I anledning af Ole Dalgaards / oscarK’s 55 års forfatterjubilæum
af Jens Raahauge
Det har hørt til et mine mange privilegier i tilværelsen at få lov til at følge med i tilblivelsen af de tre bøger, som tilsammen kommer til at markere Ole Dalgaards – alias OscarK’s – 55års forfatterjubilæum den 6. oktober 2025: Ars Moriendi, Dødedans og Itinerarium, En lille vejviser. Alle tre bøger er illustreret af Dorte Karrebæk og udgivet hos forlaget Jensen & Dalgaard.
Ars Moriendi foregår i den tid, som erindringen skaber i tankerne hos en ældre mand, der sidder i sin stol og lader blikket vandre ud over fjorden og over til barndommens land, indtil han til sidst falder let sammen. ”Trække vejret dybt. Holde det. Bringe det til ophør. Overgive sig til stilheden. Fange en fugl med hænderne.”
Dødedans foregår i Afholdshotellets lille sal, hvor alle uanset alder er inviterede. Og der er plads til alle – begyndere, let øvede og viderekomne. Dansen følges af pølsemandens søn, Herman, der har fundet sin niche i livet: sorgportrætter. Her træder døde og levende dødedansen, og Herman foreviger. Nogle af personerne og begivenhederne genkendes måske i OscarK’s fine trebinds børneroman Ungerne fra Strandholt.
Men i Itinerarium. En lille vejviser bevæger Ole Dalgaard sig ud over den tid, som erindringen skaber, fordi han med den tyske Werner Heisenberg som hovedfigur vil søge samspillet imellem moderne kvantefysik og fortidens alkymi. At beskæftige sig med kvantefysikken er ikke OscarK fremmed; både i Københavnerfortolkningen, hvori han genopliver den 200årige Søren A. Kierkegaard til frodige dage med Emma fra Bohr-Instituttet, og i Heisenberg-trilogien, som lader læseren fornemme ubestemthedsrelationen og den usynlige skrift. Men nu skal tankerne om de indbyrdes uforenelige, men lige nødvendige tilgange fanges ind. Derfor takker Ole Dalgaard ja til et par inspirationsture i aftrykkene fra Werners søgen efter det, der skal stå på hans gravsten.
Turen starter ved den stol, hvorpå den ældre mand sidder og spejder ud over fjorden mod sit barndomsland, og første stop er få kilometer derfra ved en lille kirke med smuk udsigt over samme fjord. Her ligger en kirkegårdsgartner bøjet over en brolægning, som hun er i færd med at få fuldendt. Men fuldendt bliver den nok ikke, konstaterer Ole. Og får indirekte dette bekræftet, da hun smilende fortæller, at hun ikke er øvet. Til gengæld får Ole gang i fortællingen om sin tid som gartner på det nærliggende gods, om fliselægning, om det elementære i at arbejde med jorden og tankerne flyver hastigt til egnen omkring Aarhus, hvor gartneren i ham blev vakt. Men først slog vi et smut rundt ad valgmenighedskirkegården i Odder, hvor vi standsede ved et gravsted med en dynge af bemalede sten, som lod tanker gå til den hustru, som mod slutningen af Ars Moriendi gik på stranden og samlede sten.
Videre mod Holme Kirke, hvor Ole havde boet hos pastor Pilgaard, men mest af alt havde været venner med en ung organist, som havde givet ham indblik i dette forunderlige instruments mange facetter; et indblik som slår ud i fuld skala, da Werner, som var en ferm organist, sætter sig til orglet i Hornslet Kirke. Vi har fuldet ind i Werners spor og gør holdt ved hver en kirke og kirkegård, vi ser på vores vej i landskabet mod Rønde, Kalø Vig og Mols Bjerge. Vi skal ikke fordybe os i det, vi ser, men i den ro, som et ophold på en kirkegård har at byde på. Når vi sidder i bilen igen, vælder erindringer om tidligere besøg frem, eller en undren over et murværk, et kalkmaleri eller en kirkegårdsplan munder ud i tanker og samtaler. Det slår mig, at Ole ikke er på jagt efter nye erkendelser, men ønsker at samle de mange tanker, han har søgt at pejle tilværelsen og den bagvedliggende stilhed med. Mange af hans ord, indfald og overvejelser kan jeg umiddelbart genkalde mig fra både hans tidligere Heisenberg- og Bohr-inspirerede bøger og fra hans erindringsbøger Lighuset i Breslau og Og så var der verden, som den var.
I Hornslet må vi finde overnatning på den gamle kro, hvor bindingsværket er skruet på, Og også ved kirken er der restaureringsarbejde i gang. Men det lykkes os at få en gedigen rullepølsemad, som Ole tidligere har fået under et besøg i et nabotraktørsted, og som Werner også nyder i bogen. Men hovedformålet er at besøget Jyllands ældste universitet ved Rosenholm Slot, hvor Holger ”den lærde” Rosenkrantz underviste unge mænd, og hvor hans søn Erik var en kendt alkymist. Ole har undervejs fortalt så levende om et tidligere møde med den nuværende, gamle greve, som viser rundt, at jeg fornemmer hans tilstedeværelse, da vi kører ind på brostenene. Jeg kan kun se en skygge ved det lille lysthus, som af spøgefulde sjæle er gjort til Holgers universitet, men jeg synes at kunne høre hans pibende stemme. Da vi forlader stedet igen, aner jeg i bilens bakspejl en cyklist på en ældre herrecykel, der svinger ind mod slottet. Er det mon Werner, der når frem? At dømme efter ordene i bogen, så ja.
Vi har fået set det, som Werner har skullet opleve på cykelturen på Mols. Derfor vælger vi at foretage en afstikker til Rügen for at fornemme den egn, som spillede en rolle, da Werner Heisenberg var på toppen som videnskabsmand i Det tredje Rige. På selve øen er der nok spor efter Nazitiden, fx den toenhalv kilometer lange bygning Prora, som rummede 10.000 værelser med havudsigt. Her skulle 20.000 tyske arbejdere have en ugens ferie ved havet, men det kom aldrig i brug til formålet. Og Heisenberg indskriver sig ikke i Rügens historie. Men på naboøen lå Hitlers raketstation, hvor Werner von Braum residerede. Her fandt vi dog heller ingen spor af Tysklands fremmeste atomfysiker, som efter sigende ikke blev indbudt, fordi der i von Brauns univers kun var plads til et idol på basen. Så tak for, at der aldrig kom et samarbejde i stand mellem wernerne.
I en pause på hjemturen gjorde vi kaffe- og rygestop i Lübeck ved Marienkirche, hvor Ole falder i staver over den restaurerede, 30 meter lange billedfrise Totentanz. Kun en nikken i slowmotion og en svag bevægelse i hørbuksernes ben røber, at der er en forbindelse til Afholdshotellets lille sal; alle træder dødedansen uafhængigt af alder og stand.
Men på vejen op gennem Sønderjylland fandt Ole noget af det, han havde søgt – noget som han ikke tidligere havde set i virkeligheden, og som har fundet en særlig placering i den lille vejviser: den enkle kirkegård og det spartanske kirkerum i Brødremenighedens Christiansfeld. Her blev ham smilende, stum og dvælende. Denne ramthed kan fornemmes i bogen.
De to-tre køreture, vi har foretaget, har bidraget til at skabe det samspil mellem kvantefysik og alkymi, som Werner – og Ole – er på jagt efter. Men læseren finder kun antydninger af det i ordene; det mulige guld gemmer sig mellem linjerne, hvor det har krævet en utrolig umage med ordene for at give plads til det usagte.
Tak for turen, Ole