dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

H.C. Andersen på bornholmsk – hvorfor nu det?

I disse dage arbejder jeg på Bornholm og har her erfaret, at der er udkommet en samling med fem eventyr af H.C. Andersen, oversat til bornholmsk. Nu har jeg via den unikke Olivarius-boghandel i Svaneke fået skaffet mig et eksemplar. Jeg har læst ”Prønsæssan på artan”, ”Fyrtoied”, Va fâr gjorr e ømmer de rætta”, Lijlla Klaws å stora Klaws” og ”Dæjn styggja ællijn” og remser her titlerne op for at give en fornemmelse af den toning, digteren får igennem oversættelsen.

Det er interessant at læse dialekten, men bogen føjer intet nyt til digteren; så hvad skal man mene?

I aftes var jeg til en komsammen på kulturinstitutionen Svanekegården, hvor forfatteren Lars Holmsted optrådte med tekster fra en læserbrevkasse, som han underholder med i Bornholms Tidende. Og jeg skal hilse og sige, at han er morsom, så det forslår. Nogle af hans tekster kommer på højde med Herman Bangs ”Kunstrejse på Bornholm”, både hvad angår det underspillede, det selvudleverende og det barokke.

Under en pause fortalte jeg en ældre rønnebo, som jeg sad ved siden af, at jeg havde læst oversættelsen af de fem H.C. Andersen-eventyr. Og han rystede på hovedet: ”Man skal da altid læse god litteratur på originalsproget, hvis man mestrer det. Og alle bornholmere kan læse dansk.”

Selvfølgelig har han ret. Jeg har mødt kursister fra Polen, Japan, Tyskland, Rusland og USA, som frekventerede Den internationale Højskole i Helsingør. De havde lært dansk for at kunne læse H.C. Andersen på originalsproget. Så faktisk giver det ingen mening at oversætte ham til en dansk dialekt.

Alex Speed Kjeldsen, som står for oversættelsen, har i øvrigt begået bogen ”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst”, udgivet af Modersmål-Selskabet. Det er en oplagt bog at sætte øjnene i, hvis man vil arbejde med dialekter. Han har endvidere oversat fire historier af Martin Andersen Nexø til bornholmsk. Og med dem har jeg det som med H.C. Andersen; de bør læses på originalsproget.

Det er så interessant at læse tekster på dialekt, så lad os få nogle originale. Bornholm kan levere myriader af gode fortællinger.

Det skal i øvrigt nævnes, at Ane Cecilie Mogensen har illustreret de ”fæm eventyr” med papirklip. Hun er en ferm papirklipkunstner, men kommer godt nok til kort over for H.C. Andersen selv. Også her: Giv os noget originalt!

Og endelig: tak til min sidemand fra Rønne, som fik mig til at droppe mine betænkeligheder ved at være hård i bedømmelsen af denne udgivelse fra forlaget Bornholmiana.

For at blive klogere på verden, eleverne og sig selv

Det har været godt at få samlet tankerne omkring værdien af at deltage i den læsegruppe, som Maj Bredahl Skånstrøm beskrev i en klumme i Femina, hvilket førte til et besøg i ”Go morgen Danmark”.

Et af de tilbagevendende aspekter, som dukker op i mine overvejelser, er, i hvor høj grad det at deltage i en læsegruppe med aldersspredning, syv ældre og en ung, kan sammenlignes med den litteraturundervisning, der går fra koncepterne til samtale mellem børn/unge og en voksen, en klasse og en lærer.

Da jeg på et tidspunkt røg ind i en multiple choice-opgave til vurdering af udbyttet af læsning af Brødrene Løvehjerte i 6. klasse og så, at man kun kunne få fuld plade, hvis man krydsede af ved, at brødrene døde til sidst, ja, så måtte jeg vrage ”Læs og forstå”. Jeg arbejdede mig frem til en metode, der nok rimede, men byggede på helt andre principper: ”Læs og brænd på”.

