Så er den årlige oplæsningskonkurrence for bornholmske 4. og 6. klasser afviklet i den store hal på Campus Bornholm. Og igen i år var det betagende og lærerigt at få lov til at være med som dommer.
For det første er stemningen fin, både i hallen, hvor oplæsningen sker foran de mange jævnaldrende fra andre skolen, og i klasseværelserne, hvor der forud øves og fokuseres på oplæsning. Det er tydeligt, at denne bro mellem snak og fortælling på den ene side og skriftsproget på den anden er værd at betræde – både fordi man må tage an andens (forfatterens) sprog i munden, og fordi man skal sætte ord på teksten, så den skaber liv i tilhørerne.
For det andet er det interessant at iagttage forskellen på 4. og 6. klassernes oplæseres tilgang til at skulle stå foran de mange tilhørere. Der var rullet en rød løber ud mellem en trappe og talerpulten. Oplæserne fra 4. gik målrettet hen over løberen, men 6. klasserne først trådte ind på løberen, da de var fremme ved mikrofonen. Dette “billede” var kendetegnende for hele den måde, oplæserne agerede på: 4. klasserne mere umiddelbare og frimodige, 6. klasserne mere reserverede.
Oplæsningskonkurrencen startede oprindeligt som en HC Andersen-oplæsning for 7. klasser. Men erfaringerne herfra fik os til at forsøge med 6. klasserne, og det viste sig at være en gevinst, da de trods alt skulle have langt færre parader oppe, når de stod foran jævnaldrende. Da vi så i tilgift inviterede 4. klasserne til at have deres egen runde, så blev vi bekræftede i, at oplæsning er en givende danskfaglig disciplin, som fungerer i bedste velgående – i hvert fald fra 4. klasse.
4. klasserne læste tekster af Martin Glaz Seerup, Peter Mouritsen og Jesper Wung-Sung om hhv. Elefanten, Ikke-fanten og Peberknægten. De lå godt i munden på oplæserne og skabte store ører hos de kammerater, som kendte alle teksterne i forvejen; de havde arbejdet med dem i klasserne.
6. klassernes oplæsere havde alle valgt den samme tekst, “Prinsessen på ærten”. Og de læste indfølende og levende den gamle tekst. Men de fleste af dem havde for højt tempo, og det er et gennemgående træk, at det er svært at holde et tempo, der fremmer tilhørernes muligheder for at få det hele med og øger oplæserens mulighed for at tale tydeligt, understrege pointer og udnytte pauseringer.
En lille finurlighed: Jeg har fået en CD, hvopå en gruppe herboende udlændinge har indtalt “Prinsesse på ærten”. De har svensk, tysk, engelsk, fransk, arabisk mm. som hver deres modersmål. At lytte til dem gør det tydeligt at dansk tenderer til at være et mumlesprog med alle lydkarakterer afrundede og vokaliserede. Det ord ingen af dem kan udtale er således “edderdunsdyner”!
For at øge elevernes sprogbevidsthed og -fornemmelse vil jeg opfordre alle til at være bevidste om oplæsningsdisciplinens potentialer.