dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Drop litteraturkanonen i folkeskolen

Der er grund til at lykønske de vedholdende dansklærere i gymnasiet, som har fået sat en revision af den litterære kanon på dagsordenen. Det er tiltrængt, finder jeg, der var medlem af de to tidligere kanonudvalg i 1994 0g 2004.

Når den fra 2004 har holdt så længe, beror det givetvis på, at en del af den blev gjort obligatorisk. Selv foreslog vi ved udgangsdøren fra udvalgsarbejdet, at den ville have en levetid på omkring 10 år; for en kanon er tidsbunden.

Og også det at en del af kanonen blev gjort obligatorisk havde en uddannelsespolitisk bevæggrund, idet vi ville sikre en bedre overgang mellem grundskole og gymnasiale uddannelser. Derfor var de forfatterskaber, som blev gjort obligatoriske, ikke et udtryk for, hvem udvalget fandt væsentligst, men alene hvem, der kunne læses på begge sider af overgangen mellem de to institutionsformer. Læg mærke til, at den samlede kanon havde Tove Ditlevsen på grundskoledelen og Inger Christensen på gymnasiedelen.

En kanon kan retfærdiggøres af en politisk dagsorden, og derfor er det på sin plads, at man nu søger at etablere en ny kanon i gymnasiet, fordi den nuværende er udtryk for en historisk kønsskævhed.

Men fordi den hidtidige var udtryk for et ønske om at skabe sammenhæng mellem grundskole og gymnasium, giver det ingen mening at fastholde den obligatoriske kanon i folkeskolen; tværtimod er den skadelig i den forstand, at den er så gymnasietung, at den skygger for litteratur, der er relevant for elever i grundskolen.

Hvad der er behov for i grundskolen, er en ramme, der sikrer, at der læses ældre litteratur, for at eleverne også kan kigge gennem det historiske vindue i det historiske spejl. Men når jeg skriver ramme, så beror det også på erfaringerne fra debatten i det kanonudvalg, som i 1994 bragte en vejledende kanon, som inspirere lærerne til nogle valg. Denne inspiration er måske ikke så ringe endda i dag heller, da lærer- og pædagoguddannelserne just ikke er tynget af værklæsning eller af animering til belæsthed. Men en inspirationsliste vil inspirere forlag til at udgive anvendelig undervisningsmaterialer.

Men vigtigst er det, at rammerne udfyldes lokalt, for det er ikke nødvendigvis den samme ældre litteratur, der fænger i Roskilde og i Ringkøbing eller i Maribo og på Mors. Hvis vi skeler til Danske digterruter, kan vi finde inspirationer til lokale læsninger, og hvis vi fx ser på Susanne V. Knudsen og Else Bisgaards Limfjordsdigterne, møder vi en litteraturhistorie, der har rod i stedet.

Irene Vallejos Evigheden i et siv, der fortæller bogens historie, og som i min optik er en af de seneste års væsentligste udgivelser, tager også hånd om kanonbegrebet. Titlen refererer måske til de tidlige bøger, som blev skrevet på papyrusruller, men også til de høstede kæmpesiv, arundo donax, som blev skåret op i rør (kanon betyder opret som et rør) af en bestemt længde, hvilket blev brugt til at afgøre tvistigheder mellem handlende. Senere fik kirken annekteret begrebet for at kunne måle den rette lære. Og atter senere fandt kanon-begrebet vej til alle, som mente at vide bedre end andre.

Så efter at have bidraget til to undervisningsministerielle kanonrapporter finder jeg det på sin plads at opfordre til at foreslå den eksisterende folkeskolekanon afviklet og erstattet af nogle rammer, der kan suppleres med inspirationslister.

Lad mig til støtte for dette synspunkt citere Irene Vallejo, som betegner kanon, som en forkert anvendt metafor: “Sivets stive, oprette stængler passer ikke til kanons snørklede vej. Det er snarere floden, der ændrer sit slyngede løb og aftegner mæandere, svulmer af vand og tørrer ud, men bliver ved med at løbe; den synger sin utrættelige sang, altid den samme, men aldrig med det samme vand.”

Lad os bade i det foranderlige vand i litteraturens flod, og ikke rørlægge den!

Jens Raahauge

Modarbejder skolen meningen med læsning?

Inspireret af den vellykkede filmatisering af Lampedusas roman Leoparden forærede jeg min kone den udgave af romanen, som udkom i Rosinantes Klassikerserie, og benyttede lejligheden til at genlæse den. Den kan anbefales.

