Hvis der er noget, der ærgrer mig, er det, at jeg siden min studentereksamen i 1963 ikke har holdt mit fransk ved lige.
Netop nu opholder jeg mig i Paris med min gode ven Ole Dalgaard, alias OscarK, for at gå på cafeer og i parker og diskutere stort og småt.
Det første, der slår en, er høfligheden. Allerede i toget indledes informationer med “mesdammes et messieures”, og et “s’il vous plait” efter en bestilling er en selvfølge. For år tilbage spiste jeg hos en rad´ndrusiansk lærer, der havde en fransk au pair. Hun havde en morgen sagt: “Ræk maj brøet, bøbeløb”. Det viste sig, at hun savnede det høflige, et s’il vous plait eller please, men havde opsnappet i supermarkedskøen, at folk ved betaling sagde bøbeløb; altså ‘på beløbet’.
Men også klangen af fransk er musik i ørerne, så jeg har overvejet at genopfriske det tabte. Og hvad ville være mere naturligt end at starte med Den lille prins, som også var den første bog, jeg læste på fransk.
Så spotter mit øje en forretning, der har udstillingsvinduet fyldt med “Le Petit Prince” og et kig gennem indgangsdøren viser samme fokusering. Men det eneste, der ikke er, er bogen. Det, der ligner en bog, er en porcelænssparebøsse. Udenomsværkerne har taget over, akkurat som vi ser det hos fx Disney og Mummie; figurerne får nok deres eget liv, når kræmmerne tager over. Og der er fare for, at litteraturen træder i baggrunden.
Akkurat som den gør, når forlag sætter dårlige oplæsere til at lægge stemmer til fx H.C. Andersen.
Det er ganske enkelt noget ødelæggende l… (Undskyld mit franske).
Lad os nu tro på, at god litteratur kan formidles i egen ret.
I lørdags var Benjamin Koppel midtpunkt ved Boghandlerforeningens Laureatfest, idet han for romanen Sommerfuglens stemme blev tildelt De gyldne Laurbær 2024. Det var svært ikke at være begejstret for, at boghandlerne havde truffet dette valg, selv om det kan undre mig, at Jakob Martin Strids Den fantastiske bus ikke havde tag i boghandlernes stemmer. Den er dog så unik, at det danske bogmarked ikke har set noget lignende siden H.C. Andersens første eventyr. Måske har boghandlere generelt ikke øje for børnelitteratur, som noget der er lige så værdifuldt som litteraturen til voksne???
Men tilbage til Laureatfesten. Den foregik, som man kunne forvente, med taler, der hyldede bogen i almindelighed og Benjamin Koppels bog i særdeleshed, og med en festivitas, som afspejlede Koppel-familiens musikalitet og kreativitet. Så lang, så mere end godt. For Benjamin Koppel er en særdeles værdig modtager af denne hæder.
Alligevel var det et par afsnit i Benjamin Koppels takketale, der bed sig fast i mig: han havde som barn altid været med sine forældre til koncerter og digtoplæsninger, og så – ikke mindst – at han havde gået på Freinetskolen i Valby, hvor de skulle skrive frie tekster, som derefter skulle læses op for kammeraterne. Benjamin skrev og skrev, så han kunne have brugt al den tid, der var til rådighed for oplæsning. Derfor skulle han læse til sidst.
Her mindedes jeg, da jeg selv måtte opgive den svenske metode, læsning på talens grund, hvor alle elever skulle bidrage på baggrund af en fælles oplevelse. Det gik der ged i, og jeg lod mig inspirere af Freinets fri tekst-skrivning, som byggede på det, som kaldtes det famlende eksperiment. Og det fængede. De, der skrev langt, men ikke havde noget på hjerte, fandt, at kammeraterne faldt fra. De, der kunne skrive koncentreret og vedkommende, vandt gehør. Man kan læse om det i min lille pamflet, Dyrk dansk derude.
Denne metode tog elevernes stemmer ind i undervisningen, og flere tekster kom til at sætte dagsorden for indholdet i undervisningen. Så jeg forstod Benjamin Koppels cadeau til metoden i takketalen.
