Kinesisk børnetegning, udstillet på Københavns Rådhus frem til den 2. juni 2025
Hvis du har mulighed for det, så læg veje om ad Københavns Rådhus fra nu og frem til den 2. juni 2025. Her er det muligt at se omkring 300 børnetegninger, som kinesiske børn, de fleste mellem 7 og 13 år, har udført, idet opgaven har lydt på at give en illustration til eller en fortolkning af et af H.C. Andersens eventyr.
Og udstillingen i sig selv er eventyrlig. Hvad disse børn formår teknisk og med hensyn til indlevelse er intet mindre end imponerende.
Jeg gik ved åbningen i kølvandet på en mormor og Maya på 6. år. Hun genkendte mange af eventyrene, nogle umiddelbart, men mange ved at iagttage deltaljer, som lagde spor ud. En lidt yngre Asta sad med en rådhuspandekage efter en rundgang, og hun konstaterede, at billederne med den lille havfrue var flottest. Disse to registreringer blot for at opfordre til at tage børn med på udstillingen. Dels er den ualmindelig flot, og dels må den kunne anspore til at gøre sig umage.
Udstillingen er arrangeret af H.C. Andersen Art and Culture Committee & H.C. Andersen-Samfundet i København. Den afholdes som et bidrag til kulturudveksling mellem Danmark og Kina, og i år markerer den tillige 75 året for de diplomatiske forbindelser mellem vore to lande.
Udstillingen blev åbnet af Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken, Kinas ambassadør i Danmark Wang Xuefeng og Finn Andersen fra H.C. Andersen Art and Culture Committee og H.C. Andersen-Samfundet i København. Fælles for deres indlæg var pointeringen af, at H.C. Andersens eventyr kan forene mennesker på tværs af kulturer og grænser.
Formand Mao var klartskuende, da han i 1949 bestemte, at alle kinesiske børn skal læse H.C. Andersens eventyr.
Udsnit af Dorte Karrebæks Fladsåtrold i Næstved. Fra Tankestreger 1. Dansklærerforeningen
Overskriften refererer til et statement fra kvinden, jeg havde til bords forleden, da jeg var inviteret til 50 års jubilæum med den første realklasse, jeg førte til eksamen. Og flere vendte tilbage til denne redning, som, efterhånden som aftenens runde med livsfortællinger skred frem, blev sat i et perspektiv, der fortalte noget alment, snarere end noget om min person.
Sammen med en masse andre unge lærere havde jeg været til et marked, som jeg tænkte tilbage på, da DR sendte serien om slaveriet på De vestindiske Øer. Vi var blevet samlet på Næstved Rådhus over for den enorme statue af Fladsåtrolden, og herefter gik vi fra skoleinspektør til skoleinspektør for at blive vurderet. Og endelig fik vi at vide, hvem der havde “købt” os.
Når jeg pointerer, at vi var mange, så beror det på, at der skete store udskiftninger i hver enkelt skoles lærergruppe. Og som de jubilerende elever fortalte mig, føltes det som en redning at slippe for de lærere, som endnu ikke havde opfanget, at skæld ud og korporlig afstraffelse var forbudt. Det at få en ung lærer, der havde en anden tilgang til elever end magtudøvelse, var en befrielse. Så baggrunden for “at redde” var forholdsvis overkommelig.
Alligevel gjorde det mig glad, at de havde opfattet, at jeg også var mig selv, gav dem noget personligt, hvor de fx huskede positive bemærkninger med humoristisk tvist i karakterbøgerne, reaktioner på forskellige kontroverser osv. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg som de fleste andre unge lærere var personligt engageret og ikke privat praktiserende, som det i dag ret fordomsfuldt karakteriseres, når vi arbejdede alene i klasserne; for vi samarbejdede i fritiden, som det hed, akkurat som det nu sker i skemalagte møder.
