fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Det der mangler…

På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk præsenterer de for tiden syv værkserier af den franske kunstner Sophie Calle.

Her skal jeg ikke forestille at anmelde udstillingen, men berette om nogle af de tanker, den satte i gang omkring kunst og pædagogik.

Den første værkserie bestod af en række rammer, som havde et stykke stof, som dækkede motivet, monteret og forsynet med svar: “Som følge af underdrivelsens kunst” – og når man lettede: et foto at “Rue Dieu” og et vejskilt, der viser, at vejen er blind.

Det var lige så interessant at iagttage de besøgende, som læste teksten, løftede stoffet op og så undrende, grinende eller afklarede ud. Sådan må eleverne i Johannes Vigs klasse have set ud, når han afslørede en genstand, de skulle undres over.

I næste rum havde en række fotos af indpakkede Picasso-malerier fra det parisiske Musée Picasso indtaget væggene. Sophie Calle var af museet blevet bedt om at fotografere mesterens værker, men det afslog hun, indtil coronalukningen fik museet til at give dem en beskyttende indpakning. Aldrig har jeg endevendt Picassos malerier så intenst, som da jeg stod og stirrede på disse pakker med maleriernes titler påskrevet. Igen en Johannes Vig tilgang: pædagogik må bestå i at få børnene til at undres og se det skjulte, de kunne få en fornemmelse af fandtes.

I et tredje rum havde hun besøgt et amerikansk museum, som havde fået stjålet nogle af deres europæiske klassikere. Rammerne var blevet restaurerede og hængt tilbage. Og spørgsmålet til de besøgende var nu: Hvad ser du i de tomme rammer? Se, her kom jeg til at tænke på de erindringer om Johannes Vig og hans tilgang til undervisningen og tilværelsen, som Annemari søger at genkalde sig i Jesper Wung-Sungs “Sandøs rose”.

Et fjerde rum med samtaler med blindfødte om deres opfattelse af skønhed afdækkede trin for trin en kombination af det, de havde hørt folk tale om, og det de selv havde erfaret med de øvrige sanser. Og her kommer Jesper Wung-Sung atter ind i mine tanker, for hans kunstgreb i “Sandøs rose” består vel dybest set i Annemaris skridtvise indkredsninger af eget liv på Sandø, med mændene i hendes liv og med læreren, og viser det sig forfatteren, Johannes Vig. Gardin efter gardin bliver løftet op, og på hvert gardin kunne påskriften have været “På grund af levet liv”.

Sophie Calle-udstillingen har fået mig til at indse, at kunstens og pædagogikkens familiebånd er bundet af at dække det nærliggende, det forunderlige, det utænkelige til på en måde, der får eleverne til at lette på tildækningen og søge spørgsmål.

Tak Louisiana for Sophie Calle.

Ude for uden

Som et menneske, der er født og opvokset på landet, har det været en helt speciel oplevelse at læse “Ude for uden” og få beskrevet det, der er sket i dansk landbrug i tiden fra 1946 til i dag, ved hjælp af fiktive personer med følelser og handlinger. Det er indsigtsfuldt og overbevisende gjort, både når vi følger bonden Erik fra hans landbrugsskoletid og til hans nedlæggelse af sit landbrug, og når vi deltager i hans søn Svends tur tilbage til barndomslandet i følgeskab med teenagedatteren og med slukket telefon for at få fred for pressen og det Venstre, som han er folketingsmand for.

Bogen starter i sindigt tempo med opbyggelsen af parallelhistorier, hvor vi befinder os dels i Eriks verden, dels i Svends. Og vi slutter med en åben slutning, der er på nippet til at gøre en aldrende læser med landopvækst grådlabil. Der er håb, hvis ham Svend træffer det rigtige valg.

Der er humor i bogen, som når en indvandrer driver den hendøende landsbys pizzaria med et menukort, der byder på “vegetarisk pizza” og “vegetarisk pizza med oksekød”. Der er hemmeligheder om fx storbondeovergreb i bogen, så krigens skygger mangler den sol, der skaber dem. Der er en vandrebog, som binder venner fra landbrugsskolen sammen, og som også antyder hemmeligheder. Endelig er der et samspil mellem mennesker, der får bogen til at fæstne sig i ens sind.

