Udsnit af Anna Margrethe Kjærgaards udstillingsvindur – med spejling af kirken i Rønne
I dag har Rønne lagt skoler til mine besøg, og 4. klasse på Peterskolen og 6. klasse på Åvangskolen har nok en gang gjort det svært at tro på pressens skriverier om de håbløse tilstande i skolen. Her som på de øvrige bornholmske skoler har jeg kun mødt nysgerrige, frimodige og lærevillige børn.
Når jeg mellem P-pladsen og skolegården på Åvangskolen passerer et trådhegn rundt om SFOen, rinder en situation mig i hu. For nogle år siden blev jeg der mødt af et par gutter, 1. klasse velsagtens, som spurgte mig om min alder. Jeg bad dem gætte. En mente 30 år, den anden 100. Da jeg så fortalte dem det rette svar, blev den ene tænksom og spurgte: “Var der farver på verden da du var barn?”
Derfor er det vigtigt at have historien med i sin undervisning, fordi eleverne – og vi andre – er så flasket op med fremtidsprognoser, at vi forfalder til også at tro på fortidsprognoser; at fortiden er som nu, bare med lidt mangler.
Derfor blev jeg glad, da jeg lige over for kirken i Rønne gjorde holdt ved billedmageren Anna Margrethe Kjærgaards vinduer, som emmer af billedkunst til børn. Neden i det højre vindues højre hjørne fik jeg øje på “En hugorm i hånden”, den illustrerede bog om Martin Andersen Nexøs barndom, som var med i Dansklærerforeningens seneste bogpakke.
Min kone og jeg kom forleden til øen med den kæmpestore katamaran Expressen 5, men fik forinden en sms fra rederiet om muligheden for ombookning pga. hårdt vejr. Og så kan man se Anna Margtethe Kjærgaards billede af passagerer i bugen på den træbåd, som fragtede drengen Martin og hans familie til øen; båden ruller, staldlamperne svinger kraftigt i rummer og folk er brækblege i ansigterne. Her er historieformidling af højeste karat.
En af oplæserne havde i øvrigt valg at læse H.C. Andersens “Prinsessen på ærten”, og det vanskelige for en dansk oplæser er at læse langsomt og tilpas artikuleret til, at tilhørerne får smukt dansk i ørerne.
På en CD, jeg har med mange forskellige nationaliteters oplæsning af samme tekst, er tydeligheden markant, hvad enten oplæserne har tysk, fransk, engelsk, svensk eller arabisk som modersmål. Det er sprog uden mumlen. Men ét ord volder alle vanskeligheder: edderdynsduner – eller hvad det nu hedder med bløde d’er og mange ø-lyde.
udsnit af Tilde Engstrøms oliemaleri “Pigen ved havet”
I disse dage opholder jeg mig på Svanekegården. Jeg er her for at skrive tekster til sange om dansk sprog; Finn Holst har komponeret melodierne, og det bliver måske en opfølgning på vores sammenspilsmateriale “Musikalske trædesten”. Og så er jeg her for at forberede en oplæsningskonkurrence for 4. og 6. klasser på Bornholm.
I sidstnævnte anledning besøgte jeg i torsdags Svartingedalskolen i Hasle; en skole, som er gennemudsmykket af Tilde Engstrøms pastelfarvede billeder. “Man bliver så glad og rolig af de vægge,” sagde en pige, der kom hen og gav sit besyv med, da jeg stod på en af gangene og betragtede billederne.
Jeg kom til at tænke på denne tildragelse, da jeg så den udstilling på Svanekegården, hvor en række lokale kunstnere udstiller som en invitation til Bornholms Kunstrunde, hvor der er åbne atelierdøre fra 14.-16. maj og igen fra 16.-17 oktober.
Da jeg kiggede nærmere på Tilde Engstrøms “Pigen ved havet”, så jeg at pigen har bragt en potteplante med sig ud til havet. Denne kombination af natur og kultur fik mig til at tænke på givende stunder med Anthony Brownes billedebøger, på arbejde med lyrik i skoven og med et forløb om sagn og fortællinger i danskundervisningen.
Børn (og voksne) har brug for at være omgivet af kunst – i undervisningen og i det hele taget. “Man bliver glad og rolig!”
Fortællingen er sprogets ophav og fællesskabets styrke
Den 13. april bragte Kristeligt Dagblad et indlæg af mig om fortælling i skolen. Jeg havde givet det overskriften “Den mundtlige fortælling kan noget særligt” – og debatredaktøren havde tilføjet den rigtige og tankevækkende konstatering, at der mangler lærere, som kan fortælle. Denne basale kunnen er de fleste steder sunket ned i instrumentalismens mose.