Mikkel Fønsskov har skrevet et veloplagt forord. Heri beretter han om en eksamen i historie, han var til ved et universitet i Rom. Han trak spørgsmålet: “Fortæl, hvad du ved om Italiens samling i 1861”. Efter en lidt brainstorming indledning prikkede hans professor på en bog, der lå på bordet, Lampedusas Leoparden, og så kunne eksaminanden samle sig om en sammenhængende præstation. for der “er nemlig både det sælsomme og vidunderlige ved det italienske uddannelsessystem, at studerende på samfundsvidenskabelige uddannelser også skal læse skønlitteratur”.

Den sætning rungede i mit hoved, da Bjarne Corydon proklamerede, at han som ny generaldirektør for DR ville fokusere på det faktabaserede. Og tankerne løb videre til en overvejelser om, hvorvidt det danske folketing, som jo er domineret af medlemmer med samfundsfagsuddannelser, ville agere anderledes, hvis skønlitteratur havde været en del af pensum.

Og hvad om folkeskolereformens mødre og fædre havde haft samme fortrolighed med skønlitteratur som med statistik?

Men også et markant foredrag ved Dansklærerforeningens nyligt afholdte generalforsamling randt mig i hu: Thomas Illum Hansen præsterede et fornemt slalomløb i læsningens bjerglandskab. Og da han kom i mål, blev jeg ud over en fornemmelse af begejstring ramt af den sære tanke, at udviklingen i folkeskolens omgang med læsning og litteratur kan ses som et initiativ, der går ud på at minimere dybdelæsningen og skønlitteraturens værdi gennem en instrumentalisering.

Lad min blot nævne to eksempler fra afgangsprøvens univers. Da man ved den skriftlige afgangsprøve afviklede de litterære genrer med begrundelsen, at eleverne jo ikke skulle være forfattere, svingede vægten over til journalistiske genrer. Og når man ved afgangsprøven i læsning har et særligt fokus på læsehastighed, lyder begrundelsen, at det er vigtigt, at eleverne lærer at skimme, at søge oplysninger.

I dag lyder det fra undervisere på ungdomsuddannelserne og nogle af de videregående uddannelser, at de unge nok er i stand til at søge, men at de på den anden side har vanskeligt ved at læse indholdet i det, de finder – især da, hvis det har en længde af mere end nogle få linjer.

I konkurrencestatens navn er det lykkedes at fuldbringe den ulidelige lethed, som er blevet åndslivet til del siden det angreb, som skolen blev udsat for i 2006, da Bertel Haarder gjorde Niels Egelund til pennefører på formålsparagraffen, hvorved folkeskolen mistede sin egenværdi; den skulle nu forberede eleverne på videre uddannelse.

Man har altid forsøgt at styre folkeskolen gennem udformningen af prøverne, men efter 2006 fik denne bestræbelse mere autoritet. Og nu ser vi resultatet af, at fiktion afløses af journalistik, og dybdelæsning erstattes af skimning: skriftsprogsarmod.

Lad os få en kampagne, der satser på at sætte fantasien fri i skrivningen og at læse langsomt og læse om, pausere og genlæse det læste. Det vil kunne give skriftsprogsrigdom.

BM i oplæsning. 3.

6. klasserne ankom til Campus Bornholm og til idrætshallen, hvor oplæsningskonkurrencen skulle finde sted, i så god ro og orden, at de kunne optræde som dementi af al snak om uvorne unger i dagens Danmark.

Oplæserne havde fået valget imellem tre uddrag af OscarK’s Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den dag Aslak vandt en bamse og H.C. Andersens Prinsessen på ærten.

Ingen valgte den gamle eventyrtekst, men på spørgsmålet om, hvilket ord der slog kludder i munden på 18 indvandrere, som havde indtalt teksten på en video, foreslog en gange rigtigt: edderdynsdyner. Det talte danske sprog ligger ikke altid godt i munden. Prøv også med Jørn Lunds eksempel: En rarere ara.

Nå, men der var valg af alle tre uddrag af barndomsskildringen fra 1950’erne. i bind 1 om Aslak befinder læseren sig sammen med børn, der er jævnaldrende med de elever, der her skal læse op.

Det første uddrag, side 5-8, fortæller om en mandag morgen i den gryende campingsæson, hvor børnene er optaget af udlevering af skolefotos og af oplysningen om, at de efter ferien skal deles op i nye klasser. Og det til trods for, at en af forældrene er arresteret af politiet for at have forsøgt at myrde si kone. Teksten slutter med en drengeleg: en af drengene optræder i spisefrikvarteret med sin kunst: han kan i et ræb sig navn, fødselsdag, adresse og morfarens telefonnummer. Præmien er en af Englefjæs’ leverpostejmadder med remoulade og ristede løg.