Men et af højdepunkterne for mig er en scene, hvor bonden Erik sælger sin besætning af køer og står længe bag sin yndlingsko, nr. 34, inden han formår at trække den ud til lastbilen, der skal køre den til slagtning.

Som barn og søn af en dyrlæge tjente mine lange, tyde arme i nogle år som forløsere af pattegrise, når en so skulle have hjælp til at fare. 199 forløste jeg, og det, der står mejslet i min erindring, er de omfavnelser jeg fik af husmandskoner, hvis tårer løb ned ad deres kinder. Det var bidrag til deres liv, jeg havde bragt til verden.

Det er denne respekt for liv, der i bogen og i den virkelige verden er gået tabt ved overgangen til stordrift og industrilandbrug.

Tak til Niels Krause-Kjær for at sætte personer og troværdighed på den udvikling – og afvikling!

ps. Jeg grubler somme tider over, om vi kan se noget lignende ved stordrift af grundskoler. Skaber det mistrivsel og uforpligtethed, når alle ikke kender alle? Selv har jeg en oplevelse af, at en skole bliver for stor, når skolelederen ikke formår at kende navnene på samtlige elever, ikke alene på grund af bundethed til den administrative skærm, men også som følge af antallet af elever.

Et brev er noget særligt

Forleden gik min kone og jeg en tur på havnen i Hundested, og et spor på en mur sendte tankerne på langfart. Engang skrev vi breve – privat og i undervisningen. Og vi vidste, at håndskriften er sjælens spejl. Derfor sluttede mange af læserbrevene til familie-Journalens brevkasseredaktør Tove Ditlevsen, ja, det er den Tove Ditlevsen, med spørgsmålet: “Hvad synes De om håndskriften?”.

For nylig håndskrev et oldebarn i første klasse et brev til sin afdøde tipoldemor og placerede det, hvor duerne kommer og spiser korn. Dette var inspireret af, at klassen havde hørt om duedronningen, der i “Brødrene Løvehjerte” holder sammen på de gode ved at sende beskeder med brevduer.

Hvorfor skrev hun ikke bare en mail? Måske fordi det er vanskeligt at google himlens mailadresse? Eller snarere fordi en mail er fritaget for at bære på det personlige aftryk, som håndskrift er.

Da jeg for mange år siden underviste i indskolingen, skrev vi breve og kort, som blev sendt til familiemedlemmer, som oftest til forældrene. Og børnene kunne næste ikke vente med at komme hjem for at se efter forsendelsen. Men selv i tider, hvor Danmark endnu havde et postvæsen, skulle postkassen lige tømmes, og brevene sorteres. Men dagen efter dumpede det håndskrevne brev/kort ind gennem brevsprækken.

Denne aktivitet vil være utænkelig i dag, hvor portoen for en brevforsendelse vil kunne vælte ethvert klasse- og skolebudget. Men der er andre måder at distribuere forsendelser fra barn til hjem på – eller fra barn til bedsteforældre, som tilmed kunne finde på at svare. Og det er værd at dyrke den langsommelige, men personlige håndskrift, fordi den giver skrivningen en merværdi – det særlige aftryk af skriveren.

Dertil kan føjes, at håndskriften er en gave til dem, der skal have bogstaverne lært via en motorisk tilgang, og en mulighed for at anvende skriftsproget til noget, der er værd at gemme – måske med bånd om eller i en skatkiste, sådan som Jesper Wung-Sung i “Sandøs rose” lader Annemari modtage Johannes Vigs kladdehæfter, eller som Niels Krause-Kjær i “Uden for ude” lader det voksne barnebarn finde højskolevennernes efterladte vandrebog i bedstefarens gemmer.

Det var andre tider, men glæden ved det personlige er vel den samme. Så grib blyanten og skriv. Som lærer kan man starte håndskrivningsfesten ved at håndskrive (og kopiere) et brev til forældrene, som får et par dages AULA-fri. Skriv om noget, der optager dig ved klassen, ved undervisningen, ved jobbet, og du vil få en anderledes respons, end du er vant til. Jeg ved det, for når jeg som skoleleder sendte håndskrevne hilsner til skolens forældre, fik jeg overraskende og konstruktive svar.

ps. Nu er Danmark vel det eneste land blandt dem, vi normalt sammenligner os med, der ikke har noget offentligt postvæsen.

