På min vej mod indkøb i Helsinge sad jeg og lyttede til radioens nyheder, men jeg passerede Laugø Bylaugs 11 sten, der er placeret i en cirkel med et træ i midten.
De 11 pladser er i underkanten af klassekvotienten i Socialdemokraternes Lilleskole, men passer vel meget fint til antallet af partiledere, når man betænker, at en enkelt ikke vil kunne indgå i føllesskabet, altså er ikke-integrerbar.
Ellers minder flokken jo meget fint om sammensætningen af en skoleklasse med stærke og flittige piger, slyngveninder, hævnere, drenge med destruktive udbrud og mange flere. Det får mig til at tænke på, at elevantallet ikke er den eneste aførende faktor, når et udviklende fællesskab skal lykkes – til gavn for den enkelte. Og det får mig til at finde det lidet betryggende, at så mange, som har lovet folkeskolen ubetinget støtte, har bundet denne støtte op på konkrete og detaljerede bud på, hvad de nye midler skal anvendes til. Så måske burde de gode viljer suppleres med en god portion tillid til dem, der har praktisk erfaring.
Laugø Bylaugs stencirkel bygger på de tanker, der lå i fortidens tingsteder, hvor mange og komplekse problemer blev løst ved at man så hinanden i øjnene og lod det bedre argument vinde. På samme vis har rundkredspædagogik sin styrke ved at bygge på øjenkontakt og på en vilje til at finde løsninger. Kun i knudemandens vrangbillede – “hvad synes du selv” – er det latterligt at ville noget sammen og skabe plads til de fleste; og ja, enkelte er der ikke plads til og må have særundervisning/-behandling.
Men partilederrunden tyder på, at alle vil have særbehandling, og derfor er der vel en ekstra grund til at betakke sig for detailstyring af de nye, øgede midler til folkeskolen. Det er et godt princip i mesterlæren, at man ser på, hvad der gøres, og ikke på hvad der siges.