Her oprettede klasserne og jeg rent faktisk en læsegruppe, hvor vi talte sammen om bogen. I indskolingen og på mellemtrinnet brugte jeg ofte elevernes illustration til det for dem vigtigste sted i bogen som afsæt for samtale; unge elever har jo vanskeligt ved at bruge sprog om sproget direkte. (Derfor er det rystende, at man frarøver skolebegyndere billedkunst!)

Ved at skiftes til at vælge litteratur og ved at lade alle komme til orde og ved at byde sig til som voksen med både ører, spørgsmål og faglige input, når man både at komme ind i bogens univers og at få et godt indtryk af, hvem man hver især er. Man lærer både litteraturen og hinanden at kende.

Jeg har skrevet om det i en lille pamflet, Læs og brænd på (Dansklærerforeningen), som nu er udsolgt. Og jeg har indarbejdet metoden i et undervisningsforløb til OscarK’s trebinds børneroman ”Ungerne fra Strandholt”, som foregår i 1950’erne i en mindre dansk købstad. Her vælger nogle elever passager om datidens liv efter skoletid, hvor ”børnene var fritgående”, eller hvor børnene hjalp til med at reparere knallerter og deslige. Andre vælger ting, de kan spejle sig i: fx at stå et bestemt sted i byen og håbe, at en man godt kan lide, kommer forbi.

En smagsprøve på metoden anvendte Mette Frederiksen (altså lærer-Mette) ved et af de store danskkurser, som Danmarks Lærerforening og CFU stod for, for tilsammen 350 lærere. Den læste tekst var et uddrag af Bent Hallers ”Djævelen i dammen”. Og trods den introbestemte overfladiskhed fik jeg et meget fint indtryk af flere af deltagerne som følge af deres valg og begrundelser.

Så, hvis du som dansklærer vil skabe læse- og litteraturglæde, forene den enkeltes og fællesskabets udvikling og i tilgift få bedre kendskab til dine elever (og selv forynges), er det måske en idé at tilrettelægge litteraturundervisningen som en læsegruppe med en hel klasse og dig som deltagere.

For at blive klogere på verden og sig selv

I lørdags fandt den læsekreds, som min kone i coronatiden inviterede beboere fra vores landsby med i, vej til morgen-tv; syv modne læsere og Maj, en dengang 18-årig student.

To citater fra den klumme, som nu retorikstuderende Maj Bredahl Skaanstrøm har skrevet til Femina:

”Udefra set er jeg den åbenlyse malplacerede: den eneste 22-årige i en bogklub fyldt med personer, der er 75+. Alligevel vil jeg ikke bytte bogklubben for noget – for her er et fællesskab, jeg ikke møder andre steder.”

”Der er en særlig skønhed i at dele sin forståelse af en bog og opdage, at en medlæser har fået øje på noget helt andet.”

”Og i modsætning til den performative læsning i storbyens parker handler medlemskabet i bogklubben ikke om at se klog ud, men faktisk om at blive klogere.”

Denne klumme førte til en invitation til medvirken i ”Go morgen Danmark”, og Maj inviterede mig med som repræsentant for de gråhårede.

Da jeg skulle forberede mig mentalt, gik et par forhold op for mig: For det første er det berigende at mødes med forskellige baggrunde, også aldersmæssigt, og tale sammen om en bog som fælles afsæt. For det andet har samtalen om litteratur som dansklærer bidraget til, at jeg har fået nogle elever til at få blik for nye verdner, mens lytningen til elevernes udsagn har givet mig et helt særligt kendskab til hver enkelt af dem. Det er derfor man skal skrotte skabelonerne og insistere på samtalerne. (Jeg har skrevet om det i den lille pamflet ”Læs og brænd på”.)

I vores boggruppe har jeg set Maj blive positivt overrasket over at den litteratur, vi gamle foreslår, er så relevant for nutidens udfordringer.

