dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Hallehoi, siger Klods Hans

Udsnit af forside på Klods Hans #2, 2025, af Bernardo P. Cavalho

I går lå IBBY Danmarks (Selskabet for børnelitteratur) medlemsblad Klods Hans i min postkasse. Temaet er Fællesskaber. Og så opdagede jeg, at jeg selv har bidraget til bladet med en artikel om oplæsning; denne disciplin, som bygger bro mellem tale- og skriftsprog, som er et bud på en fællesskabende aktivitet, men som uvilkårligt også rummer en fortolkning af teksten.

Men temaet “Fællesskaber” er væsentligt i en tid, hvor individorienteringen har taget overhånd. Børn vil gerne være sammen, ja, mange udtrykker, at det bedste ved at gå i skole er at være sammen med kammeraterne. Derfor er det velgørende at læse om forskellige bidrag til at gøre læsning til et fælles anliggende, hvad enten det sker på skolens eller andre institutioners initiativ, som udløber af spil-aktiviteter, eller på børns og unges egne initiativer.

Den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og ja, man kan blive opslugt af en bog – en frydefuld fornemmelse. Og bogen er skabt til opslugthed med den udformning, den har: to skyklapper, der tilmed er syet sammen. Men Lindhardt tilføjede, at hvis du kommer derind, så få benene på nakken og kom ud igen.

Pointen er klar: det er berigende at komme ind i et nyt univers, hvor ens tanker og synspunkter bliver udfordret. Men lige så godt er det at komme ud igen og få den nye oplevelse og erfaring sat i spil i den verden, der er ens dagligdag. Det er dette fællesskaberne omkring læsning kan bidrage til.

Et omfattende ps: Fra 2013 og 8 år frem var jeg medlem at den dengang nyetablerede komité, der skulle vælge modtageren af Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. I de år læste jeg en dansk børne- eller ungdomsbog om dagen. Det var på sin vis en lettelse, da beskikkelsen sluttede, for langtfra alt, som ser dagens lys, er berigende. På den anden side giver en brat afslutning en underlig form for abstinenser. Og her er der hjælp at hente i Bogbotten, som er IBBYs anmeldersite.

Børne- og ungdomslitteraturen får mindre og mindre spalteplads i de trykte medier, men i Bogbotten kan man finde inspiration til, hvor der er noget at komme efter.

Bogbottens anmeldelser er en uvurderlig håndsrækning til dansklærere, pædagoger, skole- og børnebibliotekarer og forældre, når man ønsker at finde en farbar vej i udgivelsesjunglen.

Tak for Bogbotten!

Tag med på skovtur

I de seneste år – vistnok de seneste 5 – har Claus Meyer taget initiativ til “Verdens bedste skovtur” på A.P. Mller-grunden i Udsholt ved Rågeleje, Nordsjælland.

Der sker en masse, også en masse oplevelser, som det fremgår af programmet for de 14 dage, skovturen varer. https://meyers.dk/media/48775/vbb_program_2025_oversigt.pdf

Hvert år har jeg bidraget med et foredrag og et par workshops, som det hedder på dansk. Og hver gang har det drejet sig om lyrikskrivning; ikke for at gøre skovturens deltagere til digtere, men for at give dem mulighed for at lege med og dyrke sproget. Hvad de får ud af det ved jeg ikke, men jeg oplever en masse, fx at de fleste helst vil sidde ved et bord, tale lidt sammen og inspirere hinanden, men at nogle unge klatrer op i et fyrretræ og sidder der og skriver. Nogle på 4 år har lige lært at rime, og de remser løs. Andre unge har vægret sig ved at skrive poesi i skolen, men får ord til at gro i skoven. Mens mange får løsnet for deres skriveblokeringer ved at få inspiration fra andres digte, så de, som de fleste rigtige digtere, kan stjæle frigørende rammer.

I år vil jeg udfordre vores sprog for det, vi sanser. I et indlæg på mandag den 14.07. kl. 18.30 – 19.30 vil jeg tale om at være ved sine fulde fem. Og i de to efterfølgende workshops torsdag den 17.07. og fredag den 18.07., begge gange kl. 16-18, vil jeg lægge op til at skrive henholdsvis ud fra afstandssanserne syn og hørelse og ud fra de sanser, der ligger i kroppen, smag, følelse og lugt.

