I dag for 206 år siden ankom en stor dreng, Hans Christian Andersen, alene til København med nogle få rigsdalere på lommen.
20 år og et par måneder senere udkom han “Billedbog uden billeder”, som efter min mening er en alt for overset bog – i almindelighed og i undervisningssammenhæng i særdeleshed.
Den består af i den endelige udgave, som udkom i 1854, af 33 beretninger, som månen fortæller for at inspirere en maler, der bog øverst oppe på et loftkammer. Den unge kunstner har maleblokering, men de forunderlige historier fra månen får ham i gang.
Marlie Brande illustrerede den i 1955, og 50 år senere lod Ib Spang Olsen sig inspirere til at lægge pen til månens historier. Senest i 2021 har Lilian Brøgger bidraget til at berige os med en smuk og fængslende version af historierne.
Det hører med til historien, at Lilian Brøggers version er blevet til via sydkoreanske ønsker om at udgive historien. Andersen er på sæt og vis bedre kendt i Kina og Sydkorea end herhjemme, hvilket vi bør råde bod på!
I de 33 historier, som den fattige maler får fortalt om natten, mens han sidder og stirrer ud i natten fra sit loftsvindue, kommer vi rundt om en lang række af de temaer, som går igen i H.C. Andersens forfatterskab. Alene af den grund vil det være oplagt at lade denne bog indgå i undervisningen. Men også af en anden grund: Mange af eleverne i skolen – og for den sags skyld af os voksne – kan måske trænge til at blive inspirerede på forskellig vis. Så, hvis man ved aftenstide sætter sig og kigger på månen, og tænker over, hvad den har passeret, siden den sidst var forbi, er det ikke umuligt, at den har en god fortælling at berige os med.
Månen er god til at overvinde skriveblokeringer og idéblokeringer i det hele taget. Og H.C. Andersen viser os, at månen er vindueskigger; hvor pirrende. De har øje for det meste.
Se, disse historier er måske blevet til, mens H.C. Andersen sad på Hotel du Nord, som nu er blevet Magasin, og kiggede ud gennem vinduet. Her skrev han i øvrigt også sit skuespil Mulatten, mens han blev opvartet af tjenere, der havde rødder i de danske kolonier, der leverede sukkerpenge til københavnske købmænd. Men det er en anden historie.