”Thi vore forfædre havde den tro, at sangene fødes i stilhed, men alle kun anstrenger sig for at tænke smukke tanker; da bliver de til i menneskenes sind og stiger op fra havets dyb, bobler der søger luft for at briste. Således bliver de hellige sange til.”
Dette uddrag af en inuitkvindes fortælling til Knud Rasmussen randt mig i hu, da jeg læste Mette Hegnhøj (tekst) og Mette Marcussens (illustrationer) smukke sonetkrans om ”Nattefolket”.
Forhistorien til bogen er ifølge Jensen & Dalgaards pressemeddelelse, at Mette illustrator begyndte at arbejde med udklippede figurer på sort shellaktusch-papir og sendte dem til Mette forfatter, som i dem så muligheden for at få indfriet sit ønske om at lægge ord til en sonetkrans.
Resultatet er betagende. Små og større figurer bobler af sted på det sorte papir og stiger op for at søge ord. Og ord får de i et både stramt og finurligt sprog, der lader os følge beretningen om Nattefolket, der er ti til en begyndelse. Men en for en forsvinder de a la de ti små kinesere, indtil den drage, der har slugt dem, skifter sind og lader dem genopstå i samlet flok; akkurat som sonetkransens sidste runde, mestersonetten, opsamler alle førstelinjerne fra de 14 forudgående sonetter, sådan samles Nattefolkets ti medlemmer – handling og form finder sammen.
Jeg har siddet og læst sonetterne højt for mig selv, og de ligger godt i munden. Og hvad bedre er, så har jeg registreret, at jeg får et smil om munden, når jeg skal forme ordene. Det er måske den poesi, der få dragen til at skifte sind?
Siden Mette Hegnhøj begik den litterære genistreg ”Ella er mit navn. Vil du købe det?” har jeg fulgt hendes arbejder, som får det præg af hellige sange, som skabes, når hun anstrenger sig for at tænke smukke tanker i en ramme af de litterære benspænd, som gør, at hendes ord finder den luft, der får teksten til at ånde – og læseren ligeså!
Og hvor Mette Marcussen skal have tak for at have udfordret hende med et univers af Nattefolk. Her er skønhed til utallige nætters samvær med et Nattefolk, der kan få drager til at skifte sind. Helligere bliver det ikke.
Hvor de to Metter dog klæ’r hinanden!