dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Hævn – og hvad så?

Forsideillustration af Tea Bendix til billedromanen af Annette Herzog “Hvor ligger hunden begravet”

Når verden bliver for uoverskuelig, griber jeg ofte ud efter en børne-/ungdomsbog af fineste karat for at få et problemfelt skåret ind til benet.

Således også lige nu, hvor Stefan Zweigs kapitel om ”Incipit Hitler” i ”Verden af i går” nemt får en til at associere med Trumps indsættelse af Nationalgarden og lignende tiltag, med Putins overfald på Ukraine, med Hamas terrorangreb på Israel, og med Netanyahus slagtehus Gaza-aktion. Hvad fremkalder dette blinde ønske om HÆVN, og hvad kommer efter?

Jeg fandt Annette Herzog og Tea Bendix’ intense billedroman, ”Hvor ligger hunden begravet” frem. Her er tre historier: 1) Tre drenges konflikt om svigtet kammeratskab og en væltet Cola udløser mordet på en sød og logrende hund. 2) En krig mellem tre lande blusser op igen på grund pressens dækning af en begivenhed med en grænseoverflyvende fodbold, der vælter en Cola; en krig som sker i de tre drenges land. 3) En fabelagtig fodboldkamp på en krigskirkegård (med kors med drengenes navne på) mellem mus og muldvarpe, hvor en bold rammer en muldvarps Cola. Men denne muldvarp, der som Bogbottens anmelder skriver, hverken har lort på eller i hovedet, slår en latter op – og standser hævnspiralen.

Jeg kommer til at tænke på den far, som viste mig sin gode vilje til at opdrage sin dreng, da en samtale mellem os mundede ud i at han løsnede sit bælte. Jeg snakkede ham fra dette forehavende, selv om han mente selv at have haft gavn af korporlig afstraffelse. Drengen kom år senere og takkede; han og hans søskende var ikke blevet straffet fysisk efter den dag.

Nedslag: En ydmygende Versaille-fred. Et britisk fedtspil omkring Palæstina. Jødisk succesfuld terror mod briterne. Holocaust, som aldrig må glemmes! Palæstinensisk terror mod Israel. Israelsk besættelse og ulovlige bosættelser. Mord begået af bosætter på israelsk fredsforhandlende ministerpræsident. Angreb på Israel fra arabiske militser. Hamas-terrorangreb på Israel. Israels hævngerrige bombninger af Gaza (Holocaust 2.0) og overgreb mod palæstinensere på Vestbredden. Mange mellemregninger mangler. Men hvor er der en, som ikke har lort i hovedet?

Den tænkning, som Janne Tellers lille pasbog, ”Hvis der var krig i Norden”, bygger på, er hjerneklar som sjældent set, og den udspringer blandt andet på hendes arbejde som udsendt i FN’s fredsforhandlinger.

Og så er Grænseforeningen et monument over en fredelig og fair afslutning på en tvist, der har afstedkommet flere krigshandlinger: Folkeafstemningen i Slesvig i 1920. Tænk, hvis vi havde været bevidste nok til at vælge denne konfliktløsningsmodel som en del af vores kultur frem for pølsevogne.

Et formandskab for EU og et sæde i FNs Sikkerhedsråd bidrager nok ikke til freden ved at have pølser i hovedet?

Tak til Herzog og Bendix for den skarptskårne hævn- og konfliktløsningsbog ”Hvor ligger hunden begravet”. Den har klaret mine tanker og givet mig håb om, at der findes løsninger i skolegården og i storpolitik.

Omtalte bøger:

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer. Med forord af Peter Tudvad. Rosinante 2015.

Annette Herzog og Tea Bendix: Hvor ligger hunden begravet. Billedroman, Dansklærerforeningen 2022.

Janne Teller: Hvis der var krig i Norden. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Dansklærerforeningen 2002.

Den 6. august kl. 8.15

I dag har jeg hentet Toshi Marukis ekspressionistiske billedbog ”Lynet over Hiroshima” frem fra reolen, for hvert år den 6. august kl. 8.15 læser jeg den for at huske. Og i år, hvor både galninge i Rusland og USA skryder løs om muligheden for at udslette hinanden, er den nok mere relevant end i lange tider.

