Forleden var min kone og jeg til bedsteforældredag i vores treårige barnebarns udflytterbørnehave, hvor vi skulle tilplante deres højbede med vores medbragte urter og blomster.
Der var en intens aktivitet og en stemning, der fik mig til at erindre Johannes Møllehaves udsagn om, at børn ville have det optimalt, hvis man sprang forældregenerationen over. Han havde nok overset det gode, at vi bedsteforældre kan sende børnene hjem, når vi er kørt trætte. Og jeg har her nok ignoreret det faktum, at de empatiske og dygtige pædagoger hver dag skaber en dagligdag, som børnene glæder sig til deltage i.
Men her på plantedagen gik alle omkring med vandkander. Nogle vandede planter, andre rutsjebanen for at undersøge turen ned i væde, og en af vores barnebarns gode venner vandede mig sko og sagde, at nu kunne jeg vokse.
Jeg rejste mig langsom op, mens han stirrede. Jeg måtte imidlertid stoppe, inden fødderne slap jorden. Men han nikkede anerkendende. Og jeg kom i tanke om Kim Fupz Aakesons novelle om onklen, der føler, at han er en rhododendron, sætter sig på familiens carporttag, hvor han bliver vandet og bliver en turistattraktion – indtil den dag han ikke vil mere. Kim Fupz er en af dem, der mestrer de fleste litterære greb, men på samme tid kan holde barnet i sig levende.
På samme vis forholder det sig med mange andre og i særklasse Jakob Martin Strid, der med Den fantastiske bus har skabt et af de værker, der er et par hundrede år imellem tilsynekomsten af. Jeg har overværet vores treårige læse i bogen sammen med sin mor og farmor, og han spotter detaljer, som de voksne overser, og refererer til erfaringer fra sin barneverden. At lytte til det er en dør ind til barndommens land.
Det skriver Mac Barnett om i den forunderlige Barne(t)ts hemmelige dør. Læs den, for det han skriver om børnebogsforfattere har også bud til pædagoger og lærere.
Endelig vil jeg nævne forfatteren Nils Hartmann, som i Børnenes Verdenshistorie husker, hvordan det er at være barn. Og derfor antager han altid børnenes vinkel, selv om de ofte er ofre på storpolitikkens altre – eller netop derfor gør han det.
Uden sådanne forfattere, der husker, hvordan børn tænker, føler og lever, ville vores verden være fattig; forvokset så at sige!