Men her er min argumentation for at puste nyt liv i “mosefundet”, og det er fortsat både muligt og nødvendigt:
“I ”Evigheden i et siv”, den fineste kærlighedserklæring til bogen, jeg har læst, skriver den unge spanske litterat Irene Vallejo, at bogen og skriftsproget er den væsentligste årsag til, at vi kender vores historie. Skriften kan forbinde alle tiders tanker, historier og hændelser og give os mulighed at udvide vores verden med vidnesbyrd om både andre verdener og andre epoker.
Disse egenskaber ved det fastholdende skriftsprog har givet det en førsteprioritet i uddannelse og i moderne sproglig kommunikation. I skolen kan det ikke gå hurtigt nok med at lære bogstaverne og få gang i læsningen. Vi kan læse skriften sort på hvidt, så vi kan dokumentere, vende tilbage til nøjagtig den samme ordlyd.
Men vi overser én ting. Skriftsproget kan vise os vores historie og fungere over store afstande, men det mundtlige, smidige sprog virker i det nære samvær. Derfor er der brug for en genoplivning af fortællingen i skolen.
Når en fortæller stiller sig frem for en gruppe tilhørere, kræver det både en god fortælling og en lydhør forsamling. Og det er ikke givet, at det fungerer fra første færd, fordi begge facetter af mødet mellem ord og øre har været nedprioriterede. Men det kan nemt trænes.
I min tid som skoleleder havde jeg en ugentlig samling, hvor jeg fortalte historier for eleverne, Og når vi fik besøg af forfattere, teatergrupper eller musikgrupper, var det en tilbagevendende konstatering fra vores gæster, at eleverne udviste en utrolig imødekommende adfærd; de var lytteparate.
Man er heller ikke en god fortæller, hvis man ikke har øvet sig. Derfor er det mistrøstigt, at fortælling ikke er en mere fremtrædende disciplin på læreruddannelsen, undtaget Den fri Lærerskole. Men man må øve sig, akkurat som eleverne må træne lytteradfærd. Man kan tage på kurser. Men man kan også øve sig ved at starte med enkle tekster for derefter at øge sværhedsgraden. Selv har jeg brugt teknikken fra tegneseriestriber: et anslag, en klimaks og en slutning. (Det værste er ikke at kunne huske slutningen!)
For tiden debatteres livligt en manglende trivsel i skolen, ligesom mange ser, at elever har vanskeligt ved at koncentrere sig. Et par af diagnoserne på disse misforhold fører os hen på dels den ekstreme individualisering, som har ramt os, og dels den intense omgang med mobiler og internet. I begge tilfælde kan fortællingen virke som en medicin med kun gode bivirkninger.
Når en forsamling får fortalt en historie, kræver det for det første, at tilhørerne koncentrerer sig. Derfor må man starte i det små med korte fortællinger. Når det lykkes, vil de få foræret en fælles oplevelse, og når dette gentager sig, vil der efterhånden udvikles en fællesskabskultur; man få fælles referencer. Sådan har det fungeret i afrikanske landsbyer, på persiske markeder, i danske landsbyskoler og i skumringstimer før spotlysets og fjernsynets opfindelse. Sådan har fællesskaber fundet en fælles ramme, der har skabt tryghed ved at plante livkundskab, ved at advare mod farer eller ved at pege på udveje.
Nogle vil hævde, at tilhørerne er passive, at fortælling i skolen er lærercentreret. Men for det første er fortælleren ikke nødvendigvis læreren – en elev eller en gæst kan lige så vel komme med historien. For det andet vil en fortælling altid tage farve af tilhørernes reaktioner, deres åndedræt, deres lyde og deres kropssprog. Selv har jeg oplevet en tidsvariation på mellem 7 og 21 minutter ved et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinderne vedtog ikke mere at tale med mænd, fordi samtale med mænd giver dobbeltarbejde. En gruppe teenagere fandt det tåbeligt, men en blandet aldersgruppe havde et hav af reaktioner, også på hinandens reaktioner.
Endelig skaber historien nok ét fællesskab, men under overfladen lever den enkelte tilhører. Jeg har prøvet at undersøge, hvad elever får ud af en fortælling, ved at lade dem lave en illustration til historien. Her er gammeltestamentlige fortællinger glimrende. For en gruppe i Helsingør fortalte jeg om ’Noas ark’ for en indskolingsklasse. Da eleverne afleverede deres tegninger, kunne jeg lægge dem i tre bunker: En, hvor dyrene gik ind i et stort træskib, som lignede arken fra billedbiblen. En anden, hvor dyrene skulle balancere på en sliske til en båd i marinaen, akkurat som tegnerne selv vakle om bord på familiens både. Og endelig en tredje, hvor dyrene parvis spadserede om bord på færgens vogndæk.