For mange år siden skrev jeg følgende anmeldelse i Folkeskolen

”Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki, Japan, har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: ”Dette sker ikke igen, medmindre nogen kaster en ny atombombe.”

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd – og forløsningen, da moren vrister pindene fri.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.”

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater – uden held, men ser nu, at den fortsat figurerer på Forlaget Hjulets hjemmeside. Så man kan få bogen her for 70 kroner (plus forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu

ps. I dag ville jeg nok vente med at bruge bogen i undervisningen til 8. klasse

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Håndskrift – prep og sjæl

Når jeg i midten af 1950’erne nyfigent kastede mig over ugebladenes brevkasser, skete det ofte, at et læserbrev sluttede med spørgsmålet: ”Hvad synes De om håndskriften?”

Spørgsmålet var spændende, for måske kunne håndskriften fortælle mere om spørgeren end selve spørgsmålet; man sagde jo, at håndskriften er sjælens spejl.

Jeg husker, at jeg selv for en fadøl på værtshuset Laurits Betjent fik en grafolog – det sagde han, at han var – til at analysere min håndskrift. Og hans udsagn om, hvad mine buer i mine n’er og m’er, fik mig virkelig til at bruge mange timer på min håndskrifts forskønnelse.

Måske er denne fornemmelse af, at man gennem håndskriften blotter noget af sig selv, en medvirkende årsag til den vægring ved at skrive i hånden, som mange børn og unge har. For det kræver øvelse at tilkæmpe sig billedet af en smuk sjæl!

Men selvfølgelig er den væsentligste grund til håndskriftens tilbagegang, at vi har fået adgang til at skrive på tastatur. Det er nemmere at lære. Det er forbundet med mindre fysisk belastning. Og det giver normalt et hæderligt resultat.

Men, men, men. Det skaber også en mindre sanselig tilgang til det at skrive. Det er nemmere at få tastet noget ned, og dermed er filtrene mindre. Man får skrevet noget, som måske ikke var så gennemtænkt. På sociale medier kan dette være beskæmmende. Ja, det er ofte værre end det. I private skriverier hører man ofte argumentet, at det også er nemmere at rette, når teksten er skrevet digitalt. Som journalisten Frederik Dessau imidlertid anførte, så var det måske en idé at tænke sig om, inden man skrev.

Hvorom alting er, så er håndskrivning en kompetence, der er på hastig tilbagegang. Det er en årtusind gammel kulturteknik, som har båret vores tanker og bundet os sammen, der står for fald. Jeg har i vinter haft kurser for 350 lærere, hvor nogle af de nyuddannede gjorde indsigelser, da kravet var, at al digital skrivning var bandlyst. Væk med mobil, iPad og bærbar. Nogle havde ikke bedrevet håndskrivning i årevis, ja, nogle havde ganske enkelt besvær med at skrive.

Jeg fortalte om det til bekendte, og her kunne et par stykker fortælle om børnebørn, der ikke formåede at skrive i hånden overhovedet eller for den sags skyld at læse håndskrift.

Og ærlig talt. Når man sidder med beredskabets liste over, hvad depoterne skal rumme for det tilfælde, at alt må lukke ned, så savner jeg håndskrivningen. Hvad skal vi gøre, når strømmen går, nettet går ned, og behovet for at kunne neddele sig på skrift går op?

Det burde være en væsentlig del af vores prepping, at håndskriften er i orden. Men det kræver, at vi har lært det og har øvet den så meget, at vi vover at anvende den til skrivning og til læsning – af både formskrift, skråskrift og stejlskrift.

Som bivirkning får vi mulighed for at signalere, at vi har sjæl; måske et meget konkret bidrag til åndelig oprustning.

At være ved sine fulde fem

Tirsdag aften var jeg inviteret til at tale om “at være ved sine fulde fem” ved Meyers “Verdens bedste skovtur”, som en slags optakt til to workshops i lyrikskrivning, jeg står for torsdag og fredag kl. 16-18.

At være ved sine fulde fem er, som Den Danske Ordbog anfører, synomym med “at være ved sine sansers fulde brug”. Derfor har det altid generet mig, at skolen synes at være “ved sine fulde to”, idet undervisningen som oftest er baseret på hørelse og syn; de eneste sanser, der har lobbyister og foreninger som støtter. Ingen samler ind til dem uden smag, uden følelse eller uden lugt.

