Jesper Wung-Sung modtog den 1. april 2025 den H.C. Andersen-pris og -medalje, som H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år. Og det var en både ydmyg og synligt fornøjet forfatter, der takkede for hæderen med en tale, der på en og samme gang priste den store digter og vedkendte sig den store påvirkning, han udøver på Jesper Wung-Sungs forfatterskab.
Dette fremgår utvetydigt af de to bøger, der var årsagen til, at han fik prisen: Livsskildringen H.C. Andersen i billeder og romanen Hans Christian, som i øvrigt et par dage tidligere var blevet fulgt op af romanen Ungdomsforsøg.
Men også indirekte ligger HCA ofte som en særlig toning af bevidstheden, når Jesper Wung-Sung skriver. Dette gav han eksempler på i den takketale, han berigede forsamlingen med.
Hans blik for Andersen blev vakt, da han til studentereksamen i dansk trak en Klokken, som den tekst, han skulle eksamineres i. I første omgang ærgrede det ham, fordi han havde foretrukket en moderne tekst. Men efterhånden som han under forberedelsen fordybede sig i teksten, blev det mere og mere klart, at her var der tale om en forfatter af helt særlig karat.
Selvfølgelig havde han som så mange andre børn hørt nogle af de eventyr, som gør Andersen til det, Jesper Wung-Sung for prælitterær; vi kender ham, før vi selv kan læse. Men alligevel var det overraskende at opdage, hvor fræk og frisk han var som forfatter. I talen blev der givet eksempler på den særegne tegnsætning og poetisk legende ordkunst, H.C. Andersen mestrer.
Derfor sidder han i Jesper Wung-Sungs forfattersjæl. Og eksemplerne herpå var mange. Her er et par eksempler:
Ungdomsbogen Den sidste henrettelse har på titelbladet et H.C. Andersen-citat: “Alle ville til denne henrettelse. Det var en festdag.” Historien udspiller sig i Svendborg, hvor en dreng dømmes til døden for en ildspåsættelse. Og Andersen blev med skolen fragtet til en henrettelse i Skælskør. Men absurditeten træder frem, når de to begivenheder kombineres.
I billedbogen Den hvide kanin og den sorte hat, indfølende naivt illustreret af Anna Margrethe Kærgaard, mister kaninen sit hjem, da tryllekunstneren i hvis hat, den bor, dør. Efter af have halte-hoppet sig frem i livet finder den et nyt hjem i en hat, der sidder på hovedet af et fugleskræmsel; en figur, der minder meget om H.C. Andersen.
I børnebogen Guldfisken Glimmer bliver fisken tømt ud i kloarken, da pigen, der ejer den, får en kæreste, som ikke kan holde ud, at den svømmer i glasbowlen og beglor dem. Den går til bodybuilding og træder op fra kloarkens dyb, da det bliver halloween, og besøger familien, som påskønner den udklædning og byder den slik fra den bowle, som engang var den hjem. Han går grassat, men ligger senere på vejen med fare for at tørre ud. Han reddes af pigens tårer. Har vi hørt om både at blive kasseret og blive reddet af tårer før?
I Danser med virus udgav Jesper Wung-Sung den bog, som forlaget betegnede som et litterært kram til dem, der på grund af coronaen måtte gå kramløse omkring. Digtene danser sammen med nogle af H.C. Andersens papirklip.
I billedromanen Tre små kinesere sender kejseren Tjung, Tjang og Tjing til den anden side af jorden, hvor de skal finde den største digter og bringe ham til Kina. Efter mange genvordigheder, som blandt andet Homer har inspireret til, lykkes missionen. Og hvem den største digter er, er der vel næppe grund til at nævne her. Denne bog er illustreret af Otto Dickmeiss så smukt så smukt, at man blot får trang til at dunke sig på maven og råbe “P”.
Disse eksempler skal blot vise, at Jesper Wung-Sung er enestående, men ikke i ordets smalleste betydning – alenestående, for han står stedse sammen med den største digter.
H.C. Andersen-Samfundet i København har valgt Jesper Wung-Sung som modtager af den sølvmedalje, som uddeles hvert andet år. Overrækkelsen skete i forbindelse med årets generalforsamling, hvor formanden Kirsten Dreyer motiverede valget med følgende ord:
Velkommen til uddelingen af H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje 2025.
Og hjertelig velkommen til årets prismodtager Jesper Wung-Sung.
I paragraf 1 i vedtægterne for H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje hedder det – og jeg citerer – at ”fondens formål er at fremme interessen for H.C. Andersen’s liv og værk, dels ved støtte til herhørende studier, dels ved at yde anerkendelse til betydelige indsatser på dette område, herunder tildeling af H.C. Andersen-Samfundets Pris og Medalje.”
