I lørdags fandt den læsekreds, som min kone i coronatiden inviterede beboere fra vores landsby med i, vej til morgen-tv; syv modne læsere og Maj, en dengang 18-årig student.
To citater fra den klumme, som nu retorikstuderende Maj Bredahl Skaanstrøm har skrevet til Femina:
”Udefra set er jeg den åbenlyse malplacerede: den eneste 22-årige i en bogklub fyldt med personer, der er 75+. Alligevel vil jeg ikke bytte bogklubben for noget – for her er et fællesskab, jeg ikke møder andre steder.”
”Der er en særlig skønhed i at dele sin forståelse af en bog og opdage, at en medlæser har fået øje på noget helt andet.”
”Og i modsætning til den performative læsning i storbyens parker handler medlemskabet i bogklubben ikke om at se klog ud, men faktisk om at blive klogere.”
Denne klumme førte til en invitation til medvirken i ”Go morgen Danmark”, og Maj inviterede mig med som repræsentant for de gråhårede.
Da jeg skulle forberede mig mentalt, gik et par forhold op for mig: For det første er det berigende at mødes med forskellige baggrunde, også aldersmæssigt, og tale sammen om en bog som fælles afsæt. For det andet har samtalen om litteratur som dansklærer bidraget til, at jeg har fået nogle elever til at få blik for nye verdner, mens lytningen til elevernes udsagn har givet mig et helt særligt kendskab til hver enkelt af dem. Det er derfor man skal skrotte skabelonerne og insistere på samtalerne. (Jeg har skrevet om det i den lille pamflet ”Læs og brænd på”.)
I vores boggruppe har jeg set Maj blive positivt overrasket over at den litteratur, vi gamle foreslår, er så relevant for nutidens udfordringer.
Til tv-udsendelsen havde hun som eksempel valgt Niels Brunses ”Derfor Shakespeare”, som i det vidunderlige dansk, som Shakespeare-oversætteren over alle forkæler os med, giver os et vue over den store englænders værk i en appetitvækkende dosering.
Selv havde jeg valgt Jenny Erpenbecks ”Kairos”, som Maj havde foreslået til fælleslæsning. Den beretter om et kærlighedsforhold, der kan læses som et billede på de spændinger og misforhold, som følger i kølvandet på DDRs opløsning. Et senere forslag fra Maj har været Jeppe Bentzens ”De vingeskudte” om den generation, der anfægtes i troen på freden efter murens fald, da Rusland overfalder Ukraine.
Det er berigende, men ikke altid befriende, at blive konfronteret med den verden, vi ældre har givet de næste generationer som vilkår.
Som dansklærer vil jeg uddrage den lære af vores bogklub, at man kan opfatte litteraturundervisningen i skolen som en læsegruppesamtale med en generationsspredning – eleverne og deres lærer, hvor de skiftes til at vælge læsestof, og hvor alle kommer til orde.
Jeg har med glæde set, at mange ældre tørner ind på bibliotekernes læsekredse, mens en del børn og unge laver deres egne læsegrupper. Men på sæt og vis mangler de den dynamik, som et generationsmiks afstedkommer, hvor det, som Maj skriver i klummen, går ud på at blive klogere.
Børns læsegrupper og de mange læseinitiativer blandt andet på biblioteker kan fremme læselyst. De generationsblandede læsegrupper fremmer livslyst. Jeg ved af erfaring – både fra skolens litteraturundervisning og fra vores lille lokale boggruppe – at det forholder sig sådan.
ps. Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og når man kommer derind, så er det om at komme ud og mødes andre mennesker, andre livsindstillinger, at blive klogere ved at leve.