dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Lavthængende læsningsfrugter. 1.

Forleden modtog jeg en uventet gave, ja, en gave, som jeg ikke var bekendt med eksistensen af. Et udvalg af H.C. Andersens eventyr set af Günter Grass, som har gengivet det, han har set med litografisk kridt. Egentlig havde han fået en bestilling på 10 litografiske blade, men blev så betaget af arbejdet, at han gjorde billeder langt ud over bestillingen – til en udgivelse, som skulle tilegnes hans børn og børnebørn og inspirere alle andres børn og børnebørn til at lære H.C. Andersen at kende.

Bogen har betydet, at jeg har fået nye øjne på flere af eventyrene, og at jeg er kommet til at tænke på det læsestimulerende i at modtage en uventet boggave.

For en del år siden var vi en lille gruppe, der på den internationale læsedag turnerede rundt til skoler i forskellige dele af landet. Vi optrådte i regi af kampagnen Ordet Fanger, og vi have tiltusket os bøger fra forskellige forlag; bøger, der var nogle år gamle og måske var på vej i papirmøllen, Vi sneg os rundt i skolegårde og på gang og lagde bøger rundt omkring – med opfordring til at læse og med venlig hilsen Ordet Fanger. Og vi så elever i alle aldre opdage bøgerne, tage dem op og mange begyndte at læse i dem og stak dem til sig, men andre lagde ders bog tilbage på bænken eller i vindueskarmen. Og der blev snakket om bøgerne. De havde nok ikke valgt dem på skolebiblioteket (ja, det er så længe siden, at alle skoler havde sådan et), men fordi de kom til dem uventet og i uvante omgivelser, forekom de spændende.

Selv prøvede jeg som skoleleder at indkøbe usælgelige børnebøger fra områdets antikvariater, som skulle rydde op. Jeg lagde dem rundt om på skolen, og de forsvandt. Nogle elever fortalte mig i kantinen, at de havde fundet bøger, som deres forældre havde jublet over, for dem havde de selv haft som børn. Og så havde de læst sammen og snakket om gamle ord, om børn, der gjorde mærkelige ting osv.

Endelig tog jeg nogle år i træk rundt til forlag for at købe børne- og ungdomsbøger, der skulle udgå. Jeg ville betale det samme som store boghandlerkæder gav for at købe restoplag – i snit 5 kr. pr stk. Derefter delte jeg ud af bøgerne i skolen centralrum, så hver elev fik en boggave; der var flere titler at vælge imellem. Og de fleste passede på deres gave. Efter 4 år optagede jeg, at nogle af eleverne fortsat havde alle deres 4 bøger i skoletasken. “Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal stille dem. Vi har ingen reoler derhjemme.”

Og nu ser jeg unge mennesker, der skal med lokalbanen stå og vælge bøger fra de bogkasser, der er sat op i ventesalen.

Frist dog med bøger på uventede steder og måder. Det er et forsøg værd som alternativ til at fylde containerne på genbrugspladsen. Dér fandt jeg forleden StormPs “Dagligt liv på Jorden”. Og ugen før Astrid Lindgrens “Suser min lind, synger min nattergal”. Og hver gang jeg fisker en bog op, fylder det mig med glæde over at få bogen og med forargelse over, at den er verfet ud.

Så har Ronkedorerne igen flettet snabler

På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk er der en ny udsendelse med Ronkedorerne, der taler sammen om fagbøger. Denne gang har Georg Metz taget “Nationalromantik bliver folkeeje” med. Den er en af de sidste titler, der kommer i Aarhus Universitetsforlags glimrende serie om vores historie: 100 titler på 100 sider til 100 kr. Egon Clausen genopfrisker Per Fibæks 10 år gamle bog, “Drop ambitionerne – og lav en bedre undervisning”, som nok er et gensyn værd i disse tider, hvor fagfornyelsen står for døren. Endelig har jeg selv bragt bogen om “Roepolakkerne satte spor” ind i udsendelsen, fordi den efter min mening dels giver et godt billede af en periode med udenlandsk arbejdskraft på Sydsjælland og Sydhavsøerne, og dels rummer paralleller til vor tids indvandrerdebat.

