Som en opfølgning på de to foregående refleksioner over begrebet læsehad vil jeg vende blikket imod det at formidle læsestof. Det nødvendigt at man lokalt får ejerskab til formidlingen af læsestof. Med dekonstruktionen af skolebiblioteket, centraliserede indkøbsordninger og afskaffelse af skolebibliotekaruddannelsen er grundstenene lagt til en Via Dolorosa for læsningen af bøger.
Bøger og læsestof skal formidles, så eleverne bliver ægget på nysgerrigheden. Og eftersom eleverne er forskellige, skal udbuddet være alsidigt. Og eftersom formidling af et alsidigt udbud kræver belæsthed, burde hver eneste skole give en særligt interesseret lærer mindst 100 timer årligt til læsning og formidling.
En sådan formidlingsopgave kan rette sig såvel til elever som til kolleger, da der for begge grupper vedkommende synes at være et fravær af boglæsning (og hvad det betyder, vil jeg tage op i næste blog om læsehad). Endvidere er det væsentligt ved formidlingen at skelne mellem litteratur, der egner sig til undervisning, og litteratur, der imødekommer ønsker og interesser hos eleverne. I sidstnævnte kategori er det værd at notere sig, i hvor høj grad anbefalinger fra kammerater og influencere spiller en rolle. Dem må man gøre plads til i formidlingen.
I den forbindelse kan jeg nævne, at jeg som dansklærer i Næstved for mange, mange år siden tog initiativ til etableringen af et anmelderkorps blandt elever, som fik tilsendt bøger fra forlagene, og som fik en månedlig side i Næstved Tidende – et initiativ, der inspirerede til læsning. Det er i lidt større skala parallelt med de aktiviteter, der fandt sted på de fleste skolebiblioteker, og som finder sted på en del PLC’er med anmeldelser og læseanbefalinger fra elev til kammerater.
Jeg oplevede i forbindelse med min skolebibliotekaruddannelse det privilegium at få lov til at følge i hjulsporene fra skolebibliotekskonsulent Else Vig Jensens bogvogn, når hun tog månedens runde til skolens klasser for at præsentere nyindkøbte bøger – og i samme moment reklamere for et par, der havde stået uberørt på reolen i for lang tid. Hun læste lidt op fra hver bog; spændende eller overraskende passager, uden at røbe bøgernes hemmeligheder.
Jeg tog hendes måde at præsentere på op, da jeg blev skoleleder og introducerede litterære morgensamlinger en gang om ugen – i den tid, der var afsat til læsebånd på ugens andre dage. Det gav ofte lange ventelister på skolebiblioteket og altid gode samtaler i kantinen.
Derfor mit forslag om timer til en formidlingslærer – indtil skolebibliotekaruddannelsen, det decentrale indkøb og skolebiblioteket er retableret.
Anden refleksion over Politikens opmærksomhedssøgende kampagne
Forældrene og andre voksne omkring børns læsning har tilsyneladende valgt at glide ud af tænkningen om at være sammen med børnene om læsning. Læsepædagogen Mogens Jansen beklagede for mange år siden, at børnene mangler rollemodeller, når vi taler om læsning. Alle siger, at det er vigtigt at læse, men børnene ser ingen voksne gøre det – og da slet ikke af lyst; ingen forældre, ingen lærere, ingen pædagoger gør det i fuldt dagslys eller med aftenspot på.
Kultursociologen Jacques Blume forudsagde allerede i 1970erne, at vi ville få problemer i børneopdragelsen, fordi fri abort og effektiv prævention bevirkede, at der ikke længere ville blive født børn, der var et vilkår, men kun ønskebørn. Og ønskebørn er projekter, der skal lykkes i uddannelsessystemet med en overskuelig indsats fra forældreside, fx uden den indsats at fordybe sig i læsning sammen med sit barn hver dag. Forældrene har investeret deres ønskebørn i skolen, som så har til opgave at sørge for et passende afkast.
I skolen kan lærerne understøtte et læsesamvær ved oplæsning af faglige og skønlitterære tekster, der udfordrer elevernes læseniveau. Det fremmer fællesskabet og oplevelsen af, at bogstaverne kan aftvinges hemmeligheder, det er værd at komme efter.
