Der er afsat flere end 540 millioner kroner til bogindkøb til skoleelever over de næste ti år. Dette sker i slipstrømmen på debatten om skærme i skolen, om overilet og ugennemtænkt digitalisering og frem for alt om for få analoge bøger i undervisningen.
Understrømmen i denne debat er en nedadgående kurve for børns læseglæde og ikke mindst en misrøgt af den institution, der hidtil stod for formidling af børnenes læsestof, skolebiblioteket med uddannet personale, der kendte de enkelte børn og bøgerne, som gav eleverne adgang på grund af ordentlige åbningstider med adgang til formidlere, og som kunne byde på en alsidig bogbestand både hvad angår genrer, emner og læsbarhed.
I relation til de bevilgede millioner til styrkelse af bogen i skolen har det undret mig, at der har været så stille omkring en revitalisering af skolebiblioteket – både hvad angår prioritering af uddannede skolebibliotekarer og åbningstider, og aktuelt ikke mindst med den enkelte skoles indflydelse på indkøb til netop denne særlige skoles særlige elever.
Hvis de rygter, jeg har hørt, taler sandt, så er det betroet centrale aktører, altså de seks centre for undervisning (CFU) at stå for udvælgelsen og indkøbene af bøger. En del indkøbes på landsplan og cirka halvdelen regionalt, men alle på god afstand af de enkelte skoler. Tilmed skal godt halvdelen af de bevilgede midler gå til markedsføring, udkørsel og lancering af det indkøbte, hvilket forekommer mig at være lidt oversmart, for er det ikke det, man i forvejen gør med de materialer, man normalt indkøber, og som nu allerede findes? Gemmer der sig her en kompensation for de besparelser, der i samtidigt har ramt de i øvrigt glimrende CFU’er?
Hvis dette er korrekt opfattet, så har de centrale systemer atter vundet over den lokale indsigt i, hvad der er brug for – på det enkelte skolebibliotek.
Jeg har set listen over de første 11 titler, som er klar til udlån. Og det en virkeligt fin litteratur, der er indkøbt. Og dette vil givetvis styrke litteraturundervisningen i de klasser, som låner bøgerne. Men alligevel er der noget galt: Der findes titler, som har større appel i nogle dele af landet og i nogle skoledistrikter end i andre. Og der findes et læseliv, som undervisningen kan inspirere til, men som først blomstrer, når det er muligt at følge undervisningen op med yderligere læsning, som imødekommer det, der er vakt i eleverne, altså en facetteret samling på skolebiblioteket og suppleret af børnebiblioteket.
Når læseglæden skal animeres, går vejen ikke gennem centrale udvælgelser, men tværtimod gennem lydhørhed over for det, der rører sig helt lokalt.
Bemærk, at en del af indkøbene siges at blive foretaget lokalt, altså af de regionale CFU’er. Dette er en tendens, der er set overalt i skolepolitikken: decentraliseringen har det med at lande fjernt fra de decentrale enheder. Der synes altid at være nogle længere ned end centralmagten, der gerne gribe decentraliseringsstafetten, og centralisterne synes tilfredse med, at de trods alt kan overskue, hvem de skal ”handle” med.
Jeg ved godt, at der er afsat midler til en mere elev- og børnenær læselyst-kampagne. Her er midlerne så vidt jeg kan læse samlet set cirka halvdelen af det, der er afsat til et enkelt år i den store bogkampagne. Måske skulle beløbene have været omvendt?
Og det for mig afgørende spørgsmål er fortsat, hvordan vi får retableret et velfungerende skolebibliotek! Gerne i samarbejde med de lokale børnebiblioteker.
I min optik har systemet snydt undervisningsministeren, hvis hans intentioner har været at give eleverne adgang til et så facetteret udbud af bøger, at læseglæden styrkes så meget og bliver så personlig, at den matcher de digitale tilbud.
Så enten har nogle været smarte. Eller også har de bevilgende myndigheder ikke taget sig tid til at gøre det prioriterende hjemmearbejdet godt nok. Eller, hvad der selvfølgelig kan hænde, har jeg misforstået det hele.