Fornemmelse for bogstaver

udsnit af Dansklærerforeningens bogstavplakat med Anne Pedersens illustrationer

Nej, det handler ikke om den bogstavleg med at finde 90 mandater, der er oppe i tiden lige nu, men om noget meget vigtigere: om børns og unges skrivning og læsning.

Jeg kender godt det at være optaget af noget, og så møder man det alle vegne. Når man lige har fået et barnebarn, er der barnevogne overalt i byen. Sådan har jeg det for tiden med undervisningen i alfabetet og mange elevers læse- og skrivebesvær, for ikke at tale om manglende læse- og skriveglæde.

I går hørte jeg om en ung mand af iPad-generationer, som efter grundskolen blev stillet over for kravet om at håndskrive i matematik og fysik. Han måtte med stort besvær lære sig det.

Forleden var det en elev på mellemtrinnet, der ikke kunne gengive bogstaverne ved håndskrift, fordi han aldring havde prøvet det.

En mormor fortalte for nogen tid siden om et halvvoksent barnebarn, der ikke kunne håndskrive en indkøbsseddel.

Og ved det store dansklærerkursus, som CFU, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen sidste år afviklede, var der unge lærere, som stejlede ved kravet om at skulle skrive i hånden.

Og så tænker jeg på de mange tilgange til bogstavarbejde, som jeg gennem årene har benyttet mig af, fordi nogle har deres styrke i synet, andre i hørelsen og atter andre i det motoriske. Her svigter iPaden børnene, for alle bogstaver ligger på flade taster og mister deres karakter og særkende.

Man siger om børn, der kan bruge alle 5 sanser, at de er ved deres fulde fem. Skolens bogstavindlæring via iPad satser på børn, der er ved deres fulde 2; syn og måske hørelse.

I min optik fremmer man trivsel gennem glæden ved at lære, og her er legen med bogstaver og deres karakter værd at dyrke. Jeg husker en gruppe elever fra specialundervisningen og deres jubel, da de gennem eksperimenter med udstansede bogstaver, fik deres læsebogssystem udskiftet, fordi de havde set, hvad der skete, når de udskiftede forbogstaverne i “Per og Lis”.

Jeg savner forskning i, hvad den iPaddede tilgang til skrivning og læsning har betydet for de elever, der ikke har deres styrker i det visuelle. Eller findes den forskning, men er mig ubekendt, så vil jeg gerne høre om det, for jeg vil da gerne have aflivet min opfattelse af, at de kommuner, der har udleveret iPad til alle ved skolestart, har svigtet børnene og skabt et specialundervisningsbehov.

Det, du ikke træner, bliver du dårlig til

Privatfoto. Vigga Bros fortælling udfylder rummet mellem lytternes ører.

Ved foreningen FISKs (Fortælling i skolen) generalforsamling havde fortæller og skuespiller Vigga Bro takket ja til at varme op, inden foreningsformaliteterne tog over. Uden falbelader og dramatiske effekter indtog hun rummet med en tankevækkende påvisning af fortællingens væsen og ikke mindst af fortællingens nødvendighed, hvis vi tager fællesskabet alvorligt. Hendes ord udfyldte rummet mellem de tilstedeværendes ører og gav mod på at give skolens børn den gave, det er, at blive forenet i fortællingens fællesskab, at overgive sig til noget, der er større end en selv, og at få stimuleret fantasien.

Under debatten på generalforsamlingen blev det nævnt, at mange lærere – ikke mindst yngre – ikke har mødt fortællingen, endsige selv har fortalt. Senest røg den ud med statistikernes opør med “grundtvigs ursuppe”, så vi børnene skulle finde næring og trivsel i statistikernes ørkenspredning.

Men vi må genopfinde fortællingen i skolen, revitalisere den, som den fx er beskrevet til vejledningen i “Faghæfte 1. Dansk” 1993 og 2003. Men det kan være vanskeligt, ja, angstprovokerende at skulle kaste sig ud i det at fortælle.

Selv lærte jeg på et kursus at fortælle korte historier ved at bruge fortælleformen fra tretrinsopdelte comics: indledning, klimaks og slutning. Især er det godt at kunne huske slutningen.