Det andet, der slog mig, var, at de alle kom fra skoledistriktet i en tid, hvor mange forskellige familier og socialgruppe boede side om side. Der var endnu ikke skabt en boligpolitik, hvor man havde naboer, der lignede en selv. Det at lære at være sammen på tværs af baggrund, var et frugtbart vilkår, hvor man lærte at have respekt for forskellighed. Ved en anden jubilæumskomsammen gav en anden jubilar et skudsmål i denne retning: “Du skabte en ramme for, at vi kunne blive hinandens dna!” Dette gav sig her udtryk i den begejstring, de udviste for hinandens fortællinger, og for de mangeartede funktioner, som de havde påtaget sig i opbygningen af vores velfærdssamfund – spændende fra ledende poster i erhvervslivet over påpasseligt kontorarbejde i det offentlige og i det private til lærergerning og omsorgsarbejde. Og alt imens de alle havde givet deres bidrag til, at samfundet hjul kunne køre, havde de selvfølgelig også levet et liv med glæder og sorger. Men hold da op, hvor de har givet hinanden en robusthed, som det er vanskeligt at opnå i dag, hvor det frie skolevalg får alle til at søge imod ligesindede, og hvor dyrkningen af individet på fællesskabets bekostning gør den enkelte svagere.
Min kone og jeg har just set de 6 afsnit af Reservatet, og jeg finder det på sin vis urimeligt, at det er de sårbares ghettoer, der er fokus på i politik!
Det, som jeg lærte af at være med til et 50 års tilbageblik, var, at det nok må være sværere at være ny lærer i dag, men også at det er vigtigt at være sig selv, give noget af sig selv. Så mit råd må være, at man skal bruge den megen fokusering på de professionelle læringsfællesskaber til at springe ud som sig selv! Elever kan lugte, hvis man er påtaget.
Endvidere lærte jeg, at de indsigter i andres livsvilkår, som man tidligere kunne give eleverne en ramme for at leve sig ind i, nu er blevet en opgave for læreren. Trivsel er blevet til “triv selv!” med AULA på bagperronen. Mit bedste bud vil være, at arbejdet med litteratur, billedkunst, musik og de andre praktiske og musiske fag kan bidrage til at gøre opgaven mulig.
Men summa summarum: Jeg er taknemmelig for, at det blev en realklasse i midten af 1970’erne, der skulle lære mig at være lærer. Men det, de lærte mig, føler jeg mig også forpligtet til at bidrage med i den pædagogiske debat.
Akkurat som jeg vil opfordre alle med praktisk visdom til at gøre.
Udsnit af omslag på Otto Dickmeiss’ bog Uden lineal
Det blev mig forundt at være ghostwriter på Otto Dickmeiss’ bidrag til serien med barndomserindringer, Min historie, hvori en række af børnelitteraturens forfattere og illustratorer har beriget Dansklærerforeningens udgivelsesprogram.
Bogen fik titler Uden lineal, fordi Otto Dickmeiss, som i skolen havde tale- og læsebesvær, havde en mor, der forsynede ham så rigeligt med papir og farver, så han kunne udtrykke sig på denne måde – uden lineal, i modsætning til broren, der tegnede med lineal og blev ingeniør.
Jeg kom til at tænke på denne fine bog, da jeg læste Egon Clausens fortælling om vestjydernes guder i bogen Fjordens kant. Her skriver han, at først var der Odin og Thor, så kom Paven i Rom, dernæst Luther fra Wittenberg og i hans kølvand Vilhelm Beck, som svingede med sin indre missionske knaldepisk. Og senere kom der så en ny gud: linealen, hvor alting skulke rettes ud, rørlægges eller gennemskæres efter rette linjer. Men nu har turisme overtages, og alting skal gøres krumt og ligne noget, det aldrig har været… “og det hører fremtiden til”.
Se, det er her vi står line nu i opgøret med linealens tid. Det er ikke skolen som valfartssted for turismen, der stiller krav om denne ændring; forhåbentlig ikke, hvor det landskab, børn og unge færdes i, når de ikke er i skolen, måske kunne friste os til at søge at plagiere influencere og underholdningsindustri – forsøg, der er dømt til at mislykkes, men vi må være vidende disse påvirkninger om som noget indvirkende, men også som noget, vi skal skabe alternativer til ved at tilbyde fordybelse, udeskole, eksperimenteren, sansninger og ikke mindst fællesskab.
