dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Med døren på klem til skolebiblioteket

I morgen udkommer LæringsCentret #4, 2025. Det er blevet mig til del at skrive en kort artikel om SKOLEBIBLIOTEKET til dette nummer, der som tema har at “Samarbejde om læseglæde”.

Der er et væld af interessante initiativer, som man kan fornøje sig med at læse om i sommerferien og lade sig inspirere af, når skoleåret igen får skolerne til at åbne dørene til skolen og dens indhold.

Ganske sigende har bladet en forside, hvor der med versaler er tegnet navnet SKOLEBIBLIOTEKET. Og i højre fod af k’et i skolebibliotek er der en dør og et skilt, hvorpå der står åbent.

Dette må være en opfordring til, ja, en tro på, at der må være noget at komme efter. De mange inspirerende artikler peger i den retning, men for mig at se er de netop udvalgte og efterfølgelsesværdige.

For at dette vil ske, må der afsættes midler til retablering af en alsidig bogsamling, tid og uddannelse til formidling og tildeling af en gedigen åbningstid med betjening.

Husk, at skolebiblioteket har mulighed for at nå alle børn, også dem fra hjem uden reol. Derfor skal genindførelsen af skolebiblioteket tages alvorligt, aldeles alvorligt.

LæringsCentret_nr 4_2025 32 sider low V10 (1)Download

ps.

Bladet er et fornemt udtryk for, at en faglig forening er guld værd. Så meld dig ind i den faglige forening, der står dit arbejde nær.

Er det for børn?

Dansklærerforeningen er blevet kontaktet af Harald Toksværd fra DR’s talenthold vedrørende brug af Villy Sørensens novelle “Blot en drengestreg” i folkeskolens undervisning. Denne barske novelle har bidt og bidt sig fast, da journalisten havde fået den præsenteret i 5. klasse. Og nu var spørgsmålet: Er den for børn? Og hvorfor bruger vi den i underviseningen?

Det blev mig betroet at tale med Harald Toksværd, måske især fordi jeg har læst novellen i danskundervisningen over flere år. Det blev en kærkommen anledning til at genkalde mig nogle gode dansktimer med fine samtaler om skyld og uskyld, om forklaringer og kontekst, om humor og alvor, om digt og virkelighed og ikke mindst om fravær af voksne i et børneliv.

Men det blev også en erindring om, at et par klasser allerede havde hørt novellen læst op i 4. og 5. klasse af en vikar, der skulle overleve 50 minutter ved hjælp af gys og gru. Dette var selvfølgelig en irriterende chikane, når man skulle undervise i teksten nu tre eller fire år senere. Under alle omstændigheder forekommer novellen mig at være uegnet til børn før 8. klasse, og så skal den læses som led i undervisning. Ellers efterlader skolen eleverne på Herrens blodige mark, akkurat som drengenes forældre i novellen gør det.

Men jeg husker, at novellen var en oase i den ørken af svensk socialrealisme, som prægede ungdomslitteraturen i 1970’erne. Her var stof til seriøs samtale om, at ikke alt kan og bør forklares videnskabeligt for forudsætningsløse børn, om et stringent, grotesk sprog med anstrøg af humor, og om det har smertelige følger, når forældre og andre voksne er fraværend ei børns liv.

Det lettede i øvrigt samtalen, at børnene i novellen er yngre end de elever, man læste den sammen med i 8.-9. klasse.

Dens påpegning af, at kontekstblinde forklaringer og oplysninger i et univers uden voksnes involvering kan føre til forkvaklede handlinger, er i øvrigt mere aktuel end nogensinde nu, hvor influenzere, fake news-doenter og faktabenægtere har holdt deres indtog i medier og storpolitik.

Tak til Harald Toksværd for at dele sine rystelser med mig og sætte mine erindringer i gang.

Er det i orden?

Fra Thøger larsens manus til Danmark, nu blunder. Lemvig Museum.

