Samtidslitteratur til samtiden

For 2½ år siden havde jeg en samtale med Dansklærerforeningens forlagschef Cecilie Bogh i serien “Sophia-samtaler. Pejling af dannelse”. Den er nu genudsendt på netradioen den2radios sendeflade i denne uge.

Heri begræd hun misligholdelsen af skolebibliotekerne, inklusive unddannelsen til skolebibliotekar, og besparelserne på CFUerne. Men hun fremhævede også behovet for at stille nutidslitteratur til rådighed for børn og unge, og at revidere synet på, hvad der er god børne- og ungdomslitteratur.

Kritikpunkterne er måske imødekommet fra politisk hold, selv om der er god grund til at følge initiativerne omkring skolebiblioteket og CFUernes midler til bogindkøb til dørs. Det har tilsyneladende været nemmere at reducere end at genopbygge.

Men hvorom alting er, så er Cecilie Boghs argumentation for en ændret udgivelses- og undervisningstilgang til litteratur for børn og unge fortsat interessant og væsentlig, ikke mindst i lyset af de initiativer, hun har taget som forlagschef, hvor hun nu står bag nye serier, der forener litterær kvalitet, læsbarhed og nutidig relevans. Og hvor Dansklærerforeningens Forlag knytter unge til udgivelsesprocessen som konsulenter.

Og lad mig så lige tage en runde i manegen på min egen kæphest: Denne tilgang til at fremme læsning og læselyst gør det endnu mere relevant at få afskaffet en obligatorisk litteraturkanon for folkeskolen og få den erstattet af rammer for læsning af ældre litteratur, som kan vælges til som perspektiveringer af den læste nutidslitteratur, akkurat som det blev vist i “Dansk Litteraturs kanon” (1994).

https://den2radio.dk/udsendelser/sophia-samtale-pejling-af-dannelse-32-faellesskaber-omkring-laesning-og-nutidslitteratur-i-skolen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *