dansklærer - Dansklærerforeningens Folkeskolesektion

Ronkedorerne på den2radio

Sådan cirka en gang om måneden kan man høre Ronkedorerne på www.den2radio.dk. Og Ronkedorerne er fire gamle mænd, der har haft deres snabler nede i fagbøger, som de finder det værd at tale om.

I denne uge er der lagt en ny udsendelse op. Her kan man høre Georg Metz, Egon Clausen og mig selv tale om “Trods og tragedie”, Sofie Lene baks biografi om Olga Eggers, “Døden på recept”, artikler redigeret af Ole Hartling m.fl. om aktiv dødshjælp, samt “En dissonans i denne verden”, hvori Claus Elholm Andersen sætter nyt lys på H.C. Andersens tidlige eventyr.

Vi kommer altså vidt omkring. Men denne gang fik vi perifert nævnt Georg Brandes, dels som forfatterinden Olga Eggers elsker (ret sikkert), dels som den kritiker, der har afstedkommet et ensidigt billede af H.C. Andersen som grim og barnagtig (Anne-Marie Mais ganske overbevisende analyse i “En anderledes Andersen”).

Det særlige ved sådanne tilfældige sammentræf kan være, at tankerne, når optagelsen er slut, går på vandring.

Jeg genkaldte mig den eneste bog, jeg fik lystlæst i 1985, men til gengæld fik læst så meget, at de garnhæftede blade blev til løsblade. Bogen var svenske Lars-Olof Franzéns “De rigtige elskere”; en roman, der beretter om den kulturradikale teaterkritiker Jens Feuer, der søger at leve i idolet Georg Brandes’ stil, hvilket er dømt til at mislykkes. Alt bliver en bleg afglans – åndsliv, kærlighedsliv, alt!

Under et kondiløb kollapser Jens Feuer, og mens han ligger i koma på akutafdelingen opfatter han en samtale mellem sygeplejersker om ferieplaner og andet dagligdags. I hans hjerne opstår da en tankekæde om, at der findes to kræfter, der kæmper om magten. De røde, som ønsker, at samfundet skal udvikle sig solidarisk og ufrit over for de liberale, som ønsker, at samfundet udvikler sig frit og illoyalt. Hvorfor har samspillet mellem de to tænkninger givet os et samfund, der er ufrit og illoyalt?

Det var den tankekæde, der bandt mig til bogen. Hvorfor er det de to inhumane værdier, der træder frem? Forskellen på Georg Brandes’ liv og Jens Feuers kunne give et praj om, at det eksisterende samarbejde byggede på materialisme, mens de positive værdier var båret af en humanisme.

Nu, da jeg har de blå partiers visioner for fremtiden og Mette Frederiksens tale ved Socialdemokratiets kongres i frisk erindring, tror jeg, at Jens Feuer er tjent med at forblive i koma en tid endnu.

Men hvor kan god litteratur pege på muligheder. Det er derfor jeg beder til, at universiteternes samfundsfaglige studier gør som i middelhavslandene – sidestiller skønlitteratur og faglitteratur.

Få øje på naturen

Udsnit af forside på Peter Mouritzens Mikkel Mule og flere dyr du ikke ser

I 2017 fik Ulf Stark og Linda Bondestam Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris for billedbogen “Djur som ingen sett uton vi”. En række fantasidyr får underfundige og dobbelttydige ord og billeder med på deres vej. Den ensomme Eskalopen føler således, at “Allt i världen hör ihop. / Utom jag.” Mens Nomadinen “lever i den tron / att allt är mycket bättre borta”. Alle har på en sær måde bud efter de vilkår, moderne mennesker – og ikke mindst børn og unge – lever under.

Anderledes går Ib Spang Olsen til værks i fx “Mosekonens bryg”, hvori han afdækker naturens fikserbilleder, som dels kan fængsle os på grund af tilknytningen til det overnaturlige, og dels kan åbne vores øjne for det, der omgiver os.

Samme sugen os ind i det stof, man gør fortællinger af, er Gudrun Helgadottir og Brian Pilkintons “Flumbra – en islandsk troldemor” udtryk for.