Men der sker et væld af andre ting på skovturen. Læs programmet og se, om det ikke er noget for dig og dem, du ferierer sammen med.

Eksempel på et skovtursdigt, inspireret af Poetens Ad Hækkenfelt til:

Meyer havde haft sit mas / med at finde fyrrekvas, / så han kunne skaffe ilden / og få fut i skovtursgrillen. / Men det lykkes; grillens glød / braser blidt det ferske kød. / Røgen skaber næsespil: / lokker lækkersultne til. / Magert kød gør godt i munden. / Meyer spejder: Hvor er hunden?

Vi burde have set det

Udsnit af forsiden på Annette Herzogs bidrag til serien Min historie

I den landsby, som min kone og jeg bor i, har vi en læseklub, der mødes cirka en gang om måneden for at tale sammen om en bog, vi har læst. Aldersspredningen i gruppen spænder over 60 år, og det kan gøre samtalerne og bogvalgene overraskende og mere tankevækkende, end hvis alle kom fra samme aldersboble.

Til næste gang skal vi læse Jeppe Bentzens “De vingeskudte”; om den generation, vi opdrog til en tro på Europa som fredens bastion, garanteret af NATO og EU, og som mistede troen, da Rusland overfaldt Ukraine. I bogen tager Jeppe Bentzen på interrail rundt i Europa og ikke mindst øjenåbnende i Østeuropa, hvor han taler med mange af sine jævnaldrende om fremtiden i Europa og i verdensdelen stater. Som titlen antyder konkluderer han, at de tilhører generationen “de vingeskudte”.

Men vi burde have set det. For fem år siden, i 2020, udkom Annette Herzogs “På vores side af muren” i serien “Min historie”, som bringer børnebogsforfatteres og illustratorers barndomserindringer. Hun skriver loyalt om dagliglivet i DDR. I forbindelse med udgivelsen havde jeg samtaler med hende, hvori hun kommenterede udviklingen ved at konstatere, at der aldrig fandt en genforening sted, men at Vesttyskland overtog DDR. Man genkalder sig billeder på nethinden af kansler Kohl, der står triumferende med en gestalt, der minder om Herluf Bidstrups karikaturtegninger i “Land og Folk” af den skruppelløse, grådige kapitalist.

Det gav panderynker, men vi burde have vidst det. Da min kone og jeg overnattede i en lille tysk by, Hagenau, fik vi vores morgenmad serveret af en midaldrende kvinde, som talte tysk med accent. Hun fortalte, at hun var kommet til Tyskland efter katastrofen. Og da vi lignede spørgsmålstegn, uddybede hun: hun kom fra Kazakstan, hvor arbejdsløsheden var resultatet af Perestrojka.

Vores tro på det liberale markeds formåen til at sikre en gunstig udvikling efterlader myriader af tabere undervejs. Og dette er ikke mindst tilfældet i det Østeuropa, hvis unge stemmer i Jeppe Bentzens “De vingeskudte” må få os til at vågne op, hvis vi fortsat tror på den frihed og det demokrati, som markedet har forkvaklet, og hvor Putins overfald på Ukraine har fået en ung generation til at vakle i troen – mildest talt.

Tænk, at vi læste “På vores side af muren” som en loyal barndomserindring uden at fornemme det, der stak dybere: det, der kunne mistes og blev mistet ved den senere såkaldte genforening!

Om Peter Seeberg

I disse tider, hvor en del forfattere tager markante faderopgør, er det velgørende at dykke ned i den brede filmpræsentation af forfatteren, museumsmanden og mennesket Peter Seeberg, som hans datter, antropolog Ditte Seeeberg, har tilrettelagt under fællestitlen Vidnefortællinger.

Teknikken er enkel: vidnet sidder over for kameraet (og Ditte Seeberg) og fortæller direkte til os; enkelte gange afbrudt af spørgsmål fra tilrettelæggeren. Denne enkle fremstillingsform kan forekomme nogle at være statisk, men faktisk kan man nærmere kalde genren for podcast med levende billeder.

Netop de levende ansigter tilfører vidneudsagnene en ekstra dimension, for hvor bliver meget udtrykt og afdækket gennem vidnernes mimik. Stærkest kommer det måske til udtryk i fotografen Jørgen Borgs udsagn, når han grinende kommenterer nogle fotos af Seeberg med ordene: “Jeg mangler ord”, mens han klart kan se, når samspillet mellem ord og billeder fungerer.

