Det hører med til at ældes, at man kan falde hen over alle de uforrettede sager, man ligger inde med. Og hvis det ikke kommer naturligt til en, så aktualiseres det i hvert fald, hvis man læser Lars Saabye Christensens “Hr. Knapps uforrettede sager”. (Hvor er det dog en rig fortællekunst, der vokser frem af det norske litterære miljø!)
Bogens handling foregår i coronaens tid, og blandt Hr. Knapps gøremål er at samle på dødsannoncer, som han klipper ud af Aftenposten, som han abonnerer på alene på grund af disse annoncer. Selv kender jeg det nok, det med at bladre hurtigt frem til navnestoffet og se, hvem døden nu har hentet, om de er ældre eller yngre end en selv, og om der skulle være bekendte iblandt. (Og med stigende klarhed forstår jeg Skallagrimssons billedsprog i “Sønnetabet”). I øvrigt holder jeg mest af Dagbladet Information, fordi der er så få, der dør, i den avis.
Men altså, forleden var min kone og jeg til endnu en bisættelse, der, som det sig hører til, var en både smuk, værdig og følelsesintens ånd. Efterfølgende deltog så mange af os i ‘gravkaffen’, denne forunderlige komsammen, hvor den afdødes betydning fremgår af både taler og af den samhørighed, som opstår af samtaler med mennesker, som man ikke har set længe, eller måske aldrig tidligere har talt med.
Også i øjenkrogene fanger man ting, som kan vække ens nysgerrighed. Således øjnede jeg to teenagepiger, der stod bøjer over en mindebog, som alle var blevet opfordret til at skrive i. De talte sammen, og den ene begyndte at skrive. Jeg listede over til dem og så, at hun havde en fin håndskrift. Og det komplimenterede jeg hende for.
Hun fortalte, at hun havde benyttet coronatidens afsondrethed fra kammerater til at få sig en ordentlig håndskrift, som hun kunne være bekendt at lade andre læse, og som gjorde hende tilfreds med sig selv. “For håndskriften siger meget om, hvem man er.”
Dette fik mig til at indse, at en ordentlig håndskrift er en af mange menneskers uforrettede sager. Og teenagepigen her viser, at det er der råd for, hvis man tager sig tiden – eller hvis man får tiden fx gennem undervisningen i skolen.