Teksten virkede let at læse og blev formidlet med fine betoninger af de særlige hændelser i historien, understøttet af små mimiske træk, som klart antydede, hvad det var værd at tage op til samtale efterfølgende: børnenes eget liv uden berøring med voksensfæren, drengerøvslegen i skolegården…

Andet uddrag, s. 21-25, fortæller om Aslak, der hjælper sin far i værkstedet, blndt andet med reparation af en boret knallert. Aslak har fødselsdag og ønsker sig et luftgevær, og sådan et har faren liggende på loftet. Her finder Aslak også en kuffert med dametøj og foto af en smuk kvinde i bikini. Billedet tager han i pungen.

Også denne tekst forekom letoplæselig og blev formidlet med en klar og velartikuleret stemme, suppleret af levende mimik og små skuldertræ, som antydede det, der burde bemærkes.

Det stod klart, at der var værd at tale om, var drengens naturlige færden i farens værksted og i, at han fik et luftgevær med tilhørende hagl. Desuden var det forbundet med mystik, hvad kufferten afslørede.

Tredje afsnit, side 37-39, berettede om en fodboldkamp, hvor drengene spiller mod dem fra en naboby, og hvor pigerne kommer for at se deres kammerater spille. Teksten rummer navne på heltene fra 1950-60 og alle de betegnelser på spillernes roller på holdkortet – betegnelser som nu er afløst af andre.

Igen lå teksten godt i munden og oplæseren gav den et flow, så man kunne føle sig hensat til en radiotransmission af en spændende foldboldkamp.

Der var to præstationer, hvor det var umuligt og urimeligt at skulle vælge en på bekostning af den anden. Begge var fremført med indføling og en power, der virkelig fik historien til at leve blandt tilhørerne. Det er bagsiden af konkurrencetanken, at der skal findes en vinder. Den ene leverede en præstation, som ville være at foretrække, hvis teksten skulle indtales som lydfil, mens den anden med mimik og små skuldertræk fik understreget tekstens pointer. Derfor valgte vi den sidste som vinder, fordi oplæsning skal få teksten til at fungere bedst muligt i samværet. Derfor bør tekster også formidles gennem lærerens eller elevers forberedte oplæsning snarere end gennem lydfiler.

Afviklingen afdækkede, at OscarK skriver i et sprog, der er mundret, men som også efterlader tomme rum til eftertanke og videre dialog. Dernæst var det interessant at iagttage, at eleverne fra 6. klasse følte sig lidt mindre frigjorte end 4. klasserne, da de skulle tage turen ad den røde løber.

BM i oplæsning. 2.

4. klasserne ankom roligt til Campus; så roligt at vi var i tvivl om, hvorvidt de var nået frem. Lige så stille og fredeligt kom de ind i den store idrætssal og indtog klassevis deres pladser på de amfiopbyggede tilhørerpladser.

Oplæsernes tekstvalg dækkede over Anders Johansens Suttetyven og Jesper Wung-Sungs Peberknægten fra antologien En drøm om vinger – og så en tredje Elefanten af Martin Glatz Serup fra antologien Skrædder i Helvede.

Elefanten er givetvis den vanskeligste oplæsningstekst af de tre. Men den elev, som havde valgt den tekst, havde gentagende gange et finurligt smil om munden – et smil, som tydeligt viste, at hun havde fanget forfatterens skelnen mellem virkelighed og billede.

Det er glædeligt at se en elev i 4. klasse vise så tydelige, mimiske tegn på, at en ret kompliceret tekst er forstået. Og det gav mig som dommer anledning til at minde om, at de mange børn og unge, som griber mobilen for at filme begivenheder, nok formår at gemme det skete, men misser muligheden for at opleve det, der sker. I øvrigt kunne jeg fortælle om en mand, der viste maleren Herman Stilling et billede af sin kone, hvortil Stilling spurgte, om hun var så lille og flad. I en billedtid som vores bør vi arbejde med det, som Elefanten drejer sig om: sanselig virkelighed contra afbildning.

Suttetyven af Anders Johansen er en fin lille historie om at blive frarøvet sin trøster og om at se den blive hædret på smukkeste vis, altså sammen fortalt afdæmpet, men med en finurlig slutreplik: “Det [suttetræet] står stadig nede bag kirken med sutter i alle regnbuens farver. Det er flottere end det flotteste juletræ, og så er al pynten lige til at putte i munden!”

Jesper Wung-Sungs Peberknægten er en grotesk fortælling om en dreng, der forveksler sukker og peber (tak til Thorbjørn Egner) og bliver til en omvandrende peberspray. Da han er om bord på et skib, der bliver slugt af en kæmpefisk, udleder han så meget peber, at fisken nyser skibet ud. (tak til bl.a. Jonas i Gamle Testamente og til Pinocchio).