På et kursus for godt og vel 350 dansklærere anvendte lærer Mette Frederiksen og jeg cirkelhistorien (nævnt i Faghæftets vejledning). Eleverne (her lærerne) blev placeret i grupper på 4 personer. Vi brugte temaet “farligt vand”, fordi optakten var et af Evald Tang Kristensens indsamlede sagn om Aamanden.

Vi udnævnte en til at starte. Vedkommende havde ét minuts fortælletid, hvorpå den næste (i urets retning) overtog. Den nye fortæller måtte bygge videre eller lade sig inspirere af forgængeren, men måtte også starte på sin helt egen historie. DET ER DEN, DER FORTÆLLER, SOM EJER HISTORIEN. Sådan fortsatte vi i nogle runder, og på omkring 12 minutter havde vi skabt 350 fortællinger.

En skulle nu fortælle for egen gruppe og nabogruppen – enten dele af de historier, der havde været i omløb eller en helt ny. Egen gruppe lyttede intenst efter afvigelser og inspirationer, men den anden lyttede uforbeholdens til historien.

Øvelsen fortsatte med fortælling for hele flokken; der var omkring 70 pr gang. Og trygheden skabtes ved at fortælle for nogle få, siden for det dobbelte antal og siden for alle.

Ingen vægrede sig ved at rejse sig og fortælle.

Den samme øvelse har jeg praktiseret med elever fra fjerde til tiende klasse – og med samme resultat.

Det er om at komme i gang.

ps. Og så kan man passende melde sig ind i Foreningen FISK og blive inspireret. https://fortaellingiskolen.dk/

Ord kan skabe, ord kan skjule

For en uges tid siden udkom årets første nummer af DANSK, medlemsbladet for Dansklærerforeningens grundskolelærere. Heri havde jeg en artikel, som har fået titlen “Vær belæst”, som er en opfordring til dansklærerne om at få øjnene på gled, så de bliver troværdige rollemodeller for de elever, som får at vide, at de skal læse.

Det var den tidligere formand for Læsepædagogerne, som i en kommentar til børns og unges nedadgående læsekurver konstaterede, at alle voksne siger, at børnene skal læse, men ganske få børn griber en voksne i at sidde med en bog – eller for dens sags skyld en avis.

Som en udløber af artiklen har jeg talt med flere om det glædelige i, at vores undervisningsminister har relanceret SKOLEBIBLIOTEKET. Men i flere af samtalerne har flere peget på, at den store forandring ikke sker ved, at en minister agerer omdøber; der skal handling bag ordene. Ikke nok med at der skal anskaffes læsestof, bøger, men også uddannes og ansættes formidlere.

Andetsteds i DANSK #1 2026 refererer jeg til en bacheloropgave, som er skrevet af Emilie Lykke Nielsen. “Fra udlånsmaskine til læseløfter” betitler hun sin besvarelse, som udspringer af en undren over, at det pædagogiske læringscenter eller nu skolebiblioteket lever et så anonymt liv på skolerne. Hendes registreringer er i øvrigt et tegn på værdien af de friske blikke, som lærerstuderende i praktik kaster på skolen, og som formidles af lærerprofession.dk.

Forleden hørte jeg om en pensioneret skolebibliotekar, der besøgte sin tidligere skole og kunne registrere, at de velassorterede bibliotek, hun gennem årene havde opbygget, nu var reduceret til et bogskab.

Så kære undervisningsminister. Ord kan skabe virkelighed, hvis de følges op af handling. Ord kan skjule virkeligheden, hvis de smøres ud som glasur over laden stå til.

Lad os får skolebiblioteket tilbage!

Folkeskolen skal vække kritisk sans

Da jeg i går skulle handle i et lokalt supermarked i Helsinge, stod Fie Hækkerup og hendes hold linet op ved indgangen. Hun gav mig en folder og en læbepomade med påskriften: “Fie Hækkerup – på alles læber”. Hun må have gået i en god skole og haft sans for poetisk leg. Se, det er da en uskyldig måde at sprede glæde på.

Anderledes står det til blandt hendes partifæller, som kæmper om at matche de mest rabiate fremmedfjendske ved at ville udvise administrativt, “for så går det hurtigere”, og ved at anfægte retten til behandling og lægeløftets værdi, når patienter, der har været voldelige over for sundhedspersonale, skal nægtes retten til behandling; for ikke at tale om lovgivning, der udfordrer konventionerne – på forventet efterbevilling. Med en let omskrivning af en bogtitel kan man sige: Vi stemte på menneskelighed – men så kom Dybvad Bek, Vad og Stoklund.