Mit oplæg tog afsæt i Inger Christensen essay om silke i “Hemmelighedstilstanden”. Her skriver hun, at navneordene er ensomme, tillægsordene er hjælpeløse, og udsagnsordene er medgørlige. Det er de tre ordklasser, som i nævnte rækkefølge optræder i de monoteistiske religioners skabelsesberetninger og i barnets sprogudvikling, når det med sproget erobrer sin verden.

Det karakteristiske ved synets og hørelsens sprog er imidlertid, at det tager verden ind på afstand. Det er sprog, der kan binde os sammen, fordi vi ser og hører den ydre verden; ser og hører måske ikke det samme, men ser og hører. Sproget skaber fællesskab trods det forhold, at vi alle kan redigere i det sete og hørte og meddele, hvad vi mener at have sanset, så det er tilpasset egne behov og interesser.

Omvendt savner vi ord, der kan knytte os sammen omkring erfaringer og oplevelser med følelse, smag og lugt. Vi må ty til metaforer, fortællinger og lignende for at forklare os. Tænk bare på smagsbeskrivelserne bag på vinflasker. Det særlige ved de tre sanser er netop, at de ligger inde i hver enkelts krop; at de er bundet til inividet. Men følelsen, smagen og lugten kan vi ikke redigere i!

For mig at se bør dette forhold være et argument for, at skolen opprioriterer de praktiske og musiske fag og faglige aktiviteter, så de tre individbundne sanser bliver afsæt for kollektive erfaringer og sansninger. Og derfor er Lene Tanggaards vistnok seneste bog (hun skriver jo hurtigere, end vi andre læser) om “Kollektiv kreativitet” et væsentligt bidrag til at skolen kan udvikle sig til at blive “ved sine fulde fem” – med alt, hvad dette kan bidrage til, af bedre balancer mellem ånd og hånd, mellem det logiske og det poetiske og mellem individualitet og fællesskab.

ps. ved diskussionen efter oplægget begræd en mor sin datters adaption af engelske vendinger i dansk oversættelse: “jeg føler, at anden verdenskrig begyndte i 1940”. Lad os bruge sproget, så følelse og viden ikke er et fedt.

Hallehoi, siger Klods Hans

Udsnit af forside på Klods Hans #2, 2025, af Bernardo P. Cavalho

I går lå IBBY Danmarks (Selskabet for børnelitteratur) medlemsblad Klods Hans i min postkasse. Temaet er Fællesskaber. Og så opdagede jeg, at jeg selv har bidraget til bladet med en artikel om oplæsning; denne disciplin, som bygger bro mellem tale- og skriftsprog, som er et bud på en fællesskabende aktivitet, men som uvilkårligt også rummer en fortolkning af teksten.

Men temaet “Fællesskaber” er væsentligt i en tid, hvor individorienteringen har taget overhånd. Børn vil gerne være sammen, ja, mange udtrykker, at det bedste ved at gå i skole er at være sammen med kammeraterne. Derfor er det velgørende at læse om forskellige bidrag til at gøre læsning til et fælles anliggende, hvad enten det sker på skolens eller andre institutioners initiativ, som udløber af spil-aktiviteter, eller på børns og unges egne initiativer.

Den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og ja, man kan blive opslugt af en bog – en frydefuld fornemmelse. Og bogen er skabt til opslugthed med den udformning, den har: to skyklapper, der tilmed er syet sammen. Men Lindhardt tilføjede, at hvis du kommer derind, så få benene på nakken og kom ud igen.

Pointen er klar: det er berigende at komme ind i et nyt univers, hvor ens tanker og synspunkter bliver udfordret. Men lige så godt er det at komme ud igen og få den nye oplevelse og erfaring sat i spil i den verden, der er ens dagligdag. Det er dette fællesskaberne omkring læsning kan bidrage til.

Et omfattende ps: Fra 2013 og 8 år frem var jeg medlem at den dengang nyetablerede komité, der skulle vælge modtageren af Nordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. I de år læste jeg en dansk børne- eller ungdomsbog om dagen. Det var på sin vis en lettelse, da beskikkelsen sluttede, for langtfra alt, som ser dagens lys, er berigende. På den anden side giver en brat afslutning en underlig form for abstinenser. Og her er der hjælp at hente i Bogbotten, som er IBBYs anmeldersite.

