fagpolitik - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Om de seneste ‘gamle dage’

Teddy Kristiansens illustration fra “Ungerne fra Strandholt”

Foranlediget af Cecilie Ekens vellykede greb i “Søren fra Sønderslev” (forlaget Tallulah), hvori hun lader Søren, der er flyttet fra byen til landet, opleve, hvad det vil sige at være fritgående barn uden voksenovervågning, og hvor hun som fortæller bryder handlingen af for at fortælle om forskellen på nu og tiden fra cirka 60 år siden, har jeg tænkt over, hvor børn – sammen med voksne – har godt af at høre om ‘gamle dage’.

For år tilbage kunne man i Gary Larsons album “Langt ude” (vistnok Gyldendal) se en tegning, hvor far, datter, søn og hund sidder of stirrer ind i en bar, hvid væg. Titlen på billedet er “Før fjernsynets opfindelse”. Og ja, det fanger på kornet den undren, som mange børn og unge har over, hvordan man kunne have et liv uden mobil, internet osv. De, der er vokset op med prognosen som rettesnor for udviklingen, må også se historien som en bagudrettet prognose.

Derfor skal børn og unge læse om gamle dage, så de får syn for, at prognosen er en raffineret løgn, fordi udvikling sker i hop og spring. Ingen havde forudset opdagelsen af antibiotika, af Murens fald og af antallet af topfolk i Epstein-filerne – eller i internettets indvirkning på børn og voksne og på uligheden i verden. Men måske kan man finde mønstre, der karakteriserer vores samvær. Lige nu taler vi om alt det børn udsættes for på sociale medier, men læs om gamle dage og se, hvad børn udsatte sig for, når de legede frit uden voksenopsyn. Cecilei Eken kan sætte os på sporet.

I den børnelitteratur, som efter min opfattelse stærkest kombinerer litterær kvalitet med en konkret periode, 1950erne, er OscarK og Teddy Kristiansens 3 bind børneromaner “Ungerne fra Strandholt” (Dansklærerforeningen 2023), hvor vi kan læse om et børneliv uden tidsfornemmelser og et ungdomsliv, hvor man får et ur i konfirmationsgave. En tid, hvor børn og unge går i skole og har fritid sammen med kammerater fra vidt forskellige sociale lag. En tid, hvor børn og unge må tage del i de voksnes arbejde, men er mere optaget af egne end af voksnes gøren og laden.

Som supplement til denne serie kan man med udbytte læse Thorkild Thejsens barndomserindringer, “Er det dig, der har kastet op på mine roser?” (Fjordager 2025). Velkommen til en vestjysk landsby med frihed og omsorg, med alskens forretninger og med overraskende tilgange til opdragelse.

Giv børn og unge lidt fremtidstro og tro på mulighederne for at handle ved at vise dem andre måder at være børn og unge på. Skrot prognoserne og ret undervisningens blik på menneskelivet, som man lettest får øje for, når man får en nær fortid at holde nutiden op imod.

Generalforsamling i FISK

“Hurra for vores skriftsprog!” Dette jubeludbrud giver mening, når man læser Irene Vallejos “Evigheden i et siv”, hvori det gøres klart, at skriftsproget giver os historiske kilder, gør det muligt at massekommunikere og lader os få kontakt over lange afstande.

Men begejstringen for det skrevne og læste har i skolen og i samfundet i det hele taget afstedkommet, at det mundtlige, fortællingen er blevet sat i skyggen. Men den talte sprog er nok karakteriseret af flygtighed, men det er også det, der knytter fællesskaber sammen, det, der styrker koncentration, og det, der er sprogets ophav.

Derfor bør vi arbejde for en bedre balance mellem skrift og tale i undervisningen. Derfor vil jeg gerne slå et slag for “Fortælling i skolen”, som både er en faglig disciplin og en forening, der lige om lidt holder generalforsamling. Men i en time forinden bliver ørerne varmet op af skuespiller og fortæller Vigga Bro.