Fortællingen i skolen vil i min optik kunne afbøde nogle af skolens koncentrations- og trivselsproblemer, og dertil skabe en bedre balance i arbejdet med modersmålet. Derfor håber jeg også, at fortællingen vil blive indskrevet i den nye fagplaner.”
For 3 år siden aflagde lærerstuderende Matilde Brix Lajer besøg i studiet for at lave en Sophia-samtale om dannelse. Hun er nu lærer, men underviste dengang på Arbejdermuseet, var og er aktiv i Den grønne Ungdomsbevægelse og satser nu på at bidrage til en bedre skole.
Matilde Brix Lajer ser en fin sammenhæng i det, hun arbejdede med. Museumsundervisningen peger på, at verden ikke altid har set ud, som den gør nu; vi kan altså forme vores tid, så udtalelser om, at ”det ikke kan lade sig gøre”, er snak uden hold i historien. Derfor giver det også mening at kæmpe for en bedre verden gennem den grønne aktivisme i en gruppe frem for blot at lægge sit eget liv om; her skelner hun inspireret af Emma Holten mellem den individuelle løsning, der kun løser problemet i en egen skala, og den kollektive løsning, der påtager sig et ansvar, som rækker videre ud. Og derfor giver det mening at uddanne sig til lærer, som er den profession, der er med til at give et handlerum, som de kommende generationer kan forme fremtiden igennem. Matilde Brix Lajer anskuer dannelse som værende handlingsorienteret, idet man tager stilling og påtager sig ansvar.
Lyt til podcasten og få mod på fremtiden! https://den2radio.dk/udsendelser/sophia-samtale-pejling-af-dannelse-28-historien-viser-os-at-vi-kan-forme-vores-verden/
På ugens sendeflade på www.den2radio.dk er der meget andet godt for ørerne, blandt andet en podcast om Pave Leo.
Jævnligt møder jeg en hvid varevogn, som har et firmaslogan malet på siderne: “Manden med den bedste ægløsning”. Hvad enten han nu er ægproducent eller har et rugeri, så er dette slogan et man bemærker og husker.
Og for nu at blive i hønsegåprden, så udgav Dansklærerforeningen for år tilbage en lille bog med håndværkerpoesi. Ttilen var “Hvad hønen er for hanen, er Helges ost for ganen”. Der er perler imellem, fx. “Har du ondt i maven / over ukrudt i haven? Så ring til Agger. / Han kommer og hakker.” og også nogle, der halter i rytme eller i rim, fx “Skal du feste, / så ring til Eske”.
Mange af den er morsomme – frivilligt eller ufrivilling. Gå gerne på jagt, for den slags poesi finder man i hverdagen, og ikke bare i ulidelige reklameblokke i TV. Jeg husker selv et slogan fra en ornecentral: “Ingen roser uden torne. / Ingen grise uden torne.”
Sådanne tekster kan efter min mening være en god træning i at orientere sig i et univers, der er propfyldt med informationer, som ofte griber ind i hinanden og skaber flimrer for tanken. Tænk bare på den nyhedsbjælke, som kører under nyhedsudsendelserne, så vi kan få det meste med ved at være ukoncentrerede om det hele.
Eller med besynderlige emballagebeskeder. Jeg faldt over et udsagn på en pålægspakke: “Tykkere skiver. Mere smag. 55% genanvendt plast”. Man må altså have en viden om både kontekst og vare, hvis man skal begå sig.
Derfor er den gode lærer den bedste løsning: “Er der noget, der trykker, / er det læreren, der rykker”
For mig er StormP’s bordkalender den daglige første morgenlæsning, når sindet skal stemmes til glæde over, hvad sproget formår. Ord tvistes. Metaforer blafrer for ens lukkede øjne. Associationerne leger tagfat.
Når en kvinde i en korthandel ønsker en lille globus, måske en med “kun København på”, er det bevidst morsom, men også i familie med ønsket hos den dreng, der i Otto Sigvaldis “Hindbærbrus og kragetæer” gerne vil have “en globus i naturlig størrelse”. Dette udsagn er givetvis ikke udtryk for en bevidst sproghandling, men hos den voksne modtager har den en StormP’sk effekt – uden at drengen på nogen måde skal nedgøres af en Ditte Okmansk latter.