Jeg fortalte forfatteren OscarK om denne oplevelse og refleksion, først med 300 km i timen i et fransk tog på vej til Paris, og siden ved flere lejligheder på cafeer i omegnen af Luxembourg-haven. “Eleverne skal også lære nogle regler og facts, grammatik osv. Ellers tror de, at alt er godt nok,” indvendte han i min her forgrovede gengivelse. Nu har vi krydset klinger, om hvad der kommer først, regler eller frie tekster. Dette er en del af den diskussion, vi også lægger op til, når vi besøger skolers danskfagudvalg. Og her finder vi dynamikken mellem frihed og umage, mellem overfladiskhed og fordybelse.
ps. OscarK’s trebindsroman Ungerne fra Strandholdt er lige nu ekstremt nedsat i Dansklærerforeningens bogskab. Og den er efter min opfattelse noget af det bedst egnede til litteraturundervisning i 6.-8. klasse, fx én titel pr år.
Forleden var min kone og jeg til bedsteforældredag i vores treårige barnebarns udflytterbørnehave, hvor vi skulle tilplante deres højbede med vores medbragte urter og blomster.
Der var en intens aktivitet og en stemning, der fik mig til at erindre Johannes Møllehaves udsagn om, at børn ville have det optimalt, hvis man sprang forældregenerationen over. Han havde nok overset det gode, at vi bedsteforældre kan sende børnene hjem, når vi er kørt trætte. Og jeg har her nok ignoreret det faktum, at de empatiske og dygtige pædagoger hver dag skaber en dagligdag, som børnene glæder sig til deltage i.
Men her på plantedagen gik alle omkring med vandkander. Nogle vandede planter, andre rutsjebanen for at undersøge turen ned i væde, og en af vores barnebarns gode venner vandede mig sko og sagde, at nu kunne jeg vokse.
Jeg rejste mig langsom op, mens han stirrede. Jeg måtte imidlertid stoppe, inden fødderne slap jorden. Men han nikkede anerkendende. Og jeg kom i tanke om Kim Fupz Aakesons novelle om onklen, der føler, at han er en rhododendron, sætter sig på familiens carporttag, hvor han bliver vandet og bliver en turistattraktion – indtil den dag han ikke vil mere. Kim Fupz er en af dem, der mestrer de fleste litterære greb, men på samme tid kan holde barnet i sig levende.
På samme vis forholder det sig med mange andre og i særklasse Jakob Martin Strid, der med Den fantastiske bus har skabt et af de værker, der er et par hundrede år imellem tilsynekomsten af. Jeg har overværet vores treårige læse i bogen sammen med sin mor og farmor, og han spotter detaljer, som de voksne overser, og refererer til erfaringer fra sin barneverden. At lytte til det er en dør ind til barndommens land.
Det skriver Mac Barnett om i den forunderlige Barne(t)ts hemmelige dør. Læs den, for det han skriver om børnebogsforfattere har også bud til pædagoger og lærere.
Endelig vil jeg nævne forfatteren Nils Hartmann, som i Børnenes Verdenshistorie husker, hvordan det er at være barn. Og derfor antager han altid børnenes vinkel, selv om de ofte er ofre på storpolitikkens altre – eller netop derfor gør han det.
Uden sådanne forfattere, der husker, hvordan børn tænker, føler og lever, ville vores verden være fattig; forvokset så at sige!
I går var jeg på genbrugspladsen for at komme af med månedens læs af aviser. Og som vanligt kastede jeg et blik ind i containeren med bøger; fuld var den som vanligt. Mine øjne blev ramt af en lille undseelig bog, som jeg ikke havde set i årtier: Ib Spang Olsens I Kristoffers spor.
Heri fortæller tegneren om Martin A. Hansen og om Lykkelige Kristoffer, som han illustrerede. I sin seminarietid kom Ib Spang Olsen i praktik hos lærer Hansen, som betog ham med sin tilgang til både stoffet og eleverne. Denne gudbenådede fortæller af en lærer troede ikke “på oplæsningens enestående og centrale værdi i danskundervisningen, en af seminariets mærkesager. Jen [ISO] mindes, at han var den første jeg hørte antyde, at det måske endda var skadeligt for begribelsen.”
Se, det er anfægtende ord i mine øjne, når nu jeg selv anvender oplæsning som brobyggeren mellem tale- og skriftsprog. Men jeg forstår, hvad han mener. Den fortælling, der skrives ned, stivner. Den levende fortælling skabes i nuet og tager farve af nuet. Derfor er den beåndet af den styrke, som binder fortælleren og tilhørerne sammen. Derfor kan den skabe undren og indbildningskraft, akkurat som mødet med andre forunderligheder i virkeligheden. Apropos, så funderer Lea Korsgaard på, om det er en oplevelse med frisættelsen af en rødvinsfarvet sommerfugl, som viser sig at hedde sørgekåbe, der vakte hendes trang til at se alle Danmarks sommerfugle. Læs hendes forunderlige Inden året er omme.