Her er invitationen:

Generalforsamling

Onsdag 11. marts kl. 20.00 i Forsøgsstationen, Sønder Boulevard 81, 1720 København V.

Forinden – kl. 19.00 – causerer historiefortælleren Vigga Bro om fortælling og mundtlighed i skolen.

Alle er velkomne!

På glædeligt gensyn – bestyrelsen i FISK – Fortælling i Skolenbb

Dagsorden ifølge vedtægterne www.fortaellingiskolen.dk

Bliv medlem af FISK: Betal 100 kr. til mobilepay 100631 – husk at notere navn og mailadresse! eller til kontonummer 9070 1643434276

Det nære og det store

Når man for tiden læser faglige tidsskrifter, som omhandler undervisning i grundskolen og i ungdomsuddannelserne, er det i vidt omfang usikkerhed omkring samspillet med AI, der springer i øjnene. Hvordan skal vi bedømme elevarbejder, der i vidt omfang er blevet til med AI-støtte? Hvordan vil det påvirke elevernes viden, kunnen og dannelse, hvis de i det faglige arbejde har skudt mange AI-genveje? Disse diskussioner og erfaringsudvekslinger er væsentlige, når uddannelserne skal geares til de nye muligheder.

Men der er også et andet perspektiv, som foldes ud i en interessant bog, der er skrevet af to BA’er i filosofi, Markus Giessing og Viktor Udbye. De har kaldt deres bogen “Den korte historie om kunstig intelligens”. Den giver et godt vue over menneskets stræben efter at blive aflastet for arbejde, som det bliver beskrevet på lertavler i Messoponanien og frem til dagens udmeldinger fra Silicon Valley. Her optrækkes historiske linjer, beskrives filosofi, forskning og politiske initiativer og gives en lang række eksempler, som fremmer forståelsen.

I et afsnit får vi beretningen om Vaucansons automatiske metaland (1899), som skulle bidrage til indsigt i fordøjelsen. Han fodrede den med andefoder, og efter nogen tid sked den. Mange år senere fandt man den hengemt på et loft, og den viste sig at indeholde to rum: et til det spiste foder og et med afføring. Her fik vi nok et syn for vejen fra korn til lort, men helt holdt forholdet mellem teori og virkelighed ikke. Men Vaucansn blev hyret af magthaverne til at opbygge og lede silkespinderier.

På samme vis søger forfatterne at berolige os i forhold til påstandene om, at den kunstige intelligens kan udvikle en selvstændig bevidsthed og true os som art. De betragter fænomenet på linje med andre tekniske og teknologiske frembringelser som noget, der ikke kan hamle op med mennesket, selv om udviklerne søger at give deres produkter menneskelignende udtryk.

Der, hvor de ser de reelle risici, er i den magtcentrering, som kommer til udtryk i de amerikanske techgiganters ejere. De har fået frit spil til at berige sig, mens de har lovet øget velfærd til alle. I 1950erne oplevede USA fremskridt i teknologisk udvikling og i befolkningens levestandard, men siden Reagan er uligheden steget støt. Samtidigt er tech-oligarkernes politiske indflydelse vokset. Og her peger forfatterne på parallellen til fabriksejerne i England i industrialismens vorden. Her blev grådigheden tæmmet ved at arbejderne fandt sammen i modstand.

På AI-området ser forfatterne muligheder for at tage ved lære af den engelske kamp. Men lige nu bidrager vi ved at bruge giganternes kunstige intelligent til både at berige dem og sikre dem adgang til at stjæle vores data, som de bruger til ny udvikling.

Det er disse milliardærer, der får USAs vicepræsident til at kalde os fodslæbende på grund af demokratiske processer. Og det er dem USAs udenrigsminister vil gå enegang med, hvis vi ikke vi samarbejde.

Dette kalder på europæiske løsninger i en vis fart, hvor vi så kan bruge vores nære erfaringer!