Det er nogle af de ingredienser, der må bidrage til at gøre de lige linjer organiske i et fremtidigt opgør med linealen. Derved kan kan undervisningen bidrage til at give de mangeartede erfaringer, som børnene bringer ind i skolen perspektiv. Hvis vi overlader perspektiveringerne til den kommercielle underholdningsindustri risikerer vi, at menneskelig udvikling afløses af fordummelse. Jeg så for første gang i utallige år det europæiske Melodi Grandprix, hvilket for mig underbygger denne antagelse til fulde!
Og hvorfor griber jeg nu fat i denne problematik? Jo, fordi jeg mener, at alle de pensionerede lærere, som har praktisk erfaring med undervisning og derfor besidder en praktiske fornuft, vil kunne bidrage til at finde nogle af de frugtbare krumninger, som skal afløse den lineære tænknings hærgen i skolen.
Bemærk, at det, der kom før linealen, havde at gøre med ånd! En ånd, der var rummelig nok til at indse, hvor linealen har sin berettigelse.
Fotograf Bjørn Hernes har i løbet af godt et års tid kørt rundt i området omkring Ringkøbing Fjord, standset sin blå Renault Clio på forskellige steder, hvor vandet og landet mødes. Dér har han knipset 1500 billeder, hvoraf de 50 bringes i bogen Fjordens kant, hvor de betegnes som et billedessay. Og det genrevalg er nemt at følge, idet hvert eneste foto er et forsøg på at skildre et NU – tilsyneladende uden handling og uden arrangeret skønhed, men på nuernes egne betingelser.
Umiddelbart sænker roen sig i beskuerens sind. Men efter en behagelig stund med fred i sjælen melder en eftertænksomhed sig. Billederne skildrer ganske rigtigt mødet mellem vand og land, men en tredje part melder sig i synsfeltet: spor af menneskelig aktivitet eller mennesket selv. Der er menneskeliv her på kanten, og man kan fundere over om det bygger på tilkæmpet tilværelse eller våde drømme eller begge dele. Bogens undertitel, Midlertidigheden, nærer tankerne, og billederne giver, som billeder nu engang har for vane, anledning til både dvælen og refleksion. Derfor er det oplagt at have bogen liggende inden for rækkevidde, så man kan række ud og blive ramt af lidt vandkant.
De 50 fotos står ikke alene, for forfatteren Egon Clausen har skrevet et tilsvarende antal tekster. De er ikke direkte koblet på fotografierne, men giver alligevel næring til de tanker, der er blev sat i gang af billedsproget. Dog er det værd at notere sig det, som Egon Clausen selv skriver i forordet, at teksterne står i egen ret. Og ja, de kan læses uafhængigt af billederne. Langt omkring kommer man i de vellykkede forsøg på med ømhed, lune og indføling at skildre vestjyders sprog og karaktertræk, med stor viden at tage læseren med til skelsættende begivenheder og med undertrykt vemod at udsige noget om det, der hører fremtiden til. Mange af disse korte tekster er værd at gribe ud efter i stunder, hvor man lider af enten pessimisme, optimisme eller det, der ligger imellem.
Bogen skildrer, som nævnt, mødet mellem land og vand. Og helt konkret afspejles dette i det møde mellem billed- og verbalsprog, som vi er vidner til i bogen. Begge sprog fungerer “i egen ret”, men får tilført en ekstra dimension ved at mødes.
Bogens undertitel om midlertidigheden kradser i den ro, som billederne tilsyneladende afdækker, og får næring af de registreringer, som teksterne sætter ord på. Måske er det hele anderledes om få år, sådan som det hele tiden har været: kanten flytter på sig.
Bogen har fået mig til at interessere mig for det folkefærd, som har befolket den vestlige vandkant af Danmark.
Det har ført til læsning af H.C. Andersens beskrivelse i En historie fra Klitterne, som Lemvig Gymnasium og Lemvig Bogtrykkeri udgav i 2005. Hvor kan han dog skrive! Og hurra for et gymnasium, som beriger os med en mindre kendt, dragende rejseaffødt beskrivelse fra HCA’s hånd.
