
Den bevægelse, der gerne vil give danske børn i daginstitutioner og skoler en fortrolighed med og glæde ved jordens betydning for bordets måltider, har fået nyt hovedkvarter: “Haver til maver” er flyttet til Frederiksberg Allé, lige ved siden af Haveselskabet, StormP-museet, Riddersalen og TV2s Kosmopol, kort sagt Frederiksberg Runddel.
For år tilbage var den skole, jeg var leder af, med ved den spæde start på Årstidernes jorder ved Krogerup. Det var en pædagogisk øjenåbner at se børnene trives i det fri, se konflikter forsvinde op i den blå himmel og opleve deres glæde ved at tilberede og spise mad, de aldrig før havde smagt. Derfor er det glædeligt at kunne konstatere, at det frø, der blev sået dengang, i dag er blevet landsdækkende og har inspireret mange, som kalder sig noget andet, men skaber udeskoler.
Og så er udeskolen fuld af danskfaglige muligheder. Lad mig blot nævne at lave grammatik med eleverne i børnehaveklassen: så frø eller sæt kartofler, lav en tegning af det, der vil komme op og skriv dets navn (navneord). Når de er kommet op, så skrive om dets farve eller udseende (tillægsord), og når det høstes og tilberedes tilføjes det, man gør (udsagnsord). Det er de tre ordklasser, som i samme rækkefølge tegner børns sprogudvikling og i øvrigt mange skabelsesberetninger.
Som en hyldest til udeskolen har jeg skrevet en lille sang, der indgår i sammenspilsmaterialet “Musikalske trædesten”, https://resonare.dk/mt/mt5/