Martin A. Hansen selv brugte det at skabe undren til at pirre nysgerrigheden, når han fx vendte klassens verdenskort på hovedet, afslørede en model af en kajak for øjnene af eleverne eller som sagt fortalte.
Han egen indlevelsesevne var en urkraft. Således finder Ib Spang Olsen ud af, da han står i det hallandske landskab, der er som taget ud af Lykkelige Kristoffer, at Martin A. Hansen aldrig har været der.
Noget af det forsømte i den danske skole er at lytte til eleverne. Noget af det andet måske ligeså forsømte er at pirre elevernes undren, så de får lyst til at fordybe sig og nørde. Og som her: at finde en gammel bog, der kan ryste ens rutiner.
Ib Spang Olsens bog var en gave til Gyldendals Bogklubs medlemmer – og kom ikke i handelen. Men alternativet kunne være: Gak til Løgneren og bliv vis.
Dansklærerforeningen inviterer til debat om engangement, kundskaber og fællesskaber
Eventbeskrivelse
Dansklærerforeningens Grundskolesektion inviterer til paneldebat på Folkemødet 2025 under temaet “Bundet i frihed”. Ved Dansklærerforeningens paneldebat på Gårdscenen i 2024 blev det formuleret, at vi må fortsætte samtalen under denne overskrift. Når vi får mulighed for at erstatte læringsmålstyring med en formålsbestemt undervisning, og når vi får incitamenter til at finde en bedre balance mellem analog og digital undervisning, vil vores frihed møde en række bindinger: Til stoffet (faglighed) Til undervisningsmidlerne (ressourcer) Til den demokratiske dannelse (elevinddragelse) Hvor tager vi os frihed til at udvikle skolen og skabe fagligt engagement, meningsfulde kundskaber og samtalende fællesskaber? Bemærk: Debatten finder sted på Klippescenen.
Deltagere
Jens Raahauge, Moderator, Dansklærerforeningen Katrine Fylking, Formand, Københavns Lærerforening Nikolaj Elf, professor, Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab, SDU Mette Frederiksen, Lærer, Syvstjerneskolen Ida Geertz-Jensen, Forkvinde og lærer, Dansklærerforeningen
Kinesisk børnetegning, udstillet på Københavns Rådhus frem til den 2. juni 2025
Hvis du har mulighed for det, så læg veje om ad Københavns Rådhus fra nu og frem til den 2. juni 2025. Her er det muligt at se omkring 300 børnetegninger, som kinesiske børn, de fleste mellem 7 og 13 år, har udført, idet opgaven har lydt på at give en illustration til eller en fortolkning af et af H.C. Andersens eventyr.
Og udstillingen i sig selv er eventyrlig. Hvad disse børn formår teknisk og med hensyn til indlevelse er intet mindre end imponerende.
Jeg gik ved åbningen i kølvandet på en mormor og Maya på 6. år. Hun genkendte mange af eventyrene, nogle umiddelbart, men mange ved at iagttage deltaljer, som lagde spor ud. En lidt yngre Asta sad med en rådhuspandekage efter en rundgang, og hun konstaterede, at billederne med den lille havfrue var flottest. Disse to registreringer blot for at opfordre til at tage børn med på udstillingen. Dels er den ualmindelig flot, og dels må den kunne anspore til at gøre sig umage.
Udstillingen er arrangeret af H.C. Andersen Art and Culture Committee & H.C. Andersen-Samfundet i København. Den afholdes som et bidrag til kulturudveksling mellem Danmark og Kina, og i år markerer den tillige 75 året for de diplomatiske forbindelser mellem vore to lande.
Udstillingen blev åbnet af Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken, Kinas ambassadør i Danmark Wang Xuefeng og Finn Andersen fra H.C. Andersen Art and Culture Committee og H.C. Andersen-Samfundet i København. Fælles for deres indlæg var pointeringen af, at H.C. Andersens eventyr kan forene mennesker på tværs af kulturer og grænser.
Formand Mao var klartskuende, da han i 1949 bestemte, at alle kinesiske børn skal læse H.C. Andersens eventyr.