Børne- og ungdomslitteraturen får mindre og mindre spalteplads i de trykte medier, men i Bogbotten kan man finde inspiration til, hvor der er noget at komme efter.

Bogbottens anmeldelser er en uvurderlig håndsrækning til dansklærere, pædagoger, skole- og børnebibliotekarer og forældre, når man ønsker at finde en farbar vej i udgivelsesjunglen.

Tak for Bogbotten!

Tag med på skovtur

I de seneste år – vistnok de seneste 5 – har Claus Meyer taget initiativ til “Verdens bedste skovtur” på A.P. Mller-grunden i Udsholt ved Rågeleje, Nordsjælland.

Der sker en masse, også en masse oplevelser, som det fremgår af programmet for de 14 dage, skovturen varer. https://meyers.dk/media/48775/vbb_program_2025_oversigt.pdf

Hvert år har jeg bidraget med et foredrag og et par workshops, som det hedder på dansk. Og hver gang har det drejet sig om lyrikskrivning; ikke for at gøre skovturens deltagere til digtere, men for at give dem mulighed for at lege med og dyrke sproget. Hvad de får ud af det ved jeg ikke, men jeg oplever en masse, fx at de fleste helst vil sidde ved et bord, tale lidt sammen og inspirere hinanden, men at nogle unge klatrer op i et fyrretræ og sidder der og skriver. Nogle på 4 år har lige lært at rime, og de remser løs. Andre unge har vægret sig ved at skrive poesi i skolen, men får ord til at gro i skoven. Mens mange får løsnet for deres skriveblokeringer ved at få inspiration fra andres digte, så de, som de fleste rigtige digtere, kan stjæle frigørende rammer.

I år vil jeg udfordre vores sprog for det, vi sanser. I et indlæg på mandag den 14.07. kl. 18.30 – 19.30 vil jeg tale om at være ved sine fulde fem. Og i de to efterfølgende workshops torsdag den 17.07. og fredag den 18.07., begge gange kl. 16-18, vil jeg lægge op til at skrive henholdsvis ud fra afstandssanserne syn og hørelse og ud fra de sanser, der ligger i kroppen, smag, følelse og lugt.

Men der sker et væld af andre ting på skovturen. Læs programmet og se, om det ikke er noget for dig og dem, du ferierer sammen med.

Eksempel på et skovtursdigt, inspireret af Poetens Ad Hækkenfelt til:

Meyer havde haft sit mas / med at finde fyrrekvas, / så han kunne skaffe ilden / og få fut i skovtursgrillen. / Men det lykkes; grillens glød / braser blidt det ferske kød. / Røgen skaber næsespil: / lokker lækkersultne til. / Magert kød gør godt i munden. / Meyer spejder: Hvor er hunden?

Vi burde have set det

Udsnit af forsiden på Annette Herzogs bidrag til serien Min historie

I den landsby, som min kone og jeg bor i, har vi en læseklub, der mødes cirka en gang om måneden for at tale sammen om en bog, vi har læst. Aldersspredningen i gruppen spænder over 60 år, og det kan gøre samtalerne og bogvalgene overraskende og mere tankevækkende, end hvis alle kom fra samme aldersboble.

Til næste gang skal vi læse Jeppe Bentzens “De vingeskudte”; om den generation, vi opdrog til en tro på Europa som fredens bastion, garanteret af NATO og EU, og som mistede troen, da Rusland overfaldt Ukraine. I bogen tager Jeppe Bentzen på interrail rundt i Europa og ikke mindst øjenåbnende i Østeuropa, hvor han taler med mange af sine jævnaldrende om fremtiden i Europa og i verdensdelen stater. Som titlen antyder konkluderer han, at de tilhører generationen “de vingeskudte”.

Men vi burde have set det. For fem år siden, i 2020, udkom Annette Herzogs “På vores side af muren” i serien “Min historie”, som bringer børnebogsforfatteres og illustratorers barndomserindringer. Hun skriver loyalt om dagliglivet i DDR. I forbindelse med udgivelsen havde jeg samtaler med hende, hvori hun kommenterede udviklingen ved at konstatere, at der aldrig fandt en genforening sted, men at Vesttyskland overtog DDR. Man genkalder sig billeder på nethinden af kansler Kohl, der står triumferende med en gestalt, der minder om Herluf Bidstrups karikaturtegninger i “Land og Folk” af den skruppelløse, grådige kapitalist.