Gennem årene har det betydet, at prisen og medaljen har været givet til en lang række litteraturforskere og skuespillere – ingen nævnt, ingen glemt, når jeg måske lige undtager Hendes Majestæt dronning Margrethe og H.C. Andersenforskningens helt store navn, som ingen, der beskæftiger sig med H.C. Andersen, kommer udenom, Helge Topsøe-Jensen. Uden hans brevudgaver og udgaver af Andersens selvbiografier, ville det være svært at sige noget om endsige skrive om H.C. Andersen. Ser man listen igennem over de talrige prismodtagere, vil man bemærke, at den aldrig er givet til en skønlitterær forfatter. Villy Sørensen modtog den ganske vist i 1993, men det var for sine nyfortolkninger af Andersens forfatterskab ikke for sine egne fiktive værker. I dag skriver vi imidlertid historie, for vi har besluttet at give den til Jesper Wung- Sung for to bøger, der begge er kommet i løbet af det seneste års tid, nemlig romanen ”Hans Christian” og livsskildringen, som den kaldes, ”H.C. Andersen i billeder”, altså et stykke fiktion og et faktuelt og biografisk værk.
Men lad mig, inden jeg kommer nærmere ind på de to værker, gå knap hundrede år tilbage til 1926, hvor det vakte sensation, da litteraturhistorikeren Hans Brix offentliggjorde en hidtil ukendt selvbiografi af H.C. Andersen, som han døbte ”H.C. Andersens Levnedsbog” og som faktisk havde ligget i den Abrahamske Manuskriptsamling på Det Kongelige Bibliotek siden 1878. Bogen var skrevet omkring 1832 og aldrig gjort færdig, for den slutter midt i et brev fra Ingemann dateret 9. januar 1831. Her fik vi en uretoucheret beretning om H.C. Andersens barndom, rejsen til København i 1819, skolegangen i Slagelse og Helsingør og forelskelsen i Riborg Voigt. Da H.C. Andersen skrev sin første trykte selvbiografi, der kom på tysk i 1847 og først på dansk i 1942 under titlen ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, var han allerede en kendt forfatter og eventyrdigter i store dele af Europa og godt i gang med at skabe den myte om sig selv, som han formulerede i den første sætning, som han gentog i hans store danske selvbiografi fra 1855: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt” – i ”Mit Livs Eventyr” blev ”lykkeligt” i øvrigt til ”lyksaligt”!
Nu har vi så fået endnu en selvbiografi af Andersen udgivet af Jesper Wung- Sung under titlen ”Hans Christian”, og pudsigt nok kom den samtidig med Joakim Garffs roman ”Solisterne” om Andersen og Søren Kierkegaards fiktive rejse til Italien i 1849, hvor Garff har ladet Andersen skrive dagbog, så vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var Andersen, der havde skrevet den, for vi genkender fuldstændig Andersens sprog stil. Det er anderledes med ”Hans Christian”. Den er præget af en sproglig opfindsomhed, som i øvrigt adskiller den fx fra Jesper Wung-Sungs roman om Ida Hammershøj ”Kvinde set fra ryggen”. Lad mig komme med nogle eksempler som ”benbevendt”, ”fodfærdig”, ”stofbarlig”, ”bugspark” eller ”ødseløjethed”. H.C. Andersens fiktive selvbiografi vil i allerhøjeste grad være et fund for ordbogsredaktørerne i Det danske Sprog- og Litteraturselskab og i Sprognævnet. Der er stof til en hel ordbog.
Det fremgår ikke, hvornår vi skal forestille os, at ”Hans Christian” er skrevet. Er det den unge og endnu ret ukendte Andersen, der har grebet pennen eller den berømte digter? Det er nemlig ikke mytens Andersen vi møder, men Jesper Wung-Sungs fortolkning af Andersens selvfortolkning, vi læser. Og ikke nok med det. Det er åbenbart også et skuespil, vi er vidne til, for selvbiografien er inddelt i akter og scener, helt præcist 3 akter med 57 scener, så går vi ud fra det klassiske drama, hvor der altid er fem akter, må vi forvente en fortsættelse med den såkaldte peripeti, der rummer det afgørende vendepunkt i dramaet. I ”Hans Christian” efterlades vi nemlig ikke som i ”Levnedsbogen” midt i et brev fra Ingemann, men i historien om Andersens ankomst til København i 1819 og hans besøg hos mosteren, der er bordelværtinde i Borgergade. Vi er dog ikke i tvivl om, at Andersen nok skal klare sig, for hvem andre end Andersen kunne finde på at skrive ”Endelig blev jeg født!” og hvem vil kunne skrive, at ”alt vil komme i tvangfri hæfter”. H.C. Andersen har kort sagt store planer, og kender man hans eventyr, og det gør vi jo alle sammen, så ser vi også, hvordan Jesper Wung-Sung har indlagt små episoder eller replikker, der peger fremad på eventyrene.