Videre har jeg læst Anders Bunes Bøvling Klit. En vestjysk fortælling, som er udgivet på Forfatterskabet.dk i 2019. Den fortæller om det liv, som blev levet på det golde stykke klitland, og hvoraf der nu kun er nogle få stednavne tilbage. Men engang var der mulighed for at fornemme det barske liv derude, idet forfatteren og Fjaltring-læreren A. Chr. Westergaard skrev Klit Per-bøgerne. Måske en idé til en grafisk novelle?
Se, det var også, hvad dobbelthederne i Hernes og Clausens fine vandkantbog inspirerede til.
Illustration af Vilhelm Pedersen til eventyret To jomfruer
I H.C. Andersens eventyr om To jomfruer er rambukken kæreste med den ene. Men da jomfruernes ejer beslutter, at de for fremtiden skal kaldes stempler, slår rambukken op; han vil ikke være kæreste med et stempel.
Og hvis vi siger, at vi forstår ham, så lad os vende blikket indad.
På H.C. Andersens fødselsdag i 1968 oprettede den danske stat Det Centrale Personregister, blandt venner benævnt CPR-registret. Så mens den almindelige opfattelse af 1968 er tiden, hvor ungdomsoprøret slog til lyd for et opgør med autoriteter og for individets frihed til selv at forme sit liv, fik magthaverne indført det redskab, som giver så mange gevinster, men som også rummer muligheden for masseovervågning. (STASI må i graven skrumpe af misundelse). Og mens vi nyder gevinsterne i dagliglivet og i sundhedsvæsnet, pønser en socialdemokratisk justitsminister på masseovervågning via netop de registre, hvis samkøring CPR-systemet er afgørende for.
Så fra at have været mennesker, der har haft et behageligt redskab i hænde, bliver vi til talkoder, der kan registreres; vi går fra jomfruer til stempler.
Og det er måske en udvikling vi har næret ved vores barm i skoleverdenen. Lad mig give et eksempel:
Da jeg startede i skole i 1951, fik jeg plads ved en pult i en SKOLESTUE. Da jeg senere i 1971 begyndte mit arbejde som lærer, mødte jeg elever, der sad ved borde i et KLASSEVÆRELSE. Da jeg startede som underviser ved en provinsafdeling af Danmarks Lærerhøjskole, fandt jeg årskursisterne i et KLASSEKOKALE. Og forleden var jeg på skolebesøg, hvor eleverne var placeret i et FÆLLESRUM.
Altså en glidende udvikling fra det nære STUE over det mere private, men dog nære VÆRELSE til det humant neutrale LOKALE og RUM, som måske er mere håndterbare for en skemalægger. Vi har i sproget været vidne til en glidende afhumanisering af de rammer, som børn i skolen skal leve under.
Hvordan har dette påvirket elevernes og lærernes liv og velbefindende? Hvordan har det påvirket sansen for det nære, for samhørigheden og for dannelsen?
Tænk, at alt dette er gået under vores radar. Man får lyst til at råbe: Er der en rambuk til stede?
Der er grund til at lykønske de vedholdende dansklærere i gymnasiet, som har fået sat en revision af den litterære kanon på dagsordenen. Det er tiltrængt, finder jeg, der var medlem af de to tidligere kanonudvalg i 1994 0g 2004.
Når den fra 2004 har holdt så længe, beror det givetvis på, at en del af den blev gjort obligatorisk. Selv foreslog vi ved udgangsdøren fra udvalgsarbejdet, at den ville have en levetid på omkring 10 år; for en kanon er tidsbunden.
Og også det at en del af kanonen blev gjort obligatorisk havde en uddannelsespolitisk bevæggrund, idet vi ville sikre en bedre overgang mellem grundskole og gymnasiale uddannelser. Derfor var de forfatterskaber, som blev gjort obligatoriske, ikke et udtryk for, hvem udvalget fandt væsentligst, men alene hvem, der kunne læses på begge sider af overgangen mellem de to institutionsformer. Læg mærke til, at den samlede kanon havde Tove Ditlevsen på grundskoledelen og Inger Christensen på gymnasiedelen.