Oplæserne af denne tekst lød til at fornøje sig med Jesper Wung-Sungs humoristiske indfald og replikker. Det var tydeligt, at de havde opfanget tekstens karakter og formåede at give den videre til de mange tilhørere. Og slutordene i teksten, når drengen nyste, når en fugl fløj forbi “og faldt til jorden” førte direkte over i et buk for publikum.

Min meddommer, Louise Sletterød fra CFU, og jeg konstaterede, at 4. klasserne var et oplagt valg til en optræden med oplæsning. De havde fanget teksterne ånd og bogstav, de læste unervøst og klart, og de vandrede med selvsikkert kropssprog ad den røde løber frem mod mikrofonen.

BM i oplæsning. 1.

Der er gjort klar til Bornholmsmesterskaberne i oplæsning i sportshallen på det levende Campus Bornholm, hvor mange uddannelser er samlet, og hvor man derfor befinder sig blandt mange forskellige unge.

Her holder CFU Bornholm til, og det er dem, der afvikler oplæsningskonkurrencen. CFU Bornholm har i øvrigt en række helt unikke tilbud til bornholmske lærere, og derfor er det ærgerligt, at storebror, Københavns Professionshøjskole, i år svinger lidt vel ivrigt med sparekniven her.

Men tilbage til oplæsningskonkurrencen. For mange år siden, velsagtens omkring 20, arrangerede H.C. Andersen-Samfundet i København og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion en landsdækkende H.C. Andersen-oplæsningskonkurrence for 7. klasser og lærerstuderende. Tilslutningen var pæn over det ganske land, og vi fik bekræftet, at noget af det, der gjorde den berømte digter unik, var hans hybrid af skrift- og mundtlighed; han ligger godt i munden.

Meget hurtigt stoppede konkurrencen for lærerstuderende. 7. klasserne læste faktisk bedre op end de studerende, som vel nærmest afspejlede, at faget retorik efterhånden havde fået trange kår i læreruddannelsen.

Men hen over årene tyndede interessen også ud blandt folkeskoleklasserne, kun på Bornholm holdt man fast. Og her har vi så i de seneste år eksperimenteret med formen. Maiken Adelsten, som i de senere år har været primus motor her, fik den tanke, at det kunne være interessant at invitere 4. klasserne til en selvstændig konkurrence. Det gjorde vi, og til stor glæde og lidt overraskelse var de faktisk på mange måder på højde med 7. klasserne.

Interessen blandt de bornholmske 7. klasser er også ebbet ud på det seneste, og i år har vi så forsøgt os med at give 6. klasserne muligheden.

Så i år har vi afviklet BM i oplæsning for henholdsvis 4. og 6. klasser.

Det er en glæde at være med til disse arrangementer, fordi man får bekræftet, at oplæsning er en væsentlig faglig disciplin:

Eleverne lærer at give det skriftlige en stemme, og de får på den måde smagt på ord, som de ellers ikke benytter i hverdagen; altså en udvidelse af ordforrådet.

Eleverne oplever, at de gennem oplæsningen skaber et fællesskab med afsæt i en tekst, der som oftest bliver læst individuelt.

Vi har søgt at finde tekster, der egner sig til de to målgrupper – og med erfaringen fra forleden må man konstatere, at vi hår fundet noget brugbart:

4. klasserne læser udvalgte tekster fra En drøm om vinger (Dansklærerforeningen 2002). Det et korte historier, som i sin tid blev bragt i Samvirke.

6. klasserne læser uddrag af Ungerne fra Strandholt, bind 1. Den sommer Aslak vandt en bamse af OscarK. (Dansklærerforeningen 2023). De tre bind i serien beskriver børneliv i 1950’erne i et sprog, der fanger tiden.

I to kommende indlæg vil jeg komme ind på nogle af de iagttagelser og overvejelser, jeg som dommer i konkurrencerne gjorde mig.

Til den store H.C. Andersen-medalje!

Jesper Wung-Sung modtog den 1. april 2025 den H.C. Andersen-pris og -medalje, som H.C. Andersen-Samfundet i København uddeler hvert andet år. Og det var en både ydmyg og synligt fornøjet forfatter, der takkede for hæderen med en tale, der på en og samme gang priste den store digter og vedkendte sig den store påvirkning, han udøver på Jesper Wung-Sungs forfatterskab.

Dette fremgår utvetydigt af de to bøger, der var årsagen til, at han fik prisen: Livsskildringen H.C. Andersen i billeder og romanen Hans Christian, som i øvrigt et par dage tidligere var blevet fulgt op af romanen Ungdomsforsøg.

