Hvis der er noget, der ærgrer mig, er det, at jeg siden min studentereksamen i 1963 ikke har holdt mit fransk ved lige.
Netop nu opholder jeg mig i Paris med min gode ven Ole Dalgaard, alias OscarK, for at gå på cafeer og i parker og diskutere stort og småt.
Det første, der slår en, er høfligheden. Allerede i toget indledes informationer med “mesdammes et messieures”, og et “s’il vous plait” efter en bestilling er en selvfølge. For år tilbage spiste jeg hos en rad´ndrusiansk lærer, der havde en fransk au pair. Hun havde en morgen sagt: “Ræk maj brøet, bøbeløb”. Det viste sig, at hun savnede det høflige, et s’il vous plait eller please, men havde opsnappet i supermarkedskøen, at folk ved betaling sagde bøbeløb; altså ‘på beløbet’.
Men også klangen af fransk er musik i ørerne, så jeg har overvejet at genopfriske det tabte. Og hvad ville være mere naturligt end at starte med Den lille prins, som også var den første bog, jeg læste på fransk.
Så spotter mit øje en forretning, der har udstillingsvinduet fyldt med “Le Petit Prince” og et kig gennem indgangsdøren viser samme fokusering. Men det eneste, der ikke er, er bogen. Det, der ligner en bog, er en porcelænssparebøsse. Udenomsværkerne har taget over, akkurat som vi ser det hos fx Disney og Mummie; figurerne får nok deres eget liv, når kræmmerne tager over. Og der er fare for, at litteraturen træder i baggrunden.
Akkurat som den gør, når forlag sætter dårlige oplæsere til at lægge stemmer til fx H.C. Andersen.
Det er ganske enkelt noget ødelæggende l… (Undskyld mit franske).
Lad os nu tro på, at god litteratur kan formidles i egen ret.