Den herlige og finurlige forfatter Peter Moutitzen, lader i en af bøgerne i serien “Bibelstærk” os vide, hvorfor vi ikke kan se Herren, fordi Gud, som Moses siger, da han stiger ned fra bjerget gennem skydækket med de to stentavler, er menneskesky! Samme Peter Mouritzen har blik for den natur, som samme Gud nok har givet os herredømmet over, hvis vi forstår at passe på den.

Dette bidrager Peter Mouritzen til via de billedbøger om dyr, du ikke ser, som han lader os få øje på ved at påføre dem øjne. Efter min smag er det en genial måde at skærpe vores iagttagelsesevne på; en kombination af arbejdet med naturens fikserbilleder og med djur som ingen sett.

I det øjeblik vi får øje på dem, vil vi også have øje for dem. De er alle ved at forfalde, og netop forfaldet er udtryk for levet liv og for gjorte erfaringer, som er det stof, man laver fortællinger og poesi af.

Selv giver Peter Mouritzen smagsprøver på dette ved at illustrere fortografierne med skæve, underfundige og panderynkende digte.

Men lad os se “Mikkel Mule” i øjnene og skabe vores egne – og vores børns/elevers – syn for livet i naturen. Jeg har søgt at fortælle om nogle tilløb til dette i min lille pamflet om “Dyrk dansk derude”, og jeg ved gennem arbejde med lyrik i og om naturen, at naturen kan skabe sprog, akkurat som sprog skaber naturen i os.

8. september – læsningens dag

Udsnit af bogforside, Davis Nel-lo Tågernes ø (Jensen & Dalgaard)

Bogen er, som det måske anes, indbundet i brunt lærred og titlen trykt i guld. Alt i alt ganske lidt iøjenfaldende. For sådan er bogen i denne roman også, når den gemmer sig imellem alt det prangende på biblioteket.

Men netop dens undseelighed og forputtethed får en dreng til at vælge den, og den viser sig at have den særlige effekt, at dens indhold tager farve af den, der læser den. Dette er magi, men det er også virkelighed, for det er læseren, der møder en bog med egne behov og forudsætninger, og på den måde fundender bogen. Læseglæden finder man ved at opdage, at bogen bliver til i mødet mellem bog og læser.

Derfor er der grund til at juble over de læseglædeinitiativer, der i disse dage folder sig ud på en række skoler i samarbejde med lokale skole og børnebiblioteker. Således mødtes Paradisbakkeskolens fjerdeklasser for omkring et år siden Nexø Bibliotek for at tage første bid af frugten på læsningens træ. Siden har de mødtes der en gang om måneden. De har talt om litteratur. De har haft forfatterbesøg. Og de har fundet ud af, hvad eleverne havde lyst til at læse. Så nu er der købt nye bøger ind, som bliver overdraget til skolens bibliotek – vistnok på onsdag.

De elever, jeg har mødt, har været forventningsfulde. Og dette initiativ er for mig at se mere perspektivrigt end det store og langt dyrere centraliserede CFU-projekt, fordi man i dette tilfælde har den lokale indflydelse, som starter i klassen med eleverne, dansklærerne og de stedlige bibliotekarer.

Der er købt virkelig gode titler ind til det centraliserede projekt, hvis man kan dømme ud fra de offentliggjorte første 11 af slagsen. Men det siger noget om dette projekt, at der skal anvendes så mange midler på formidling og distribution.

Men en lille mangel, der synes fælles for begge projekter, er udeladelsen af ældre litteratur. Hvor er fx H.C. Andersens “Billedbog uden billeder”, som jeg skrev om forleden? For mig at se mangler der noget af horisonten, når litteraturens vindue bliver åbnet, hvis man ensidigt blotrer sig i nutiden.

Lad mig slutte med et citat af forfatteren George R.R. Martin: ”En læser lever tusinde liv, før han dør. Den, der aldrig læser, lever kun et.” Jeg har hugget det fra Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden, hvor hun skriver om “Tågernes ø”.

Så HURRA for de læseglædeinitiativer, der giver eleverne mange liv at leve!

I dag for 206 år siden….

I dag for 206 år siden ankom en stor dreng, Hans Christian Andersen, alene til København med nogle få rigsdalere på lommen.

20 år og et par måneder senere udkom han “Billedbog uden billeder”, som efter min mening er en alt for overset bog – i almindelighed og i undervisningssammenhæng i særdeleshed.