Foruden denne udsendelse er der en del dansklærerguf i denne uge. Lad mig nævne Karsten Pharaos oplæsning af “Den lille pige med svovlstikkerne” og 16. afsnit af “En Digters Bazar”, Ud over disse H.C. Andersen- tekster er der tillige en genudsendelse af Chr. Braad Thomsens udsendelse om Bob Dylans julesange, som udkom før han blev nomineret til Nobels Litteraturpris, og mange år før han fik den i 2016.

Inden for andre fagområder kan høres om den italienske mafia, om Amerikabådene, der fragtede emigranter fra Europa til USA, om gamles ensomhed, om organisten Jens E. Christensen og endelig Georg Metz’ faste klumme InterMetzo; denne uge om diskussionen om røde lejesvende i DR.

Så gå på nettet og lyt til www.den2radio.dk, som nu har leveret public service i mere end 15 år – uden offentlige tilskud.

https://den2radio.dk/udsendelser/ronkedorerne-december-2025

Noget helt særligt

Hanne Kvist takker for Silas-prisen. Privatfoto

Ved Det Danske Akademis årsfest fulgte eftermiddagens program samme sti som de foregående år: Sekretær Dan Ringgaards beretning, prisovervækkelser med musikalsk underholdning midtvejs og sluttelig små hapser og bobler. Det anderledes var, at det blev holdt i det nyrestaurerede hofteater – en passende ramme for et akademi, der skal virke for både ånd og sprog.

Sekretærens tale indledtes som vanligt af et særligt tema, så man kunne få lidt specielt med hjem; i år om danske forfattere, der havde skrevet på andre sprog. Fx Holberg og Saxo på latin, de islandske sagaer (som vi har annekteret i vores nationale litteraturhistorie) på oldislandsk, Blixen på engelsk og Blicher på jysk. I den sammenhæng blev Dante nævnt for at skrive sin guddommelige komedie på italiensk og ikke på latin, fordi han vægtede folkesproget over det litterære sprog, det man havde fået ind med modermælken frem for det tillærte. Hele talen vil blive bragt på akademiets hjemmeside. Læs den og tidligere sekretærtaler, og bliv beriget med noget, du ikke har tænkt over, at du ikke går og tumler med.

Priserne blev motiveret af akademimedlemmer, overrakt og kvitteret for ved modtagernes takketaler. Også disse taler vil blive lagt på akademiets hjemmeside.

Amalie Smith modtog Otto Gelsteds Mindelegat, motiveret af Mette Moestrup.

Hanne Kvist modtog Silas-prisen, motiveret af Jesper Wung-Sung.

Mikael Strunge-prisen fik Nath Krause. Ursula Andkjær Olsen motiverede.

Selskabets pris fik Annette Lassen. Harald Voetmann motiverede.

Mikael Josephsen modtog Beatrice-prisen, motiveret af Anne-Marie Mai.

Og jeg må indrømme, at jeg nok havde hørt om, men ikke læst hver og en af prismodtagerne. Så jeg har været på biblioteket. For mig betyder det at følge akademiets valg af prismodtagere det samme, som jeg håber, at gode anmeldelser og anbefalinger betyder for kolleger i danskfaget: at belæste mennesker hjælper mig med at finde rundt i bogmassen.

Hanne Kvist havde jeg læst i forvejen. Og hvor er hun værd at læse og genlæse og læse igen, fordi man opdager nyt hver gang. Jesper Wung-Sungs motivering åbnede for mig nye døre ind til hendes ord- og billedsproglige univers, blandt andet ved små eksempler fra hendes “Svømmer og drømmer” (Dansklærerforneingen). Jeg har læst bogen flere gange, men ikke hæftet mig ved netop disse eksempler.

