellingiskolen.dk/svendborg-projektet-overrasker-positivt/

Eller skriv her i kommentarfletet, hvis du ønsker nyhedsbreve tilsendt.

Eller anskaf “Fortæl igen” antikvarisk og gå igang.

Fortællingen i skolen kan efter min erfaring noget helt særligt ved at binde hver enkelt deltager i et fællesskab, der er medskabende.

Så tag med ud og FISK.

Hævn – og hvad så?

Forsideillustration af Tea Bendix til billedromanen af Annette Herzog “Hvor ligger hunden begravet”

Når verden bliver for uoverskuelig, griber jeg ofte ud efter en børne-/ungdomsbog af fineste karat for at få et problemfelt skåret ind til benet.

Således også lige nu, hvor Stefan Zweigs kapitel om ”Incipit Hitler” i ”Verden af i går” nemt får en til at associere med Trumps indsættelse af Nationalgarden og lignende tiltag, med Putins overfald på Ukraine, med Hamas terrorangreb på Israel, og med Netanyahus slagtehus Gaza-aktion. Hvad fremkalder dette blinde ønske om HÆVN, og hvad kommer efter?

Jeg fandt Annette Herzog og Tea Bendix’ intense billedroman, ”Hvor ligger hunden begravet” frem. Her er tre historier: 1) Tre drenges konflikt om svigtet kammeratskab og en væltet Cola udløser mordet på en sød og logrende hund. 2) En krig mellem tre lande blusser op igen på grund pressens dækning af en begivenhed med en grænseoverflyvende fodbold, der vælter en Cola; en krig som sker i de tre drenges land. 3) En fabelagtig fodboldkamp på en krigskirkegård (med kors med drengenes navne på) mellem mus og muldvarpe, hvor en bold rammer en muldvarps Cola. Men denne muldvarp, der som Bogbottens anmelder skriver, hverken har lort på eller i hovedet, slår en latter op – og standser hævnspiralen.

Jeg kommer til at tænke på den far, som viste mig sin gode vilje til at opdrage sin dreng, da en samtale mellem os mundede ud i at han løsnede sit bælte. Jeg snakkede ham fra dette forehavende, selv om han mente selv at have haft gavn af korporlig afstraffelse. Drengen kom år senere og takkede; han og hans søskende var ikke blevet straffet fysisk efter den dag.

Nedslag: En ydmygende Versaille-fred. Et britisk fedtspil omkring Palæstina. Jødisk succesfuld terror mod briterne. Holocaust, som aldrig må glemmes! Palæstinensisk terror mod Israel. Israelsk besættelse og ulovlige bosættelser. Mord begået af bosætter på israelsk fredsforhandlende ministerpræsident. Angreb på Israel fra arabiske militser. Hamas-terrorangreb på Israel. Israels hævngerrige bombninger af Gaza (Holocaust 2.0) og overgreb mod palæstinensere på Vestbredden. Mange mellemregninger mangler. Men hvor er der en, som ikke har lort i hovedet?

Den tænkning, som Janne Tellers lille pasbog, ”Hvis der var krig i Norden”, bygger på, er hjerneklar som sjældent set, og den udspringer blandt andet på hendes arbejde som udsendt i FN’s fredsforhandlinger.

Og så er Grænseforeningen et monument over en fredelig og fair afslutning på en tvist, der har afstedkommet flere krigshandlinger: Folkeafstemningen i Slesvig i 1920. Tænk, hvis vi havde været bevidste nok til at vælge denne konfliktløsningsmodel som en del af vores kultur frem for pølsevogne.

Et formandskab for EU og et sæde i FNs Sikkerhedsråd bidrager nok ikke til freden ved at have pølser i hovedet?

Tak til Herzog og Bendix for den skarptskårne hævn- og konfliktløsningsbog ”Hvor ligger hunden begravet”. Den har klaret mine tanker og givet mig håb om, at der findes løsninger i skolegården og i storpolitik.

Omtalte bøger:

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer. Med forord af Peter Tudvad. Rosinante 2015.