Fiktion kan være en farlig genre, når den vil beskrive historiske personer. Mon ikke mange i hvert fald i den lidt ældre generation, der har set ”Elverhøj” forestiller sig Christian IV, som han optræder i skuespillet. Og kunne vi ikke sagtens forestille os, at Andersen virkelig havde tabt de kunstige tænder, da han ville læse et digt op for Frederik VII og grevinde Danner, som det er tilfældet i P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv”? Fiktionen ender måske en dag med at blive virkeligheden, hvis vi ikke ved bedre.
Lige præcis det opvejes med Jesper Wung-Sungs ”H.C. Andersen i billeder”. Det er ikke en humoristisk fiktiv selvbiografi men fakta, vi bliver præsenteret for, og da jeg stod med bogen i hånden, lagde jeg især mærke til undertitlen ”En livsskildring af Jesper Wung-Sung”. Der står ikke ”en biografi af Jesper Wung- Sung” men ”en livsskildring”. Når jeg hæftede mig så meget ved ordet, skyldtes det, at der er forfattere, der gerne vil give indtryk af, at de har skrevet den autoritative biografi om en eller anden. Ergo er der ikke mere at sige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan og vi bliver også ved at omfortolke historien, og det gjorde H.C. Andersen jo også selv, efterhånden som hans berømmelse steg og han mere og mere så sit liv i mytens skær. Ligesom Jesper Wung-Sung har betrådt nye veje med sin fiktive selvbiografi om Andersen, gør han det langt hen ad vejen også i livsskildringen. I 1925 udgav forfatteren Karl Larsen bogen ”H.C. Andersen i Tekst og Billeder”, men det er lidt af en torso, for det er ikke meget, man får at vide om de sidste tyve år af Andersens liv. Senere har vi fået et par regulære billedbøger af henholdsvis Topsøe-Jensen og Niels Oxenvad, men med Jesper Wung-Sungs bog har vi en hel livsskildring – og det er altså H.C. Andersens liv, der er i centrum, ikke en fortolkning af hans forfatterskab – hvor hvert afsnit er knyttet sammen med et billede. Den er skrevet i et moderne sprog og let læst og samtidig har jeg noteret mig, at den i mange tilfælde forholder sig til billedmaterialet, altså fortolker fx portrætter af Andersen for at få noget frem om hans personlighed eller liv, vi måske ellers ikke ville være opmærksomme på.
Og med den bemærkning vil jeg nu bede dig modtage H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Pris og Medalje. Hjertelig tillykke!
Ole Dalgaard har et omfattende CV. Tidligere teater- og TV-direktør, TV-producer, dramatiker og forfatter til flere end 40 skøn- og faglitterære værker. Sammen med hustruen Dorte Karrebæk har han bidraget til at flytte grænserne for, hvad børnelitteraturen formår. Og så er han belæst, hvilket gør ham til et ualmindeligt vidende menneske. I gamle dage ville han have fået betegnelsen polyhistor. Men også nu, hvor han i en moden alder udfolder sig med uformindsket styrke, men med en anderledes indsigt og melankolsk overbærenhed, er han produktiv på et bredt felt:
”Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom” var titlen på et foredrag, hvori Ole Dalgaard, alias OscarK, for et par uger siden på et af Dansklærerforeningens arrangementer søgte at belyse erindringen som konstrueret forestilling om fortiden. Hans barndomserindringer ”Og så var der verden som den var” var anledningen til disse overvejelser, og her beskriver han den mageløse barndomsoplevelse, at verden forandrer sig alt efter hvilken stol, man sidder på ved bordet.
Denne opdagelse giver han børn og unge mulighed for at reflektere over gennem børneromanen ”Ungerne fra Strandholt”, som kan åbne øjnene for livet i 1950erne, hvor der var fritgående børn, som på egen hånd måtte søge at gribe og begribe tilværelsen.
I de mange børnebøger, som OscarK har begået i de seneste år, ofte sammen med illustrator Teddy Kristiansen, får de unge læsere mulighed for at få nye perspektiver på verden, hvad enten det er i de poetiske og finurlige bøger om ”Hugo og Holger” og om ”Den venlige flodhest” eller i de opskruede og grovkornede ”Drengerøvshistorier”.