Til tv-udsendelsen havde hun som eksempel valgt Niels Brunses ”Derfor Shakespeare”, som i det vidunderlige dansk, som Shakespeare-oversætteren over alle forkæler os med, giver os et vue over den store englænders værk i en appetitvækkende dosering.

Selv havde jeg valgt Jenny Erpenbecks ”Kairos”, som Maj havde foreslået til fælleslæsning. Den beretter om et kærlighedsforhold, der kan læses som et billede på de spændinger og misforhold, som følger i kølvandet på DDRs opløsning. Et senere forslag fra Maj har været Jeppe Bentzens ”De vingeskudte” om den generation, der anfægtes i troen på freden efter murens fald, da Rusland overfalder Ukraine.

Det er berigende, men ikke altid befriende, at blive konfronteret med den verden, vi ældre har givet de næste generationer som vilkår.

Som dansklærer vil jeg uddrage den lære af vores bogklub, at man kan opfatte litteraturundervisningen i skolen som en læsegruppesamtale med en generationsspredning – eleverne og deres lærer, hvor de skiftes til at vælge læsestof, og hvor alle kommer til orde.

Jeg har med glæde set, at mange ældre tørner ind på bibliotekernes læsekredse, mens en del børn og unge laver deres egne læsegrupper. Men på sæt og vis mangler de den dynamik, som et generationsmiks afstedkommer, hvor det, som Maj skriver i klummen, går ud på at blive klogere.

Børns læsegrupper og de mange læseinitiativer blandt andet på biblioteker kan fremme læselyst. De generationsblandede læsegrupper fremmer livslyst. Jeg ved af erfaring – både fra skolens litteraturundervisning og fra vores lille lokale boggruppe – at det forholder sig sådan.

ps. Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og når man kommer derind, så er det om at komme ud og mødes andre mennesker, andre livsindstillinger, at blive klogere ved at leve.

Mere (om) Andersen

Udsnit af omslag på En dissonans i denne verden. Læsninger i H.C. Andersens tidlige eventyr

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. Derfor er H.C. Andersens forfatterskab uomgængeligt, spillevende som det fortsat er 150 år efter forfatterens død.

På det seneste har Anne-Marie Mai vist os en anderledes Andersen. Otte nutidige børne- og ungdomsbogsforfattere har bidraget til antologien Et barn i verden. I samme gyldendalske Andersen-serie er tegneserieskildringen af hans barne- og ungdomsår, I digterens skygge, udkommet. Det er dem, jeg for nylig har anmeldt her. Og nu føjer sig endnu en livgiver og øjenåbner til rækken: Andersen-forskeren Claus Elholm Andersens En dissonans i denne verden, hvori han læser og analyserer de tidlige eventyr.

Her påviser han, at H.C. Andersen intuitivt fornemmede datidens opkommende borgerskabs skrøbelige harmoni, den spirende industrialismes konsekvenser med den gryende kapitalismes dyrkelse af penge. Selv er forfatteren ikke politisk, men hans iagttagelsesevne gør hans tekster politiske og kritiske i en grad, vi har været tilbøjelige til at overse.

Dette råder Claus Elholm Andersen bod på i analyser, der inddrager et væld af forskerkollegers iagttagelser i en pejling af kompleksiteten og modsigelserne i eventyrene. Det er fornemt gjort, og det har fået mig til at genlæse de 12 eventyr, han giver et nærmere eftersyn. Og i hans lys kommer de rent faktisk til at tage sig moderne ud.

Lad mig give et par eksempler:

Kejseren har ikke noget på, men selv om det afsløres i fuld offentlighed, får det ingen konsekvenser. Magtens repræsentanter kører magtfuldt videre. Er dette ikke ganske nutidigt?

Pigen, der sælger svovlstikker, og som måske kommer fra den sundhedsskadelige fabrik, der lå tæt på H.C. Andersens værelse på Hotel du Nord, fik måske indflydelse på en arbejderbeskyttelseslov. Men kender vi alligevel fortsat til udnyttelse af arbejdskraft?