Annette Herzog og Tea Bendix: Hvor ligger hunden begravet. Billedroman, Dansklærerforeningen 2022.

Janne Teller: Hvis der var krig i Norden. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Dansklærerforeningen 2002.

Håndskrift – prep og sjæl

Når jeg i midten af 1950’erne nyfigent kastede mig over ugebladenes brevkasser, skete det ofte, at et læserbrev sluttede med spørgsmålet: ”Hvad synes De om håndskriften?”

Spørgsmålet var spændende, for måske kunne håndskriften fortælle mere om spørgeren end selve spørgsmålet; man sagde jo, at håndskriften er sjælens spejl.

Jeg husker, at jeg selv for en fadøl på værtshuset Laurits Betjent fik en grafolog – det sagde han, at han var – til at analysere min håndskrift. Og hans udsagn om, hvad mine buer i mine n’er og m’er, fik mig virkelig til at bruge mange timer på min håndskrifts forskønnelse.

Måske er denne fornemmelse af, at man gennem håndskriften blotter noget af sig selv, en medvirkende årsag til den vægring ved at skrive i hånden, som mange børn og unge har. For det kræver øvelse at tilkæmpe sig billedet af en smuk sjæl!

Men selvfølgelig er den væsentligste grund til håndskriftens tilbagegang, at vi har fået adgang til at skrive på tastatur. Det er nemmere at lære. Det er forbundet med mindre fysisk belastning. Og det giver normalt et hæderligt resultat.

Men, men, men. Det skaber også en mindre sanselig tilgang til det at skrive. Det er nemmere at få tastet noget ned, og dermed er filtrene mindre. Man får skrevet noget, som måske ikke var så gennemtænkt. På sociale medier kan dette være beskæmmende. Ja, det er ofte værre end det. I private skriverier hører man ofte argumentet, at det også er nemmere at rette, når teksten er skrevet digitalt. Som journalisten Frederik Dessau imidlertid anførte, så var det måske en idé at tænke sig om, inden man skrev.

Hvorom alting er, så er håndskrivning en kompetence, der er på hastig tilbagegang. Det er en årtusind gammel kulturteknik, som har båret vores tanker og bundet os sammen, der står for fald. Jeg har i vinter haft kurser for 350 lærere, hvor nogle af de nyuddannede gjorde indsigelser, da kravet var, at al digital skrivning var bandlyst. Væk med mobil, iPad og bærbar. Nogle havde ikke bedrevet håndskrivning i årevis, ja, nogle havde ganske enkelt besvær med at skrive.

Jeg fortalte om det til bekendte, og her kunne et par stykker fortælle om børnebørn, der ikke formåede at skrive i hånden overhovedet eller for den sags skyld at læse håndskrift.

Og ærlig talt. Når man sidder med beredskabets liste over, hvad depoterne skal rumme for det tilfælde, at alt må lukke ned, så savner jeg håndskrivningen. Hvad skal vi gøre, når strømmen går, nettet går ned, og behovet for at kunne neddele sig på skrift går op?

Det burde være en væsentlig del af vores prepping, at håndskriften er i orden. Men det kræver, at vi har lært det og har øvet den så meget, at vi vover at anvende den til skrivning og til læsning – af både formskrift, skråskrift og stejlskrift.

Som bivirkning får vi mulighed for at signalere, at vi har sjæl; måske et meget konkret bidrag til åndelig oprustning.

At være ved sine fulde fem

Tirsdag aften var jeg inviteret til at tale om “at være ved sine fulde fem” ved Meyers “Verdens bedste skovtur”, som en slags optakt til to workshops i lyrikskrivning, jeg står for torsdag og fredag kl. 16-18.

At være ved sine fulde fem er, som Den Danske Ordbog anfører, synomym med “at være ved sine sansers fulde brug”. Derfor har det altid generet mig, at skolen synes at være “ved sine fulde to”, idet undervisningen som oftest er baseret på hørelse og syn; de eneste sanser, der har lobbyister og foreninger som støtter. Ingen samler ind til dem uden smag, uden følelse eller uden lugt.