Den består af i den endelige udgave, som udkom i 1854, af 33 beretninger, som månen fortæller for at inspirere en maler, der bog øverst oppe på et loftkammer. Den unge kunstner har maleblokering, men de forunderlige historier fra månen får ham i gang.

Marlie Brande illustrerede den i 1955, og 50 år senere lod Ib Spang Olsen sig inspirere til at lægge pen til månens historier. Senest i 2021 har Lilian Brøgger bidraget til at berige os med en smuk og fængslende version af historierne.

Det hører med til historien, at Lilian Brøggers version er blevet til via sydkoreanske ønsker om at udgive historien. Andersen er på sæt og vis bedre kendt i Kina og Sydkorea end herhjemme, hvilket vi bør råde bod på!

I de 33 historier, som den fattige maler får fortalt om natten, mens han sidder og stirrer ud i natten fra sit loftsvindue, kommer vi rundt om en lang række af de temaer, som går igen i H.C. Andersens forfatterskab. Alene af den grund vil det være oplagt at lade denne bog indgå i undervisningen. Men også af en anden grund: Mange af eleverne i skolen – og for den sags skyld af os voksne – kan måske trænge til at blive inspirerede på forskellig vis. Så, hvis man ved aftenstide sætter sig og kigger på månen, og tænker over, hvad den har passeret, siden den sidst var forbi, er det ikke umuligt, at den har en god fortælling at berige os med.

Månen er god til at overvinde skriveblokeringer og idéblokeringer i det hele taget. Og H.C. Andersen viser os, at månen er vindueskigger; hvor pirrende. De har øje for det meste.

Se, disse historier er måske blevet til, mens H.C. Andersen sad på Hotel du Nord, som nu er blevet Magasin, og kiggede ud gennem vinduet. Her skrev han i øvrigt også sit skuespil Mulatten, mens han blev opvartet af tjenere, der havde rødder i de danske kolonier, der leverede sukkerpenge til københavnske købmænd. Men det er en anden historie.

Tag med ud og FISK

I 1994 udkom den danske version af Ärnström og Hagbergs “Berätterboken” på Dansklærerforeningens Forlag. Min kone, Kirsten Borberg, og jeg havde fået i opdrag at oversætte den og tilføje et dansk afsnit. Bogen fik titlen “Fortæl igen”. Og den opfordring skal lyde igen, hvor der bliver inspiration at hente i foreningen FISK (Fortælling i skolen), der har til formål at fremme den mundtlige fortælling i grundskolen. Ved generalforsamlingen den 28. august blev jeg valgt ind i bestyrelsen.

For en del år siden var jeg på rundrejse til skoler for at fortælle historier, ikke mindst afrikanske, som er så herligt karske. Oplevelserne herfra overbeviste mig om den mundtlige fortællings styrke som fællesskabsskaber og tilhørerinvolverer. Jeg husker fx et burkinsk eventyr om det, der skete, da kvinderne besluttede aldrig mere at tale med mænd, fordi kvinder, der taler med mænd, får dobbeltarbejde.

I en klasse, der var domineret af pubertetsdrenge, faldt den aldeles til jorden, og de fik kun historiens groveste skelet præsenteret på 7 minutter. På en skole, hvor alle årgange var samlet, responderede forskellige aldre forskelligt, hvilket gav en særlig dynamik i rummet. Og historien kom til at strække sig over 20 minutter.

På den store danskkursus, som Danmarks Lærerforening og CFU’erne stod for, havde lærer Mette Frederiksen og jeg fornøjelsen af at have en hel dag på mellemtrinnet. Vi tog afsæt i den mundtlige fortælling, og det var åbenbart, at et flertal af de 350 deltagere var blevet uvante med den mundtlige fortælling. Nogle var blevet afvænnet i en platformtid, andre havde aldrig dyrket denne disciplin. Derfor benyttede vi en af de øvelser, som udsprang af “Fortæl igen”: Vi skabte i løbet af 10 minutter omkring 350 historier, hvoraf nogle blev fortalt i de fem kursusrunders plenum. Og i evalueringerne fik vi tilkendegivet, at det var rart at få fortællingen oplivet/genoplivet.

Derfor vil jeg opfordre til at følge med i, hvad FISK byder på. Begynd fx med rapporten fra fortællinger på nogle skoler i Svendborg . https://fortaellingiskolen.dk/svendborg-projektet-overrasker-positivt/

Eller skriv her i kommentarfletet, hvis du ønsker nyhedsbreve tilsendt.