Jamen betyder øh

Illustration af Gert Ejton. (Se hans illustrationer til “Tag tyren ved hornene” (Forlaget Bostrup

Her i en snedækket landsby kan man nok forfalde til et par timer foran skærmen. Af og til bliver man fanget af et godt program; her i huset har det fx været ‘De arktiske reddere’. Men mainstream-udsendelserne kan nok gøre én gram i hu – ikke mindst som følge af den sproglige dovenskab og banale uskarphed.

Der har på det seneste været ganske mange lokale journalister ude i sneen, alle stående med lidt frirum til venstre for sig, så de kan tage et skridt til siden. Og voila, står der et vintervidne parat. Og hvor er det fantasiforladt. Men værst er, at studieværten, der sidder inde i varmen spørger: “Hvordan er det ude hos dig?”. Og hver som en starter svaret med et “Jamen”. Vent dog med at sige noget, til du har noget at sige!

Den anden faste frase får vi, når der er overgang fra Nyhederne til det faste aftenhyggeprogram. “I skal så tale om selvmord / valg / Grønland….” Og hver gang indledes svaret med et “Det skal vi nemlig…” Det eneste signal, vi får her, er, at de har haft redaktionsmøde, og at de ved noget, som vi seere ikke ved. Tag jer sammen. Behandl os værdigt og stil spørgsmål og giv svar – og de må gerne være overraskende, for så bliver vækkende og æggende.

Som det er nu, får vi en lydpølse kørt gennem lyttesystemet og falder hen.

Jeg har just siddet og skrevet lidt tekst til et billede af tegneren Gert Ejton. Se bogen ‘Tag tyren ved hornene’ (Forlaget Bostrup). Det skulle handle om “Ind ad det ene øre og ud af det andet”. Jeg takker dansk mainstream-tv for god inspiration.

Samtidigt har vi her i huset haft besøg af et fireårigt barnebarn og en jazzbassist, der har lært sig at spille på sav. Da drengen hørte det, blev der et kort pause, og så sagde han: “Min morfar kan spille på hammer!” Derefter nok en pause, og så: “Han kan spille på al slags værktøj!”

‘Jamen’ måske kunne mainstreamjournalister stramme deres sprog lidt op? Overraske lidt? Vække os? Det bør de ‘nemlig’!

At håndtere tilværelsen

www.den2radio.dk har på denne uges sendeflade en genudsendelse af Sophia-samtale #21, hvor formanden for Religionslærerforeningen er min gæst til en samtale om dannelse.

Samtalen blev sendt første gang i sommeren 2023, men et genhør har gjort mig helt overtydet om, at den taler lige ind i mange af de aktuelle debatter om børnesyn, undervisningssyn, ånd og hånd og tilværelsens vilkår.

Rammen om samtalen er den historiske Bispegården i København, hvor John Rydahl kunne vandre få meter hen for at lave Sophia-samtale #22 med biskop Peter Skov-Jakobsen, som nok er værd at lægge øre til.

I den samtale, som jeg har med John Rydahl, tager han udgangspunkt i Dantes “Den guddommelige komedie”, som leder samtalen i på de kierkegaardske tanker om vores tilværelses basale vilkår. John Rydahl tager lytteren med rundt om Hartmut Rosas tanker om at håndtere det ukontrollerbare bedst muligt. Sammenstillingen af Kierkegaard og Rosa fører frem til nøglebegreberne ånd og tro. Videre fører samtalen frem til Grundtvigs fremhævelse af, at uden hånd ingen ånd, en påpegning, som måske har vundet genklang i skoledebatten nu tre år efter samtalen, og som vi nu venter på realiseringen af.

Samtalen slutter med John Rydahls undren over, hvor sjældent eleverne i skolen bliver inddraget i beslutninger omkring undervisningen, hvorved skolen svigter sin forpligtelse til demokratisk dannelse.

Udsendelse kan som nævnt høres på www.den2radio.dk og alle dannelsessamtalerne findes på Tænketanken Sophias hjemmeside, www.sophia.nu

Alle skal have læsefidus

Skærmbillede fra lanceringen af skoleudspil

Et skattet medlem har sendt dette skærmbillede fra Mette Frederiksens lancering af Socialdemokraternes folkeskoleudspil.