Mit oplæg tog afsæt i Inger Christensen essay om silke i “Hemmelighedstilstanden”. Her skriver hun, at navneordene er ensomme, tillægsordene er hjælpeløse, og udsagnsordene er medgørlige. Det er de tre ordklasser, som i nævnte rækkefølge optræder i de monoteistiske religioners skabelsesberetninger og i barnets sprogudvikling, når det med sproget erobrer sin verden.

Det karakteristiske ved synets og hørelsens sprog er imidlertid, at det tager verden ind på afstand. Det er sprog, der kan binde os sammen, fordi vi ser og hører den ydre verden; ser og hører måske ikke det samme, men ser og hører. Sproget skaber fællesskab trods det forhold, at vi alle kan redigere i det sete og hørte og meddele, hvad vi mener at have sanset, så det er tilpasset egne behov og interesser.

Omvendt savner vi ord, der kan knytte os sammen omkring erfaringer og oplevelser med følelse, smag og lugt. Vi må ty til metaforer, fortællinger og lignende for at forklare os. Tænk bare på smagsbeskrivelserne bag på vinflasker. Det særlige ved de tre sanser er netop, at de ligger inde i hver enkelts krop; at de er bundet til inividet. Men følelsen, smagen og lugten kan vi ikke redigere i!

For mig at se bør dette forhold være et argument for, at skolen opprioriterer de praktiske og musiske fag og faglige aktiviteter, så de tre individbundne sanser bliver afsæt for kollektive erfaringer og sansninger. Og derfor er Lene Tanggaards vistnok seneste bog (hun skriver jo hurtigere, end vi andre læser) om “Kollektiv kreativitet” et væsentligt bidrag til at skolen kan udvikle sig til at blive “ved sine fulde fem” – med alt, hvad dette kan bidrage til, af bedre balancer mellem ånd og hånd, mellem det logiske og det poetiske og mellem individualitet og fællesskab.

ps. ved diskussionen efter oplægget begræd en mor sin datters adaption af engelske vendinger i dansk oversættelse: “jeg føler, at anden verdenskrig begyndte i 1940”. Lad os bruge sproget, så følelse og viden ikke er et fedt.

Derfor er det værd at lytte til Tesfaye

Udsnit af forsiden på Dansklærerforeningens udgave af Fodboldenglen.

Min kone gjorde mig ved morgenkaffen opmærksom på, at der i dagens Politiken er en klumme, hvori Bo Tao Michaëlis skriver om podcasten ”Det’ en klassiker”. Her har værten Alberte Clement Meldal besøg af Mattias Tesfaye, som har valgt sin klassiker, Hans Jørgen Nielsens ”Fodboldenglen”.

Selv har jeg lige skimmet et sommerferieopslag, hvori Svend Brinkmann bringer et billede af Anker Jørgensen, som har placeret sig i en liggestol med Villy Sørensens bog om ”Seneca”.

Dette får mig til at erindre, hvordan SF’s Gunhild Due, der kom fra et landarbejderhjem, ved et møde om folkelighed i midten af 1960’erne i Studentersamfundet i Århus (sådan stavedes det dengang), hvor også Gustav Winckler og Otto Leisner deltog, fik løftet begrebet ud af fordomme og smaltænkning ved at præsentere Inger Christensens nye digtsamlinger og give mæle til Sara Lidmanns politiske prosa. Hendes engagement var smittende!

På lignende vis husker jeg, at det var Anker Jørgensen, der ved et pædagogisk foredrag fik antændt min interesse for det nordiske i undervisningen, da han ønskede hvidt birkedrys i vores røde blod; ved i skolen at læse fx Selma Lagerlöf, Maria Gripe og Astrid Lindgren.

Derfor fandt jeg podcasten med Mattias Tesfaye og lyttede. Det er en stor oplevelse at høre om hans egen splittelse mellem udgangspunktet som fodbolddreng og murer i Aarhus og tilværelsen med ministerbil i København og midt imellem familielivet i Albertslund.

Men som han reflekterer over, så viser ”Fodboldenglen” ligesom ”Pelle Erobreren” og ”Lykke-Per”, at man nok kan drømme om det, man har forladt, men det har også forandret sig. Man kan ikke komme tilbage til det, man forlod.