Eller anskaf “Fortæl igen” antikvarisk og gå igang.

Fortællingen i skolen kan efter min erfaring noget helt særligt ved at binde hver enkelt deltager i et fællesskab, der er medskabende.

Så tag med ud og FISK.

H.C. Andersen på bornholmsk – hvorfor nu det?

I disse dage arbejder jeg på Bornholm og har her erfaret, at der er udkommet en samling med fem eventyr af H.C. Andersen, oversat til bornholmsk. Nu har jeg via den unikke Olivarius-boghandel i Svaneke fået skaffet mig et eksemplar. Jeg har læst ”Prønsæssan på artan”, ”Fyrtoied”, Va fâr gjorr e ømmer de rætta”, Lijlla Klaws å stora Klaws” og ”Dæjn styggja ællijn” og remser her titlerne op for at give en fornemmelse af den toning, digteren får igennem oversættelsen.

Det er interessant at læse dialekten, men bogen føjer intet nyt til digteren; så hvad skal man mene?

I aftes var jeg til en komsammen på kulturinstitutionen Svanekegården, hvor forfatteren Lars Holmsted optrådte med tekster fra en læserbrevkasse, som han underholder med i Bornholms Tidende. Og jeg skal hilse og sige, at han er morsom, så det forslår. Nogle af hans tekster kommer på højde med Herman Bangs ”Kunstrejse på Bornholm”, både hvad angår det underspillede, det selvudleverende og det barokke.

Under en pause fortalte jeg en ældre rønnebo, som jeg sad ved siden af, at jeg havde læst oversættelsen af de fem H.C. Andersen-eventyr. Og han rystede på hovedet: ”Man skal da altid læse god litteratur på originalsproget, hvis man mestrer det. Og alle bornholmere kan læse dansk.”

Selvfølgelig har han ret. Jeg har mødt kursister fra Polen, Japan, Tyskland, Rusland og USA, som frekventerede Den internationale Højskole i Helsingør. De havde lært dansk for at kunne læse H.C. Andersen på originalsproget. Så faktisk giver det ingen mening at oversætte ham til en dansk dialekt.

Alex Speed Kjeldsen, som står for oversættelsen, har i øvrigt begået bogen ”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst”, udgivet af Modersmål-Selskabet. Det er en oplagt bog at sætte øjnene i, hvis man vil arbejde med dialekter. Han har endvidere oversat fire historier af Martin Andersen Nexø til bornholmsk. Og med dem har jeg det som med H.C. Andersen; de bør læses på originalsproget.

Det er så interessant at læse tekster på dialekt, så lad os få nogle originale. Bornholm kan levere myriader af gode fortællinger.

Det skal i øvrigt nævnes, at Ane Cecilie Mogensen har illustreret de ”fæm eventyr” med papirklip. Hun er en ferm papirklipkunstner, men kommer godt nok til kort over for H.C. Andersen selv. Også her: Giv os noget originalt!

Og endelig: tak til min sidemand fra Rønne, som fik mig til at droppe mine betænkeligheder ved at være hård i bedømmelsen af denne udgivelse fra forlaget Bornholmiana.

For at blive klogere på verden, eleverne og sig selv

Det har været godt at få samlet tankerne omkring værdien af at deltage i den læsegruppe, som Maj Bredahl Skånstrøm beskrev i en klumme i Femina, hvilket førte til et besøg i ”Go morgen Danmark”.

Et af de tilbagevendende aspekter, som dukker op i mine overvejelser, er, i hvor høj grad det at deltage i en læsegruppe med aldersspredning, syv ældre og en ung, kan sammenlignes med den litteraturundervisning, der går fra koncepterne til samtale mellem børn/unge og en voksen, en klasse og en lærer.

Da jeg på et tidspunkt røg ind i en multiple choice-opgave til vurdering af udbyttet af læsning af Brødrene Løvehjerte i 6. klasse og så, at man kun kunne få fuld plade, hvis man krydsede af ved, at brødrene døde til sidst, ja, så måtte jeg vrage ”Læs og forstå”. Jeg arbejdede mig frem til en metode, der nok rimede, men byggede på helt andre principper: ”Læs og brænd på”.

