Jesper Wung-Sung modtager H.C. Andersen-Samfundet i Københavns kulturelle Fonds Pris og Medalje. 1.

H.C. Andersen-Samfundet i København har valgt Jesper Wung-Sung som modtager af den sølvmedalje, som uddeles hvert andet år. Overrækkelsen skete i forbindelse med årets generalforsamling, hvor formanden Kirsten Dreyer motiverede valget med følgende ord:

Kirsten Dreyer hædrer Jesper Wung-Sung. Foto: Leif Lønsmann

Velkommen til uddelingen af H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje 2025.

Og hjertelig velkommen til årets prismodtager Jesper Wung-Sung.

I paragraf 1 i vedtægterne for H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Fonds Pris og Medalje hedder det – og jeg citerer – at ”fondens formål er at fremme interessen for H.C. Andersen’s liv og værk, dels ved støtte til herhørende studier, dels ved at yde anerkendelse til betydelige indsatser på dette område, herunder tildeling af H.C. Andersen-Samfundets Pris og Medalje.”

Gennem årene har det betydet, at prisen og medaljen har været givet til en lang række litteraturforskere og skuespillere – ingen nævnt, ingen glemt, når jeg måske lige undtager Hendes Majestæt dronning Margrethe og H.C. Andersenforskningens helt store navn, som ingen, der beskæftiger sig med H.C. Andersen, kommer udenom, Helge Topsøe-Jensen. Uden hans brevudgaver og udgaver af Andersens selvbiografier, ville det være svært at sige noget om endsige skrive om H.C. Andersen. Ser man listen igennem over de talrige prismodtagere, vil man bemærke, at den aldrig er givet til en skønlitterær forfatter. Villy Sørensen modtog den ganske vist i 1993, men det var for sine nyfortolkninger af Andersens forfatterskab ikke for sine egne fiktive værker. I dag skriver vi imidlertid historie, for vi har besluttet at give den til Jesper Wung- Sung for to bøger, der begge er kommet i løbet af det seneste års tid, nemlig romanen ”Hans Christian” og livsskildringen, som den kaldes, ”H.C. Andersen i billeder”, altså et stykke fiktion og et faktuelt og biografisk værk.

Men lad mig, inden jeg kommer nærmere ind på de to værker, gå knap hundrede år tilbage til 1926, hvor det vakte sensation, da litteraturhistorikeren Hans Brix offentliggjorde en hidtil ukendt selvbiografi af H.C. Andersen, som han døbte ”H.C. Andersens Levnedsbog” og som faktisk havde ligget i den Abrahamske Manuskriptsamling på Det Kongelige Bibliotek siden 1878. Bogen var skrevet omkring 1832 og aldrig gjort færdig, for den slutter midt i et brev fra Ingemann dateret 9. januar 1831. Her fik vi en uretoucheret beretning om H.C. Andersens barndom, rejsen til København i 1819, skolegangen i Slagelse og Helsingør og forelskelsen i Riborg Voigt. Da H.C. Andersen skrev sin første trykte selvbiografi, der kom på tysk i 1847 og først på dansk i 1942 under titlen ”Mit eget Eventyr uden Digtning”, var han allerede en kendt forfatter og eventyrdigter i store dele af Europa og godt i gang med at skabe den myte om sig selv, som han formulerede i den første sætning, som han gentog i hans store danske selvbiografi fra 1855: ”Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lykkeligt” – i ”Mit Livs Eventyr” blev ”lykkeligt” i øvrigt til ”lyksaligt”!

Nu har vi så fået endnu en selvbiografi af Andersen udgivet af Jesper Wung- Sung under titlen ”Hans Christian”, og pudsigt nok kom den samtidig med Joakim Garffs roman ”Solisterne” om Andersen og Søren Kierkegaards fiktive rejse til Italien i 1849, hvor Garff har ladet Andersen skrive dagbog, så vidste man ikke bedre, kunne man tro, at det var Andersen, der havde skrevet den, for vi genkender fuldstændig Andersens sprog stil. Det er anderledes med ”Hans Christian”. Den er præget af en sproglig opfindsomhed, som i øvrigt adskiller den fx fra Jesper Wung-Sungs roman om Ida Hammershøj ”Kvinde set fra ryggen”. Lad mig komme med nogle eksempler som ”benbevendt”, ”fodfærdig”, ”stofbarlig”, ”bugspark” eller ”ødseløjethed”. H.C. Andersens fiktive selvbiografi vil i allerhøjeste grad være et fund for ordbogsredaktørerne i Det danske Sprog- og Litteraturselskab og i Sprognævnet. Der er stof til en hel ordbog.   

