På kunstmuseet Louisiana i Humlebæk præsenterer de for tiden syv værkserier af den franske kunstner Sophie Calle.
Her skal jeg ikke forestille at anmelde udstillingen, men berette om nogle af de tanker, den satte i gang omkring kunst og pædagogik.
Den første værkserie bestod af en række rammer, som havde et stykke stof, som dækkede motivet, monteret og forsynet med svar: “Som følge af underdrivelsens kunst” – og når man lettede: et foto at “Rue Dieu” og et vejskilt, der viser, at vejen er blind.
Det var lige så interessant at iagttage de besøgende, som læste teksten, løftede stoffet op og så undrende, grinende eller afklarede ud. Sådan må eleverne i Johannes Vigs klasse have set ud, når han afslørede en genstand, de skulle undres over.
I næste rum havde en række fotos af indpakkede Picasso-malerier fra det parisiske Musée Picasso indtaget væggene. Sophie Calle var af museet blevet bedt om at fotografere mesterens værker, men det afslog hun, indtil coronalukningen fik museet til at give dem en beskyttende indpakning. Aldrig har jeg endevendt Picassos malerier så intenst, som da jeg stod og stirrede på disse pakker med maleriernes titler påskrevet. Igen en Johannes Vig tilgang: pædagogik må bestå i at få børnene til at undres og se det skjulte, de kunne få en fornemmelse af fandtes.
I et tredje rum havde hun besøgt et amerikansk museum, som havde fået stjålet nogle af deres europæiske klassikere. Rammerne var blevet restaurerede og hængt tilbage. Og spørgsmålet til de besøgende var nu: Hvad ser du i de tomme rammer? Se, her kom jeg til at tænke på de erindringer om Johannes Vig og hans tilgang til undervisningen og tilværelsen, som Annemari søger at genkalde sig i Jesper Wung-Sungs “Sandøs rose”.
Et fjerde rum med samtaler med blindfødte om deres opfattelse af skønhed afdækkede trin for trin en kombination af det, de havde hørt folk tale om, og det de selv havde erfaret med de øvrige sanser. Og her kommer Jesper Wung-Sung atter ind i mine tanker, for hans kunstgreb i “Sandøs rose” består vel dybest set i Annemaris skridtvise indkredsninger af eget liv på Sandø, med mændene i hendes liv og med læreren, og viser det sig forfatteren, Johannes Vig. Gardin efter gardin bliver løftet op, og på hvert gardin kunne påskriften have været “På grund af levet liv”.
Sophie Calle-udstillingen har fået mig til at indse, at kunstens og pædagogikkens familiebånd er bundet af at dække det nærliggende, det forunderlige, det utænkelige til på en måde, der får eleverne til at lette på tildækningen og søge spørgsmål.
Tak Louisiana for Sophie Calle.