Et forudindtaget dansklærerforeningsøje vil fluks spotte, at statsministeren har taget plads på et skolebibliotek, hvor der er bøger og udstillede elevarbejder, ligesom hendes ansigt er flankeret af tre bamser: to ret intetsigende stereotyper og en Læsefus, eller måske snarere – bedømt på størrelsen – en Lillefidus, hvis ører signalerer lydhørhed, og hvis øjne er klare af koncentration.

Forslaget om etablering af en skolestart med et lavere loft over klassestørrelse har besynderligt nok fået en noget lunken modtagelse fra politisk hold. Men dette kan næppe bero på, at forslaget ledsages af nogle ord, som blev født i reformens slipstrøm, for den var de fleste da med på. Derfor skyldes det måske, at de fleste ærgrer sig over ikke at være kommet først med dette forslag, eller at de leder efter huller i det gennemførlige, så de har noget at bidrage med i valgkampen.

Men for mig at se giver det lavere loft større rum for, at lærerne og eleverne får bedre rammer for at undervise og for at lære alt det, der kræver koncentration, ro og fordybelse.

Tænk, hvis vi kunne få en skole, hvor eleverne har attituder som Lillefidusen, store ører, som vender den rigtige vej, akkurat som de klare, videnhungrende øjne, når kammerater eller underviseren har nogle undere at vise dem. Så lad blot de blå, lade bamser blive på hylden.

I øvrigt vil Læsefidusen og dens barn Lillefidusen kunne fortælle gode historier fra hverdagen i skolen, fra weekenderne hos de børn, der har dem med hjemme, og fra ophold hos mennesker, der har fidus til læsning. Forrige gang, jeg så Læsefidusen på et pressebillede, var, da hun sad i vindueskarmen hos Henrik Nordbrandt. Dette billede blev bragt i forbindelse med nekrologen over den store forfatter; han, som skrev ‘Vuggevise’, hvor sidste vers lyder: “Lille krigsbarn, hvor vil du hen? / Vælg selv. Bare vi aldrig / skal se dig igen.”

Måske sad Læsefidusen og kiggede digteren over skuldrene, da han skrev disse linjer. Og om føje tid skal hun, hvis hun er heldig, sidde i indskolingsklasser, hvor der hersker ro, koncentration og fordybelse, og hvor eleverne får skabt fundamentet for at vokse op og blive ordentlige mennesker.

Lavthængende læsningsfrugter.3

Uddrag af tekst der er skrevet på Olivetti Valentine

Juleaften fik en pige på 8 år en speciel gave; en rød rejseskrivemaskine – Olivetti Valentine. Og voila, pigen satte sig prompte til tasterne og skrev og skrev og var uden for anden rækkevidde, end den historien indbød til.

Denne hændelse fik mig til at erindre en episode, som udspillede sig på Jensen & Dalgaards stand ved BogForum det år, hvor de havde udgivet Mette Hegnhøjs aldeles unikke fortælling om “Ella er mit navn. Vil du købe det” (2014). Udgivelsen bestod af en æskefuld maskinskrevne løsblade garneret med poetsne (konfetti lavet af den evigt og altid fraværende mors bøger). Selvfølgelig havde det krestive forlæggerpar udstyret deres stand med nogle gamle, men funktionsdygtige skrivemaskiner. To pubertetsdrenge, som talte med frisk nydansk accent, så disse anordninger med tastatur. Den ene satte sig og skrev et ord, hvorefter han råbte til sin ven: “Aj, bror, kom og se. Den printer med det samme!” Og så skrev de begge videre.

Denne fascination af det analoge, denne fornemmelse af den direkte forbindelse mellem det hånden gør, og det øjenene ser, er et uvurderligt bidrag til stimulering af omgangen med bogstaver; det vi med andre ord kalder læsning og skrivning.