Vi lever i en småstat, hvor vi kan finde en vis sikkerhed i internationale konventioner, men lige nu synes trangen til opgør med menneskerettighedskonventionen at underminere vores argumenter omkring Grønlands ukrænkelighed. Så i det lys er mange danske partier en trussel imod Grønlands selvbestemmelse.

Vi kan anke over, at AI manipulerer os via algoritmer, og nu kan Metas AI-charbot føre os til den kandidattest, der hedder Modstrømmen, og som administreres af Dansk Folkeparti. Apropos: Messerschmidt kan selv fordreje fakta fx omkring befolkningsudskiftningen, men bruger alligevel AI for at skaffe falske citater.

Netop fordi vi tæppebombes med falske udsagn og forslag, der har uoverskuelige konsekvenser, er folkeskolens og ungdomsuddannelsernes opgave med at styrke den kritiske sans mere vedkommende end nogensinde.

Hvordan kan vi lykkes med at løfte blikkene fra TikTok?

Skovl og spade

Den gode digter Niels Hav beriger læseren med følgende indsigt: “Også på dialekt kan det selvfølgelig / lade sig gøre at kalde en skovl / for en spade, eller en spade for en skovl. / Men det holder ikke. / De fleste, der snakker dialekt, / har selv haft én i hånden.”

Citatet leder mine tanker hen på de mange såkaldte visioner og løsningsforslag for den folkeskole, som har akut brug for at blive oplivet – og så putter de mange trivsel i iltflasken. Men er det ikke vel fattigt, når man overser muligheden for at opnå trivsel ved at fordybe sig, opdage at man bliver klogere og kan noget, som man ikke kunne for en lektion siden, og opleve sig inkluseret i det fællesskab, som individualisering har atomiseret, så kravet til den enkelte i dag er triv selv!

I går talte jeg med en lærer, og jeg kender ham som en blændende en af slagsen, der fortalte, at hans elever ikke længere er nysgerrige, at de er flinke og følger med “for hans skyld”, men ikke fordyber sig i det, de har udvist en tilsynelandende interesse i. Nettet og AI kaster den viden af sig, som de følger rækker.

I dag talte jeg med en god ven, som havde været i Aarhus Teater og set Christian Lollikes drama “Skolekomedien”, som stort set havde samme budskab.

Måske er det på tide at gribe til at tale skoledialekt og få skelnet mellem skovl og spade i skolepolitiken. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at lade os nøje med opvoksnede generationer, der bliver dummere end os – så dumme kan vi da ikke være.

At være lærer er noget helt særligt

For 25 år siden bad Danmarks Lærerforening Johannes Møllehave om at skrive en tekst til foreningens fejring af den 125-års jubilæum. Han skrev blandt andet ”Og miraklet ligger jo i ordet under-visning”, en hyldest til læreren som den, der er katalysator for, at miraklerne sker for eleverne.

25 år senere beder foreningen Stefan Hermann om at skrive en bog om læreren. Og det har han gjort i et historisk vue, der er fængslende for sådan en som mig, der har taget en stor del af turen med – som elev, som lærer, som pædagogik konsulent og som skoleleder. Og måske i længere tid end det, for ved min skolestart i 1950 levede vi fortsat med markante efterklange af førkrigstiden. Mange af de nye strømninger, som Stefan Hermann beskriver, giver større resonans på de politiske og administrative gange end i skolens hverdag.

Men til det frugtbare overblik: Vi starter med folkelæreren, der som enhedslærer er med overalt, også i det lokale samfundsliv og i politik. Folkelæreren afløses af forsøgslæreren, der i mellem- og efterkrigstiden skulle bidrage til at udvikle skolen med blik for mennesket først. Og som en naturlig følge kom den demokratiske klasselærer, som oplever udvikling indadtil og politiske kampe, udhuling af autoriteten og svækkelse af indflydelsen udadtil. Læreren bliver coach, siden ekspert i undervisning og nu at lande som trivselssnedker.

Med kærlig underlæsningsmusik fra barndommens håndboldhal og Kim Larsens sange fortæller Stefan Hermann levende og i et flydende sprog om overgange fra tillidsfuldt samarbejde mellem politikere og lærerforening til kampe, som ikke blot drejer sig om økonomi, men også om skolens indhold.