De islandske sagaer er jeg også ganske fortrolig med, men fik allegevel sat det lange lys på gennem Harald Voetmanns overdådige motivering og Annette Lassens intense takketale. Hendes nye oversættelse kalder på at blive læst.

De øvrige forfattere havde jeg ikke læst, men det har jeg nu. Så gå ind på Det Danske Akademis hjemmeside og blive inspireret. Og gå derind igen, når de får lagt årets taler på nettet.

Bevar roen

Udsnit af forsiden på “Roepolakkerne satte spor”, Lollandsbibliotekerne, Forlaget Bostrup

Medlemmer af forfattergruppen “Os hernedefra” har bidraget til at udbrede fortællingen om de polske/galiciske arbejdere, som fra 1893 til 1929 kom som sæsonarbejdere for at arbejde i de roemarker, som især på Lolland og Falster blev dyrket for at skaffe sukker nu, hvor sukkerproduktionen på De vestindiske Øer aftog i betydning.

Mange af de polske sæsonarbejdere tog med årene fast bolig her i landet, nogle fordi de fandt en ægtemage, andre fordi krig afskar dem fra at vende hjem, og atter andre fordi de befandt sig godt her eller blev efterspurgt som helårsarbejdere. De polske løsarbejdere bidrog til den rigdom, som blev jordbesidderne på Sydhavsøerne til del.

I bogen skildres roearbejdernes liv dels i faktuelle, historiske bidrag, dels i kortere fiktive tekster, sange og digte og endelig i erindringer. Bogen er rigt illustreret dels med fotos fra perioden og dels med AI-genererede farveillustrationer.

Jeg har nydt at granske de sort/hvide fotografier, som giver den autenticitet, der lader øjet gå på opdagelse. Derimod har jeg det dobbelt med AI-billederne, som dels er fængslende på grund af fine miljødetaljer, og dels er sært ugebladsagtige i deres persontegninger. Navnlig kvinderne virker sarte og forfinede i forhold til de medsøstre, som ses på fotografierne, og til de polske efterkommere, som jeg selv har mødt. Den råstyrke og udholdenhed, som var karakteristisk for de polske kvinder, får ikke kredit i de idealiserede farvebilleder.

Bogens tekster tegner fra mange vinkler de vilkår, som blev sæsonarbejderne og deres efterkommere til del: hårdt arbejde til ringe løn, mobning i skolen, overgreb og udnyttelse, overrepræsentation i kriminalstatistikken, religiøs mobning.

Mange af de korte tekster kan mageligt anvendes i undervisning – også ud over i skolerne på Sydhavsøernes, da mange af problemstillingerne har nutidige paralleller i vores indvandrerdebat. Tag fx overrepræsentationen i kriminalitetsstatistikken. Var katolikker mere voldelige end os danske protestanter? Var de mere be´drageriske eller tyvagtige? Nej, men de var fattigere og havde i højere grad et liv på kanten.

Brug bogen som en parallelvej til undervisning i indvandrerdebatten – og gør jeres lokale hardlinere i indvandrer-/flygtningedebatten opmærksom på den. Eller læs den bare for fornøjelsens og indsigtens skyld.

I den vidunderlige, syngende dialekt, der tales neden for stødgrænsen syd for Vordingborg, udtales ordet ‘roen’, så det både kan betyde rodfrugten, ro(lighed)en og hovedet. Derfor nød jeg engang at høre lollikken Claus Meyer opfordre til, at man skulle ‘bevare roen”. Ja til sukker. Nej til stress. Og nej til halshug.

Ægtestand og Improvisatoren

Thomasine Gyllembourg læser for sønnen og svigerdatteren

Tirsdag den 11. november gæstede dr.phil. og litteraturforsker Lise Busk-Jensen H.C. Andersen-Samfundet, hvor hun ville fortælle om H.C. Andersen og romantikkens forfatterinder. Hun valgte at fokusere på HCAs ”Improvisatoren” og Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand”, som begge udkom i 1835, og som kunne repræsentere henholdsvis en mandlig og en kvindelig dannelsesroman.