Brødrene Claus læser vi tit som udtryk for, at den lille smarte narrer den store dumme. Men læst i en kapitalistisk optik er det snarere den griske lille, der trækker et blodigt spor efter sig. Har vi for nylig set eksempler på, at ikke alle svaner er hvide?

Igennem Claus Elholm Andersens analyser får vi et blik for de mange mislyde, som H.C. Andersen virtuost spiller på med fortællerpositioner, vekslen mellem ydre og indre monolog og indlagte indfald og historier som instrumenter. Det er ganske enkelt mageløst at blive inddraget i en sådan genoplivningsproces, hvor en af litteraturforskningens ”paramedicinere” udfolder sig.

Han er knyttet til University of Wisconsin-Madison, hvor han bidrager til H.C. Andersens fortsatte liv i den del af den store verden. Hans bog, som i øvrigt er lækker og håndvenlig, er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, som hermed bør få rusket op i den danske undervisningsverden og offentlighed, så vi kan beskæftige os lige så meget med vores store digter, som det sker i mange andre lande.

Dette er ganske enkelt en kanon bog!

Der er mere i ham end det, de andre ser

Udsnit af forsiden på I digterens skygge

I den danske sommersol gik jeg forleden en tur med mit treårige barnebarn. Han løb frem, så hans skygge blev højere end min, og han rakte sin skyggehånd ned på mit skyggehoved. Han var fascineret af skyggelegen. Om aftenen læste jeg ”I digterens skygge”, den tegneseriebog, som udkom på dagen for 150 året for H.C. Andersens død.

Her indgår, som titlen angiver, digterens betagelse af skyggen dels som en næring til fantasien og dels som en fortid, vi bærer med os. Det er tre garvede tegneserieskabere, Niels Roland, Peter Snejbjerg og Ole Comoll, der har beriget Gyldendals H.C. Andersen-ungdomsserie med dette værk, som omhandler digterens unge år.

Fortællingen indrammes af H.C. Andersens ophold i Napoli, hvor det i indledningen er så hedt, at skyggen skrumper, og fantasi og virkelighed smelter sammen, så en fattig blomstersælger associeres med en lille pige med svovlstikker. Slutscenen er derimod en sval og livfuld aften, hvor digteren drømmer om at lade sin nu lange skygge vandre med ind ad altandøre og vinduer, mens han tænker på at skrive sin livshistorie, sådan som han har lovet sin tyske forlægger.

Imellem de to Napoli-scenarier får vi beretningen om H.C. Andersens barndom og unge år i en naturalistisk streg, der kun omkring rektor Meisling, hans kone og andre letlevende kvinder glider over i karikaturen. Andersen selv er en ganske pæn dreng, befriet for den bodyshaming, som Brandes – og han selv i øvrigt – lagde grunden til.

Hans barndoms- og ungdomsforløb er kronologisk beskrevet og holdt inden for tegneseriens faste rammer. Dog lader nogle få afgørende øjeblikke sig ikke holde indespærret i en ramme; det gælder fx hans farfars gale vandring i Odenses gader, hans fars dukketeatergave, Madam Bunkeflods bogsamling, hans optræden på kongeslottet, hans afgørende oplevelser med rektor Meisling og fruen.

I den fortløbende historie træder skygger, drømmescener og silhuetter ind i hans virkelighed og lader læseren fornemme, at der rører sig mere i drengen/ynglingen end det, de andre personer ser. Der bliver leget godt med mediets sprog!

