
På denne uges sendeflade på www.den2radio.dk er der en ny udsendelse med Ronkedorerne, der taler sammen om fagbøger. Denne gang har Georg Metz taget “Nationalromantik bliver folkeeje” med. Den er en af de sidste titler, der kommer i Aarhus Universitetsforlags glimrende serie om vores historie: 100 titler på 100 sider til 100 kr. Egon Clausen genopfrisker Per Fibæks 10 år gamle bog, “Drop ambitionerne – og lav en bedre undervisning”, som nok er et gensyn værd i disse tider, hvor fagfornyelsen står for døren. Endelig har jeg selv bragt bogen om “Roepolakkerne satte spor” ind i udsendelsen, fordi den efter min mening dels giver et godt billede af en periode med udenlandsk arbejdskraft på Sydsjælland og Sydhavsøerne, og dels rummer paralleller til vor tids indvandrerdebat.
Foruden denne udsendelse er der en del dansklærerguf i denne uge. Lad mig nævne Karsten Pharaos oplæsning af “Den lille pige med svovlstikkerne” og 16. afsnit af “En Digters Bazar”, Ud over disse H.C. Andersen- tekster er der tillige en genudsendelse af Chr. Braad Thomsens udsendelse om Bob Dylans julesange, som udkom før han blev nomineret til Nobels Litteraturpris, og mange år før han fik den i 2016.
Inden for andre fagområder kan høres om den italienske mafia, om Amerikabådene, der fragtede emigranter fra Europa til USA, om gamles ensomhed, om organisten Jens E. Christensen og endelig Georg Metz’ faste klumme InterMetzo; denne uge om diskussionen om røde lejesvende i DR.
Så gå på nettet og lyt til www.den2radio.dk, som nu har leveret public service i mere end 15 år – uden offentlige tilskud.