Men inden Lise Busk-Jensen tog hånd om de to dannelsesromaner, fik vi et kort vue over kvindesynet gennem tiden – lige fra antikken, hvor kvinden ikke eksisterede som køn, frem til slutningen af 1700-tallet, hvor man opdagede, at kvinden har æg og dermed deltager i forplantningen, for at ende i den guldalder, som de to romaner udspiller sig i. Her er manden familiens overhoved og ansigt udadtil, mens kvinden råder i hjemmet, en opgavefordeling, som Thomasine Gyllembourg så på med accept. Og jeg kom til at tænke på, at det giver måske en god tilgang til at forstå, hvorfor nogle kvinder i andre kulturer ikke føler sig undertrykte, men tilkendt en rolle, de bliver respekterede for at udfylde.

Lise Busk-Jensen tog os også et smut omkring de københavnske saloner, som dannede rammen om kulturelitens møder. Her kunne ånden flyve højt, nye impulser introduceres, egne værker præsenteres og drøftes; kort sagt var salonerne en kulturel smeltedigel, hvor meget af det, som de, der hylder danske værdier, finder rod i og ophav til – også selv om begrebet af de samme er lanceret som skældsord.

Men til de til dannelsesromaner. H.C. Andersens ”Improvisatoren” er en klassisk dannelsesroman, hvor den mandlige hovedperson med bevægelsen hjem-ud-hjem undersøger de muligheder, som tilværelsen ud byder på, for afklaret at vende hjem; i dette tilfælde med den rette kvinde efter at have truffet flere typer, som af Lise Busk-Jensen blev kategoriserede som enten sanselige eller åndelige, og hvor idealet er at finde den, der rummer balancen herimellem.

Thomasine Gyllembourgs ”Ægtestand” er en nyskabende, kvindelig dannelsesroman, hvor kvinden, der er hovedperson, ikke søger næring ude, men er bundet til hjem. I stedet søger hun at blive den gode hustru, men skuffes af ægtemanden, der blot betragter hende som inventar. Da hun forelsker sig i en beundrer, vågner ægtemandens kærlighed til hende. Og bogen genopbygger den balance, som er den kvindelige forfatters ideal: to der holder af hinanden, og som har veldefinerede roller. Bogen, som var udgivet under pseudonym, fik megen ros. Men én anmelder skrev dog, at det var en god roman med en dårlig hustru, og at han ville foretrække en dårlig roman med en god hustru.

I samtiden var Thomasine Gyllembourg mere læst end H.C. Andersen. Selv vedkendte hun sig sin skrivetrang, selv om hun fandt det mandigt at skrive. Og måske derfor skrev hun under pseudonymet ”Forfatteren til en Hverdagshistorie”. Hun udkom hos sønnen J.L. Heiberg, som sammen med hustruen, skuespiller Johanne Louise Heiberg, var toppen af kulturkransekagen.

De to romaner er læseværdige. Gyllembourg skriver godt og giver os et fint indblik i den tids danske værdier og et dyk ned i kvindelitteraturens kilde. Andersens roman er et af hans hovedværker, så sanseligt, at jeg med min familie har ferieret i improvisatorens rejsespor.

Og så tænker jeg på, at nogle af de beskrevne værdier har en lang levetid. I de Jan- og Puk-bøger, som udkom især i 50’erne, fulgte dannelsesruten også hjem-ud-hjem i Jan-bøgerne, mens ruten var ’hjem og nærmeste omegn’ i Puk-bøgerne. Men forfatterne var de samme.

Tak til H.C. Andersen-Samfundet for en perspektivrig aften!

BogForum. 1.

Udsnit af forside på Lea Fløe Christensens “En mand med en ged på side 251”

Der var godt nok mange mennesker til BogForum i fredags, og jeg gik ilthungrende omkring og glædede mig over min beslutning om kun at aflægge besøg denne ene dag.