En kanon kan retfærdiggøres af en politisk dagsorden, og derfor er det på sin plads, at man nu søger at etablere en ny kanon i gymnasiet, fordi den nuværende er udtryk for en historisk kønsskævhed.
Men fordi den hidtidige var udtryk for et ønske om at skabe sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, giver det ingen mening at fastholde den obligatoriske kanon i folkeskolen; tværtimod er den skadelig i den forstand, at den er så gymnasietung, at den skygger for litteratur, der er relevant for elever i grundskolen.
Hvad der er behov for i grundskolen, er en ramme, der sikrer, at der læses ældre litteratur, for at eleverne også kan kigge gennem det historiske vindue i det historiske spejl. Men når jeg skriver ramme, så beror det også på erfaringerne fra debatten i det kanonudvalg, som i 1994 bragte en vejledende kanon, som inspirere lærerne til nogle valg. Denne inspiration er måske ikke så ringe endda i dag heller, da lærer- og pædagoguddannelserne just ikke er tynget af værklæsning eller af animering til belæsthed. Men en inspirationsliste vil inspirere forlag til at udgive anvendelig undervisningsmaterialer.
Men vigtigst er det, at rammerne udfyldes lokalt, for det er ikke nødvendigvis den samme ældre litteratur, der fænger i Roskilde og i Ringkøbing eller i Maribo og på Mors. Hvis vi skeler til Danske digterruter, kan vi finde inspirationer til lokale læsninger, og hvis vi fx ser på Susanne V. Knudsen og Else Bisgaards Limfjordsdigterne, møder vi en litteraturhistorie, der har rod i stedet.
Irene Vallejos Evigheden i et siv, der fortæller bogens historie, og som i min optik er en af de seneste års væsentligste udgivelser, tager også hånd om kanonbegrebet. Titlen refererer måske til de tidlige bøger, som blev skrevet på papyrusruller, men også til de høstede kæmpesiv, arundo donax, som blev skåret op i rør (kanon betyder opret som et rør) af en bestemt længde, hvilket blev brugt til at afgøre tvistigheder mellem handlende. Senere fik kirken annekteret begrebet for at kunne måle den rette lære. Og atter senere fandt kanon-begrebet vej til alle, som mente at vide bedre end andre.
Så efter at have bidraget til to undervisningsministerielle kanonrapporter finder jeg det på sin plads at opfordre til at foreslå den eksisterende folkeskolekanon afviklet og erstattet af nogle rammer, der kan suppleres med inspirationslister.
Lad mig til støtte for dette synspunkt citere Irene Vallejo, som betegner kanon, som en forkert anvendt metafor: “Sivets stive, oprette stængler passer ikke til kanons snørklede vej. Det er snarere floden, der ændrer sit slyngede løb og aftegner mæandere, svulmer af vand og tørrer ud, men bliver ved med at løbe; den synger sin utrættelige sang, altid den samme, men aldrig med det samme vand.”
Lad os bade i det foranderlige vand i litteraturens flod, og ikke rørlægge den!
Inspireret af den vellykkede filmatisering af Lampedusas roman Leoparden forærede jeg min kone den udgave af romanen, som udkom i Rosinantes Klassikerserie, og benyttede lejligheden til at genlæse den. Den kan anbefales.
Mikkel Fønsskov har skrevet et veloplagt forord. Heri beretter han om en eksamen i historie, han var til ved et universitet i Rom. Han trak spørgsmålet: “Fortæl, hvad du ved om Italiens samling i 1861”. Efter en lidt brainstorming indledning prikkede hans professor på en bog, der lå på bordet, Lampedusas Leoparden, og så kunne eksaminanden samle sig om en sammenhængende præstation. for der “er nemlig både det sælsomme og vidunderlige ved det italienske uddannelsessystem, at studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser også skal læse skønlitteratur”.
Den sætning rungede i mit hoved, da Bjarne Corydon proklamerede, at han som ny generaldirektør for DR ville fokusere på det faktabaserede. Og tankerne løb videre til en overvejelser om, hvorvidt det danske folketing, som jo er domineret af medlemmer med samfundsfagsuddannelser, ville agere anderledes, hvis skønlitteratur havde været en del af pensum.