Det gav panderynker, men vi burde have vidst det. Da min kone og jeg overnattede i en lille tysk by, Hagenau, fik vi vores morgenmad serveret af en midaldrende kvinde, som talte tysk med accent. Hun fortalte, at hun var kommet til Tyskland efter katastrofen. Og da vi lignede spørgsmålstegn, uddybede hun: hun kom fra Kazakstan, hvor arbejdsløsheden var resultatet af Perestrojka.

Vores tro på det liberale markeds formåen til at sikre en gunstig udvikling efterlader myriader af tabere undervejs. Og dette er ikke mindst tilfældet i det Østeuropa, hvis unge stemmer i Jeppe Bentzens “De vingeskudte” må få os til at vågne op, hvis vi fortsat tror på den frihed og det demokrati, som markedet har forkvaklet, og hvor Putins overfald på Ukraine har fået en ung generation til at vakle i troen – mildest talt.

Tænk, at vi læste “På vores side af muren” som en loyal barndomserindring uden at fornemme det, der stak dybere: det, der kunne mistes og blev mistet ved den senere såkaldte genforening!

Om Peter Seeberg

I disse tider, hvor en del forfattere tager markante faderopgør, er det velgørende at dykke ned i den brede filmpræsentation af forfatteren, museumsmanden og mennesket Peter Seeberg, som hans datter, antropolog Ditte Seeeberg, har tilrettelagt under fællestitlen Vidnefortællinger.

Teknikken er enkel: vidnet sidder over for kameraet (og Ditte Seeberg) og fortæller direkte til os; enkelte gange afbrudt af spørgsmål fra tilrettelæggeren. Denne enkle fremstillingsform kan forekomme nogle at være statisk, men faktisk kan man nærmere kalde genren for podcast med levende billeder.

Netop de levende ansigter tilfører vidneudsagnene en ekstra dimension, for hvor bliver meget udtrykt og afdækket gennem vidnernes mimik. Stærkest kommer det måske til udtryk i fotografen Jørgen Borgs udsagn, når han grinende kommenterer nogle fotos af Seeberg med ordene: “Jeg mangler ord”, mens han klart kan se, når samspillet mellem ord og billeder fungerer.

Tilsammen tegner de fem vidnefortællinger et billede af et menneske, der var omgængeligt, men markant. Når folk forsamles om et rundt bord, vil Peter Seeberg altid sidde for bordenden, ler vennen Niels Barfoed, men uden anvendelse af et magtsprog, som var Seeberg aldeles fremmed. Tværtom fortæller Aino Kann Rasmussen, at hans uselviskhed gav deltagerne en fornemmelse af at løfte i flok. Og man kan så overveje hvor dette bord så skulle stå, for det går igen i udsagnene, at alt alvorligt bør man tale om under åben himmel, men diskussioner under tag kun er for forretnings- og embedsfolk.

Og netop samtalen om hvem vi er, lærte Peter Seeberg måske som ung besøgende i et hus på Strandvejen, der var samlingssted for unge, der af husets ældre kvindelige ejer (og mor til Seebergs kone Hanne) blev mødt med åndsnærværelse og ægte interesse. Og dette spørgsmål gennemsyrer hans forfatterskab i en grad, der får en til at betegne ham som utillært eksistentialist.

Han bliver venner med Carl-Göran Ekerwald efter en dansk skolebesøg i Sverige kort tid efter Danmarks besættelse. De bliver pennevenner, og det bliver starten på, at de lærer således hinanden at kende personligt og litterært.

Den måde at lære hinanden at kende på indgår i forskeren Jeppe Barnwells vue over Peter Seebergs forfatterskab, da han besvarer spørgsmålet om forfatterskabets relevans i dag. Svaret er dels et nej, for forfatterskabet foregår i en anden tid uden digitale kommunikationsmidler; man skrev breve! Dels må svaret også være ja, fordi Seeberg insisterer på, at det er væsentligt at være til stede i verden; dette er mere relevant end tidligere. Og så plæderede Seeberg for det acceptable i at begå fejl, at acceptere at man er uperfekt.