Men der var forbedringer at notere sig; ikke mindst at udstillerne havde samlet anlagt et litteraturstræde, så man undgik at løbe spidsrod igennem stande, der havde bogen og læsningen som det sekundære. For jeg kommer ikke primært for at se en giraf eller høre en debat, der i støjen kæmper om den opmærksomhed, som de 30 minutters samtale higer efter. “Nå, men vi må slutte nu. Tiden er gået.”

Næh, jeg kan lide at græsse på de mere ydmyge marker, hvor læsningen og bogen viser uventede sider. På Turbines stand fandt jeg Lea Fløe Christensens bog med den herlige titel: “En mand med en ged på side 251”; og når man når til side 251, viser det sig, at bogen med manden med geden er omtalt på side 81! Enhver, der interesserer sig for læsning og for at inspirere andre til at læse, får i denne bog en levende, sprudlende og facetteret manual, der har sit udgangspunkt i, at vejen til læsning er fuld af margueriteruter, som har præg efter den enkeltes sans for margueriter. Det er ganske enkelt en herlig øjenåbner for alle, der ønske at smitte med læsning og litteratur.

Længere henne løb jeg ind i Dansk PENs udstilling af “Forbudte bøger”. Faktisk var det Janne Tellers “Intet”, der fangede mit blik, men ved dvælen foran udstillingen blev jeg mere og mere overbevist, at censuren viste mere om censorerne end om det censurerede: Det skrevne ord er farligt for alle, der klamrer sig til en skrøbelig magt. Og jeg opdagede, at man skulle hive lidt op i de sedler, der stak op fra bogen. Her kunne man læse, hvor bogen var blevet forbudt og hvorfor. Her var Astrid Lindgren, som kunne anfægte magten og moralen i flere lande. Her var Jakob Martin Srid, som kunne ryste politisk korrekte stemmer i Sverige. Her var de kendte Herman Bang, Franz Kafka, Salman Rushdie og mange, mange andre. Religion, sexualitet, magtkritik og politisk ukorrekthed var topscorere. Og sig så ikke, at USA er ytringsfrihedens bastion.

Endelig hørte jeg Pelle Koppel i en samtale med den unge forfatter Sofie Riis Endahl og skuespiller Line Weien Hoffmann i anledning af Teater V’s opsætning af studentermusicalen “Pixie”, der er bygget over bogen “Pixie lever stadig”. Samtalen var et fint eksempel på, at der i det danske litteratur- og teatermiljø er engagerede mennesker som Pelle Koppel, der kaster sig over at bistå unge talenter, der brænder for et projekt; her at Sofie Riis Endahl havde lyst til at omsætte sin roste roman til en musical med hendes egne ord og egen musik. Den samtale gav et fint indblik i, at vejen fra tekst til scene er fuld af bump og hårnålesving, men at den er farbar med de rigtige vejvisere, hvoraf de seneste i processen er de skuespillere, som skal tage forestillingens ord og handlinger på sig.

På vejen videre tog jeg et rast ved Den danske Sprogkreds stand, hvor jeg smugkiggede i Lise Bostrups “H.C. Andersen i USA” og i “Roepolakkerne satte spor” om den indvandring fra vores sydlige naboland, som skulle sikre godejere på Lolland og Falster billig arbejdskraft, og som kom til at præge sydhavsøernes kultur og sociale liv.

Fortsættelse følger….

Så vidt om jorden høres danskens sang

Udsnit af Elin Lis Johansens maleri på forsiden af Modersmål-Selskabets bog, “Er der en sendelektor til stede?”

Dannebrogsspileren er vindfyldt. Vi sejler i læseretningen, hvilket giver mere fart. Og der synes at være en laber brise fra vest, som fører vores sprogbåd østover. Således signaleret er vi stået til søs med kurs mod sendelektorernes erfaringer med dansk sprog i det oversøiske.