Det kan være vanskeligt at få H.C. Andersens poesi til at komme til sin ret, når sproget skal lukkes inde i bobler. Og visse steder får læseren også behov for at gnide øjne, når almindelige tegneserielydord optræder ved siden af direkte HCA-citater. Måske kunne det have løsnet lidt på stilbruddene, hvis bogen havde været forsynet med få og enkle noter, som peger fra citater og maskerede referencer til de tekster, der ligger til grund, sådan som man gjorde omkring figurerne i Annos ordløse ”Danmarksrejsen” (Høst & Søn 2005), som også havde eventyrene som tema. Dette kunne måske have forstærket vejen fra denne bog til Andersens egne eventyr, sådan som citaterne synes at lægge op til. Barndommens og ungdommens oplevelser gøres her til inspirationer for digterens digtning, og på den måde bliver begivenhederne en slags litterære fremtidsskygger, som H.C. Andersen drager frem og giver liv.

Det er lykkedes at lave en fin og sympatisk tegnet skildring af H.C. Andersens børne- og ungdomsår, men jeg er i tvivl om, hvorvidt man opdager forfatterskabsspor, fordi man kender til teksterne, eller om man bliver inspireret til at finde Andersens egne tekster.

Jeg er tilbøjelig til at mene det første, for jeg har i de senere år truffet mange børn og unge, der desværre kender meget lidt til eventyrstoffet.

Forlaget burde spore unge læsere ind på det, som gemmer sig i citaternes skygger. For det er værd at sætte øjnene i.

Hævn – og hvad så?

Forsideillustration af Tea Bendix til billedromanen af Annette Herzog “Hvor ligger hunden begravet”

Når verden bliver for uoverskuelig, griber jeg ofte ud efter en børne-/ungdomsbog af fineste karat for at få et problemfelt skåret ind til benet.

Således også lige nu, hvor Stefan Zweigs kapitel om ”Incipit Hitler” i ”Verden af i går” nemt får en til at associere med Trumps indsættelse af Nationalgarden og lignende tiltag, med Putins overfald på Ukraine, med Hamas terrorangreb på Israel, og med Netanyahus slagtehus Gaza-aktion. Hvad fremkalder dette blinde ønske om HÆVN, og hvad kommer efter?

Jeg fandt Annette Herzog og Tea Bendix’ intense billedroman, ”Hvor ligger hunden begravet” frem. Her er tre historier: 1) Tre drenges konflikt om svigtet kammeratskab og en væltet Cola udløser mordet på en sød og logrende hund. 2) En krig mellem tre lande blusser op igen på grund pressens dækning af en begivenhed med en grænseoverflyvende fodbold, der vælter en Cola; en krig som sker i de tre drenges land. 3) En fabelagtig fodboldkamp på en krigskirkegård (med kors med drengenes navne på) mellem mus og muldvarpe, hvor en bold rammer en muldvarps Cola. Men denne muldvarp, der som Bogbottens anmelder skriver, hverken har lort på eller i hovedet, slår en latter op – og standser hævnspiralen.

Jeg kommer til at tænke på den far, som viste mig sin gode vilje til at opdrage sin dreng, da en samtale mellem os mundede ud i at han løsnede sit bælte. Jeg snakkede ham fra dette forehavende, selv om han mente selv at have haft gavn af korporlig afstraffelse. Drengen kom år senere og takkede; han og hans søskende var ikke blevet straffet fysisk efter den dag.

Nedslag: En ydmygende Versaille-fred. Et britisk fedtspil omkring Palæstina. Jødisk succesfuld terror mod briterne. Holocaust, som aldrig må glemmes! Palæstinensisk terror mod Israel. Israelsk besættelse og ulovlige bosættelser. Mord begået af bosætter på israelsk fredsforhandlende ministerpræsident. Angreb på Israel fra arabiske militser. Hamas-terrorangreb på Israel. Israels hævngerrige bombninger af Gaza (Holocaust 2.0) og overgreb mod palæstinensere på Vestbredden. Mange mellemregninger mangler. Men hvor er der en, som ikke har lort i hovedet?

Den tænkning, som Janne Tellers lille pasbog, ”Hvis der var krig i Norden”, bygger på, er hjerneklar som sjældent set, og den udspringer blandt andet på hendes arbejde som udsendt i FN’s fredsforhandlinger.