På gengivelsen af arket fra “Bobo og Kalles rejse” kan man både læse en bid af historien og se rettelser. Jeg har just set samme fænomen i den fine bog om forskningen af H.C. Andersens manuskripter, “H.C. Andersen ved skrivebordet” (Nord Academic 2025). Det er oplagt at stimulere skriveinteressen ved at vise den meget unge skribent kopi af et HCA-ark.

Den nu afdøde journalist Frederik Dessau blev af sin arbejdsgiver opfordret til at tage et kursus i skrivning på computer, men var skeptisk. Han blev mødt med argumentet, at det var meget nemmere at rette. Til det havde han en bemærkning om, at det vel var bedre at tænke sig om, inden man skrev, så man ikke behøvede at rette. Og hvis man endelig skulle, så var viskelæderet vigtigt. Men det vigtigste ved den besværlige adgang til at rette var, at man blev animeret til at tænke sig om, før man satte ord på papiret.

Derfor er analoge skriveredskaber en forunderligt supplement til den nemme digitale skriveløsning; de fremmer tænksomheden omkring omgang med bogstaver.

Så giv børn og unge adgang til en variation af skriveredskaber: gamle skrivemaskiner, fyldepenne, blyanter, tusser – alt det, der “printer med det samme”. Det fremmer i sidste ende læsningen.

Lavthængende læsningsfrugter. 2

Når man går rundt på Karl Johan i Oslo, kan øjnene pludselig fange et glimt af solen, der reflekterer i noget blankt. Og ved nærmere øjekast viser det sig af være sølvbogstaver, der er nedfældet i fortovet, og ved endnu nærmere øjensyn ser man, at bogstavere danner citater af Henrik Ibsen. Nu er det ikke længere solen, der har eneret på at reflektere i sølvet; nu giver ordene også anledning til, at man selv må reflektere. Hør blot: “Hvad skal vi med fremmedordet idealer, når vi har det gode gamle norske ord løgne”. Hvad får mine tanker på jordnær flugt, når mange af debatterne om børnesyn flyver gennem avisspalterne? Og hvad betyder det, at jeg bliver rystet af statistikforvanskerne i den politiske debat?

Det er måske ikke oplagt, at Henrik Ibsen skulle erstatte Rifbjerg på kanonlisten med begrundelsen, at Rif var for vanskelig for folkeskoleelever. Ibsen er da heller ikke skånekost, men citaterne på Karl Johan er værd at have med i tilværelsen – også hvis man er ung!

Dette med at løbe på ord på uvante steder, kan få en til at standse op og få oplivet tanken. For nogen tid siden sad jeg afventende i et lokale i Lyngby, da mine øjne faldt på en butiksfacade på den anden side af vejen. Et træ skyggede for dele af vinduet, og jeg læste: Illums lighus. Se, den ventetid fyldte mine tanker med liv.

Blandt andet kom jeg til at tænke på besøg på Amager Fælles Skole, hvor der på trappetrinnenes stød op mod kontoret er malet teksten til Halfdans digt om lærer Ørnebjerg: “Du lærte os mer om at tro på os selv, / end om det vi sku glemme alligevel”. Selv om mange elever har taget den tur flere gange, var der alligevel nogle, der standsede op, stavede og smilede.

På Matthæudgades Skole, som den hed engang før fællesledelsernes indtog, havde Erik Clausen fået i opdrag at dekorere med ordsprog. Nogle læste dem og spurgte til betydningen. Og oplevelsen af dette betød, at vi i Dansklærerforeningen udgav bogen “Et digt om dagen” og et halvt år senere “Et digt om natten”. For at få poesien udbredt kopierede jeg dagens digt og tapede det op rundt om på skolen. At mange læste dem, ved jeg, for de førte til snak i kantinen og ved morgensamlinger. Da de to udgivelser var brugt op, fortsatte jeg med at finde tekster til ophængning på opslagstavler, i skolegården, i cykelskure, og nogle blev plastet og klæbet på gulve og trapper.

Kriteriet for udvælgelsen var, at teksten skulle være kort, fyldig og overraskende.

Vagn Steen: Um, sagde lærerinden. Så vendte jeg hende om. Mu, sagde hun.