Den aktuelle anledning er, at sendelektorerne har modtaget Modersmål-Prisen 2025; den perspektivrige anledning er, at sendelektorordningen er udtryk for et unikt arbejde, der understøtter dansk sprog, kultur og erhvervsliv i de lande, hvor udsendte lektorer kan supplere det traditionelle diplomati på ambassaderne.

Men forsideillustrationen sender vel også et vel optimistisk billede af situationen, idet man fra politisk hold har formindsket spileren ved at beskære tilskud til ordningen; en manglende politisk indsigt i, hvad det vil sige at værne om det danske sprog og dets muligheder. Mens vi opruster militært, kerer vi os forholdsvis lidt om det, der binder os sammen: modersmålet.

Og det kan mere, end vi tror. Vi synger begejstret med på den egentlige fædrelandssang, hvori H.C. Andersen skriver om sproget, der “som en sød musik mit hjerte når” og som trods vores lidenhed høres rundt om på jorden, akkompagneret af danske mejselslag. Hermed mente han kunst personificeret i billedhuggeren Thorvaldsen. H.C. Ørsted tilføjede et ekstra vers, fordi han mente, at Andersen havde glemt videnskaben. Derfor foreslog Ørsted som supplement:

”Se tankelyn gik ud fra danske hjerner, / og lyste for den hele vide jord, / De vendte øjet op mod himlens stjerner, / og ned i løndomskraftens dunkle spor; / Du danske friske Strand, / Hvor øjet frit omsvæver, /Og frie blik til tankeflugt os hæver, / Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland!”.

Og sendelektorerne giver for så vidt Ørsted ret. Det at arbejde med sproget blandt udenlandske universitetsstuerende giver en væsentlig kulturel effekt med tolkning, oversættelser af litteratur, møder mellem mennesker af kød og blod, events og mange andre fine, bløde effekter, der ambasaderer for Danmark. Men det giver også anledning til videnskabeligt og forskningsmæssigt samarbejde, som beriger dansk erhvervsliv og akademisk virksomhed. At spare her, er at braklægge den fedeste jord.

I bogen hører vi stemmer fra de steder, hvor vi har sendelektorer. Og på slående vis ser vi en linje, der følger i kølvandet på omslagets sejlbåd. Nok blæser vinden fra vest, og vi påvirkes af kommerciel og digital (hvad der her er det samme) kultur fra USA, men universiteterne er der under pres – og med dem de små sprog. Anderledes synes der at være interesse for de små sprog og kulturer i Europa, især i den østlige del, hvor sendelektorordningen viderebringer dansk sprog og danske værdier som et væsentligt supplement til de danske ambassaders arbejde. Også her synes det ubetænksomt at spare.

Derfor tak til Modersmål-Selskabet for at tildele årets pris til den sendelektorordning, som bringer dansk sprog og kultur ud i verden, og som henter frugtbare impulser hjem til berigelse af os. Måtte der som en udløber af dette gå en prås op for de politikere, som skal styrke Danmarks sprog og beredskab.

Dansk sprog – en dansk værdi

Støt borgerforslag om at sikre Den Danske Ordbog politisk!

Når jeg slår op i Den Danske Ordbog, ser jeg, at ordet ’værdi’ stammer fra nedertysk, afledt af oldsaksisk, og at det betegner et ideal, som vurderes højt. Det tilføjes med et citat fra en lærebog, at man udvikler yderligere værdier, så alle kan trives, fx at man hjælper hinanden.

Når jeg går videre til Det Danske Nationalleksikon, læser jeg, at 300.000 danskere i 2016 stemte om de vigtigste, danske værdier. Disse indgår i en værdikanon og danner grundlag for spørgsmål i indfødsretsprøven.

I den eksempelsamling, der kaldes Korpus, finder jeg en lang række eksempler på bruges af begrebet ’danske værdier’.