Og så er Grænseforeningen et monument over en fredelig og fair afslutning på en tvist, der har afstedkommet flere krigshandlinger: Folkeafstemningen i Slesvig i 1920. Tænk, hvis vi havde været bevidste nok til at vælge denne konfliktløsningsmodel som en del af vores kultur frem for pølsevogne.

Et formandskab for EU og et sæde i FNs Sikkerhedsråd bidrager nok ikke til freden ved at have pølser i hovedet?

Tak til Herzog og Bendix for den skarptskårne hævn- og konfliktløsningsbog ”Hvor ligger hunden begravet”. Den har klaret mine tanker og givet mig håb om, at der findes løsninger i skolegården og i storpolitik.

Omtalte bøger:

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer. Med forord af Peter Tudvad. Rosinante 2015.

Annette Herzog og Tea Bendix: Hvor ligger hunden begravet. Billedroman, Dansklærerforeningen 2022.

Janne Teller: Hvis der var krig i Norden. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Dansklærerforeningen 2002.

Den 6. august kl. 8.15

I dag har jeg hentet Toshi Marukis ekspressionistiske billedbog ”Lynet over Hiroshima” frem fra reolen, for hvert år den 6. august kl. 8.15 læser jeg den for at huske. Og i år, hvor både galninge i Rusland og USA skryder løs om muligheden for at udslette hinanden, er den nok mere relevant end i lange tider.

For mange år siden skrev jeg følgende anmeldelse i Folkeskolen

”Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki, Japan, har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: ”Dette sker ikke igen, medmindre nogen kaster en ny atombombe.”

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd – og forløsningen, da moren vrister pindene fri.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.”

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater – uden held, men ser nu, at den fortsat figurerer på Forlaget Hjulets hjemmeside. Så man kan få bogen her for 70 kroner (plus forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu

ps. I dag ville jeg nok vente med at bruge bogen i undervisningen til 8. klasse

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Håndskrift – prep og sjæl

Når jeg i midten af 1950’erne nyfigent kastede mig over ugebladenes brevkasser, skete det ofte, at et læserbrev sluttede med spørgsmålet: ”Hvad synes De om håndskriften?”

Spørgsmålet var spændende, for måske kunne håndskriften fortælle mere om spørgeren end selve spørgsmålet; man sagde jo, at håndskriften er sjælens spejl.

Jeg husker, at jeg selv for en fadøl på værtshuset Laurits Betjent fik en grafolog – det sagde han, at han var – til at analysere min håndskrift. Og hans udsagn om, hvad mine buer i mine n’er og m’er, fik mig virkelig til at bruge mange timer på min håndskrifts forskønnelse.

Måske er denne fornemmelse af, at man gennem håndskriften blotter noget af sig selv, en medvirkende årsag til den vægring ved at skrive i hånden, som mange børn og unge har. For det kræver øvelse at tilkæmpe sig billedet af en smuk sjæl!

Men selvfølgelig er den væsentligste grund til håndskriftens tilbagegang, at vi har fået adgang til at skrive på tastatur. Det er nemmere at lære. Det er forbundet med mindre fysisk belastning. Og det giver normalt et hæderligt resultat.

Men, men, men. Det skaber også en mindre sanselig tilgang til det at skrive. Det er nemmere at få tastet noget ned, og dermed er filtrene mindre. Man får skrevet noget, som måske ikke var så gennemtænkt. På sociale medier kan dette være beskæmmende. Ja, det er ofte værre end det. I private skriverier hører man ofte argumentet, at det også er nemmere at rette, når teksten er skrevet digitalt. Som journalisten Frederik Dessau imidlertid anførte, så var det måske en idé at tænke sig om, inden man skrev.

Hvorom alting er, så er håndskrivning en kompetence, der er på hastig tilbagegang. Det er en årtusind gammel kulturteknik, som har båret vores tanker og bundet os sammen, der står for fald. Jeg har i vinter haft kurser for 350 lærere, hvor nogle af de nyuddannede gjorde indsigelser, da kravet var, at al digital skrivning var bandlyst. Væk med mobil, iPad og bærbar. Nogle havde ikke bedrevet håndskrivning i årevis, ja, nogle havde ganske enkelt besvær med at skrive.