Steen Kaalø: Den første gang jeg kyssede en pige, var det en dreng – i mangel af bedre.

Eller små nummererede verselinjer spredt rundt på skolens vægge: Fx. Halfdans 1) Gåsen pd en møtrik, 2) og syntes det var herligt. 3) Men da ægget skulle ud, 4) da var det lidt besværligt. 5) Lægge æg er ikke sjov, 6) når måsen knap har skind på, 7) men endnu værre er det dog, 8) når ægget har gevind på.

For at levere en dårlig vits, så æggede linjerne mange elever, som måske var gået forbi flere, men pludselig var der en, som fængede. Og så gjaldt det om at finde alle.

Der er mit forslag at fylde skole med overraskende sentenser og opfordre elever, der ser noget på deres vej, fx Illums lighus i Lyngby, om at skrive det ned og få det hængt op på skolen.

Men lad det for læsningens skyld leve sit eget liv uden kontrol og nævenyttig opgaveopfølgning.

Nu er der inspiration at hente.

Hanne Kvist takker Det Danske Akademi for Silas-prisen

Så kom Det Danske Akademis taler på nettet; sekretær Dan Ringgaards og den fem prismotiveringer. Og her er inspiration at hente – til biblioteks- og boghandlerbesøg og til undervisning.

Sekretærens tale har ud over formalia interessante overvejelser omkring akademiets formål, “at virke for dansk ånd og sprog”, når dansk litteratur både historisk og nutidigt ofte skrives på andre sprog end dansk. Han sætter problematikken i relief ved at berette om Dantes skelnen imellem folkesprog og det lærde (latin).

Anne-Marie Mai motiverede Mikael Josephsens modtagelse af Beatrix-prisen ved at betone “den mavepuster af indblik i liv”, han beriger læseren med i sine skildringer og digtninger om mennesker på kanten. Hun citerer bl.a. en læge for at gøre opmærksom på, at “det ikke er symptomer, der ligger i sygesengen, men et menneske med en historie”.

Ursula Andkjær Olsen satte ord på begrundelse for tildelingen af Michael Strunge-prisen til Nath Krause, og opholdt sig ved vanskeligheden ved at fastholde og zoome ind i hans dobbeltbundne vorker, hvor læsningen giver dobbelt svimmelhed.

Mette Mostrup spillede Otto Gelsteds Mindelegat i hænderne på Amalie Smith for hendes vidensbegær og skabermagi, som også handler om at leve i klimakrisernes tid. Hun veksler mellem materiale og poesi, som når hun peger på, at ‘materiale’ er afledt af latin ‘mater’, som betyder ‘mor’.

Harald Voetmann slog med elegante, verbale ordhug fast, at Annette Lassens arbejde med de islandske sagaer helt oplagt skulle have Selskabets pris. Hun har udvirket, at en skare af nyoversættere har leveret et ensartet præg og perspektiveret med egne ledsagebøger. Hun placerer sagaerne i den europæiske verdenslitteratur med reference til sagaskrivernes kendskab til samtidens europæiske digtning.

Endelig navigerede Jesper Wung-Sung elegant Silas-prisen i hænderne på Hanne Kvist ved at fremhæve, at man aldrig vidste, hvad hendes næste værk ville bringe med sig: Hun genopfinder kunsten at skrive børnebøger hver gang – og lod hende referere til H.C. Andersen og Ole Lund Kirkegaard.

Denne talestrøm tændte lys i min læselyst. Jeg havde kun læst Hanne Kvist i forvejen, men fik omkring hende nye impulser til indsigt og formidling. På biblioteket fandt jeg de øvrige, undtagen Nath Krause, som jeg er på jagt efter. Men hvor er det berigende læsning. Og jo, De islandske Sagaer kendte jeg da også, men føres igennem dem med helt nyt blik. Men her er altså forfattere, jeg vil følge.

Hvor er det berigende at høre mennesker, der er belæste end en selv, anbefale bøger og forfatterskaber, man ikke vidste, man har brug for. Det er en attitude, man gerne ydmygt må tillægge sig, når man er underviser og formidler.