Tesfaye finder ”Fodboldenglen” væsentlig, fordi den beskæftiger sig med mandens identitet, hvilket måske er mere relevant end nogensinde. Podcastværten Alberte Clement Meldal har ikke tidligere læst bogen, men er nu blevet betaget af den intense beskrivelse af de følelser, den beskriver mellem mænd, når facetter af spillet lykkes.

Tesfaye supplerer med, at samspillet ikke er planlagt, men at det drejer sig om en førsproglig forståelse, om en fælles viden i kroppene. Og han fortæller, at det kan være samme oplevelse, man får, når samarbejdet med en murermakker fungerer.

I det hele taget er samtalen præget af åbenhed og en fælles glæde ved samtalen. Jeg sidder smilende tilbage med en oplevelse af, at jeg nu ved, hvorfor jeg synes, at det er værd at lytte til Tesfaye. Om man er enig i hans udtalelser eller ej, betyder mindre. Hans attitude og sprog gør, at man må lytte. Han behøver ikke at true med at lægge hånden på en kogeplade for at vinde gehør.

Han siger, at det kræver mod at stille sig op og sige noget, men endnu mere at sætte sig ned og lytte.

https://www.dr.dk/lyd/p1/det-en-klassiker/det-en-klassiker-2025/mattias-tesfaye-fodboldenglen-11032519021

Og gør så som Tesfaye. Prøv at finde bogen hos et antikvariat eller på biblioteket. Jeg har den heldigvis i Dansklærereningens udgave fra 1981. Den har et glimrende efterskrift.

Ps.

Tak til de læsende politikere, som kan inspirere til læsning, og som bliver værd at lægge øre til, fordi de ræsonnerer med udsyn.

Fagfornyelse med kanon – det kan ikke passe!

Den obligatoriske litterære kanon følger tilsyneladende med over i det fagfornyede danskfag. Og det virker for mig at se absurd, fordi denne tænkning og dens effekt på promoveringen af læselyst ikke harmonerer med de øvrge aspekter i den formålsbestemte undervisning – og i øvrigt heller ikke med grundlaget for den obligatoriske kanon.

Som medlem af kanonudvalget (2004) ærgrer det mig, at alle har overset, at udvalget fandt, at forfatterskaberne på den obligatoriske kanon ikke nødvendigvis var det ypperste af dansk litteratur, men var det, der kunne læses i såvel grundkskole som gymnasium. De bedst egnede til grundskolen fandt man – bortset fra H.C. Andersen – på den vejledende liste. Ja, den havde så væsentlige navne, at udvalget tilpassede kommissoriet, så børnelitteraturens gyldne år 1967 kunne komme med på listen.

Og bemærk, at den obligatoriske liste var et kompromis for at tilfredsstille minsteren, som skulle tilgodese både det Venstre, som ønskede frihed, og det Venstre, som ønskede pensum.

Men da man justerede grundskolens kanon og ikke ungdomsuddannelsernes, forsvand samtidigt begrundelsen for det obligatoriske. At det bibeholdes kan kun bero på en absurd relikvietænkning.

I 1994 udkom en kanonrapport, hvor jeg i øvrigt også var med i udvalget. Her er en stor kanon med 100 forfattere, heraf 15 kvinder, som man kan lade sig inspirere af, men som ikke er obligatorisk.

I et særligt afsnit lægges der op til, hvordan læsning af ældre litteratur kan spille ind og give perspektiv på læsningen af børne- og ungdomslitteratur. For mig at se er dette et ideal, som burde forfølges i de nye fagplaner. Historisk læsning kan være berigende, når den kan indgå meningsfuldt. Men bliver den afsættet, vil den ofte være en barriere for læseglæden, fordi den lægger så mange snublesten ud på læsevejen. I grundskolen vil historisk læsning kunne vinde genklang, hvis den har lokale eller børnelitterære referencer.

Måtte 2004-kanonen optræde som et mellemspil, når en ny fagplan ser dagens lys med et blik for historisk læsning, der kan fremme fordybelsen og læseglæden.