Men også indirekte ligger HCA ofte som en særlig toning af bevidstheden, når Jesper Wung-Sung skriver. Dette gav han eksempler på i den takketale, han berigede forsamlingen med.

Hans blik for Andersen blev vakt, da han til studentereksamen i dansk trak en Klokken, som den tekst, han skulle eksamineres i. I første omgang ærgrede det ham, fordi han havde foretrukket en moderne tekst. Men efterhånden som han under forberedelsen fordybede sig i teksten, blev det mere og mere klart, at her var der tale om en forfatter af helt særlig karat.

Selvfølgelig havde han som så mange andre børn hørt nogle af de eventyr, som gør Andersen til det, Jesper Wung-Sung for prælitterær; vi kender ham, før vi selv kan læse. Men alligevel var det overraskende at opdage, hvor fræk og frisk han var som forfatter. I talen blev der givet eksempler på den særegne tegnsætning og poetisk legende ordkunst, H.C. Andersen mestrer.

Derfor sidder han i Jesper Wung-Sungs forfattersjæl. Og eksemplerne herpå var mange. Her er et par eksempler:

Ungdomsbogen Den sidste henrettelse har på titelbladet et H.C. Andersen-citat: “Alle ville til denne henrettelse. Det var en festdag.” Historien udspiller sig i Svendborg, hvor en dreng dømmes til døden for en ildspåsættelse. Og Andersen blev med skolen fragtet til en henrettelse i Skælskør. Men absurditeten træder frem, når de to begivenheder kombineres.

I billedbogen Den hvide kanin og den sorte hat, indfølende naivt illustreret af Anna Margrethe Kærgaard, mister kaninen sit hjem, da tryllekunstneren i hvis hat, den bor, dør. Efter af have halte-hoppet sig frem i livet finder den et nyt hjem i en hat, der sidder på hovedet af et fugleskræmsel; en figur, der minder meget om H.C. Andersen.

I børnebogen Guldfisken Glimmer bliver fisken tømt ud i kloarken, da pigen, der ejer den, får en kæreste, som ikke kan holde ud, at den svømmer i glasbowlen og beglor dem. Den går til bodybuilding og træder op fra kloarkens dyb, da det bliver halloween, og besøger familien, som påskønner den udklædning og byder den slik fra den bowle, som engang var den hjem. Han går grassat, men ligger senere på vejen med fare for at tørre ud. Han reddes af pigens tårer. Har vi hørt om både at blive kasseret og blive reddet af tårer før?

I Danser med virus udgav Jesper Wung-Sung den bog, som forlaget betegnede som et litterært kram til dem, der på grund af coronaen måtte gå kramløse omkring. Digtene danser sammen med nogle af H.C. Andersens papirklip.

I billedromanen Tre små kinesere sender kejseren Tjung, Tjang og Tjing til den anden side af jorden, hvor de skal finde den største digter og bringe ham til Kina. Efter mange genvordigheder, som blandt andet Homer har inspireret til, lykkes missionen. Og hvem den største digter er, er der vel næppe grund til at nævne her. Denne bog er illustreret af Otto Dickmeiss så smukt så smukt, at man blot får trang til at dunke sig på maven og råbe “P”.

Disse eksempler skal blot vise, at Jesper Wung-Sung er enestående, men ikke i ordets smalleste betydning – alenestående, for han står stedse sammen med den største digter.

Jens Raahauge

Jesper Wung-Sung modtager H.C. Andersen-Samfundet i Københavns kulturelle Fonds Pris og Medalje. 1.

H.C. Andersen-Samfundet i København har valgt Jesper Wung-Sung som modtager af den sølvmedalje, som uddeles hvert andet år. Overrækkelsen skete i forbindelse med årets generalforsamling, hvor formanden Kirsten Dreyer motiverede valget med følgende ord:

Kirsten Dreyer hædrer Jesper Wung-Sung. Foto: Leif Lønsmann

Velkommen til uddelingen af H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje 2025.

Og hjertelig velkommen til årets prismodtager Jesper Wung-Sung.

I paragraf 1 i vedtægterne for H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje hedder det – og jeg citerer – at ”fondens formål er at fremme interessen for H.C. Andersen’s liv og værk, dels ved støtte til herhørende studier, dels ved at yde anerkendelse til betydelige indsatser på dette område, herunder tildeling af H.C. Andersen-Samfundets Pris og Medalje.”