Overalt finder man bag det absurde eller det anderledes en ømhed og poesi, som kan give anledning til at undres og få lyst til at søge mere viden.
Dette gælder også i udpræget grad hans seneste udgivelser til det voksne publikum. Måske blev sporene lagt i romanen om Luther, ”Viae Deus Audet Scire, eller Den melankolske reformator”. I hvert fald har han nyoversat gammeltestamentlige tekster, ”Sangenes sang” (Højsangen) og ”Skeptikerens bog” (Prædikerens bog) og senest beskæftiget sig med tilværelsens største spørgsmål, hvor to romaner i en planlagt trilogi er udkommet: ”Ars Moriendi” og ”Dødedans”, mens arbejdet med sidste bind udfolder sig lige nu. Her søger OscarK med den tyske atomfysiker Werner Heisenberg som hovedfigur at belyse slægtskabet imellem den moderne kvantefysik og middelalderens alkymi.
Ole Dalgaard/OscarK giver os litteratur, der udspringer af en tro på, at der fortsat eksisterer undrende mennesker, som har trang til at fordybe sig, for at få åbnet vinduer til en større verden. Videbegærlige børn og unge fortjener hans litteratur, akkurat som lærere, lærerstuderende og alle andre voksne gør.
Ole Dalgaard afsluttede sit foredrag med følgende konklusion: ”En dyb søgen efter sandhed vil lede til usikkerhed, som måske er den højeste form for visdom, vi kan stræbe efter”.
Ole Dalgaard er imidlertid også den, der har lagt ord og stemmer til de tigerhistorier, som kan findes på QR-koder rundt om i Juelsminde, hvor han bor. Her står 25 pullerter med tigre, som hans ægtefælle, illustratoren Dorte Karrebæk, har malet på strandens sten og dermed givet anledning til tigerjagt i byen.
Virkeligheden er mangfoldig og på mange måder uhåndgribelig. For at understrege dette er det pirrende, at de nævnte værker angiveligt er skabt af OscarK, som ifølge Ole Dalgaards hjemmeside afgår ved døden den 14. juni 2014.
Vi må undgå at braklægge det meningsfulde i vores arbejde, så ukrudt slår rod
Der er nok af udsagn, som maler dystopiske billeder af skolen og dens lærere. Det er helt boulevardpresseagtigt, når man læser om katastrofale dit og dat og om chokerende dat og dit.
Der er så sandelig behov for kritisk tilgang til meget af det, der sker i og omkring skolen. Men det må kunne ske i en nuanceret form, der som afsæt har, at det er meningsfuldt arbejde, vi som undervisere udfører, og at det er med skolens formål, vi samtaler om udvikling af fagene, professionen og skolen.
Derfor har jeg genlæst den fine bog om Bæredygtige skoleliv, hvori en række forskere beskriver deres arbejder med lærere og elever. Det væsentlige i den bog er ordet skoleliv, som står i frugtbar modsætning til den forskning, som instrumentelt søger at forbedre decimaler frem for at skabe liv.
I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.
Læs min anmeldelse her: https://www.folkeskolen.dk/baeredygtighed-didaktik-forskning/hold-da-op-for-en-forskning-med-skolen/4770724
Den type forskning lægger op til den type samtale om skolens indre liv, som jeg har i tankerne, når jeg ønsker mig en nuanceret debat om skolen.
De forekommer mig at være en parallel til dem, der ønsker at fremme læselyst ved massivt at styrke folkebibliotekerne og glemmer at nævne skolebibliotekerne. Har de bibliotekarernes eller læsningens tarv i tankerne? Det er dog skolebiblioteket, der har mulighed for at nå alle børn og give pædagogisk rådgivning, mens folkebibliotekerne primært søges af de bogvante, med mindre skoler bringer børnene derhen.
Prøv at se på årets udtalelser på folkeksolen.dk fra forskere, der afdækker skolens problemer, og når frem til, at der er behov for yderligere forskning på netop deres felt. Vil de den nuancerede og livgivende debat eller deres eget levebrød?
Når jeg formulerer den nuancerede debat med afsæt i det meningsfulde i lærerarbejdet, skyldes det, at jeg i min indbakke pludselig får mails, der lover at løse alle problemer omkring elevernes læsning og læring og omkring det at studere. Afsenderen er Scientology Kirken i Danmark, og deres frelsende metoder er udviklet af sektens stifter L. Ron Hubbard. Disse mails indledes med et betoning af dystopien den danske skole og opfølges med den frelsende løsning.
Dette tjener for mig til at advare imod at braklægge den danske folkeskoles demokratisk og dannende grundlag. For der kan fyge ugræs over hegnet.