For nylig præsenterede jeg mit 4-årige barnebarn for et klip, hvor min ven, jazzmusikeren Jens Skou Olsen spiller på sav. Knægten var stille et øjeblik, og replicerede så alvorligt: “Min morfar kan spille på hammer! – og føjede til efter lidt tøven: “Ja, han kan spille på al slags værktøj!”.
Før i tiden havde man måske sendt denne lille historie til et ugeblad i håbet om at få hororar for en sjov historie; “hvad de dog siger”. Men med afsæt i alvoren i svaret får man pludselig lyst til at undersøge alle tings lyde; potter, pander, borde, stole, vægge, døre osv. Vi er i gang med en undersøgelse, der svarer til det, komponisten Fuzzy lavede med en specialklasse, da jeg havde ham på besøg på skolen; skrammelmusik!
Forleden betegnede samme barnebarn morgenrøden som solindgangen, men det til aften blev soludgang. Og dagen bliver set i et lidt andet lys og perspektiv, når den glødende planet ikke står op og går ned, men kommer ind og går ud.
Samme vred af begreberne ramte mig da jeg ved Dansklærerforeningens repræsentantskabsmøde fik øje på et ur, der pludselig viste en markant pil. Jeg hørte dette forklaret med, at det var tid til at rejse sig, hvilket er godt for helbredet, når man er i overgangsalderen. Jeg har ingen pil, der byder mig at stå op – og kom inspireret af StormP og mit barnebarn til at tænke på, at jeg måske er i udgangsalderen. Det kan være forklaringen på, at den ene forfalds- og afgangsbog landerpå mit natbord.
Læs StormP og lyt til børns alvorlige forsøg på at mestre sproget; det sætter sprog i gang!
For 2½ år siden havde jeg en samtale med Dansklærerforeningens forlagschef Cecilie Bogh i serien “Sophia-samtaler. Pejling af dannelse”. Den er nu genudsendt på netradioen den2radios sendeflade i denne uge.
Heri begræd hun misligholdelsen af skolebibliotekerne, inklusive unddannelsen til skolebibliotekar, og besparelserne på CFUerne. Men hun fremhævede også behovet for at stille nutidslitteratur til rådighed for børn og unge, og at revidere synet på, hvad der er god børne- og ungdomslitteratur.
Kritikpunkterne er måske imødekommet fra politisk hold, selv om der er god grund til at følge initiativerne omkring skolebiblioteket og CFUernes midler til bogindkøb til dørs. Det har tilsyneladende været nemmere at reducere end at genopbygge.
Men hvorom alting er, så er Cecilie Boghs argumentation for en ændret udgivelses- og undervisningstilgang til litteratur for børn og unge fortsat interessant og væsentlig, ikke mindst i lyset af de initiativer, hun har taget som forlagschef, hvor hun nu står bag nye serier, der forener litterær kvalitet, læsbarhed og nutidig relevans. Og hvor Dansklærerforeningens Forlag knytter unge til udgivelsesprocessen som konsulenter.
Og lad mig så lige tage en runde i manegen på min egen kæphest: Denne tilgang til at fremme læsning og læselyst gør det endnu mere relevant at få afskaffet en obligatorisk litteraturkanon for folkeskolen og få den erstattet af rammer for læsning af ældre litteratur, som kan vælges til som perspektiveringer af den læste nutidslitteratur, akkurat som det blev vist i “Dansk Litteraturs kanon” (1994).
Det hører med til at ældes, at man kan falde hen over alle de uforrettede sager, man ligger inde med. Og hvis det ikke kommer naturligt til en, så aktualiseres det i hvert fald, hvis man læser Lars Saabye Christensens “Hr. Knapps uforrettede sager”. (Hvor er det dog en rig fortællekunst, der vokser frem af det norske litterære miljø!)
Bogens handling foregår i coronaens tid, og blandt Hr. Knapps gøremål er at samle på dødsannoncer, som han klipper ud af Aftenposten, som han abonnerer på alene på grund af disse annoncer. Selv kender jeg det nok, det med at bladre hurtigt frem til navnestoffet og se, hvem døden nu har hentet, om de er ældre eller yngre end en selv, og om der skulle være bekendte iblandt. (Og med stigende klarhed forstår jeg Skallagrimssons billedsprog i “Sønnetabet”). I øvrigt holder jeg mest af Dagbladet Information, fordi der er så få, der dør, i den avis.
Men altså, forleden var min kone og jeg til endnu en bisættelse, der, som det sig hører til, var en både smuk, værdig og følelsesintens ånd. Efterfølgende deltog så mange af os i ‘gravkaffen’, denne forunderlige komsammen, hvor den afdødes betydning fremgår af både taler og af den samhørighed, som opstår af samtaler med mennesker, som man ikke har set længe, eller måske aldrig tidligere har talt med.