Tilsammen tegner de fem vidnefortællinger et billede af et menneske, der var omgængeligt, men markant. Når folk forsamles om et rundt bord, vil Peter Seeberg altid sidde for bordenden, ler vennen Niels Barfoed, men uden anvendelse af et magtsprog, som var Seeberg aldeles fremmed. Tværtom fortæller Aino Kann Rasmussen, at hans uselviskhed gav deltagerne en fornemmelse af at løfte i flok. Og man kan så overveje hvor dette bord så skulle stå, for det går igen i udsagnene, at alt alvorligt bør man tale om under åben himmel, men diskussioner under tag kun er for forretnings- og embedsfolk.

Og netop samtalen om hvem vi er, lærte Peter Seeberg måske som ung besøgende i et hus på Strandvejen, der var samlingssted for unge, der af husets ældre kvindelige ejer (og mor til Seebergs kone Hanne) blev mødt med åndsnærværelse og ægte interesse. Og dette spørgsmål gennemsyrer hans forfatterskab i en grad, der får en til at betegne ham som utillært eksistentialist.

Han bliver venner med Carl-Göran Ekerwald efter en dansk skolebesøg i Sverige kort tid efter Danmarks besættelse. De bliver pennevenner, og det bliver starten på, at de lærer således hinanden at kende personligt og litterært.

Den måde at lære hinanden at kende på indgår i forskeren Jeppe Barnwells vue over Peter Seebergs forfatterskab, da han besvarer spørgsmålet om forfatterskabets relevans i dag. Svaret er dels et nej, for forfatterskabet foregår i en anden tid uden digitale kommunikationsmidler; man skrev breve! Dels må svaret også være ja, fordi Seeberg insisterer på, at det er væsentligt at være til stede i verden; dette er mere relevant end tidligere. Og så plæderede Seeberg for det acceptable i at begå fejl, at acceptere at man er uperfekt.

Vennen Niels Barfoed gør meget ud af at fremhæve, at Peter Seeberg så den enkle livsførelse som det, der var nærmest sandheden; ikke noget med økologi og andre ideologiske mærkater, man kunne komme i ugebladene med, men det drejede sig om blot at leve sådan uden selvpromoverende bagtanker.

De fire film giver hver for sig et kig ind i Peter Seeberg, som ven, som litterat, som museumsmenneske, som samarbejdspartner og som en forfatter, der hører til blandt dansk litteraturs store.

Men tilsammen tegner de et portræt af en facetteret menneske, der uegennyttigt gav så meget til så mange på utallige områder. Og så sker formidlingen i et enkelt format og i et roligt tempo helt i Peter Seebergs ånd. Podcast med fotograferede levende ansigter! De burde ses og høres under åben himmel, for her foregår noget væsentligt!

Tak til Ditte Seeberg for at have taget initiativet det disse vidnespyrd, som forhåbentlig finder en stor seerskare, der gerne vil inspireres litterært, historisk, sprogligt, formidlingsmæssigt og pædagogisk.

filmene er her:

Carl-Göran Ekerwald, (1923-2025) svensk forfatter, som havde et nært og livslangt venskab med Peter Seeberg fra de var gymnasieelever.

Niels Barfoed (f. 1931) fortæller om et livslangt venskab, om ungdomstid i København, om besøg på Rømø, om Peters rejse til Berlin og om forfatterskabet.

Aino Kann Rasmussen (f. !937) mag.art. i forhistorisk arkæologi, fortæller om udgravninger på Failaka og om Peter Seebergs mange initiativer i museumsverdenen.

Jørgen Borg (f. 1945) fotograf, der fortæller om mange års samarbejde med Peter Seeberg om projekter, bøger og udstillinger på Viborg Stiftsmuseum – og om deres farverige venskab.

Jeppe Barnwell (f. 1978) Seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, redaktør på det store værk på 11 bind med Peter Seebergs samlede værker. desuden er han formand for Peter Seeberg Arkivet på Hald Hovedgaard.

Fagfornyelse med kanon – det kan ikke passe!

