Ved endnu et kig ind i genbrugsstationens bogcontainer blev mit blik fanget af et hæfte med danske bladtegneres Tegnerier i 1941, altså mens Danmark var besat og medierne censureret. Arne Ungermanns forsidetegning illustrerer ganske godt bladets pointer: En nøgen model sidder med et blad i hånden. Bladtegneren er i helt bogstavelig forstand bladtegner, og beskueren af hans billede må tænke sig til den nøgne kvinde, der har holdt bladet; akkurat som man ved de øvrige billeder i hæftet må tænke sig til den kontekst, de er skabt i.
Censuren har blandt bladtegnere såvel som blandt forfatterne fremkaldt en kreativitet, som man givetvis gerne havde været foruden, men som altså alligevel fremkaldte overraskende og subtile udtryksmåder, som betød, at censuren nok kom til at virke som chikaner, men også som afsæt for kreativitet.
Indtrykkene fra dette hæfte har i mig kastet to tanker af sig vedrørende fremme af læselyst og frihed til at udfolde sig sprogligt.
Forlaget Jensen og Dalgaard udgav for fem år siden bogen “Tårernes ø” af David Nel-lo; en undselig bog, om en undselig bog, der lå gemt mellem væggen og reolen på biblioteket. Den skiftede indhold, alt efter hvem der læste den; akkurat som alle bøger dybest set gør. Den fik mig til at erindre, at jeg havde lagt gamle børnebøger rundt om på de skoler, hvor jeg var inspektør – bøger, som eleverne bare kunne tage og beholde. Faktisk forsvandt det lige så stille. Og en del forældre blev grebet af, at deres børn kom hjem med bøger, de selv havde læst som børn. Så alternativet til at køre på genbrugsstationen kunne være at give skolen brugte børnebøger til en tag selv-kasse.
Den pædagogiske udgave af chikane er at opstille rammer, som friheden kan udfolde sig indenfor. At få lov til at skrive frit, giver mange elever skriveblokeringer. Men hvis man opstiller – også firkantede – krav, kan det virke frigørende. Fx kan 5-7-5 reglen ved haiku-digte sætte frugtbare skriverier i gang. I megen opgaveløsning vil det at kende rammerne føre til kreative handlinger, men total frihed virker destruktivt.
Monstro det forholder sig anderledes med frit valg af skole, hospital, hjemmepleje osv.?