Er det i orden?

I går holdt jeg i regnen ud for et københavnsk gymnasium og hørt nogle øve sangen “Danmark, nu blunder den lyse nat”; Thøger Larsens smukke digt om naturen og de kræfter, der holder gang i livet. Men i mit øre sneg ordene fra Halfdan Rasmussens “Skillingsvise”, der er skrevet over Thøger Larsens sang sig ind. “Pigernes latter og lyse hår / leg, som får aldrig ende” bliver til “Pigerne taber det lyse hår / Drengene mister potensen”. Er det i orden at nedbryde en af vores smukkeste sange? Er det et problem, at Halfdan Rasmussen så dygtigt har nedbrudt den smukke sang, at hans ord trænger sig på, når den oprindelige, smukke sang synges?

Til det kan man overveje, om den udvikling, der har fundet sted omkring vores natur fra 1914, hvor Thøger Larsen skrev, til 1970, er i orden, og om vi siden da har fået mere larsenske end rasmussenske tilstande.

På samme måde spiller det ind i mig, at Niels Hausgaard på et tidspunkt fortalte om en nordjysk køkkenfabrikant, der havde fået i opdrag at sælge inventar med selvlukkende skuffer til det Irak, hvor en sammenslutning af villige med George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen havde omstyrtet regimet. Denne fabrikant måtte under en luftalarm søge ly i en port, hvor en mor søgte at berolige sit barn med en sang. Den danske køkkenmand bad sin tolk oversætte, og teksten lød: “Kæmp for alt, havd du har kært. Dø om så det gælder.” Og manden fra det nordjyske rystede på hovedet og tænkte, at når de ser sådan på det, så holder det aldrig op.

Hausgaards historie må få os til at gruble over, hvorfor nogle er helte, mens andre, der laver de samme handlinger, er terrorister.

Satire og ironi kan sætte fingeren på urimeligheder og sandheder, der var engang. Men det er værd at huske, at noget af det, der ligger bagude, kan nære vores tanker om, hvad det er værd at kæmpe for: lyse nætter, liv i fjordene, giftfri marker og kampe for det bedre.