Den obligatoriske litterære kanon følger tilsyneladende med over i det fagfornyede danskfag. Og det virker for mig at se absurd, fordi denne tænkning og dens effekt på promoveringen af læselyst ikke harmonerer med de øvrge aspekter i den formålsbestemte undervisning – og i øvrigt heller ikke med grundlaget for den obligatoriske kanon.

Som medlem af kanonudvalget (2004) ærgrer det mig, at alle har overset, at udvalget fandt, at forfatterskaberne på den obligatoriske kanon ikke nødvendigvis var det ypperste af dansk litteratur, men var det, der kunne læses i såvel grundkskole som gymnasium. De bedst egnede til grundskolen fandt man – bortset fra H.C. Andersen – på den vejledende liste. Ja, den havde så væsentlige navne, at udvalget tilpassede kommissoriet, så børnelitteraturens gyldne år 1967 kunne komme med på listen.

Og bemærk, at den obligatoriske liste var et kompromis for at tilfredsstille minsteren, som skulle tilgodese både det Venstre, som ønskede frihed, og det Venstre, som ønskede pensum.

Men da man justerede grundskolens kanon og ikke ungdomsuddannelsernes, forsvand samtidigt begrundelsen for det obligatoriske. At det bibeholdes kan kun bero på en absurd relikvietænkning.

I 1994 udkom en kanonrapport, hvor jeg i øvrigt også var med i udvalget. Her er en stor kanon med 100 forfattere, heraf 15 kvinder, som man kan lade sig inspirere af, men som ikke er obligatorisk.

I et særligt afsnit lægges der op til, hvordan læsning af ældre litteratur kan spille ind og give perspektiv på læsningen af børne- og ungdomslitteratur. For mig at se er dette et ideal, som burde forfølges i de nye fagplaner. Historisk læsning kan være berigende, når den kan indgå meningsfuldt. Men bliver den afsættet, vil den ofte være en barriere for læseglæden, fordi den lægger så mange snublesten ud på læsevejen. I grundskolen vil historisk læsning kunne vinde genklang, hvis den har lokale eller børnelitterære referencer.

Måtte 2004-kanonen optræde som et mellemspil, når en ny fagplan ser dagens lys med et blik for historisk læsning, der kan fremme fordybelsen og læseglæden.

Med døren på klem til skolebiblioteket

I morgen udkommer LæringsCentret #4, 2025. Det er blevet mig til del at skrive en kort artikel om SKOLEBIBLIOTEKET til dette nummer, der som tema har at “Samarbejde om læseglæde”.

Der er et væld af interessante initiativer, som man kan fornøje sig med at læse om i sommerferien og lade sig inspirere af, når skoleåret igen får skolerne til at åbne dørene til skolen og dens indhold.

Ganske sigende har bladet en forside, hvor der med versaler er tegnet navnet SKOLEBIBLIOTEKET. Og i højre fod af k’et i skolebibliotek er der en dør og et skilt, hvorpå der står åbent.

Dette må være en opfordring til, ja, en tro på, at der må være noget at komme efter. De mange inspirerende artikler peger i den retning, men for mig at se er de netop udvalgte og efterfølgelsesværdige.

For at dette vil ske, må der afsættes midler til retablering af en alsidig bogsamling, tid og uddannelse til formidling og tildeling af en gedigen åbningstid med betjening.

Husk, at skolebiblioteket har mulighed for at nå alle børn, også dem fra hjem uden reol. Derfor skal genindførelsen af skolebiblioteket tages alvorligt, aldeles alvorligt.

LæringsCentret_nr 4_2025 32 sider low V10 (1)Download

ps.

Bladet er et fornemt udtryk for, at en faglig forening er guld værd. Så meld dig ind i den faglige forening, der står dit arbejde nær.

Er det for børn?

Dansklærerforeningen er blevet kontaktet af Harald Toksværd fra DR’s talenthold vedrørende brug af Villy Sørensens novelle “Blot en drengestreg” i folkeskolens undervisning. Denne barske novelle har bidt og bidt sig fast, da journalisten havde fået den præsenteret i 5. klasse. Og nu var spørgsmålet: Er den for børn? Og hvorfor bruger vi den i underviseningen?