Jeg fortalte om det til bekendte, og her kunne et par stykker fortælle om børnebørn, der ikke formåede at skrive i hånden overhovedet eller for den sags skyld at læse håndskrift.

Og ærlig talt. Når man sidder med beredskabets liste over, hvad depoterne skal rumme for det tilfælde, at alt må lukke ned, så savner jeg håndskrivningen. Hvad skal vi gøre, når strømmen går, nettet går ned, og behovet for at kunne neddele sig på skrift går op?

Det burde være en væsentlig del af vores prepping, at håndskriften er i orden. Men det kræver, at vi har lært det og har øvet den så meget, at vi vover at anvende den til skrivning og til læsning – af både formskrift, skråskrift og stejlskrift.

Som bivirkning får vi mulighed for at signalere, at vi har sjæl; måske et meget konkret bidrag til åndelig oprustning.

At være ved sine fulde fem

Tirsdag aften var jeg inviteret til at tale om “at være ved sine fulde fem” ved Meyers “Verdens bedste skovtur”, som en slags optakt til to workshops i lyrikskrivning, jeg står for torsdag og fredag kl. 16-18.

At være ved sine fulde fem er, som Den Danske Ordbog anfører, synomym med “at være ved sine sansers fulde brug”. Derfor har det altid generet mig, at skolen synes at være “ved sine fulde to”, idet undervisningen som oftest er baseret på hørelse og syn; de eneste sanser, der har lobbyister og foreninger som støtter. Ingen samler ind til dem uden smag, uden følelse eller uden lugt.

Mit oplæg tog afsæt i Inger Christensen essay om silke i “Hemmelighedstilstanden”. Her skriver hun, at navneordene er ensomme, tillægsordene er hjælpeløse, og udsagnsordene er medgørlige. Det er de tre ordklasser, som i nævnte rækkefølge optræder i de monoteistiske religioners skabelsesberetninger og i barnets sprogudvikling, når det med sproget erobrer sin verden.

Det karakteristiske ved synets og hørelsens sprog er imidlertid, at det tager verden ind på afstand. Det er sprog, der kan binde os sammen, fordi vi ser og hører den ydre verden; ser og hører måske ikke det samme, men ser og hører. Sproget skaber fællesskab trods det forhold, at vi alle kan redigere i det sete og hørte og meddele, hvad vi mener at have sanset, så det er tilpasset egne behov og interesser.

Omvendt savner vi ord, der kan knytte os sammen omkring erfaringer og oplevelser med følelse, smag og lugt. Vi må ty til metaforer, fortællinger og lignende for at forklare os. Tænk bare på smagsbeskrivelserne bag på vinflasker. Det særlige ved de tre sanser er netop, at de ligger inde i hver enkelts krop; at de er bundet til inividet. Men følelsen, smagen og lugten kan vi ikke redigere i!

For mig at se bør dette forhold være et argument for, at skolen opprioriterer de praktiske og musiske fag og faglige aktiviteter, så de tre individbundne sanser bliver afsæt for kollektive erfaringer og sansninger. Og derfor er Lene Tanggaards vistnok seneste bog (hun skriver jo hurtigere, end vi andre læser) om “Kollektiv kreativitet” et væsentligt bidrag til at skolen kan udvikle sig til at blive “ved sine fulde fem” – med alt, hvad dette kan bidrage til, af bedre balancer mellem ånd og hånd, mellem det logiske og det poetiske og mellem individualitet og fællesskab.

ps. ved diskussionen efter oplægget begræd en mor sin datters adaption af engelske vendinger i dansk oversættelse: “jeg føler, at anden verdenskrig begyndte i 1940”. Lad os bruge sproget, så følelse og viden ikke er et fedt.