Og hvad om folkeskolereformens mødre og fædre havde haft samme fortrolighed med skønlitteratur som med statistik?
Men også et markant foredrag ved Dansklærerforeningens nyligt afholdte generalforsamling randt mig i hu: Thomas Illum Hansen præsterede et fornemt slalomløb i læsningens bjerglandskab. Og da han kom i mål, blev jeg ud over en fornemmelse af begejstring ramt af den sære tanke, at udviklingen i folkeskolens omgang med læsning og litteratur kan ses som et initiativ, der går ud på at minimere dybdelæsningen og skønlitteraturens værdi gennem en instrumentalisering.
Lad min blot nævne to eksempler fra afgangsprøvens univers. Da man ved den skriftlige afgangsprøve afviklede de litterære genrer med begrundelsen, at eleverne jo ikke skulle være forfattere, svingede vægten over til journalistiske genrer. Og når man ved afgangsprøven i læsning har et særligt fokus på læsehastighed, lyder begrundelsen, at det er vigtigt, at eleverne lærer at skimme, at søge oplysninger.
I dag lyder det fra undervisere på ungdomsuddannelserne og nogle af de videregående uddannelser, at de unge nok er i stand til at søge, men at de på den anden side har vanskeligt ved at læse indholdet i det, de finder – især da, hvis det har en længde af mere end nogle få linjer.
I konkurrencestatens navn er det lykkedes at fuldbringe den ulidelige lethed, som er blevet åndslivet til del siden det angreb, som skolen blev udsat for i 2006, da Bertel Haarder gjorde Niels Egelund til pennefører på formålsparagraffen, hvorved folkeskolen mistede sin egenværdi; den skulle nu forberede eleverne på videre uddannelse.
Man har altid forsøgt at styre folkeskolen gennem udformningen af prøverne, men efter 2006 fik denne bestræbelse mere autoritet. Og nu ser vi resultatet af, at fiktion afløses af journalistik, og dybdelæsning erstattes af skimning: skriftsprogsarmod.
Lad os få en kampagne, der satser på at sætte fantasien fri i skrivningen og at læse langsomt og læse om, pausere og genlæse det læste. Det vil kunne give skriftsprogsrigdom.
6. klasserne ankom til Campus Bornholm og til idrætshallen, hvor oplæsningskonkurrencen skulle finde sted, i så god ro og orden, at de kunne optræde som dementi af al snak om uvorne unger i dagens Danmark.
Oplæserne havde fået valget imellem tre uddrag af OscarK’s Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den dag Aslak vandt en bamse og H.C. Andersens Prinsessen på ærten.
Ingen valgte den gamle eventyrtekst, men på spørgsmålet om, hvilket ord der slog kludder i munden på 18 indvandrere, som havde indtalt teksten på en video, foreslog en gange rigtigt: edderdynsdyner. Det talte danske sprog ligger ikke altid godt i munden. Prøv også med Jørn Lunds eksempel: En rarere ara.
Nå, men der var valg af alle tre uddrag af barndomsskildringen fra 1950’erne. i bind 1 om Aslak befinder læseren sig sammen med børn, der er jævnaldrende med de elever, der her skal læse op.
Det første uddrag, side 5-8, fortæller om en mandag morgen i den gryende campingsæson, hvor børnene er optaget af udlevering af skolefotos og af oplysningen om, at de efter ferien skal deles op i nye klasser. Og det til trods for, at en af forældrene er arresteret af politiet for at have forsøgt at myrde si kone. Teksten slutter med en drengeleg: en af drengene optræder i spisefrikvarteret med sin kunst: han kan i et ræb sig navn, fødselsdag, adresse og morfarens telefonnummer. Præmien er en af Englefjæs’ leverpostejmadder med remoulade og ristede løg.