Gennem årene har det betydet, at prisen og medaljen har været givet til en lang række litteraturforskere og skuespillere – ingen nævnt, ingen glemt, når jeg måske lige undtager Hendes Majestæt dronning Margrethe og H.C. Andersenforskningens helt store navn, som ingen, der beskæftiger sig med H.C. Andersen, kommer udenom, Helge Topsøe-Jensen. Uden hans brevudgaver og udgaver af Andersens selvbiografier, ville det være svært at sige noget om endsige skrive om H.C. Andersen. Ser man listen igennem over de talrige prismodtagere, vil man bemærke, at den aldrig er givet til en skønlitterær forfatter. Villy Sørensen modtog den ganske vist i 1993, men det var for sine nyfortolkninger af Andersens forfatterskab ikke for sine egne fiktive værker. I dag skriver vi imidlertid historie, for vi har besluttet at give den til Jesper Wung- Sung for to bøger, der begge er kommet i løbet af det seneste års tid, nemlig romanen ”Hans Christian” og livsskildringen, som den kaldes, ”H.C. Andersen i billeder”, altså et stykke fiktion og et faktuelt og biografisk værk.

Men lad mig, inden jeg kommer nærmere ind på de to værker, gå knap hundrede år tilbage til 1926, hvor det vakte sensation, da litteraturhistorikeren Hans Brix offentliggjorde en hidtil ukendt selvbiografi af H.C. Andersen, som han døbte ”H.C. Andersens Levnedsbog” og som faktisk havde ligget i den Abrahamske Manuskriptsamling på Det Kongelige Bibliotek siden 1878. Bogen var skrevet omkring 1832 og aldrig gjort færdig, for den slutter midt i et brev fra Ingemann dateret 9. januar 1831. Her fik vi en uretoucheret beretning om H.C. Andersens barndom, rejsen til København i 1819, skolegangen i Slagelse og Helsingør og forelskelsen i Riborg Voigt. Da H.C. Andersen skrev sin første trykte selvbiografi, der kom på tysk i 1847 og først på dansk i 1942 under titlen ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, var han allerede en kendt forfatter og eventyrdigter i store dele af Europa og godt i gang med at skabe den myte om sig selv, som han formulerede i den første sætning, som han gentog i hans store danske selvbiografi fra 1855: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt” – i ”Mit Livs Eventyr” blev ”lykkeligt” i øvrigt til ”lyksaligt”!

Nu har vi så fået endnu en selvbiografi af Andersen udgivet af Jesper Wung- Sung under titlen ”Hans Christian”, og pudsigt nok kom den samtidig med Joakim Garffs roman ”Solisterne” om Andersen og Søren Kierkegaards fiktive rejse til Italien i 1849, hvor Garff har ladet Andersen skrive dagbog, så vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var Andersen, der havde skrevet den, for vi genkender fuldstændig Andersens sprog stil. Det er anderledes med ”Hans Christian”. Den er præget af en sproglig opfindsomhed, som i øvrigt adskiller den fx fra Jesper Wung-Sungs roman om Ida Hammershøj ”Kvinde set fra ryggen”. Lad mig komme med nogle eksempler som ”benbevendt”, ”fodfærdig”, ”stofbarlig”, ”bugspark” eller ”ødseløjethed”. H.C. Andersens fiktive selvbiografi vil i allerhøjeste grad være et fund for ordbogsredaktørerne i Det danske Sprog- og Litteraturselskab og i Sprognævnet. Der er stof til en hel ordbog.

Det fremgår ikke, hvornår vi skal forestille os, at ”Hans Christian” er skrevet. Er det den unge og endnu ret ukendte Andersen, der har grebet pennen eller den berømte digter? Det er nemlig ikke mytens Andersen vi møder, men Jesper Wung-Sungs fortolkning af Andersens selvfortolkning, vi læser. Og ikke nok med det. Det er åbenbart også et skuespil, vi er vidne til, for selvbiografien er inddelt i akter og scener, helt præcist 3 akter med 57 scener, så går vi ud fra det klassiske drama, hvor der altid er fem akter, må vi forvente en fortsættelse med den såkaldte peripeti, der rummer det afgørende vendepunkt i dramaet. I ”Hans Christian” efterlades vi nemlig ikke som i ”Levnedsbogen” midt i et brev fra Ingemann, men i historien om Andersens ankomst til København i 1819 og hans besøg hos mosteren, der er bordelværtinde i Borgergade. Vi er dog ikke i tvivl om, at Andersen nok skal klare sig, for hvem andre end Andersen kunne finde på at skrive ”Endelig blev jeg født!” og hvem vil kunne skrive, at ”alt vil komme i tvangfri hæfter”. H.C. Andersen har kort sagt store planer, og kender man hans eventyr, og det gør vi jo alle sammen, så ser vi også, hvordan Jesper Wung-Sung har indlagt små episoder eller replikker, der peger fremad på eventyrene.