Udsnit af Dorte Karrebæks Fladsåtrold i Næstved. Fra Tankestreger 1. Dansklærerforeningen
Overskriften refererer til et statement fra kvinden, jeg havde til bords forleden, da jeg var inviteret til 50 års jubilæum med den første realklasse, jeg førte til eksamen. Og flere vendte tilbage til denne redning, som, efterhånden som aftenens runde med livsfortællinger skred frem, blev sat i et perspektiv, der fortalte noget alment, snarere end noget om min person.
Sammen med en masse andre unge lærere havde jeg været til et marked, som jeg tænkte tilbage på, da DR sendte serien om slaveriet på De vestindiske Øer. Vi var blevet samlet på Næstved Rådhus over for den enorme statue af Fladsåtrolden, og herefter gik vi fra skoleinspektør til skoleinspektør for at blive vurderet. Og endelig fik vi at vide, hvem der havde “købt” os.
Når jeg pointerer, at vi var mange, så beror det på, at der skete store udskiftninger i hver enkelt skoles lærergruppe. Og som de jubilerende elever fortalte mig, føltes det som en redning at slippe for de lærere, som endnu ikke havde opfanget, at skæld ud og korporlig afstraffelse var forbudt. Det at få en ung lærer, der havde en anden tilgang til elever end magtudøvelse, var en befrielse. Så baggrunden for “at redde” var forholdsvis overkommelig.
Alligevel gjorde det mig glad, at de havde opfattet, at jeg også var mig selv, gav dem noget personligt, hvor de fx huskede positive bemærkninger med humoristisk tvist i karakterbøgerne, reaktioner på forskellige kontroverser osv. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg som de fleste andre unge lærere var personligt engageret og ikke privat praktiserende, som det i dag ret fordomsfuldt karakteriseres, når vi arbejdede alene i klasserne; for vi samarbejdede i fritiden, som det hed, akkurat som det nu sker i skemalagte møder.
Det andet, der slog mig, var, at de alle kom fra skoledistriktet i en tid, hvor mange forskellige familier og socialgruppe boede side om side. Der var endnu ikke skabt en boligpolitik, hvor man havde naboer, der lignede en selv. Det at lære at være sammen på tværs af baggrund, var et frugtbart vilkår, hvor man lærte at have respekt for forskellighed. Ved en anden jubilæumskomsammen gav en anden jubilar et skudsmål i denne retning: “Du skabte en ramme for, at vi kunne blive hinandens dna!” Dette gav sig her udtryk i den begejstring, de udviste for hinandens fortællinger, og for de mangeartede funktioner, som de havde påtaget sig i opbygningen af vores velfærdssamfund – spændende fra ledende poster i erhvervslivet over påpasseligt kontorarbejde i det offentlige og i det private til lærergerning og omsorgsarbejde. Og alt imens de alle havde givet deres bidrag til, at samfundet hjul kunne køre, havde de selvfølgelig også levet et liv med glæder og sorger. Men hold da op, hvor de har givet hinanden en robusthed, som det er vanskeligt at opnå i dag, hvor det frie skolevalg får alle til at søge imod ligesindede, og hvor dyrkningen af individet på fællesskabets bekostning gør den enkelte svagere.
Min kone og jeg har just set de 6 afsnit af Reservatet, og jeg finder det på sin vis urimeligt, at det er de sårbares ghettoer, der er fokus på i politik!
Det, som jeg lærte af at være med til et 50 års tilbageblik, var, at det nok må være sværere at være ny lærer i dag, men også at det er vigtigt at være sig selv, give noget af sig selv. Så mit råd må være, at man skal bruge den megen fokusering på de professionelle læringsfællesskaber til at springe ud som sig selv! Elever kan lugte, hvis man er påtaget.
Endvidere lærte jeg, at de indsigter i andres livsvilkår, som man tidligere kunne give eleverne en ramme for at leve sig ind i, nu er blevet en opgave for læreren. Trivsel er blevet til “triv selv!” med AULA på bagperronen. Mit bedste bud vil være, at arbejdet med litteratur, billedkunst, musik og de andre praktiske og musiske fag kan bidrage til at gøre opgaven mulig.
Men summa summarum: Jeg er taknemmelig for, at det blev en realklasse i midten af 1970’erne, der skulle lære mig at være lærer. Men det, de lærte mig, føler jeg mig også forpligtet til at bidrage med i den pædagogiske debat.
Akkurat som jeg vil opfordre alle med praktisk visdom til at gøre.