Teksten virkede let at læse og blev formidlet med fine betoninger af de særlige hændelser i historien, understøttet af små mimiske træk, som klart antydede, hvad det var værd at tage op til samtale efterfølgende: børnenes eget liv uden berøring med voksensfæren, drengerøvslegen i skolegården…
Andet uddrag, s. 21-25, fortæller om Aslak, der hjælper sin far i værkstedet, blndt andet med reparation af en boret knallert. Aslak har fødselsdag og ønsker sig et luftgevær, og sådan et har faren liggende på loftet. Her finder Aslak også en kuffert med dametøj og foto af en smuk kvinde i bikini. Billedet tager han i pungen.
Også denne tekst forekom letoplæselig og blev formidlet med en klar og velartikuleret stemme, suppleret af levende mimik og små skuldertræ, som antydede det, der burde bemærkes.
Det stod klart, at der var værd at tale om, var drengens naturlige færden i farens værksted og i, at han fik et luftgevær med tilhørende hagl. Desuden var det forbundet med mystik, hvad kufferten afslørede.
Tredje afsnit, side 37-39, berettede om en fodboldkamp, hvor drengene spiller mod dem fra en naboby, og hvor pigerne kommer for at se deres kammerater spille. Teksten rummer navne på heltene fra 1950-60 og alle de betegnelser på spillernes roller på holdkortet – betegnelser som nu er afløst af andre.
Igen lå teksten godt i munden og oplæseren gav den et flow, så man kunne føle sig hensat til en radiotransmission af en spændende foldboldkamp.
Der var to præstationer, hvor det var umuligt og urimeligt at skulle vælge en på bekostning af den anden. Begge var fremført med indføling og en power, der virkelig fik historien til at leve blandt tilhørerne. Det er bagsiden af konkurrencetanken, at der skal findes en vinder. Den ene leverede en præstation, som ville være at foretrække, hvis teksten skulle indtales som lydfil, mens den anden med mimik og små skuldertræk fik understreget tekstens pointer. Derfor valgte vi den sidste som vinder, fordi oplæsning skal få teksten til at fungere bedst muligt i samværet. Derfor bør tekster også formidles gennem lærerens eller elevers forberedte oplæsning snarere end gennem lydfiler.
Afviklingen afdækkede, at OscarK skriver i et sprog, der er mundret, men som også efterlader tomme rum til eftertanke og videre dialog. Dernæst var det interessant at iagttage, at eleverne fra 6. klasse følte sig lidt mindre frigjorte end 4. klasserne, da de skulle tage turen ad den røde løber.
4. klasserne ankom roligt til Campus; så roligt at vi var i tvivl om, hvorvidt de var nået frem. Lige så stille og fredeligt kom de ind i den store idrætssal og indtog klassevis deres pladser på de amfiopbyggede tilhørerpladser.
Oplæsernes tekstvalg dækkede over Anders Johansens Suttetyven og Jesper Wung-Sungs Peberknægten fra antologien En drøm om vinger – og så en tredje Elefanten af Martin Glatz Serup fra antologien Skrædder i Helvede.
Elefanten er givetvis den vanskeligste oplæsningstekst af de tre. Men den elev, som havde valgt den tekst, havde gentagende gange et finurligt smil om munden – et smil, som tydeligt viste, at hun havde fanget forfatterens skelnen mellem virkelighed og billede.
Det er glædeligt at se en elev i 4. klasse vise så tydelige, mimiske tegn på, at en ret kompliceret tekst er forstået. Og det gav mig som dommer anledning til at minde om, at de mange børn og unge, som griber mobilen for at filme begivenheder, nok formår at gemme det skete, men misser muligheden for at opleve det, der sker. I øvrigt kunne jeg fortælle om en mand, der viste maleren Herman Stilling et billede af sin kone, hvortil Stilling spurgte, om hun var så lille og flad. I en billedtid som vores bør vi arbejde med det, som Elefanten drejer sig om: sanselig virkelighed contra afbildning.
Suttetyven af Anders Johansen er en fin lille historie om at blive frarøvet sin trøster og om at se den blive hædret på smukkeste vis, altså sammen fortalt afdæmpet, men med en finurlig slutreplik: “Det [suttetræet] står stadig nede bag kirken med sutter i alle regnbuens farver. Det er flottere end det flotteste juletræ, og så er al pynten lige til at putte i munden!”
