Ved foreningen FISKs (Fortælling i skolen) generalforsamling havde fortæller og skuespiller Vigga Bro takket ja til at varme op, inden foreningsformaliteterne tog over. Uden falbelader og dramatiske effekter indtog hun rummet med en tankevækkende påvisning af fortællingens væsen og ikke mindst af fortællingens nødvendighed, hvis vi tager fællesskabet alvorligt. Hendes ord udfyldte rummet mellem de tilstedeværendes ører og gav mod på at give skolens børn den gave, det er, at blive forenet i fortællingens fællesskab, at overgive sig til noget, der er større end en selv, og at få stimuleret fantasien.
Under debatten på generalforsamlingen blev det nævnt, at mange lærere – ikke mindst yngre – ikke har mødt fortællingen, endsige selv har fortalt. Senest røg den ud med statistikernes opør med “grundtvigs ursuppe”, så vi børnene skulle finde næring og trivsel i statistikernes ørkenspredning.
Men vi må genopfinde fortællingen i skolen, revitalisere den, som den fx er beskrevet til vejledningen i “Faghæfte 1. Dansk” 1993 og 2003. Men det kan være vanskeligt, ja, angstprovokerende at skulle kaste sig ud i det at fortælle.
Selv lærte jeg på et kursus at fortælle korte historier ved at bruge fortælleformen fra tretrinsopdelte comics: indledning, klimaks og slutning. Især er det godt at kunne huske slutningen.
På et kursus for godt og vel 350 dansklærere anvendte lærer Mette Frederiksen og jeg cirkelhistorien (nævnt i Faghæftets vejledning). Eleverne (her lærerne) blev placeret i grupper på 4 personer. Vi brugte temaet “farligt vand”, fordi optakten var et af Evald Tang Kristensens indsamlede sagn om Aamanden.
Vi udnævnte en til at starte. Vedkommende havde ét minuts fortælletid, hvorpå den næste (i urets retning) overtog. Den nye fortæller måtte bygge videre eller lade sig inspirere af forgængeren, men måtte også starte på sin helt egen historie. DET ER DEN, DER FORTÆLLER, SOM EJER HISTORIEN. Sådan fortsatte vi i nogle runder, og på omkring 12 minutter havde vi skabt 350 fortællinger.
En skulle nu fortælle for egen gruppe og nabogruppen – enten dele af de historier, der havde været i omløb eller en helt ny. Egen gruppe lyttede intenst efter afvigelser og inspirationer, men den anden lyttede uforbeholdens til historien.
Øvelsen fortsatte med fortælling for hele flokken; der var omkring 70 pr gang. Og trygheden skabtes ved at fortælle for nogle få, siden for det dobbelte antal og siden for alle.
Ingen vægrede sig ved at rejse sig og fortælle.
Den samme øvelse har jeg praktiseret med elever fra fjerde til tiende klasse – og med samme resultat.
Det er om at komme i gang.
ps. Og så kan man passende melde sig ind i Foreningen FISK og blive inspireret. https://fortaellingiskolen.dk/