Således har jeg selv gjort erfaringer med oplæsning af fx. Lindgrens Brødrene Løvehjerte på 2., 4., 6. og 9. klassetrin, som så på alle trin er blevet fortolket gennem elevernes tegninger af det sted i historien, som hver enkelt har udvalgt som det foretrukne. Det har for mig som lærer været forunderligt, at ingen i nogen af klasserne valgte samme sted i fortællingen som “deres sted”, og at begrundelserne for valgene (selvfølgelig) skiftede karakter alt efter om vi oplevede en trøstebog i 2. klasse eller arbejdede med et hovedværk i 9. klasse. (Det kan man læse om i min lille pamflet Læs og brænd på. Dansklærerforeningen)
Et andet eksempel er oplæsning af Karen Blixens De blå øjne i 8. klasse, men med udeladelse af slutafsnittet, som eleverne hver især skulle komme med et bud på.(Det kan man se mere om i filmen Modersmålet er fuldt…. (Musisk udvalg)
Når jeg i plæderer for oplæsning, oplæsning og oplæsning, både over for forældre og undervisere, skyldes det, at børn i dag har adgang til mange medier, der ikke kræver meget ud over tryk på en knap for at underholde. Hvis vi skal vise, at læsning har noget berigende at byde på, må vi kompensere og give børnene indhold, der ofte overstiger deres læsetekniske formåen.
En udveksling af oplæsningens herligheder kunne være en givtig tråd på skolens svar på Facebook, AULA, også som et bidrag til at lave knuder på curlingforældres tråde.
Politikens kampagne har valgt at samle sig om begrebet LÆSEHAD, hvilket på ingen måde er frugtbart for debatten om elevers læsning. Snarere er det et forsøg på at stemple ind i kampen om opmærksomhed ved hjælp af et forgrovet begreb, akkurat som når Ekstrabladet taler om chok, når et undertippet hold scorer eller op, at nogle smadrer andre, hvis de vinder med to mål. Men det skal medgives, at der i kampagnens løb har været bragt fornemme artikler, så “organet for den højeste oplysning”, som Politiken ynder at kalde sig selv, har noget at byde på, selv om indpakningen er vulgær.
Men læsehad? Snarere end had er der måske tale om voksenafmagt og spolerede børnehjerner. Så hvad kan vi gøre?
Der er grund til at grave ned under hadet, hvis vi skal finde veje til børns læsning.
Det såkaldte had udspringer nok i at skulle være tvunget til at sidde og læse i 20 minutter hver dag, hvilket ikke adskiller sig ikke afgørende fra den type uforståelige lektier, der avler skoletræthed.
Pointen i det oprindelige, svenske En kvart om dagen, som blev introduceret i Danmark i 1980erne af af lærer Gunilla Wallenskjöld, som havde succes med at lave kontrakter med sin klasses forældre om at læse et kvarter hver dag. Ideen blev vel modtaget, selv om nogle tvivlede på, at danske forældre var lige så autoritetstro som svenske og ville føle sig dagligt bundet af kontrakten, så blev udgav foreningen Skole & Samfund hæftet Et kvarter om dagen, som i øvrigt fortsat kan findes i en moderniseret udgave på Forældre & Skoles hjemmeside. Ideen går ud på, at forældre og børn er sammen om læsningen. Forældrene læser op for børnene, indtil de er klar til at overtage dele af eller hele oplæsningen, og sidenhen selvlæsningen. Men det er først og fremmest et samvær omkring bogen med oplæsning og samtale, det drejer sig om; ikke at eleverne skal lades alene med læsebøvlet i det oprindelige kvarter, nu plus moms: 20 minutter.
Tvangen derimod er fint i familie med den kontraktfilosofi, som ikke mindst læringsmålstyringen cementerede i skolen. Men måske er tiden inde til at tænke nye tanker?
Man kunne fx spørge sig selv om, hvorfor skal alle børn lære at læse på samme tid og tidligt, også dem for hvem læsning er belastende? Tænk på de mange voksne, også blandt dem, der arbejder professionelt med sprog og formidling, som beretter om, at de først blev læsere sent i skoletiden.