Træder jeg et tidsskridt tilbage og slår op i Ordbog over Det Danske Sprog, som omhandler sproget fra 1700-1950, finder jeg, at det handler ”om den stille Dyd, Som aldrig selv sit Værdie priser”, men også om ”Viisdommen”, om at indse ”den fulde Værdi”, når man ”er saa nær ved at miste” den. Og at i ”Værdiernes Verden ytrer sig en Inderlighedens Storhed” for til slut at påpege, at ”Sproget- mennesketalen – er en uudtømmelig rigdom af mangfoldige værdier”.

Af denne pejling får jeg opbygget den opfattelse, at danske værdier er noget man sammen udvikler indholdet af, så alle kan trives.

Derfor klinger det i mit øre af manglende vilje eller formåen, når ’danske værdier’ primært defineres ud fra en ydre kulturel og religiøs fjende snarere end ud fra en udvikling af værdiernes indhold.

Man vedtager love, som skal ramme bestemte indvandrergrupper, men som får uheldige virkninger for borgere, man ikke havde til hensigt at ramme, fx familiesammenføringsregler og kontanthjælpsreformer. Dette følges op af debatter, som end ikke kan sløre de hensigter, som tømmer danske værdier som fx frisind og ytringsfrihed for indhold.

I samme moment understøtter man ikke en så central del af det danske værdisæt som SPROGET. Den Danske Ordbog og dens tilliggender (Ordbog over Det Danske Sprog, Korpus og LEX) får svært ved at overleve pga. manglende offentlig finansiering. En lignende sløset omgang med plejen af dansk sprogs potentialer kan man finde i reduktionerne af midler til de danske sendelektorer, som virker for dansk sprog og kultur ude i verden.

Kan nogen vise mig ”Inderlighedens Storhed” i dansk værdipolitik?

Jeg vil starte min kamp for danske værdier ved at opfordre alle til at skrive under på borgerforslaget om at få Den Danske Ordbog på Finansloven.

https://borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-21420

Kursfald på danske værdier

Udsnit af t-shirt fra Dansklærerforeningen. beskåret foto fra “Dansk sproghistorie”

“Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri.” Dette Kierkegaard-citat fra “Enten-eller” er nok en eftertanke værd, når man beskæftiger sig med danskundervisning, men så sandelig også når man er bruger af modersmålet, hvad enten det er til hverdagsbrug eller til digtning eller forskning.

Det er modersmålet, der binder os sammen som folk, og det er derfor, det er værd at værne om og at være bevidst om. Vores fælles sprog er måske det det mest værdifulde, vi ejer.

I flere andre lande hegner man sproget ind. Jeg kommer i tanke om en historie fra et nordisk møde, hvor man fortalte, at en markant færøsk sanger og kædedanser fik et hjerteanfald og blev fra til hospitalet, hvor man fortalte ham, at han var nødt til at få indopereret en pacemaker. Men nej, han ville ikke have et sådant fremmedlegeme i kroppen. Man sammenkaldte gode sprogmennesker, som gav pacemakeren den færøske betegnelse “hjartastartari”, og den var acceptabel. Så med sproglig hjælp fik han sangen og dansen tilbage.

I Danmark er vi sprogligt åbne, akkurat som vi har været det på andre humane områder. Det er derfor, vi gennem handel og indvandring har fået høj levefod, hvilket bliver tydeligt, når vi ser på danske ords udspring af nordisk, tysk, fransk, arabisk, grønlandsk og nu ikke mindst engelsk/amerikansk. Men den åbne tilgang til sprog kræver årvågenhed og rettidig omhu i omgangen med nye udviklinger.

Et sådant arbejde udføres ved vedligeholdelsen og udviklingen af “Den danske Ordbog”, som derved fremstår som det mest guldrandede af alle danske værdipapirer.

Mange forfattere frekventerer ordbogen. Mange forskere er nødt til det. Og mange oversættere, fx af Bibelen, er ilde stedt uden. Derfor er det forunderligt, for ikke at sige for underligt, at en sådan guldrandet investering ikke er at finde på årets finanslov.

Indtil jeg blev opmærksom på dette, troede jeg, at snakken om danske værdier var andet end mundsvejr, og at vores kulturminister var mere seriøs, end tilfældet tilsyneladend er.