Udsnit af omslag på Otto Dickmeiss’ bog Uden lineal
Det blev mig forundt at være ghostwriter på Otto Dickmeiss’ bidrag til serien med barndomserindringer, Min historie, hvori en række af børnelitteraturens forfattere og illustratorer har beriget Dansklærerforeningens udgivelsesprogram.
Bogen fik titler Uden lineal, fordi Otto Dickmeiss, som i skolen havde tale- og læsebesvær, havde en mor, der forsynede ham så rigeligt med papir og farver, så han kunne udtrykke sig på denne måde – uden lineal, i modsætning til broren, der tegnede med lineal og blev ingeniør.
Jeg kom til at tænke på denne fine bog, da jeg læste Egon Clausens fortælling om vestjydernes guder i bogen Fjordens kant. Her skriver han, at først var der Odin og Thor, så kom Paven i Rom, dernæst Luther fra Wittenberg og i hans kølvand Vilhelm Beck, som svingede med sin indre missionske knaldepisk. Og senere kom der så en ny gud: linealen, hvor alting skulke rettes ud, rørlægges eller gennemskæres efter rette linjer. Men nu har turisme overtages, og alting skal gøres krumt og ligne noget, det aldrig har været… “og det hører fremtiden til”.
Se, det er her vi står line nu i opgøret med linealens tid. Det er ikke skolen som valfartssted for turismen, der stiller krav om denne ændring; forhåbentlig ikke, hvor det landskab, børn og unge færdes i, når de ikke er i skolen, måske kunne friste os til at søge at plagiere influencere og underholdningsindustri – forsøg, der er dømt til at mislykkes, men vi må være vidende disse påvirkninger om som noget indvirkende, men også som noget, vi skal skabe alternativer til ved at tilbyde fordybelse, udeskole, eksperimenteren, sansninger og ikke mindst fællesskab.
Det er nogle af de ingredienser, der må bidrage til at gøre de lige linjer organiske i et fremtidigt opgør med linealen. Derved kan kan undervisningen bidrage til at give de mangeartede erfaringer, som børnene bringer ind i skolen perspektiv. Hvis vi overlader perspektiveringerne til den kommercielle underholdningsindustri risikerer vi, at menneskelig udvikling afløses af fordummelse. Jeg så for første gang i utallige år det europæiske Melodi Grandprix, hvilket for mig underbygger denne antagelse til fulde!
Og hvorfor griber jeg nu fat i denne problematik? Jo, fordi jeg mener, at alle de pensionerede lærere, som har praktisk erfaring med undervisning og derfor besidder en praktiske fornuft, vil kunne bidrage til at finde nogle af de frugtbare krumninger, som skal afløse den lineære tænknings hærgen i skolen.
Bemærk, at det, der kom før linealen, havde at gøre med ånd! En ånd, der var rummelig nok til at indse, hvor linealen har sin berettigelse.
Fotograf Bjørn Hernes har i løbet af godt et års tid kørt rundt i området omkring Ringkøbing Fjord, standset sin blå Renault Clio på forskellige steder, hvor vandet og landet mødes. Dér har han knipset 1500 billeder, hvoraf de 50 bringes i bogen Fjordens kant, hvor de betegnes som et billedessay. Og det genrevalg er nemt at følge, idet hvert eneste foto er et forsøg på at skildre et NU – tilsyneladende uden handling og uden arrangeret skønhed, men på nuernes egne betingelser.
Umiddelbart sænker roen sig i beskuerens sind. Men efter en behagelig stund med fred i sjælen melder en eftertænksomhed sig. Billederne skildrer ganske rigtigt mødet mellem vand og land, men en tredje part melder sig i synsfeltet: spor af menneskelig aktivitet eller mennesket selv. Der er menneskeliv her på kanten, og man kan fundere over om det bygger på tilkæmpet tilværelse eller våde drømme eller begge dele. Bogens undertitel, Midlertidigheden, nærer tankerne, og billederne giver, som billeder nu engang har for vane, anledning til både dvælen og refleksion. Derfor er det oplagt at have bogen liggende inden for rækkevidde, så man kan række ud og blive ramt af lidt vandkant.
