I lørdags var Benjamin Koppel midtpunkt ved Boghandlerforeningens Laureatfest, idet han for romanen Sommerfuglens stemme blev tildelt De gyldne Laurbær 2024. Det var svært ikke at være begejstret for, at boghandlerne havde truffet dette valg, selv om det kan undre mig, at Jakob Martin Strids Den fantastiske bus ikke havde tag i boghandlernes stemmer. Den er dog så unik, at det danske bogmarked ikke har set noget lignende siden H.C. Andersens første eventyr. Måske har boghandlere generelt ikke øje for børnelitteratur, som noget der er lige så værdifuldt som litteraturen til voksne???
Men tilbage til Laureatfesten. Den foregik, som man kunne forvente, med taler, der hyldede bogen i almindelighed og Benjamin Koppels bog i særdeleshed, og med en festivitas, som afspejlede Koppel-familiens musikalitet og kreativitet. Så lang, så mere end godt. For Benjamin Koppel er en særdeles værdig modtager af denne hæder.
Alligevel var det et par afsnit i Benjamin Koppels takketale, der bed sig fast i mig: han havde som barn altid været med sine forældre til koncerter og digtoplæsninger, og så – ikke mindst – at han havde gået på Freinetskolen i Valby, hvor de skulle skrive frie tekster, som derefter skulle læses op for kammeraterne. Benjamin skrev og skrev, så han kunne have brugt al den tid, der var til rådighed for oplæsning. Derfor skulle han læse til sidst.
Her mindedes jeg, da jeg selv måtte opgive den svenske metode, læsning på talens grund, hvor alle elever skulle bidrage på baggrund af en fælles oplevelse. Det gik der ged i, og jeg lod mig inspirere af Freinets fri tekst-skrivning, som byggede på det, som kaldtes det famlende eksperiment. Og det fængede. De, der skrev langt, men ikke havde noget på hjerte, fandt, at kammeraterne faldt fra. De, der kunne skrive koncentreret og vedkommende, vandt gehør. Man kan læse om det i min lille pamflet, Dyrk dansk derude.
Denne metode tog elevernes stemmer ind i undervisningen, og flere tekster kom til at sætte dagsorden for indholdet i undervisningen. Så jeg forstod Benjamin Koppels cadeau til metoden i takketalen.
Jeg fortalte forfatteren OscarK om denne oplevelse og refleksion, først med 300 km i timen i et fransk tog på vej til Paris, og siden ved flere lejligheder på cafeer i omegnen af Luxembourg-haven. “Eleverne skal også lære nogle regler og facts, grammatik osv. Ellers tror de, at alt er godt nok,” indvendte han i min her forgrovede gengivelse. Nu har vi krydset klinger, om hvad der kommer først, regler eller frie tekster. Dette er en del af den diskussion, vi også lægger op til, når vi besøger skolers danskfagudvalg. Og her finder vi dynamikken mellem frihed og umage, mellem overfladiskhed og fordybelse.
ps. OscarK’s trebindsroman Ungerne fra Strandholdt er lige nu ekstremt nedsat i Dansklærerforeningens bogskab. Og den er efter min opfattelse noget af det bedst egnede til litteraturundervisning i 6.-8. klasse, fx én titel pr år.