Fiktion kan være en farlig genre, når den vil beskrive historiske personer. Mon ikke mange i hvert fald i den lidt ældre generation, der har set ”Elverhøj” forestiller sig Christian IV, som han optræder i skuespillet. Og kunne vi ikke sagtens forestille os, at Andersen virkelig havde tabt de kunstige tænder, da han ville læse et digt op for Frederik VII og grevinde Danner, som det er tilfældet i P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv”? Fiktionen ender måske en dag med at blive virkeligheden, hvis vi ikke ved bedre.

Lige præcis det opvejes med Jesper Wung-Sungs ”H.C. Andersen i billeder”. Det er ikke en humoristisk fiktiv selvbiografi men fakta, vi bliver præsenteret for, og da jeg stod med bogen i hånden, lagde jeg især mærke til undertitlen ”En livsskildring af Jesper Wung-Sung”. Der står ikke ”en biografi af Jesper Wung- Sung” men ”en livsskildring”. Når jeg hæftede mig så meget ved ordet, skyldtes det, at der er forfattere, der gerne vil give indtryk af, at de har skrevet den autoritative biografi om en eller anden. Ergo er der ikke mere at sige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan og vi bliver også ved at omfortolke historien, og det gjorde H.C. Andersen jo også selv, efterhånden som hans berømmelse steg og han mere og mere så sit liv i mytens skær. Ligesom Jesper Wung-Sung har betrådt nye veje med sin fiktive selvbiografi om Andersen, gør han det langt hen ad vejen også i livsskildringen. I 1925 udgav forfatteren Karl Larsen bogen ”H.C. Andersen i Tekst og Billeder”, men det er lidt af en torso, for det er ikke meget, man får at vide om de sidste tyve år af Andersens liv. Senere har vi fået et par regulære billedbøger af henholdsvis Topsøe-Jensen og Niels Oxenvad, men med Jesper Wung-Sungs bog har vi en hel livsskildring – og det er altså H.C. Andersens liv, der er i centrum, ikke en fortolkning af hans forfatterskab – hvor hvert afsnit er knyttet sammen med et billede. Den er skrevet i et moderne sprog og let læst og samtidig har jeg noteret mig, at den i mange tilfælde forholder sig til billedmaterialet, altså fortolker fx portrætter af Andersen for at få noget frem om hans personlighed eller liv, vi måske ellers ikke ville være opmærksomme på.

Og med den bemærkning vil jeg nu bede dig modtage H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Pris og Medalje. Hjertelig tillykke!

Ole Dalgaard alias OscarK fylder 75

Foto: Lars Sidenius

Forfatteren Ole Dalgaard fylder 75 den 31. marts

Ole Dalgaard har et omfattende CV. Tidligere teater- og TV-direktør, TV-producer, dramatiker og forfatter til flere end 40 skøn- og faglitterære værker. Sammen med hustruen Dorte Karrebæk har han bidraget til at flytte grænserne for, hvad børnelitteraturen formår. Og så er han belæst, hvilket gør ham til et ualmindeligt vidende menneske. I gamle dage ville han have fået betegnelsen polyhistor. Men også nu, hvor han i en moden alder udfolder sig med uformindsket styrke, men med en anderledes indsigt og melankolsk overbærenhed, er han produktiv på et bredt felt:

”Det er aldrig for sent at få en dårlig barndom” var titlen på et foredrag, hvori Ole Dalgaard, alias OscarK, for et par uger siden på et af Dansklærerforeningens arrangementer søgte at belyse erindringen som konstrueret forestilling om fortiden. Hans barndomserindringer ”Og så var der verden som den var” var anledningen til disse overvejelser, og her beskriver han den mageløse barndomsoplevelse, at verden forandrer sig alt efter hvilken stol, man sidder på ved bordet.

Denne opdagelse giver han børn og unge mulighed for at reflektere over gennem børneromanen ”Ungerne fra Strandholt”, som kan åbne øjnene for livet i 1950erne, hvor der var fritgående børn, som på egen hånd måtte søge at gribe og begribe tilværelsen.

I de mange børnebøger, som OscarK har begået i de seneste år, ofte sammen med illustrator Teddy Kristiansen, får de unge læsere mulighed for at få nye perspektiver på verden, hvad enten det er i de poetiske og finurlige bøger om ”Hugo og Holger” og om ”Den venlige flodhest” eller i de opskruede og grovkornede ”Drengerøvshistorier”.

Overalt finder man bag det absurde eller det anderledes en ømhed og poesi, som kan give anledning til at undres og få lyst til at søge mere viden.