Her oprettede klasserne og jeg rent faktisk en læsegruppe, hvor vi talte sammen om bogen. I indskolingen og på mellemtrinnet brugte jeg ofte elevernes illustration til det for dem vigtigste sted i bogen som afsæt for samtale; unge elever har jo vanskeligt ved at bruge sprog om sproget direkte. (Derfor er det rystende, at man frarøver skolebegyndere billedkunst!)

Ved at skiftes til at vælge litteratur og ved at lade alle komme til orde og ved at byde sig til som voksen med både ører, spørgsmål og faglige input, når man både at komme ind i bogens univers og at få et godt indtryk af, hvem man hver især er. Man lærer både litteraturen og hinanden at kende.

Jeg har skrevet om det i en lille pamflet, Læs og brænd på (Dansklærerforeningen), som nu er udsolgt. Og jeg har indarbejdet metoden i et undervisningsforløb til OscarK’s trebinds børneroman ”Ungerne fra Strandholt”, som foregår i 1950’erne i en mindre dansk købstad. Her vælger nogle elever passager om datidens liv efter skoletid, hvor ”børnene var fritgående”, eller hvor børnene hjalp til med at reparere knallerter og deslige. Andre vælger ting, de kan spejle sig i: fx at stå et bestemt sted i byen og håbe, at en man godt kan lide, kommer forbi.

En smagsprøve på metoden anvendte Mette Frederiksen (altså lærer-Mette) ved et af de store danskkurser, som Danmarks Lærerforening og CFU stod for, for tilsammen 350 lærere. Den læste tekst var et uddrag af Bent Hallers ”Djævelen i dammen”. Og trods den introbestemte overfladiskhed fik jeg et meget fint indtryk af flere af deltagerne som følge af deres valg og begrundelser.

Så, hvis du som dansklærer vil skabe læse- og litteraturglæde, forene den enkeltes og fællesskabets udvikling og i tilgift få bedre kendskab til dine elever (og selv forynges), er det måske en idé at tilrettelægge litteraturundervisningen som en læsegruppe med en hel klasse og dig som deltagere.

For at blive klogere på verden og sig selv

I lørdags fandt den læsekreds, som min kone i coronatiden inviterede beboere fra vores landsby med i, vej til morgen-tv; syv modne læsere og Maj, en dengang 18-årig student.

To citater fra den klumme, som nu retorikstuderende Maj Bredahl Skaanstrøm har skrevet til Femina:

”Udefra set er jeg den åbenlyse malplacerede: den eneste 22-årige i en bogklub fyldt med personer, der er 75+. Alligevel vil jeg ikke bytte bogklubben for noget – for her er et fællesskab, jeg ikke møder andre steder.”

”Der er en særlig skønhed i at dele sin forståelse af en bog og opdage, at en medlæser har fået øje på noget helt andet.”

”Og i modsætning til den performative læsning i storbyens parker handler medlemskabet i bogklubben ikke om at se klog ud, men faktisk om at blive klogere.”

Denne klumme førte til en invitation til medvirken i ”Go morgen Danmark”, og Maj inviterede mig med som repræsentant for de gråhårede.

Da jeg skulle forberede mig mentalt, gik et par forhold op for mig: For det første er det berigende at mødes med forskellige baggrunde, også aldersmæssigt, og tale sammen om en bog som fælles afsæt. For det andet har samtalen om litteratur som dansklærer bidraget til, at jeg har fået nogle elever til at få blik for nye verdner, mens lytningen til elevernes udsagn har givet mig et helt særligt kendskab til hver enkelt af dem. Det er derfor man skal skrotte skabelonerne og insistere på samtalerne. (Jeg har skrevet om det i den lille pamflet ”Læs og brænd på”.)

I vores boggruppe har jeg set Maj blive positivt overrasket over at den litteratur, vi gamle foreslår, er så relevant for nutidens udfordringer.

Til tv-udsendelsen havde hun som eksempel valgt Niels Brunses ”Derfor Shakespeare”, som i det vidunderlige dansk, som Shakespeare-oversætteren over alle forkæler os med, giver os et vue over den store englænders værk i en appetitvækkende dosering.