Argumentet for tidlig læseindlæring er, at det gavner eleven i alle fag. Ja, men er dette argument reelt, eller er det et udslag af, at skolen er blevet ekstremt boglig, at en tilegnelse af viden og kundskaber er noget, man skal læse sig til, og ikke noget man kan opnå gennem håndens arbejde eller kreative eksperimenter, der taler til alle fem sanser?
Jeg sad i forbindelse med udarbejdelse til undervisningsmateriale til OscarKs Ungerne fra Strandholt og talte med forfatteren om det, der er sket siden skolen i 1950erne. Dengang var der ikke mange i klassen, der læste, og læreren underviste især de fire-fem, der havde flair for bogstaver, og som i øvrigt skulle videre i boglig linje. Siden har samfundsudviklingen stillet større krav om læsning, og siden har mange flere fået undervisning i læsning og er blevet læsere. Men alle?
Vi skal tilpasse skolen til eleverne og ikke omvendt, udtalte tidligere formand for skolelederne Claus Hjortdal.
De fleste elever kan lide at knække koden, men behøver vi at kræve det af dem, der knækker halsen?
I går lancerede Dansklærerforeningens Forlag et 4 nye nye engangshæfter til træning af nogle af dansk skriftsprogs lumskheder: Drillevokaler. Frække konsonanter. Rødder og ordklasser. Morfemer og sammensatte ord.
Hæfternes titler angiver på en frisk måde det indhold, der skal arbejdes med. Og antyder på samme tid, at der er plads til flere hæfter; det dansk skriftsprog er ikke så ligetil. Men det er godt nok nogle af de væsentlige drillerier, der her tages hånd om.
Hæfterne er ikke undervisningsmateriale, men er tænkt som et arbejdsmateriale, der ligger i forlængelse af undervisning i de omhandlede områder. Og det er her hæfterne viser styrke: De er grafisk udformede, så overskuelighed inviterer eleven til at turde gå i gang. Opgaverne udtrykker på en gang progression og gentagelse, men ud fra flere indfaldsvinkler, så eleven kan fordybe sig i stoffet. Og trods hæfternes lave pris får eleven mulighed for at håndskrive på egnet papir.
Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg hørte, at Dansklærerforeningens Forlag nu kastede sig over denne materialetype, for jeg har siden 1970erne haft en aversion imod sådanne engangsmaterialer, som giver sig ud for at kunne erstatte undervisning. Da de første “Skriftlig for….” udkom, blev de storsælgende; ja, det siges, at de solgte flere eksemplarer pr årgang, end der var elever. “Hvis der nu skulle komme tilflyttere,” sagde de indkøbende viceinspektører.
Disse hæfter og de mange efterlignere, der søgte at få del i successen, var prægede af en udpræget variation; det måtte jo ikke være kedeligt. Men dette gjorde arbejdet flagrende og stort set uden effekt. I den af Bertels Bregnebøger, der vurderede kvaliteten af skriftlig dansk-materialerne prædikatet: ingen faglig effekt. Men de gav ro i klassen. Kort forinden deres tilsynekomst var spanskrøret blevet endeligt forbudt, og man manglede et disciplinærmiddel. Og hæftet er jo dybest set gjort at træmasse.
Derfor min skepsis. Men jeg overgiver mig efter at have fordybet mig i “Meget Mere Dansk”. Og se på billedet, der indleder denne blog: De smilende ophav til hæfterne ser ganske fornøjede ud. Og det vil mange elever også gøre, når de opdager, at de har fået styr på nogle af de drilske facetter i skriftlig dansk.
Men husk: Forudsætningen for disse hæfter brug er forudgående undervisning. De erstatter ikke, men uddyber. Og derfor foreslår jeg, at eleven opfordres til at genlæse de regler, som indleder hvert nyt felt. For regler er efter min mening intet værd, hvis man skal styre efter dem; men de er gode til at holde sammen på det, man har lært.
Eksempel: der skal dobbeltkonsonant efter kort, trykstærk vokal. Hør elever bakse med ordene ‘damen’ og ‘dammen’. De kan få det til at være hvad som helst.
Men altså: Tillykke med et vellykket materiale, der kan komme mange underviste elever til gavn. Og tak for at underløbe en af mine fordomme!
