Den gode digter Niels Hav beriger læseren med følgende indsigt: “Også på dialekt kan det selvfølgelig / lade sig gøre at kalde en skovl / for en spade, eller en spade for en skovl. / Men det holder ikke. / De fleste, der snakker dialekt, / har selv haft én i hånden.”
Citatet leder mine tanker hen på de mange såkaldte visioner og løsningsforslag for den folkeskole, som har akut brug for at blive oplivet – og så putter de mange trivsel i iltflasken. Men er det ikke vel fattigt, når man overser muligheden for at opnå trivsel ved at fordybe sig, opdage at man bliver klogere og kan noget, som man ikke kunne for en lektion siden, og opleve sig inkluseret i det fællesskab, som individualisering har atomiseret, så kravet til den enkelte i dag er triv selv!
I går talte jeg med en lærer, og jeg kender ham som en blændende en af slagsen, der fortalte, at hans elever ikke længere er nysgerrige, at de er flinke og følger med “for hans skyld”, men ikke fordyber sig i det, de har udvist en tilsynelandende interesse i. Nettet og AI kaster den viden af sig, som de følger rækker.
I dag talte jeg med en god ven, som havde været i Aarhus Teater og set Christian Lollikes drama “Skolekomedien”, som stort set havde samme budskab.
Måske er det på tide at gribe til at tale skoledialekt og få skelnet mellem skovl og spade i skolepolitiken. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at lade os nøje med opvoksnede generationer, der bliver dummere end os – så dumme kan vi da ikke være.