I går holdt jeg i regnen ud for et københavnsk gymnasium og hørt nogle øve sangen “Danmark, nu blunder den lyse nat”; Thøger Larsens smukke digt om naturen og de kræfter, der holder gang i livet. Men i mit øre sneg ordene fra Halfdan Rasmussens “Skillingsvise”, der er skrevet over Thøger Larsens sang sig ind. “Pigernes latter og lyse hår / leg, som får aldrig ende” bliver til “Pigerne taber det lyse hår / Drengene mister potensen”. Er det i orden at nedbryde en af vores smukkeste sange? Er det et problem, at Halfdan Rasmussen så dygtigt har nedbrudt den smukke sang, at hans ord trænger sig på, når den oprindelige, smukke sang synges?

Til det kan man overveje, om den udvikling, der har fundet sted omkring vores natur fra 1914, hvor Thøger Larsen skrev, til 1970, er i orden, og om vi siden da har fået mere larsenske end rasmussenske tilstande.

På samme måde spiller det ind i mig, at Niels Hausgaard på et tidspunkt fortalte om en nordjysk køkkenfabrikant, der havde fået i opdrag at sælge inventar med selvlukkende skuffer til det Irak, hvor en sammenslutning af villige med George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen havde omstyrtet regimet. Denne fabrikant måtte under en luftalarm søge ly i en port, hvor en mor søgte at berolige sit barn med en sang. Den danske køkkenmand bad sin tolk oversætte, og teksten lød: “Kæmp for alt, havd du har kært. Dø om så det gælder.” Og manden fra det nordjyske rystede på hovedet og tænkte, at når de ser sådan på det, så holder det aldrig op.

Hausgaards historie må få os til at gruble over, hvorfor nogle er helte, mens andre, der laver de samme handlinger, er terrorister.

Satire og ironi kan sætte fingeren på urimeligheder og sandheder, der var engang. Men det er værd at huske, at noget af det, der ligger bagude, kan nære vores tanker om, hvad det er værd at kæmpe for: lyse nætter, liv i fjordene, giftfri marker og kampe for det bedre.

Peter Seeberg – 100 år

Foto fra pr-materiale til lanceringen af 5 film: Vidnefortællinger

I Informations bogtillæg (20.06.25) skriver Erik Skyum-Nielsen, at nu “har Peter Seeberg endelig opnået sin velfortjente plads i litteraturhistorien”. Skyum leverer et fornemt og nuanceret portræt af fødselaren, hvori han diskuterer, om Peter Seeberg havde en grundholdning. Og han afrunder med ordene: “Måske var han noget så sært som en sanselig, praktisk indstillet digtende filosof og en fabulerende realist.”

Læs selv Skyums portræt og se, at det ikke var så overraskende endda, at Peter Seeberg blev en af de forfattere, der blev optaget på den litterære kanon i 2024, selv om dette vist kom som en overraskelse for en del. Men Peter Seeberg har netop en sproglig, genremæssig og tematisk vidde, der gør ham oplagt til undervisning i både ungdomsuddannelserne og i grundskolen.

Dette fremgår tydeligt af de to udgivelser om Peter Seeberg, som Dansklærerforeningens Forlag har udgivet: Thorkild Borup Jensen “Peter Seeberg. Portræt af forfatteren og forfatterskabet”, hvori han hæfter sig ved tre aspekter: åbenhedens tilstand, det anonyme livs betydning og glæden ved det groteske. Af dette aner man forskellen på jysk (Seeberg) og københavnsk modernisme (Rifbjerg). Siden har Søren Fanø og Katja Gottliebs “Peter Seeberg. 1925-1999” givet skolen et undervisningsmateriale, som både giver et fint overblik og en række fordybelser i væsentlige dele af forfatterskabets temaer, sproglige karakteristika, de mangfoldige genrer og virkelighedens absurditeter, ligesom hans betydning for senere forfatterskaber tages op.

Selv har jeg anvendt Peter Seeberg på skolens mellemtrin, blandt andet hans digt om “Bolsjer”, hvori der sker noget så sjældent som brug af verber, der holder sig inde i munden – “tyg langsomt, / sug, / sut.” Dette inspirerede en elev til at slutte et digt om gulerødder med “bid over, / guml, / gnask”.

100 årsdagen bliver markeret på Skovgaard- museet i Viborg, hvor der stilles en ny udgivelse i udsigt, ligesom antropolog Ditte Seeberg har tilrettelagt fem film, “Vidnefortællinger”.