De 50 fotos står ikke alene, for forfatteren Egon Clausen har skrevet et tilsvarende antal tekster. De er ikke direkte koblet på fotografierne, men giver alligevel næring til de tanker, der er blev sat i gang af billedsproget. Dog er det værd at notere sig det, som Egon Clausen selv skriver i forordet, at teksterne står i egen ret. Og ja, de kan læses uafhængigt af billederne. Langt omkring kommer man i de vellykkede forsøg på med ømhed, lune og indføling at skildre vestjyders sprog og karaktertræk, med stor viden at tage læseren med til skelsættende begivenheder og med undertrykt vemod at udsige noget om det, der hører fremtiden til. Mange af disse korte tekster er værd at gribe ud efter i stunder, hvor man lider af enten pessimisme, optimisme eller det, der ligger imellem.
Bogen skildrer, som nævnt, mødet mellem land og vand. Og helt konkret afspejles dette i det møde mellem billed- og verbalsprog, som vi er vidner til i bogen. Begge sprog fungerer “i egen ret”, men får tilført en ekstra dimension ved at mødes.
Bogens undertitel om midlertidigheden kradser i den ro, som billederne tilsyneladende afdækker, og får næring af de registreringer, som teksterne sætter ord på. Måske er det hele anderledes om få år, sådan som det hele tiden har været: kanten flytter på sig.
Bogen har fået mig til at interessere mig for det folkefærd, som har befolket den vestlige vandkant af Danmark.
Det har ført til læsning af H.C. Andersens beskrivelse i En historie fra Klitterne, som Lemvig Gymnasium og Lemvig Bogtrykkeri udgav i 2005. Hvor kan han dog skrive! Og hurra for et gymnasium, som beriger os med en mindre kendt, dragende rejseaffødt beskrivelse fra HCA’s hånd.
Videre har jeg læst Anders Bunes Bøvling Klit. En vestjysk fortælling, som er udgivet på Forfatterskabet.dk i 2019. Den fortæller om det liv, som blev levet på det golde stykke klitland, og hvoraf der nu kun er nogle få stednavne tilbage. Men engang var der mulighed for at fornemme det barske liv derude, idet forfatteren og Fjaltring-læreren A. Chr. Westergaard skrev Klit Per-bøgerne. Måske en idé til en grafisk novelle?
Se, det var også, hvad dobbelthederne i Hernes og Clausens fine vandkantbog inspirerede til.
Illustration af Vilhelm Pedersen til eventyret To jomfruer
I H.C. Andersens eventyr om To jomfruer er rambukken kæreste med den ene. Men da jomfruernes ejer beslutter, at de for fremtiden skal kaldes stempler, slår rambukken op; han vil ikke være kæreste med et stempel.
Og hvis vi siger, at vi forstår ham, så lad os vende blikket indad.
På H.C. Andersens fødselsdag i 1968 oprettede den danske stat Det Centrale Personregister, blandt venner benævnt CPR-registret. Så mens den almindelige opfattelse af 1968 er tiden, hvor ungdomsoprøret slog til lyd for et opgør med autoriteter og for individets frihed til selv at forme sit liv, fik magthaverne indført det redskab, som giver så mange gevinster, men som også rummer muligheden for masseovervågning. (STASI må i graven skrumpe af misundelse). Og mens vi nyder gevinsterne i dagliglivet og i sundhedsvæsnet, pønser en socialdemokratisk justitsminister på masseovervågning via netop de registre, hvis samkøring CPR-systemet er afgørende for.
Så fra at have været mennesker, der har haft et behageligt redskab i hænde, bliver vi til talkoder, der kan registreres; vi går fra jomfruer til stempler.
Og det er måske en udvikling vi har næret ved vores barm i skoleverdenen. Lad mig give et eksempel:
Da jeg startede i skole i 1951, fik jeg plads ved en pult i en SKOLESTUE. Da jeg senere i 1971 begyndte mit arbejde som lærer, mødte jeg elever, der sad ved borde i et KLASSEVÆRELSE. Da jeg startede som underviser ved en provinsafdeling af Danmarks Lærerhøjskole, fandt jeg årskursisterne i et KLASSEKOKALE. Og forleden var jeg på skolebesøg, hvor eleverne var placeret i et FÆLLESRUM.
Altså en glidende udvikling fra det nære STUE over det mere private, men dog nære VÆRELSE til det humant neutrale LOKALE og RUM, som måske er mere håndterbare for en skemalægger. Vi har i sproget været vidne til en glidende afhumanisering af de rammer, som børn i skolen skal leve under.
Hvordan har dette påvirket elevernes og lærernes liv og velbefindende? Hvordan har det påvirket sansen for det nære, for samhørigheden og for dannelsen?
Tænk, at alt dette er gået under vores radar. Man får lyst til at råbe: Er der en rambuk til stede?