Vennen Niels Barfoed gør meget ud af at fremhæve, at Peter Seeberg så den enkle livsførelse som det, der var nærmest sandheden; ikke noget med økologi og andre ideologiske mærkater, man kunne komme i ugebladene med, men det drejede sig om blot at leve sådan uden selvpromoverende bagtanker.

De fire film giver hver for sig et kig ind i Peter Seeberg, som ven, som litterat, som museumsmenneske, som samarbejdspartner og som en forfatter, der hører til blandt dansk litteraturs store.

Men tilsammen tegner de et portræt af en facetteret menneske, der uegennyttigt gav så meget til så mange på utallige områder. Og så sker formidlingen i et enkelt format og i et roligt tempo helt i Peter Seebergs ånd. Podcast med fotograferede levende ansigter! De burde ses og høres under åben himmel, for her foregår noget væsentligt!

Tak til Ditte Seeberg for at have taget initiativet det disse vidnespyrd, som forhåbentlig finder en stor seerskare, der gerne vil inspireres litterært, historisk, sprogligt, formidlingsmæssigt og pædagogisk.

filmene er her:

Carl-Göran Ekerwald, (1923-2025) svensk forfatter, som havde et nært og livslangt venskab med Peter Seeberg fra de var gymnasieelever.

Niels Barfoed (f. 1931) fortæller om et livslangt venskab, om ungdomstid i København, om besøg på Rømø, om Peters rejse til Berlin og om forfatterskabet.

Aino Kann Rasmussen (f. !937) mag.art. i forhistorisk arkæologi, fortæller om udgravninger på Failaka og om Peter Seebergs mange initiativer i museumsverdenen.

Jørgen Borg (f. 1945) fotograf, der fortæller om mange års samarbejde med Peter Seeberg om projekter, bøger og udstillinger på Viborg Stiftsmuseum – og om deres farverige venskab.

Jeppe Barnwell (f. 1978) Seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, redaktør på det store værk på 11 bind med Peter Seebergs samlede værker. desuden er han formand for Peter Seeberg Arkivet på Hald Hovedgaard.

Fagfornyelse med kanon – det kan ikke passe!

Den obligatoriske litterære kanon følger tilsyneladende med over i det fagfornyede danskfag. Og det virker for mig at se absurd, fordi denne tænkning og dens effekt på promoveringen af læselyst ikke harmonerer med de øvrge aspekter i den formålsbestemte undervisning – og i øvrigt heller ikke med grundlaget for den obligatoriske kanon.

Som medlem af kanonudvalget (2004) ærgrer det mig, at alle har overset, at udvalget fandt, at forfatterskaberne på den obligatoriske kanon ikke nødvendigvis var det ypperste af dansk litteratur, men var det, der kunne læses i såvel grundkskole som gymnasium. De bedst egnede til grundskolen fandt man – bortset fra H.C. Andersen – på den vejledende liste. Ja, den havde så væsentlige navne, at udvalget tilpassede kommissoriet, så børnelitteraturens gyldne år 1967 kunne komme med på listen.

Og bemærk, at den obligatoriske liste var et kompromis for at tilfredsstille minsteren, som skulle tilgodese både det Venstre, som ønskede frihed, og det Venstre, som ønskede pensum.

Men da man justerede grundskolens kanon og ikke ungdomsuddannelsernes, forsvand samtidigt begrundelsen for det obligatoriske. At det bibeholdes kan kun bero på en absurd relikvietænkning.

I 1994 udkom en kanonrapport, hvor jeg i øvrigt også var med i udvalget. Her er en stor kanon med 100 forfattere, heraf 15 kvinder, som man kan lade sig inspirere af, men som ikke er obligatorisk.

I et særligt afsnit lægges der op til, hvordan læsning af ældre litteratur kan spille ind og give perspektiv på læsningen af børne- og ungdomslitteratur. For mig at se er dette et ideal, som burde forfølges i de nye fagplaner. Historisk læsning kan være berigende, når den kan indgå meningsfuldt. Men bliver den afsættet, vil den ofte være en barriere for læseglæden, fordi den lægger så mange snublesten ud på læsevejen. I grundskolen vil historisk læsning kunne vinde genklang, hvis den har lokale eller børnelitterære referencer.

Måtte 2004-kanonen optræde som et mellemspil, når en ny fagplan ser dagens lys med et blik for historisk læsning, der kan fremme fordybelsen og læseglæden.