Det blev mig betroet at tale med Harald Toksværd, måske især fordi jeg har læst novellen i danskundervisningen over flere år. Det blev en kærkommen anledning til at genkalde mig nogle gode dansktimer med fine samtaler om skyld og uskyld, om forklaringer og kontekst, om humor og alvor, om digt og virkelighed og ikke mindst om fravær af voksne i et børneliv.

Men det blev også en erindring om, at et par klasser allerede havde hørt novellen læst op i 4. og 5. klasse af en vikar, der skulle overleve 50 minutter ved hjælp af gys og gru. Dette var selvfølgelig en irriterende chikane, når man skulle undervise i teksten nu tre eller fire år senere. Under alle omstændigheder forekommer novellen mig at være uegnet til børn før 8. klasse, og så skal den læses som led i undervisning. Ellers efterlader skolen eleverne på Herrens blodige mark, akkurat som drengenes forældre i novellen gør det.

Men jeg husker, at novellen var en oase i den ørken af svensk socialrealisme, som prægede ungdomslitteraturen i 1970’erne. Her var stof til seriøs samtale om, at ikke alt kan og bør forklares videnskabeligt for forudsætningsløse børn, om et stringent, grotesk sprog med anstrøg af humor, og om det har smertelige følger, når forældre og andre voksne er fraværend ei børns liv.

Det lettede i øvrigt samtalen, at børnene i novellen er yngre end de elever, man læste den sammen med i 8.-9. klasse.

Dens påpegning af, at kontekstblinde forklaringer og oplysninger i et univers uden voksnes involvering kan føre til forkvaklede handlinger, er i øvrigt mere aktuel end nogensinde nu, hvor influenzere, fake news-doenter og faktabenægtere har holdt deres indtog i medier og storpolitik.

Tak til Harald Toksværd for at dele sine rystelser med mig og sætte mine erindringer i gang.

Er det i orden?

Fra Thøger larsens manus til Danmark, nu blunder. Lemvig Museum.

I går holdt jeg i regnen ud for et københavnsk gymnasium og hørt nogle øve sangen “Danmark, nu blunder den lyse nat”; Thøger Larsens smukke digt om naturen og de kræfter, der holder gang i livet. Men i mit øre sneg ordene fra Halfdan Rasmussens “Skillingsvise”, der er skrevet over Thøger Larsens sang sig ind. “Pigernes latter og lyse hår / leg, som får aldrig ende” bliver til “Pigerne taber det lyse hår / Drengene mister potensen”. Er det i orden at nedbryde en af vores smukkeste sange? Er det et problem, at Halfdan Rasmussen så dygtigt har nedbrudt den smukke sang, at hans ord trænger sig på, når den oprindelige, smukke sang synges?

Til det kan man overveje, om den udvikling, der har fundet sted omkring vores natur fra 1914, hvor Thøger Larsen skrev, til 1970, er i orden, og om vi siden da har fået mere larsenske end rasmussenske tilstande.

På samme måde spiller det ind i mig, at Niels Hausgaard på et tidspunkt fortalte om en nordjysk køkkenfabrikant, der havde fået i opdrag at sælge inventar med selvlukkende skuffer til det Irak, hvor en sammenslutning af villige med George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen havde omstyrtet regimet. Denne fabrikant måtte under en luftalarm søge ly i en port, hvor en mor søgte at berolige sit barn med en sang. Den danske køkkenmand bad sin tolk oversætte, og teksten lød: “Kæmp for alt, havd du har kært. Dø om så det gælder.” Og manden fra det nordjyske rystede på hovedet og tænkte, at når de ser sådan på det, så holder det aldrig op.

Hausgaards historie må få os til at gruble over, hvorfor nogle er helte, mens andre, der laver de samme handlinger, er terrorister.

Satire og ironi kan sætte fingeren på urimeligheder og sandheder, der var engang. Men det er værd at huske, at noget af det, der ligger bagude, kan nære vores tanker om, hvad det er værd at kæmpe for: lyse nætter, liv i fjordene, giftfri marker og kampe for det bedre.

Peter Seeberg – 100 år

Foto fra pr-materiale til lanceringen af 5 film: Vidnefortællinger

I Informations bogtillæg (20.06.25) skriver Erik Skyum-Nielsen, at nu “har Peter Seeberg endelig opnået sin velfortjente plads i litteraturhistorien”. Skyum leverer et fornemt og nuanceret portræt af fødselaren, hvori han diskuterer, om Peter Seeberg havde en grundholdning. Og han afrunder med ordene: “Måske var han noget så sært som en sanselig, praktisk indstillet digtende filosof og en fabulerende realist.”