Det, der for mig gør det særligt interessant at læse, er at læse om de mange pædagogiske ”fluer”, som er blevet udklækket af eksperter, forskere og politikere i årenes løb, og reflektere over, hvor jeg selv er blevet fedtet ind i nogle af fluefangerne. Jeg har fx bidraget til ”Klare mål” og ”Fælles mål”, som har vist sig som forløbere for den bindende målstyring. Jeg troede naivt, at det var muligt at dæmme op for den omsiggribende individualisering af undervisningen. Og ja, jeg har været med til at foreslå den obligatoriske litteraturkanon, som jo var fællesstof for folkeskole og gymnasium; igen en naiv tro på, at det obligatoriske ses i sammenhæng med det væsentlige – det væsentlige grundskolerettede.

Så tak til Stefan Hermann for et fint vue og nogle opsamlinger, som kalder på refleksioner. Dette savner jeg så til gengæld fra forfatterens side. Han har været central rådgiver i mange af de udviklinger, som har fundet sted i de senere tiår. Men han nævner alene et par slogans, som ikke blev taget imod, men som han fortsat finder relevante.

Derimod er han tydelig i nogle værdidomme. Fx kalder han de Vanløse-forsøg, som blev standset af en konservativ skoleborgmester, for galskab. Det til trods for at det socialdemokratiske åndsmenneske, Hartvig Frisch, som eneste socialdemokrat brød partidisciplinen og var imod nedlæggelsen. Og han skriver, at 2023-reformens Fællesmål blev trukket gennem sølet af blandt andre ”pædagogiske hedsporer”, ligesom han angiver, at Magtudredningen 2,0 anfører, at de skoler, der fulgte reformens logik, fik forbedrede resultater. I lyset af de valgte termer aner man, hvad forfatteren mener, ville være det bedste for skolen. Det kan vi diskutere, men hans budskab tilslutter jeg mig: lærerne må placere sig i midten, stoppe med offerrollen og være villige til også at se på sig selv i kritisk belysning. Se, det er bogens væsentligste pointe og troværdige bud.

For mig at se er det forudsætningen for, at vi i skolen kan under-vise – i Møllehaves forstand.

Wung-Sungseen

Udsnit af Kristian Eskild Jensens forsideillsration på “Ottoseen”

Mens vi venter på Jesper Wung-Sungs næste store roman, der er inspireret af Martin A. Hansens “Løgneren”, er der blevet luft i skrivemanien og -magien til at give os en fin lille, rigt illustreret fortælling, “Ottoseen”.

Som titlen signalerer er inspirationen hentet fra Homers “Odysseen”, fordi den handler om Ottos daglige tur i virkeligheden fra den ene udfordring til den anden, hvor han savner Odysseus styrke. Den finder han på nettet hos influenceren Victor, der lykkes med alt her i tilværelsen. De eneste Otto regerer over er en flok vandrende pinde.

Otto, der lyver sig stor og stærk og succesfuld, kontakter Victor og får en aftale om, at de skal mødes. Her falder maskerne, og Jesper Wung-Sungs bog er en afdækning af de sociale mediers snydepelseagtige selvpromovering og en ømhed i forhold til hverdagen. Derfor er bogen sund læsning midt i en trivselsdebat.

Men den er også vedkommende i en litteraturdebat, for nok er H.C. Andersen, Vilhelm Hammershøi og nu om lidt Martin A. Hansen inspirationerne til hans nyeste romaner, men tydelige spor af de klassiske forfattere er også afsat i mange af hans bøger, der henvender sig til børn og unge. Kig efter i hans fine bog om “Læsehunden”. Og se selv, hvor ofte han optræder i seneste nummer af Klods Hans, tidsskriftet fra IBBY, der denne gang har temaet “Genfortællinger”.

Jesper Wung-Sungs markering af inspirationskilderne til hans bøger rummer for mig at se en markering af, hvordan den ældre litteratur bliver gangbar i grundskolen. Stop obligatoriske kanonlister, der kaster eleverne ud i litterære ørkenvandringer, og giv dem i stedet veje til litterære oaser via ny børne- og ungdomslitteratur, der af forfatterne eller af belæste formidlere inddrager det, den aktuelle litteratur står på skuldrene af.