Med døren på klem til skolebiblioteket

I morgen udkommer LæringsCentret #4, 2025. Det er blevet mig til del at skrive en kort artikel om SKOLEBIBLIOTEKET til dette nummer, der som tema har at “Samarbejde om læseglæde”.

Der er et væld af interessante initiativer, som man kan fornøje sig med at læse om i sommerferien og lade sig inspirere af, når skoleåret igen får skolerne til at åbne dørene til skolen og dens indhold.

Ganske sigende har bladet en forside, hvor der med versaler er tegnet navnet SKOLEBIBLIOTEKET. Og i højre fod af k’et i skolebibliotek er der en dør og et skilt, hvorpå der står åbent.

Dette må være en opfordring til, ja, en tro på, at der må være noget at komme efter. De mange inspirerende artikler peger i den retning, men for mig at se er de netop udvalgte og efterfølgelsesværdige.

For at dette vil ske, må der afsættes midler til retablering af en alsidig bogsamling, tid og uddannelse til formidling og tildeling af en gedigen åbningstid med betjening.

Husk, at skolebiblioteket har mulighed for at nå alle børn, også dem fra hjem uden reol. Derfor skal genindførelsen af skolebiblioteket tages alvorligt, aldeles alvorligt.

LæringsCentret_nr 4_2025 32 sider low V10 (1)Download

ps.

Bladet er et fornemt udtryk for, at en faglig forening er guld værd. Så meld dig ind i den faglige forening, der står dit arbejde nær.

Virkelighed og visioner

Omslag til bog i anledning af Peter Seebergs 100-års-dag. Forsidefotoet er taget af Torben Stroyer

Et udtryk for stor taknemmelighed er det, når en afdød personlighed bliver hyldet på den måde, som er blevet Peter Seeberg til del i anledning af hans 100-års-dag: En gruppe af Viborg-borgere har på forskellig vis bidraget til den bog, som man kan hentes gratis på Skovgaard-museet i Viborg og i Dahls Vinhandel i samme by.

Bogen består af 30 små tekststykker, som rummer erindringer om den person, som har sat sig så mange fysiske og kulturelle aftryk i Viborg. Nogle af bidragene har nok mest relevans for en snæver kreds af viborgensere, men andre har en almen interesse. Og tilsammen peger de på et par forhold, som jeg her vil opholde mig ved.

Peter Seeberg var iderig ud over det sædvanlige, og han var dertil i stand til at få mange af sine ideer realiserede – dels fordi han havde opbygget et stort og stærkt netværk af mennesker med vidt forskellige baggrunde, og som strakte sig ind i byens politiske centrum og dels fordi han arbejdede engageret og uegennyttigt. Det var altid sagen, det gjaldt!

Vejen til politikerne var kort, så måske er det værd at overveje om den stordrifttænkning, som er fulgt i kølvandet på Lars Løkkes kommunalreform har bidraget til disengagement og virkelighedsfjern ageren. Meget tyder på, at uegennytten har fundet sin afløser i en udbredt lobbyisme og konsulentvirksomhed, mens virkeligheden er erstattet af såkaldt professionelle koncepter og teoretiske tankespind. Eller er jeg helt galt på den?

Et konkret bidrag har påkaldt sig min bevågenhed: Peter Seebergs involvering i oprettelsen af “Friskolen i Viborg”: Den opstod, mens lilleskolebevægelsen havde vind i sejlene. Men Peter Seeberg insisterede på, at kreativitet nok var væsentlig, men at viden var mindst lige så væsentlig. Derfor blev det til friskolen og ikke lilleskolen i Viborg.

“At bevare jordforbindelse og fornuft med alt, hvad dette indebærer. At indhelte viden om naturoplevelser, historie, arkæologi og omgivelserne måtte spille sammen med barnets eget udtryk.” Sådan refererer Inge Hedegaard, tidligere lærer på friskolen fra tilblivelsen. Måske kan dette samspil mellem virkelighed og vision inspirere i disse dage, hvor folkeskolen skal have nye fagbeskrivelser?