Natten mellem Folkemødets fredag og lørdag kunne jeg vende det sidste blad i Lea Korsgaards “Inden året er omme”. Jeg undlader med vilje at genrebestemme bogen, for enhver bås er for begrænset til denne forunderlige bog. Men får en lettere gang og en dybere indsigt gennem læsning af bogen.
Lea Korsgaard har sat sig for at finde og se alle danske sommerfugle i løbet af et år. Og det bliver i sig selv en tour de force, der bringer os ind i et univers med snurrige og nørdede personligheder, der via GPS kan guide til særlige arters levesteder i forskellige landskaber.
Det bliver også en personlig historie, hvor alle i familien må leve med at omgås en besat sjæl – i begge betydninger af at leve med.
Men for mig bliver det først og fremmest en fortælling, der givet indsigt i sommerfuglens udvikling, i især europæisk filosofi, tro og tænkning, i vores historiske udviklingstræk og i de fremtidsperspektiver, som toner frem lige for næsen af os. “Inden året er omme” er ganske enkelt en ualmindeligt vidende og velskrevet bog, som kan lægge op til oplivende undren og tænkning.
Og så er Lea Korsgaard en herlig formidler, som når hun forklarer underet, sommerfuglens metamorfose, ved at sammenlige det med, at hun går ind i familiens garage ad en dør og kommer ud af en anden som næsehorn.
Det er ligeledes kækt at påvise, at Paulus såvel som fx Karl Marx troede på, at det ideelle samfund ventede lige om hjørnet. En sådan sammenstilling givet mod på at se fordomsfrit på vores kaos.
Endelig må jeg nævne hendes undren over, at vi på en studs kan finde midler til at genopføre Notre Dame og Børsen, mens vi med åbne øjne lader naturens arter uddø, selv om vi har kendt til denne udvikling i generationer.
For mig at se viser “Inden året er omme” at vi ikke behøver kanonlister og pensumkrav i skolen, fordi ethvert emne kan føre os hele raden rundt. Men det forudsætter vidende og veluddannede lærere, der har trang til at øse af deres viden.
Ps. Og når nu vi er ved sommerfugle, så fik jeg op til Folkemødet læst en forunderlig bog af Alessandro Baricco med titlen “Silken”. Den er en skæbnefortælling så fuld af undertoner, at den sætter sig i ens sjæl. Hvis din sommer tegner begivenhedsløs, så grib ud efter “Silken”.