Den frigørende tanke og den ypperlige udtrykken sig er der måske ikke stemmer i, men der er kummerlig armod, hvis disse dynamoer med ordbogen forsvinder fra daglig tale, undervisning, forskning, journalistik og digtning.

Den obligatoriske kanon – en dræbersnegl i læsningens urtegård.

Kommentar til Rå¨dudkastet til ny fagplan for dansk

Udsnit af Dorte Karrebæks billede af Jeppes børn, hvoraf de to ligner Per Degn. Fra Kåre Bluitgens gendigtning af Holbergs jeppe på Bjerget.

Som medlem af det kanonudvalg, der indførte begrebet obligatoriske forfatterskaber i folkeskole og gymnasium, må jeg i afsæt i håndteringen af denne bestemmelse i folkeskoleloven medgive, at den har vist sig at være en dræbersnegl i læsningens urtebed.

For det første var de obligatoriske forfatterskaber ikke tænkt som væsentligere end dem, der optrådte på de vejledende lister for de to skoleformer, snarere tværtimod. Den obligatoriske liste skulle lette overgangen fra grundskole til gymnasium ved at pege på det, der kunne være en fællesmængde for litteraturundervisningen på de to niveauer. Det obligatoriske element var desuden et rent politisk initiativ, som udvalgsformanden Jørn Lund med vanlig politisk tæft så kunne sikre, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fik tilgodeset både højskolevenstres og handelshøjskolevenstres synspunkter. Der var altså tale om et tidsbundent og kontekstafhængigt forslag.

I gymnasiet er kanon nu blevet ændret efter en vedvarende kritik blandt andet af, at der var for få kvindelige forfattere på listen. Men man har altså bibeholdt en obligatorisk liste; for som Uffe Ellemann Jensen udtalte (om a-våben), at når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen.

Da nu begrundelsen for en fælles kanonmængde i grundskole og gymnasium er endegyldigt afskaffet, er det tid til at se krav om historisk læsning i grundskolens litteraturundervisning.

Den væsentligste begrundelse for at læse skønlitteratur i folkeskolen er, at børn skal lære at læse og gerne opbygge en læselyst, ja, måske endog en læseglæde ved at arbejde med vedkommende, inspirerende og øjenåbnende litteratur, der dels kan tjene som en spejl, dels som et vindue mod verden. I den forbindelse er en obligatorisk kanon en rigid tilgang til en sådan skitseret læseindsats, fordi mange af de obligatoriske forfattere bliver det must, der overtrumfer det meningsfulde.

At læse eller høre historiske tekster er en væsentlig del af den dannelse, som opstår ved, at vi fornemmer, hvor og hvad vi kommer fra. Men det bør ske i en kontekst, der kaster et forklarelsens lys af sig, og ikke tænder for meningsløshedens mørkelygte. Derfor foreslår jeg, at der stilles krav til de lutteraturhistoriske perioder, man skal have berørt i løbet af grundskoletiden, men at det måske er mere inspirerende, hvis der i den enkelte klasse af og til tages afsæt i lokale forhold.

Jeg ved, at elever kan få aha-oplevelser af ældre tekster. Som fx en kurdisk dreng fra 5. klasse, som kiggede på Dorte Karrebæks illustrationer til Jeppe på Bjerget og udbrød, da han så Jeppes børn: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker. Hans kone har haft for meget skole/hjemsamarbejde med Per Degn!”

Men under daglige samtaler med elever i skolens kantine har jeg også hørt, at historiske tekster kan forekomme som litteraturdræbere, når de optræder i sammenhænge, som ikke får dem til at leve i eleverne. Og litteraturdræbere er det vi har mindst brug for i den skole, der skal fremme læsning, læselyst (og læseglæde).

Jeg har bidraget til at indslæbe den invasive dræbersnegl i litteraturundervisningens urtegård. Jeg håber, at gode kræfter i pædagogik og politik vil bistår med bekæmpelsen.