Folkemødet byder på meget andet, der sætter tankerne i gang, end paneldebatter. Således sket det allerede på vejen derover om bord på færgen, at vores lille delegation fra Dansklærerforeningens Folkeskolesektion kom til at sidde ved siden af et bord med en ung kvinde, der sad og læste og skrev i hånden med blyant.
Den bog, hun læste i, havde et forsidelayout, som mindede mig om det, vi i Dansklærerforeningens Forlag havde anvendt til serien “Frit for fantasi”, og illustrationen, som jeg ikke tydeligt kunne afkode, var farvestrålende og lokkende. Så jeg gjorde det, som jeg ofte gør, når jeg ser unge læsere i offentlige transportmidler: jeg spurgte om, hvad det var hun læste. En roman? En krimi?
Men nej. Hun læste i en håndbog, der hed “Smedens følgesvend”, for hun var i lære som klejnsmed. Faktisk var hun udlært møbelsnedker, men havde fået lyst til at svejse. Og nu havde hun fået læreplads hos et firma i Gentofte. Det viste sig at være samme firma, som havde smedet alfabetet i Kenn André Stillings skulptur på Dan Turélls Plads i Vangede.
Den unge kvinde var stolt af sit karrierevalg, men træt af fordommen om, at hvis man er dårlig til det boglige, så kan man altid blive håndværker.
Dette fremkaldte en erindring hos mig: Jeg har et barnebarn, der har valgt at uddanne sig til tømrer. Hun blev udvalgt til at præsentere uddannelsen ved en uddannelsesmesse i Gentofte. En pige fra 9. klasse kom hen til hende, stillede engagerede spørgsmål og lyttede interesseret, inden en kvinde, der måtte have været pigens mor, hev hende væk fra samtalen med ordene: “Det er ikke noget for os!”
ps. En kurdisk pizzaejer i Vangede fortalte Kenn André Stilling, at de tyrkiske myndigheder engang forbød brugen af bogstaverne X, Q og W, hvorved mange kurdiske person- og bynavne og mange ord ikke kunne skrives. Men undertrykkelse kan havde mange ansigter; fx når noget interessant ikke er noget for os.