Gå om bord i Peter Seeberg i sommerferien og brug ham i undervisningen i de kommende mange skoleår. Giv ham hans velfortjente plads i litteraturhistorien!

Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen

Lea Hebsgaard Andersens forsideillustration til DANSK #2, 2025

Så er nummer 2 af DANSK udkommet, og temaet er “Mærk suset af dansk”, altså artikler, der tager afsæt i det store kursus for dansklærere, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod for. Med omkring 1000 dansklærere som deltagere.

Dansklærerforeningsdelen af kurset for mellemtrinslærere blev varetaget af Mette Frederiksen (altså den rigtige) og mig. I fællesskab havde vi planlagt et forløb, der dykkede ned i faget grunddiscipliner: det talte og det skrevne sprog – med oplæsning som en mellemstation.

Vi bød velkommen med sætningen: “Vi kommer fra analogiseringsstyrelsen”, ikke fordi vi er maskinstormere, men fordi vi gerne ville insistere på, at den analoge undervisning kan noget særligt, hvad angår nærhed og fællesskab. Og faktisk viste det sig, at der på nogle af holdene var unge lærere, som vægrede sig ved at skrive i hånden; det havde de ikke gjort i årevis. Så alene af den grund følte vi os på rette spor.

Gennem enkle og eksemplariske øvelser fik vi skabt et væld af mundtlige fortællinger, hørt mange oplæsninger, dykket ned i en læsemetode, der tager afsæt i deltagernes forskellige oplevelser af en tekst, og endelig skrevet en god portion digte.

Vi indledte med sangen “Lad mig mærke en dansklærers tone”, som bygger på en række forfatteres erindringer om deres dansklærer. De er meget forskellige, men har det tilfælles, at deres lærere er, hvad man kunne kalde personligt praktiserende.

Vi sluttede med en evaluering, som var overvejende positiv, og som især vægtede, at deltagerne kunne genkende sig selv i arbejdet med faget.

I DANSK #2 gengiver vi strukturen i og overvejelserne bag forløbet. Marie Elmegaard og Sara Sejerskild beskriver CFU-delen af mellemtrinskurset. Heraf fremgår det klart, at kursets indfaldsvinkler supplerer hinanden – fx ved at CFU’erne foldede temaerne ud gennem deres digitale platforme.

Og én ting står fast: dansklærere hungrer efter efteruddannelse.

Lad mig mærke en dansklærer

I DANSK #2 er en sang til og om dansklærere trykt med hvis tekst på gul baggrund, hvilket er vanskeligt at læse i solskin på solskinsøen, hvor Folkemødet holdes. Derfor får I den her sort på hvidt.

Sangen indledte de dage på det store dansklærerkursus, som Mette Frederiksen og jeg havde på mellemtrinnet.

De udsagn, som ligger bag teksten, kan læses i bogen “Med varsomhed og vovemod”, og i et enkelt tilfælde i et “Alt for damerne”-interview.

Lad mig mærke en dansklærers tone

Melodi: Lad os lege i livstræets krone (Hans Holm)

Inspireret af udsagn fra Peter Moutitzen, Halfdan Rasmussen,

Johannes Møllehave, Josefine Klougart og Flemming Møldrup

Du trådte ind på versefødder,

lod os mærke dagens digt;

poesi gir livet rødder

mer end rugbrødsnyttepligt.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du kunne lege – vi ku’ lære

mer om troen på os selv

end om det, du bare vidste,

vi sku glem’ alligevel.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du krævede en gravens stilhed

før din stemmes sære klang

lød og fødte en fortælling

gennem vores øregang

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du tog dig tiden til at dvæle

ved en sproglig kvalitet,

havde sans for sprogets ånde,

så man virkelig blev set!

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Du øjned’ livet bag facaden

hos den frække og den grå

og lod drømmefaner blafre,

så al tomhed gik i stå.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

Jens Raahauge

DANSK #2 tyvstarter på Klippescenen

DANSK #2, som udkommer på mandag den 16.06. tyvstarter på Klippescenen hos Danmarks Lærerforeningen i Allinge. Som du kan se her, er den ved at finde vej til den mulepose, som den første 30, der vil overvære vores paneldebat “Bundet i frihed” i morgen, lørdag den 14.06. kl. 10.