Læs disse berigende motiveringer i deres helhed: https://www.danskeakademi.dk/

Vores viden og væren går hånd i hånd

Udsnit af forsiden på Anders Bondo Christensens bog (Forlaget Fjordager)

Lærerprofession.dk’s prisfest blev afsluttet med Niels Brunse og René Christoffersens sang ”Vores viden og væren”, og dette kunne passende være overskriften for det fælles præg i de prisbelønnede bachelor- og pædagogiske diplomprojekter.

VIAs store auditorium i Ceresbyen dannede rammen om prisfesten. Stemningen var i top, men der var pladser nok til, at nogle af de lærerstuderende, som var i kantinen, kunne have fundet plads til at lade sig inspirere.

Projektleder for lærerprofession.dk, Solveig Troelsen fra VIA, fremhævede i sin velkomst det karakteristiske, at vi her stod over for lærerstuderende og lærere, der havde fokuseret på facetter af den pædagogiske virksomhed i og omkring skolen og dermed givet os andre mulighed for at lad os inspirere; et forhold, som skoleleder Dorte Andreas også fremhævede, når hun fortalte om egen inspiration og motivering af ansatte og kolleger ved hjælp af de mange projektbesvarelser, som kan tilgås på lærerprofession.dk.

Dekan Elsebeth Jensen gav et vue over udviklingen i lærerarbejdet, som det har udviklet sig, siden hendes egen skolegang. Men hun pointerede, at det trods store forandringer forsat bygger på, at fællesskabet er den væsentligste forudsætning for, at børn lærer, samt at skolen skal være det sted, hvor elever lærer noget, de ikke kan lære sig selv.

Det bachelorprojekt, der vandt, handlede om elevers imitation i billedkunst. I takketalen fremhævede vinderne, Kristina Serup Matthesen og Mette Heidemann Yde, at deres arbejde med opgaven faktisk havde ændret deres opfattelse af deres egen fantasi. Og dette er en væsentlig pointe i det at fordybe sig i et stof: man ”risikerer” at udvikle sig.

Jeg hæftede mig også ved Emilie Lykke Nielsen, som fik en tredjepræmie for projektet ”Fra udlånsmaskine til læseløfter”. Her giver hun ti råd til, hvordan et samarbejde mellem dansklærere og PLC, kan gøre det meningsfuldt atter at kalde PLC for skolebibliotek (min tolkning).

Det diplomprojekt, der tog førsteprisen, handlede om de elever, der vægrer sig ved at gå i skole. Marie-Louise Nørrekjær Mortensen havde gjort sig den ulejlighed at tale med eleverne, og hun gjorde os bevidste om, at der er mennesker med drømme og ønsker bag de statistikker, som politikere og medier boltrer sig i. En aktuel og væsentlig indsigt, der forhåbentlig kan få de mest handlekraftige til at trække vejret og lytte en ekstra gang.

Der blev uddelt to sprogpriser. Hos bachelorerne fik Asger Kold prisen for et projekt om grimt sprog; ”Hold nu kæft, nørd” er titlen. Camilla Zoega Årman var sprogprisvinder blandt diplomprojekterne, idet hun belyste de problematikker, der er forbundet med sprogforstyrrelsen DLD i relation til at skulle til afgangsprøver.

Endelig uddelte Folkeskolen to formidlingspriser til hhv. et bachelorprojekt om ”Det eksistentielle mysterium i kristendom” af Freya Linnemann Brantlov og Mads Lundager Dahl Rasmussen og et diplomprojekt om hørevanskeligheder og komplekse sproglige vanskeligheder af Marie Mølholm Jungersen.

Prisfesten var slut, men festen fortsætter, hvis du går ind på lærerprofession.dk og leder dig berige af de bidrag, der matcher dine fag og behov. Måske en idé at gøre nogle fagteammøder til gennemgange af udvalgte projektbesvarelser. (Husk at springe de afsnit over, som udspringer af formelle, akademiske krav).