Selv havde jeg valgt Jenny Erpenbecks ”Kairos”, som Maj havde foreslået til fælleslæsning. Den beretter om et kærlighedsforhold, der kan læses som et billede på de spændinger og misforhold, som følger i kølvandet på DDRs opløsning. Et senere forslag fra Maj har været Jeppe Bentzens ”De vingeskudte” om den generation, der anfægtes i troen på freden efter murens fald, da Rusland overfalder Ukraine.

Det er berigende, men ikke altid befriende, at blive konfronteret med den verden, vi ældre har givet de næste generationer som vilkår.

Som dansklærer vil jeg uddrage den lære af vores bogklub, at man kan opfatte litteraturundervisningen i skolen som en læsegruppesamtale med en generationsspredning – eleverne og deres lærer, hvor de skiftes til at vælge læsestof, og hvor alle kommer til orde.

Jeg har med glæde set, at mange ældre tørner ind på bibliotekernes læsekredse, mens en del børn og unge laver deres egne læsegrupper. Men på sæt og vis mangler de den dynamik, som et generationsmiks afstedkommer, hvor det, som Maj skriver i klummen, går ud på at blive klogere.

Børns læsegrupper og de mange læseinitiativer blandt andet på biblioteker kan fremme læselyst. De generationsblandede læsegrupper fremmer livslyst. Jeg ved af erfaring – både fra skolens litteraturundervisning og fra vores lille lokale boggruppe – at det forholder sig sådan.

ps. Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og når man kommer derind, så er det om at komme ud og mødes andre mennesker, andre livsindstillinger, at blive klogere ved at leve.

Mere (om) Andersen

Udsnit af omslag på En dissonans i denne verden. Læsninger i H.C. Andersens tidlige eventyr

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. Derfor er H.C. Andersens forfatterskab uomgængeligt, spillevende som det fortsat er 150 år efter forfatterens død.

På det seneste har Anne-Marie Mai vist os en anderledes Andersen. Otte nutidige børne- og ungdomsbogsforfattere har bidraget til antologien Et barn i verden. I samme gyldendalske Andersen-serie er tegneserieskildringen af hans barne- og ungdomsår, I digterens skygge, udkommet. Det er dem, jeg for nylig har anmeldt her. Og nu føjer sig endnu en livgiver og øjenåbner til rækken: Andersen-forskeren Claus Elholm Andersens En dissonans i denne verden, hvori han læser og analyserer de tidlige eventyr.

Her påviser han, at H.C. Andersen intuitivt fornemmede datidens opkommende borgerskabs skrøbelige harmoni, den spirende industrialismes konsekvenser med den gryende kapitalismes dyrkelse af penge. Selv er forfatteren ikke politisk, men hans iagttagelsesevne gør hans tekster politiske og kritiske i en grad, vi har været tilbøjelige til at overse.

Dette råder Claus Elholm Andersen bod på i analyser, der inddrager et væld af forskerkollegers iagttagelser i en pejling af kompleksiteten og modsigelserne i eventyrene. Det er fornemt gjort, og det har fået mig til at genlæse de 12 eventyr, han giver et nærmere eftersyn. Og i hans lys kommer de rent faktisk til at tage sig moderne ud.

Lad mig give et par eksempler:

Kejseren har ikke noget på, men selv om det afsløres i fuld offentlighed, får det ingen konsekvenser. Magtens repræsentanter kører magtfuldt videre. Er dette ikke ganske nutidigt?

Pigen, der sælger svovlstikker, og som måske kommer fra den sundhedsskadelige fabrik, der lå tæt på H.C. Andersens værelse på Hotel du Nord, fik måske indflydelse på en arbejderbeskyttelseslov. Men kender vi alligevel fortsat til udnyttelse af arbejdskraft?

Brødrene Claus læser vi tit som udtryk for, at den lille smarte narrer den store dumme. Men læst i en kapitalistisk optik er det snarere den griske lille, der trækker et blodigt spor efter sig. Har vi for nylig set eksempler på, at ikke alle svaner er hvide?

Igennem Claus Elholm Andersens analyser får vi et blik for de mange mislyde, som H.C. Andersen virtuost spiller på med fortællerpositioner, vekslen mellem ydre og indre monolog og indlagte indfald og historier som instrumenter. Det er ganske enkelt mageløst at blive inddraget i en sådan genoplivningsproces, hvor en af litteraturforskningens ”paramedicinere” udfolder sig.