Måske er der ikke nok til alle, og den nemmeste måde at sikre sig bladet og kommende blade på er at melde sig ind i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.

Dette nummer kommer bredt rundt om vores fag med artikler om hhv. dansk i indskoling, mellemtrin og udskoling. Alle artiklerne er forfattet af nogle af de oplægsholdere, som medvirkede ved det store “Mærk suset af dansk”-kursus, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod bag. Lidt flere end 1000 dansklærere deltog i dette tredages kursus, som blev afholdt på 5 forskellige højskoler rundt om i landet.

Illustrationen på forsiden på DANSK #2 er skabt af Lea Hebsgaard Andersen; oprindeligt som illustration til en novelle af Jens Blendstrup, som har titlen “Kampen mod det onde”. Den kan findes i “Værker du mærker” , som er en øjen- og sindsåbnende undervisningsantologi fra Dansklærerforeningen.

Og apropos Jens Blendstrup, så er det vildt, som den mand kan skrive. Jeg har just fortæret hans seneste roman, “Da Gud blev til”. Læs den og vær taknemmelig over, at vores sprog kan spille som smukt og grusomt. Søren A. Kirkegaard havde ret, da han sagde (citeret efter hukommelsen): Jeg elsker mit Modersmaal. Hvad jeg har at sige, kan jeg ypperligt udtrykker heri.

Det er både berigende og forpligtende at være dansklærer, der skal mærke suset af dansk – og få andre til det.

Folkemødet er lige om lidt

På lørdag den 14. juni kl. 10 er det tid for Dansklærerforeningens Folkeskolesektions paneldebat på Klippescenen i Allinge: Bundet i frihed, hvor lærer Mette Frederiksen taler ud fra et skolehverdagsperspektiv, professor Nikolaj Elf bygger videre ud fra en forskningssynsvinkel og formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking tager fagforeningsbriller på, mens formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har den faglige forenings tilgang. Jens Raahauge modererer debatten.

Til trods for at der kun er tre kvarter til rådighed, håber vi at få sat nogle tanker i gang omkring de muligheder, der toner frem med de nye fagplaners overgang fra målstyret til formålsstyret undervisning.

Som et ekstra bidrag vil tilhørerne (de første 30) kunne få næste nummer af medlemsbladet DANSK med i muleposen. Bladet indeholder 13 artikler, som udspringer af det store danskkursus, “Mærk suset af dansk” som blev afviklet i vinteren 24-25 i et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, hvor flere end 1000 dansklærere deltog.

Skribenterne i bladet er fundet bladet de instruktører, der optrådte på kurset.

Bladet udkommer til Folkeskolesektionens medlemmer den 16. juni. Men tryksværten skulle være tør, så vi kan have eksemplarer med til paneldebatten lørdag.

ps. ud over de faglige artikler er der en dansklærersang og en klumme af de to unge lærere Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul om deres møde med skolen og faget i praksis.

pps. Meld dig dog ind i Dansklærerforeningen og få bladet og masser af gode tilbud.

Frigørende chikaner

bl.a. forside på bladet Bladtegneren fra 1941, fundet i genbrugsstationens container

Ved endnu et kig ind i genbrugsstationens bogcontainer blev mit blik fanget af et hæfte med danske bladtegneres Tegnerier i 1941, altså mens Danmark var besat og medierne censureret. Arne Ungermanns forsidetegning illustrerer ganske godt bladets pointer: En nøgen model sidder med et blad i hånden. Bladtegneren er i helt bogstavelig forstand bladtegner, og beskueren af hans billede må tænke sig til den nøgne kvinde, der har holdt bladet; akkurat som man ved de øvrige billeder i hæftet må tænke sig til den kontekst, de er skabt i.

Censuren har blandt bladtegnere såvel som blandt forfatterne fremkaldt en kreativitet, som man givetvis gerne havde været foruden, men som altså alligevel fremkaldte overraskende og subtile udtryksmåder, som betød, at censuren nok kom til at virke som chikaner, men også som afsæt for kreativitet.