Også i øjenkrogene fanger man ting, som kan vække ens nysgerrighed. Således øjnede jeg to teenagepiger, der stod bøjer over en mindebog, som alle var blevet opfordret til at skrive i. De talte sammen, og den ene begyndte at skrive. Jeg listede over til dem og så, at hun havde en fin håndskrift. Og det komplimenterede jeg hende for.
Hun fortalte, at hun havde benyttet coronatidens afsondrethed fra kammerater til at få sig en ordentlig håndskrift, som hun kunne være bekendt at lade andre læse, og som gjorde hende tilfreds med sig selv. “For håndskriften siger meget om, hvem man er.”
Dette fik mig til at indse, at en ordentlig håndskrift er en af mange menneskers uforrettede sager. Og teenagepigen her viser, at det er der råd for, hvis man tager sig tiden – eller hvis man får tiden fx gennem undervisningen i skolen.
Forleden kom en pige på 8 år (2. klasse) på besøg, og med sig havde hun en boggave. Hun havde skrevet om “To gamle fugle”.
Lærke føler sig alene og forlader de andre lærker. Hun møder Due, og det er kærlighed ved første blik. De får 5 år senere unger, som “er lidt anderledes”, fordi de jo er lærke og due, men de elsker deres unger. Da de bliver gamle, skal ungerne flyve fra reden. Og de to gamle flyver ud til en strand, hvor de lægger sig til at dø sammen. Dette er i korte træk bogens handling, men den ender med en henvendelse til mig som læser: “Nu ved du hvordan det er at dø sammen med din elsket, hvordan det er at finde den helt rette”.
Bogen indledes med en kolofon, som angiver forfatter, illustrator og udgivelsesdato. Og den afrundes med sider, hvor jeg kan skrive, hvad jeg synes om bogen, hvor jeg kan tegne min egen fugl, og hvor jeg selv kan skrive en historie.
Bogen er imponerende bygget op. Den er skrevet i et fint og nuanceret sprog. Og så er den inspireret af skolebogen med åbne opgaver til slut.
Når jeg synes, at andre skal høre om min gave, så skyldes det, at “To gamle fugle” er et markant udtryk på, at den er skrevet af et barn, som er velundervist. En bog er ikke bare noget, man skal læse i. Den er skrevet og illustreret af nogen. Den har en handling, hvor skaberne af den har gjort sig umage. Og så lægger den op til medspil og tankevirksomhed.
Jeg tror, at det fremmer læselysten og -glæden, når bogen bliver gjort personlig.
På min vej mod indkøb i Helsinge sad jeg og lyttede til radioens nyheder, men jeg passerede Laugø Bylaugs 11 sten, der er placeret i en cirkel med et træ i midten.
De 11 pladser er i underkanten af klassekvotienten i Socialdemokraternes Lilleskole, men passer vel meget fint til antallet af partiledere, når man betænker, at en enkelt ikke vil kunne indgå i føllesskabet, altså er ikke-integrerbar.
Ellers minder flokken jo meget fint om sammensætningen af en skoleklasse med stærke og flittige piger, slyngveninder, hævnere, drenge med destruktive udbrud og mange flere. Det får mig til at tænke på, at elevantallet ikke er den eneste aførende faktor, når et udviklende fællesskab skal lykkes – til gavn for den enkelte. Og det får mig til at finde det lidet betryggende, at så mange, som har lovet folkeskolen ubetinget støtte, har bundet denne støtte op på konkrete og detaljerede bud på, hvad de nye midler skal anvendes til. Så måske burde de gode viljer suppleres med en god portion tillid til dem, der har praktisk erfaring.
Laugø Bylaugs stencirkel bygger på de tanker, der lå i fortidens tingsteder, hvor mange og komplekse problemer blev løst ved at man så hinanden i øjnene og lod det bedre argument vinde. På samme vis har rundkredspædagogik sin styrke ved at bygge på øjenkontakt og på en vilje til at finde løsninger. Kun i knudemandens vrangbillede – “hvad synes du selv” – er det latterligt at ville noget sammen og skabe plads til de fleste; og ja, enkelte er der ikke plads til og må have særundervisning/-behandling.
Men partilederrunden tyder på, at alle vil have særbehandling, og derfor er der vel en ekstra grund til at betakke sig for detailstyring af de nye, øgede midler til folkeskolen. Det er et godt princip i mesterlæren, at man ser på, hvad der gøres, og ikke på hvad der siges.