Det fremgår ikke, hvornår vi skal forestille os, at ”Hans Christian” er skrevet. Er det den unge og endnu ret ukendte Andersen, der har grebet pennen eller den berømte digter? Det er nemlig ikke mytens Andersen vi møder, men Jesper Wung-Sungs fortolkning af Andersens selvfortolkning, vi læser. Og ikke nok med det. Det er åbenbart også et skuespil, vi er vidne til, for selvbiografien er inddelt i akter og scener, helt præcist 3 akter med 57 scener, så går vi ud fra det klassiske drama, hvor der altid er fem akter, må vi forvente en fortsættelse med den såkaldte peripeti, der rummer det afgørende vendepunkt i dramaet. I ”Hans Christian” efterlades vi nemlig ikke som i ”Levnedsbogen” midt i et brev fra Ingemann, men i historien om Andersens ankomst til København i 1819 og hans besøg hos mosteren, der er bordelværtinde i Borgergade. Vi er dog ikke i tvivl om, at Andersen nok skal klare sig, for hvem andre end Andersen kunne finde på at skrive ”Endelig blev jeg født!” og hvem vil kunne skrive, at ”alt vil komme i tvangfri hæfter”. H.C. Andersen har kort sagt store planer, og kender man hans eventyr, og det gør vi jo alle sammen, så ser vi også, hvordan Jesper Wung-Sung har indlagt små episoder eller replikker, der peger fremad på eventyrene.

Fiktion kan være en farlig genre, når den vil beskrive historiske personer. Mon ikke mange i hvert fald i den lidt ældre generation, der har set ”Elverhøj” forestiller sig Christian IV, som han optræder i skuespillet. Og kunne vi ikke sagtens forestille os, at Andersen virkelig havde tabt de kunstige tænder, da han ville læse et digt op for Frederik VII og grevinde Danner, som det er tilfældet i P.O. Enquists ”Fra regnormenes liv”? Fiktionen ender måske en dag med at blive virkeligheden, hvis vi ikke ved bedre.

Lige præcis det opvejes med Jesper Wung-Sungs ”H.C. Andersen i billeder”. Det er ikke en humoristisk fiktiv selvbiografi men fakta, vi bliver præsenteret for, og da jeg stod med bogen i hånden, lagde jeg især mærke til undertitlen ”En livsskildring af Jesper Wung-Sung”. Der står ikke ”en biografi af Jesper Wung- Sung” men ”en livsskildring”. Når jeg hæftede mig så meget ved ordet, skyldtes det, at der er forfattere, der gerne vil give indtryk af, at de har skrevet den autoritative biografi om en eller anden. Ergo er der ikke mere at sige. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Vi kan og vi bliver også ved at omfortolke historien, og det gjorde H.C. Andersen jo også selv, efterhånden som hans berømmelse steg og han mere og mere så sit liv i mytens skær. Ligesom Jesper Wung-Sung har betrådt nye veje med sin fiktive selvbiografi om Andersen, gør han det langt hen ad vejen også i livsskildringen. I 1925 udgav forfatteren Karl Larsen bogen ”H.C. Andersen i Tekst og Billeder”, men det er lidt af en torso, for det er ikke meget, man får at vide om de sidste tyve år af Andersens liv. Senere har vi fået et par regulære billedbøger af henholdsvis Topsøe-Jensen og Niels Oxenvad, men med Jesper Wung-Sungs bog har vi en hel livsskildring – og det er altså H.C. Andersens liv, der er i centrum, ikke en fortolkning af hans forfatterskab – hvor hvert afsnit er knyttet sammen med et billede. Den er skrevet i et moderne sprog og let læst og samtidig har jeg noteret mig, at den i mange tilfælde forholder sig til billedmaterialet, altså fortolker fx portrætter af Andersen for at få noget frem om hans personlighed eller liv, vi måske ellers ikke ville være opmærksomme på.

Og med den bemærkning vil jeg nu bede dig modtage H.C. Andersen-Samfundets kulturelle Pris og Medalje. Hjertelig tillykke!