Indtrykkene fra dette hæfte har i mig kastet to tanker af sig vedrørende fremme af læselyst og frihed til at udfolde sig sprogligt.

Forlaget Jensen og Dalgaard udgav for fem år siden bogen “Tårernes ø” af David Nel-lo; en undselig bog, om en undselig bog, der lå gemt mellem væggen og reolen på biblioteket. Den skiftede indhold, alt efter hvem der læste den; akkurat som alle bøger dybest set gør. Den fik mig til at erindre, at jeg havde lagt gamle børnebøger rundt om på de skoler, hvor jeg var inspektør – bøger, som eleverne bare kunne tage og beholde. Faktisk forsvandt det lige så stille. Og en del forældre blev grebet af, at deres børn kom hjem med bøger, de selv havde læst som børn. Så alternativet til at køre på genbrugsstationen kunne være at give skolen brugte børnebøger til en tag selv-kasse.

Den pædagogiske udgave af chikane er at opstille rammer, som friheden kan udfolde sig indenfor. At få lov til at skrive frit, giver mange elever skriveblokeringer. Men hvis man opstiller – også firkantede – krav, kan det virke frigørende. Fx kan 5-7-5 reglen ved haiku-digte sætte frugtbare skriverier i gang. I megen opgaveløsning vil det at kende rammerne føre til kreative handlinger, men total frihed virker destruktivt.

Monstro det forholder sig anderledes med frit valg af skole, hospital, hjemmepleje osv.?

Tegn og tolkninger

Som omtalt har jeg været en tur i Paris med min ven Ole Dalgaard / OscarK. For at være ordentlig tog jeg uhøjtideligt, men pænt tøj på; således også en jakke med det emblem, der symboliserer FNs verdensmål.

Den første, der bemærkede det, var en smilende, kvindelig taxachauffør, som nikkede indforstået til os to gamle mænd i hørbukser. Og det blev fulgt op af receptionisten på hotellet tæt på Sorbonne, da han undrende spurgte, om vi skulle have to værelser.

Jeg oplevede noget tilsvarende, men mere direkte, for år tilbage i Nordens Hus i Reykjavik, hvor en ældre herre spurgte, om jeg var med “i det her med bøsser og lesbiske”.

FNs verdensmål er åbenbart ikke så alment kendte, at det gør noget.

Hjemkommet er det første, der dukker op i TV Nyhederne en gruppe israelske bosættere, der venter på at komme gennem hegnet til Gaza for at besætte nyt land. Og de har støtte fra den regering, der påstår at bekæmpe terrorisme, og i den kamps navn selv – i min optik – fremstår som terrorister. (Mette Frederiksen må skamme sig, når hun kalder det en ret til at forsvare sig!)

I 1964 blev jeg sammen med seks ældre mænd ført fra en demonstration til politistationen i Randers, hvor en ældre politibetjent skulle afhøre os. Alle fik vi spørgsmålet: “Tidligere straffet?” og alle seks før mig svarede: “Ja, dømt til døden for terrorisme; dommen ikke eksekveret!”

Senere, da jeg besøgte Dresden, som nu var delvis genopbygget, men som havde været bombet ned til 90 cm’s højde, kunne det undre, at Churchill undgik at blive anklaget for krigsforbrydelser. Men han var jo sejrherre. Læs fx Kurt Vonneguts roman “Slagtehus fem” og få nuanceret sejrsfortællingen.

Og læs Janne Tellers roman “Er du stolt af mig Joanna?” om en dansk diplomatfars forsøg på at finde frem til hændelserne bag datterens død under en demonstration i Palæstina, og oplev nogle af de nuancer, som vores statsminister totalt savner.

Hun minder i sin grove opdeling af gode og onde om forgængeren Anders Fogh Rasmussen, som i sin nye bog “At turde” ikke tør se sine værste fejltagelser i øjnene. I OscarK og Dorte Karrebæk fine “Biblea Pauperum” citerer kvinderne ved Jesu tomme grav Anders Fogh Rasmussen: “Der er ikke noget at komme efter.”

Men det er der som regel. Fordomme og skyklapper fører til fejlslutninger, der stiller sig i vejen for løsninger.