Der var godt nok mange mennesker til BogForum i fredags, og jeg gik ilthungrende omkring og glædede mig over min beslutning om kun at aflægge besøg denne ene dag.
Men der var forbedringer at notere sig; ikke mindst at udstillerne havde samlet anlagt et litteraturstræde, så man undgik at løbe spidsrod igennem stande, der havde bogen og læsningen som det sekundære. For jeg kommer ikke primært for at se en giraf eller høre en debat, der i støjen kæmper om den opmærksomhed, som de 30 minutters samtale higer efter. “Nå, men vi må slutte nu. Tiden er gået.”
Næh, jeg kan lide at græsse på de mere ydmyge marker, hvor læsningen og bogen viser uventede sider. På Turbines stand fandt jeg Lea Fløe Christensens bog med den herlige titel: “En mand med en ged på side 251”; og når man når til side 251, viser det sig, at bogen med manden med geden er omtalt på side 81! Enhver, der interesserer sig for læsning og for at inspirere andre til at læse, får i denne bog en levende, sprudlende og facetteret manual, der har sit udgangspunkt i, at vejen til læsning er fuld af margueriteruter, som har præg efter den enkeltes sans for margueriter. Det er ganske enkelt en herlig øjenåbner for alle, der ønske at smitte med læsning og litteratur.
Længere henne løb jeg ind i Dansk PENs udstilling af “Forbudte bøger”. Faktisk var det Janne Tellers “Intet”, der fangede mit blik, men ved dvælen foran udstillingen blev jeg mere og mere overbevist, at censuren viste mere om censorerne end om det censurerede: Det skrevne ord er farligt for alle, der klamrer sig til en skrøbelig magt. Og jeg opdagede, at man skulle hive lidt op i de sedler, der stak op fra bogen. Her kunne man læse, hvor bogen var blevet forbudt og hvorfor. Her var Astrid Lindgren, som kunne anfægte magten og moralen i flere lande. Her var Jakob Martin Srid, som kunne ryste politisk korrekte stemmer i Sverige. Her var de kendte Herman Bang, Franz Kafka, Salman Rushdie og mange, mange andre. Religion, sexualitet, magtkritik og politisk ukorrekthed var topscorere. Og sig så ikke, at USA er ytringsfrihedens bastion.
Endelig hørte jeg Pelle Koppel i en samtale med den unge forfatter Sofie Riis Endahl og skuespiller Line Weien Hoffmann i anledning af Teater V’s opsætning af studentermusicalen “Pixie”, der er bygget over bogen “Pixie lever stadig”. Samtalen var et fint eksempel på, at der i det danske litteratur- og teatermiljø er engagerede mennesker som Pelle Koppel, der kaster sig over at bistå unge talenter, der brænder for et projekt; her at Sofie Riis Endahl havde lyst til at omsætte sin roste roman til en musical med hendes egne ord og egen musik. Den samtale gav et fint indblik i, at vejen fra tekst til scene er fuld af bump og hårnålesving, men at den er farbar med de rigtige vejvisere, hvoraf de seneste i processen er de skuespillere, som skal tage forestillingens ord og handlinger på sig.
På vejen videre tog jeg et rast ved Den danske Sprogkreds stand, hvor jeg smugkiggede i Lise Bostrups “H.C. Andersen i USA” og i “Roepolakkerne satte spor” om den indvandring fra vores sydlige naboland, som skulle sikre godejere på Lolland og Falster billig arbejdskraft, og som kom til at præge sydhavsøernes kultur og sociale liv.
Fortsættelse følger….