Læs selv Skyums portræt og se, at det ikke var så overraskende endda, at Peter Seeberg blev en af de forfattere, der blev optaget på den litterære kanon i 2024, selv om dette vist kom som en overraskelse for en del. Men Peter Seeberg har netop en sproglig, genremæssig og tematisk vidde, der gør ham oplagt til undervisning i både ungdomsuddannelserne og i grundskolen.

Dette fremgår tydeligt af de to udgivelser om Peter Seeberg, som Dansklærerforeningens Forlag har udgivet: Thorkild Borup Jensen “Peter Seeberg. Portræt af forfatteren og forfatterskabet”, hvori han hæfter sig ved tre aspekter: åbenhedens tilstand, det anonyme livs betydning og glæden ved det groteske. Af dette aner man forskellen på jysk (Seeberg) og københavnsk modernisme (Rifbjerg). Siden har Søren Fanø og Katja Gottliebs “Peter Seeberg. 1925-1999” givet skolen et undervisningsmateriale, som både giver et fint overblik og en række fordybelser i væsentlige dele af forfatterskabets temaer, sproglige karakteristika, de mangfoldige genrer og virkelighedens absurditeter, ligesom hans betydning for senere forfatterskaber tages op.

Selv har jeg anvendt Peter Seeberg på skolens mellemtrin, blandt andet hans digt om “Bolsjer”, hvori der sker noget så sjældent som brug af verber, der holder sig inde i munden – “tyg langsomt, / sug, / sut.” Dette inspirerede en elev til at slutte et digt om gulerødder med “bid over, / guml, / gnask”.

100 årsdagen bliver markeret på Skovgaard- museet i Viborg, hvor der stilles en ny udgivelse i udsigt, ligesom antropolog Ditte Seeberg har tilrettelagt fem film, “Vidnefortællinger”.

Gå om bord i Peter Seeberg i sommerferien og brug ham i undervisningen i de kommende mange skoleår. Giv ham hans velfortjente plads i litteraturhistorien!

Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen

Lea Hebsgaard Andersens forsideillustration til DANSK #2, 2025

Så er nummer 2 af DANSK udkommet, og temaet er “Mærk suset af dansk”, altså artikler, der tager afsæt i det store kursus for dansklærere, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod for. Med omkring 1000 dansklærere som deltagere.

Dansklærerforeningsdelen af kurset for mellemtrinslærere blev varetaget af Mette Frederiksen (altså den rigtige) og mig. I fællesskab havde vi planlagt et forløb, der dykkede ned i faget grunddiscipliner: det talte og det skrevne sprog – med oplæsning som en mellemstation.

Vi bød velkommen med sætningen: “Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen”, ikke fordi vi er maskinstormere, men fordi vi gerne ville insistere på, at den analoge undervisning kan noget særligt, hvad angår nærhed og fællesskab. Og faktisk viste det sig, at der på nogle af holdene var unge lærere, som vægrede sig ved at skrive i hånden; det havde de ikke gjort i årevis. Så alene af den grund følte vi os på rette spor.

Gennem enkle og eksemplariske øvelser fik vi skabt et væld af mundtlige fortællinger, hørt mange oplæsninger, dykket ned i en læsemetode, der tager afsæt i deltagernes forskellige oplevelser af en tekst, og endelig skrevet en god portion digte.

Vi indledte med sangen “Lad mig mærke en dansklærers tone”, som bygger på en række forfatteres erindringer om deres dansklærer. De er meget forskellige, men har det tilfælles, at deres lærere er, hvad man kunne kalde personligt praktiserende.

Vi sluttede med en evaluering, som var overvejende positiv, og som især vægtede, at deltagerne kunne genkende sig selv i arbejdet med faget.

I DANSK #2 gengiver vi strukturen i og overvejelserne bag forløbet. Marie Elmegaard og Sara Sejerskild beskriver CFU-delen af mellemtrinskurset. Heraf fremgår det klart, at kursets indfaldsvinkler supplerer hinanden – fx ved at CFU’erne foldede temaerne ud gennem deres digitale platforme.

Og én ting står fast: dansklærere hungrer efter efteruddannelse.