Han er knyttet til University of Wisconsin-Madison, hvor han bidrager til H.C. Andersens fortsatte liv i den del af den store verden. Hans bog, som i øvrigt er lækker og håndvenlig, er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, som hermed bør få rusket op i den danske undervisningsverden og offentlighed, så vi kan beskæftige os lige så meget med vores store digter, som det sker i mange andre lande.

Dette er ganske enkelt en kanon bog!

Der er mere i ham end det, de andre ser

Udsnit af forsiden på I digterens skygge

I den danske sommersol gik jeg forleden en tur med mit treårige barnebarn. Han løb frem, så hans skygge blev højere end min, og han rakte sin skyggehånd ned på mit skyggehoved. Han var fascineret af skyggelegen. Om aftenen læste jeg ”I digterens skygge”, den tegneseriebog, som udkom på dagen for 150 året for H.C. Andersens død.

Her indgår, som titlen angiver, digterens betagelse af skyggen dels som en næring til fantasien og dels som en fortid, vi bærer med os. Det er tre garvede tegneserieskabere, Niels Roland, Peter Snejbjerg og Ole Comoll, der har beriget Gyldendals H.C. Andersen-ungdomsserie med dette værk, som omhandler digterens unge år.

Fortællingen indrammes af H.C. Andersens ophold i Napoli, hvor det i indledningen er så hedt, at skyggen skrumper, og fantasi og virkelighed smelter sammen, så en fattig blomstersælger associeres med en lille pige med svovlstikker. Slutscenen er derimod en sval og livfuld aften, hvor digteren drømmer om at lade sin nu lange skygge vandre med ind ad altandøre og vinduer, mens han tænker på at skrive sin livshistorie, sådan som han har lovet sin tyske forlægger.

Imellem de to Napoli-scenarier får vi beretningen om H.C. Andersens barndom og unge år i en naturalistisk streg, der kun omkring rektor Meisling, hans kone og andre letlevende kvinder glider over i karikaturen. Andersen selv er en ganske pæn dreng, befriet for den bodyshaming, som Brandes – og han selv i øvrigt – lagde grunden til.

Hans barndoms- og ungdomsforløb er kronologisk beskrevet og holdt inden for tegneseriens faste rammer. Dog lader nogle få afgørende øjeblikke sig ikke holde indespærret i en ramme; det gælder fx hans farfars gale vandring i Odenses gader, hans fars dukketeatergave, Madam Bunkeflods bogsamling, hans optræden på kongeslottet, hans afgørende oplevelser med rektor Meisling og fruen.

I den fortløbende historie træder skygger, drømmescener og silhuetter ind i hans virkelighed og lader læseren fornemme, at der rører sig mere i drengen/ynglingen end det, de andre personer ser. Der bliver leget godt med mediets sprog!

Det kan være vanskeligt at få H.C. Andersens poesi til at komme til sin ret, når sproget skal lukkes inde i bobler. Og visse steder får læseren også behov for at gnide øjne, når almindelige tegneserielydord optræder ved siden af direkte HCA-citater. Måske kunne det have løsnet lidt på stilbruddene, hvis bogen havde været forsynet med få og enkle noter, som peger fra citater og maskerede referencer til de tekster, der ligger til grund, sådan som man gjorde omkring figurerne i Annos ordløse ”Danmarksrejsen” (Høst & Søn 2005), som også havde eventyrene som tema. Dette kunne måske have forstærket vejen fra denne bog til Andersens egne eventyr, sådan som citaterne synes at lægge op til. Barndommens og ungdommens oplevelser gøres her til inspirationer for digterens digtning, og på den måde bliver begivenhederne en slags litterære fremtidsskygger, som H.C. Andersen drager frem og giver liv.

Det er lykkedes at lave en fin og sympatisk tegnet skildring af H.C. Andersens børne- og ungdomsår, men jeg er i tvivl om, hvorvidt man opdager forfatterskabsspor, fordi man kender til teksterne, eller om man bliver inspireret til at finde Andersens egne tekster.

Jeg er tilbøjelig til at mene det første, for jeg har i de senere år truffet mange børn og unge, der desværre kender meget lidt til eventyrstoffet.

Forlaget burde spore unge læsere ind på det, som gemmer sig i citaternes skygger. For det er værd at sætte øjnene i.