Jesper Wung-Sungs Peberknægten er en grotesk fortælling om en dreng, der forveksler sukker og peber (tak til Thorbjørn Egner) og bliver til en omvandrende peberspray. Da han er om bord på et skib, der bliver slugt af en kæmpefisk, udleder han så meget peber, at fisken nyser skibet ud. (tak til bl.a. Jonas i Gamle Testamente og til Pinocchio).
Oplæserne af denne tekst lød til at fornøje sig med Jesper Wung-Sungs humoristiske indfald og replikker. Det var tydeligt, at de havde opfanget tekstens karakter og formåede at give den videre til de mange tilhørere. Og slutordene i teksten, når drengen nyste, når en fugl fløj forbi “og faldt til jorden” førte direkte over i et buk for publikum.
Min meddommer, Louise Sletterød fra CFU, og jeg konstaterede, at 4. klasserne var et oplagt valg til en optræden med oplæsning. De havde fanget teksterne ånd og bogstav, de læste unervøst og klart, og de vandrede med selvsikkert kropssprog ad den røde løber frem mod mikrofonen.
Der er gjort klar til Bornholmsmesterskaberne i oplæsning i sportshallen på det levende Campus Bornholm, hvor mange uddannelser er samlet, og hvor man derfor befinder sig blandt mange forskellige unge.
Her holder CFU Bornholm til, og det er dem, der afvikler oplæsningskonkurrencen. CFU Bornholm har i øvrigt en række helt unikke tilbud til bornholmske lærere, og derfor er det ærgerligt, at storebror, Københavns Professionshøjskole, i år svinger lidt vel ivrigt med sparekniven her.
Men tilbage til oplæsningskonkurrencen. For mange år siden, velsagtens omkring 20, arrangerede H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion en landsdækkende H.C. Andersen-oplæsningskonkurrence for 7. klasser og lærerstuderende. Tilslutningen var pæn over det ganske land, og vi fik bekræftet, at noget af det, der gjorde den berømte digter unik, var hans hybrid af skrift- og mundtlighed; han ligger godt i munden.
Meget hurtigt stoppede konkurrencen for lærerstuderende. 7. klasserne læste faktisk bedre op end de studerende, som vel nærmest afspejlede, at faget retorik efterhånden havde fået trange kår i læreruddannelsen.
Men hen over årene tyndede interessen også ud blandt folkeskoleklasserne, kun på Bornholm holdt man fast. Og her har vi så i de seneste år eksperimenteret med formen. Maiken Adelsten, som i de senere år har været primus motor her, fik den tanke, at det kunne være interessant at invitere 4. klasserne til en selvstændig konkurrence. Det gjorde vi, og til stor glæde og lidt overraskelse var de faktisk på mange måder på højde med 7. klasserne.
Interessen blandt de bornholmske 7. klasser er også ebbet ud på det seneste, og i år har vi så forsøgt os med at give 6. klasserne muligheden.
Så i år har vi afviklet BM i oplæsning for henholdsvis 4. og 6. klasser.
Det er en glæde at være med til disse arrangementer, fordi man får bekræftet, at oplæsning er en væsentlig faglig disciplin:
Eleverne lærer at give det skriftlige en stemme, og de får på den måde smagt på ord, som de ellers ikke benytter i hverdagen; altså en udvidelse af ordforrådet.
Eleverne oplever, at de gennem oplæsningen skaber et fællesskab med afsæt i en tekst, der som oftest bliver læst individuelt.
Vi har søgt at finde tekster, der egner sig til de to målgrupper – og med erfaringen fra forleden må man konstatere, at vi hår fundet noget brugbart:
4. klasserne læser udvalgte tekster fra En drøm om vinger (Dansklærerforeningen 2002). Det et korte historier, som i sin tid blev bragt i Samvirke.
6. klasserne læser uddrag af Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den sommer Aslak vandt en bamse af OscarK. (Dansklærerforeningen 2023). De tre bind i serien beskriver børneliv i 1950’erne i et sprog, der fanger tiden.
I to kommende indlæg vil jeg komme ind på nogle af de iagttagelser og overvejelser, jeg som dommer i konkurrencerne gjorde mig.