I en ny bog benytter hun et litterært greb, der binder historie og nutid sammen
Jens Raahauge
Jens Raahauge
For et par uger siden udkom Dansklærerforeningens seneste bogpakke med flere end 30 titler. Et par af dem har jeg bidt særligt mærke i – eller rettere de har bidt et mærke i mig. Den ene af dem vil jeg omtale i denne blog, fordi den er noget helt specielt i dagens børnelitteratur. I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.
Det er Cecilie Eken, der har forfattet en historie om englændernes fejlbombardement af Den franske Skole i København; målet var Gestapos hovedkvarter i Shell-huset. Og bogen er illustreret af Els Cools, som formår at matche og udvide en tekst af litterært kvalitet.
Bogen fører os nok tilbage i den historiske tragedie, men sætter læseren på et andet spor samtidigt. Ved bogens begyndelse fanger en syrisk skolepiges blik gennem en busrude i et glimt en pige, der er dækket af gråt støv. Da hun kommer tilbage fra en ekskursion, er pigen væk. Senere ser hun et gråt monument med en søster, der breder sine arme ud over to børn.
Og nu tager historien fart: Vi hører om to søskende, der er på den franske skole i 1945. Parallelt hermed hører vi om livet i syriske Monas hjem, hvor livet er præget af oplevelserne i den krig, de er flygtet fra. De to spor løber sammen, da Mona møder en gammel dame, Gerda, som blev gravet fri af murbrokkerne efter bombardementet i 1945, mens hendes søster omkommer.
De to, Gerda og Mona, finder sammen som følge af det skæbnefællesskab, som krige har påført dem. Og det må vi sætte ord på, for som Gerda siger: “Børn glemmer ikke, selvom man ikke taler om det” – men fortællingen skal ikke forceres: “Det kan være du har lyst til at komme og besøge mig en anden dag:”
Gerdas – og Cecilie Ekens – pointe er, at børn er de stærkeste. Og derfor er bogens titel De stærkeste. Dette understreger Cecilie Eken i en epilog, som jeg godt kunne være foruden, for det fremgår af historien; ikke mindst som følge af det litterære greb med de to parallelhistorier, som giver læseren et indblik i rædslerne under bombardementet i 1945, men som i sammen moment minder om, at der er børn i dagens skole, som bærer rundt på lignende erfaringer, og som lever med forældre, der er traumatiserede.
Bogen er fortalt som et langdigt. Denne hybrid mellem prosa og poesi giver beretningen en særlig nerve, fordi den kun fungerer, når forfatteren som Cecilie Eken er fortrolig med sprogets bærekraft. Dertil kommer, at nogle elever, som ikke just er lystlæsere, opdager, at man kan boltre sig i de korte sætningers univers.
Til bogen har Katja Gottlieb udarbejdet et arbejdsmateriale, som dels fører undervisningen ind i bogen, og dels fører bogen ud i den sanselige virkelighed, fx ved at gå på monument- og skulpturjagt i skolens lokalområde for at finde historierne bag.
Dette er en væsentlig bog om begivenheder, der udfolder sig hver eneste dag i Mellemøsten, i Ukraine og i de mange lande rundt om i verden, som ikke når danske medier. Efter at have læst bogen kan jeg ikke åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse uden at tænke på den: vores håb må være, at børn er de stærkeste.
Måske er det også en idé at læse ukrainske Min tvungne skoleferie, der har tekst på både dansk og ukrainsk, og smukke illustrationer. Den er anmeldt af Bodil Christensen på Bogbotten
Undervisningsforløbet til De stærkeste kan downloades her.
“Nysgerrighed går ikke på pension!” Bag dette statement, som Langes Boghandel i Næstved lancerede på Instagram, gemmer sig Nils Hartmann og jeg selv, som sammen med unge (62…
kommentar til Råudkast til ny fagplan for dansk. Mundtlig dansk har gennem tiden været…
Udforsk inspirerende historier og ekspertindsigter.
Denne sektion fremhæver formålet med bloggen, ved at tilbyde engagerende historier, ekspertudtalelser og værdifulde indsigter, som læserne kan lære og vokse af.
