I dag, søndag den 12. oktober 2025, er Parken udsolgt, og mange tusinde skaber en forrygende stemning ved at give den fuld gas ved afsyngningen af “Der er et yndigt land”, Adam Oehlenschlägers romantiske nationalhymne, hvori den danske kæmper forunderligt nok i situationen “hvile deres bene”.
Men hymnen gemmer på mere end som så. Oprindeligt bestod den af 12 strofer, som ud over at hylde den enevældige konge beskriver det danske folk i et særligt nationalromantisk skær, der får os til at fremstå som en helt særlig flok, der er mere afbalancerede og fornøjede end verdens andre folk, der alle har deres at trækkes med. Vi beskrives som “et venligt Syd i Nord”, som modstykket til “Vesterlandets Tungsind” og “Østens Raseri”.
Denne selvgodhed virker en kende opblæst, når vi sammenholder den med de spor af åbenhed og modtagelighed, som kommer til udtryk i vores sprog, og som er fint beskrevet i Benny Andersens digt “Verdensborger i Danmark”, hvori han remser eksempler op på det, vi kulturelt og merkantilt har optaget fra hele verden. Og han konkluderer, at “Alverden samles i mig / og blir rystet godt sammen!”
I tider, hvor man i Folketingets åbningsdebat kunne høre ikke så få udtalelser, der under overskriften “åndelig oprustning” klinger lidt som udsagnet fra den romantiske forfatter med det mellemøstligt fornavn og tyskklingende efternavn, mens hyldelsten til den åbenhed, som beskrives af forfatteren med pæredansk for- og efternavn, tilsyneladende har trange kår, skønt det vel er den udadvendthed, som siden vikingetiden har bragt rigdom til vores råstoffattige nation.
Husk, når vi skråler med i Parken, at der gemmer sig en tone af selvgodhed, som træneren med det tyskklingende efternavn heldigvis er bevidst om, når han skal sætte holdet op til kamp, et hold hvoraf de fleste spiller i udlandske klubber og nogle i deres navn bærer spor af den store verden.
Sproget kan give indsigt i rødder, der trumfer letkøbte værdisnakke.