Dette gælder også i udpræget grad hans seneste udgivelser til det voksne publikum. Måske blev sporene lagt i romanen om Luther, ”Viae Deus Audet Scire, eller Den melankolske reformator”. I hvert fald har han nyoversat gammeltestamentlige tekster, ”Sangenes sang” (Højsangen) og ”Skeptikerens bog” (Prædikerens bog) og senest beskæftiget sig med tilværelsens største spørgsmål, hvor to romaner i en planlagt trilogi er udkommet: ”Ars Moriendi” og ”Dødedans”, mens arbejdet med sidste bind udfolder sig lige nu. Her søger OscarK med den tyske atomfysiker Werner Heisenberg som hovedfigur at belyse slægtskabet imellem den moderne kvantefysik og middelalderens alkymi.

Ole Dalgaard/OscarK giver os litteratur, der udspringer af en tro på, at der fortsat eksisterer undrende mennesker, som har trang til at fordybe sig, for at få åbnet vinduer til en større verden. Videbegærlige børn og unge fortjener hans litteratur, akkurat som lærere, lærerstuderende og alle andre voksne gør.

Ole Dalgaard afsluttede sit foredrag med følgende konklusion: ”En dyb søgen efter sandhed vil lede til usikkerhed, som måske er den højeste form for visdom, vi kan stræbe efter”.

Ole Dalgaard er imidlertid også den, der har lagt ord og stemmer til de tigerhistorier, som kan findes på QR-koder rundt om i Juelsminde, hvor han bor. Her står 25 pullerter med tigre, som hans ægtefælle, illustratoren Dorte Karrebæk, har malet på strandens sten og dermed givet anledning til tigerjagt i byen.

Virkeligheden er mangfoldig og på mange måder uhåndgribelig. For at understrege dette er det pirrende, at de nævnte værker angiveligt er skabt af OscarK, som ifølge Ole Dalgaards hjemmeside afgår ved døden den 14. juni 2014.

Jens Raahauge

Et godt nyt år, hvor vi ikke taler professionen og faget ned, tak!

Vi må undgå at braklægge det meningsfulde i vores arbejde, så ukrudt slår rod

Der er nok af udsagn, som maler dystopiske billeder af skolen og dens lærere. Det er helt boulevardpresseagtigt, når man læser om katastrofale dit og dat og om chokerende dat og dit.

Der er så sandelig behov for kritisk tilgang til meget af det, der sker i og omkring skolen. Men det må kunne ske i en nuanceret form, der som afsæt har, at det er meningsfuldt arbejde, vi som undervisere udfører, og at det er med skolens formål, vi samtaler om udvikling af fagene, professionen og skolen.

Derfor har jeg genlæst den fine bog om Bæredygtige skoleliv, hvori en række forskere beskriver deres arbejder med lærere og elever. Det væsentlige i den bog er ordet skoleliv, som står i frugtbar modsætning til den forskning, som instrumentelt søger at forbedre decimaler frem for at skabe liv.

I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.

Læs min anmeldelse her: https://www.folkeskolen.dk/baeredygtighed-didaktik-forskning/hold-da-op-for-en-forskning-med-skolen/4770724

Den type forskning lægger op til den type samtale om skolens indre liv, som jeg har i tankerne, når jeg ønsker mig en nuanceret debat om skolen.

De forekommer mig at være en parallel til dem, der ønsker at fremme læselyst ved massivt at styrke folkebibliotekerne og glemmer at nævne skolebibliotekerne. Har de bibliotekarernes eller læsningens tarv i tankerne? Det er dog skolebiblioteket, der har mulighed for at nå alle børn og give pædagogisk rådgivning, mens folkebibliotekerne primært søges af de bogvante, med mindre skoler bringer børnene derhen.

Prøv at se på årets udtalelser på folkeksolen.dk fra forskere, der afdækker skolens problemer, og når frem til, at der er behov for yderligere forskning på netop deres felt. Vil de den nuancerede og livgivende debat eller deres eget levebrød?

Når jeg formulerer den nuancerede debat med afsæt i det meningsfulde i lærerarbejdet, skyldes det, at jeg i min indbakke pludselig får mails, der lover at løse alle problemer omkring elevernes læsning og læring og omkring det at studere. Afsenderen er Scientology Kirken i Danmark, og deres frelsende metoder er udviklet af sektens stifter L. Ron Hubbard. Disse mails indledes med et betoning af dystopien den danske skole og opfølges med den frelsende løsning.

Dette tjener for mig til at advare imod at braklægge den danske folkeskoles demokratisk og dannende grundlag. For der kan fyge ugræs over hegnet.