“Det er ikke noget for os!

Udsnit af forside på bogen Smedens følgesvend. Forlaget Praxis.

Folkemødet byder på meget andet, der sætter tankerne i gang, end paneldebatter. Således sket det allerede på vejen derover om bord på færgen, at vores lille delegation fra Dansklærerforeningens Folkeskolesektion kom til at sidde ved siden af et bord med en ung kvinde, der sad og læste og skrev i hånden med blyant.

Den bog, hun læste i, havde et forsidelayout, som mindede mig om det, vi i Dansklærerforeningens Forlag havde anvendt til serien “Frit for fantasi”, og illustrationen, som jeg ikke tydeligt kunne afkode, var farvestrålende og lokkende. Så jeg gjorde det, som jeg ofte gør, når jeg ser unge læsere i offentlige transportmidler: jeg spurgte om, hvad det var hun læste. En roman? En krimi?

Men nej. Hun læste i en håndbog, der hed “Smedens følgesvend”, for hun var i lære som klejnsmed. Faktisk var hun udlært møbelsnedker, men havde fået lyst til at svejse. Og nu havde hun fået læreplads hos et firma i Gentofte. Det viste sig at være samme firma, som havde smedet alfabetet i Kenn André Stillings skulptur på Dan Turélls Plads i Vangede.

Den unge kvinde var stolt af sit karrierevalg, men træt af fordommen om, at hvis man er dårlig til det boglige, så kan man altid blive håndværker.

Dette fremkaldte en erindring hos mig: Jeg har et barnebarn, der har valgt at uddanne sig til tømrer. Hun blev udvalgt til at præsentere uddannelsen ved en uddannelsesmesse i Gentofte. En pige fra 9. klasse kom hen til hende, stillede engagerede spørgsmål og lyttede interesseret, inden en kvinde, der måtte have været pigens mor, hev hende væk fra samtalen med ordene: “Det er ikke noget for os!”

ps. En kurdisk pizzaejer i Vangede fortalte Kenn André Stilling, at de tyrkiske myndigheder engang forbød brugen af bogstaverne X, Q og W, hvorved mange kurdiske person- og bynavne og mange ord ikke kunne skrives. Men undertrykkelse kan havde mange ansigter; fx når noget interessant ikke er noget for os.

Lad mig mærke en dansklærer

I DANSK #2 er en sang til og om dansklærere trykt med hvis tekst på gul baggrund, hvilket er vanskeligt at læse i solskin på solskinsøen, hvor Folkemødet holdes. Derfor får I den her sort på hvidt.

Sangen indledte de dage på det store dansklærerkursus, som Mette Frederiksen og jeg havde på mellemtrinnet.

De udsagn, som ligger bag teksten, kan læses i bogen “Med varsomhed og vovemod”, og i et enkelt tilfælde i et “Alt for damerne”-interview.

Lad mig mærke en dansklærers tone

Melodi: Lad os lege i livstræets krone (Hans Holm)

Inspireret af udsagn fra Peter Moutitzen, Halfdan Rasmussen,

Johannes Møllehave, Josefine Klougart og Flemming Møldrup

1*

Du trådte ind på versefødder,

lod os mærke dagens digt;

poesi gir livet rødder

mer end rugbrødsnyttepligt.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

2*

Du kunne lege – vi ku’ lære

mer om troen på os selv

end om det, du bare vidste,

vi sku glem’ alligevel.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

3*

Du krævede en gravens stilhed

før din stemmes sære klang

lød og fødte en fortælling

gennem vores øregang

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

4*

Du tog dig tiden til at dvæle

ved en sproglig kvalitet,

havde sans for sprogets ånde,

så man virkelig blev set!

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

5*

Du øjned’ livet bag facaden

hos den frække og den grå

og lod drømmefaner blafre,

så al tomhed gik i stå.

Lad mig mærke en dansklærers tone.

Lad mig føle at sproget er stort.

Lad mig gå gennem ord og sentenser

og sprogets fællesskabsport.

                                             Jens Raahauge

DANSK #2 tyvstarter på Klippescenen

DANSK #2, som udkommer på mandag den 16.06. tyvstarter på Klippescenen hos Danmarks Lærerforeningen i Allinge. Som du kan se her, er den ved at finde vej til den mulepose, som den første 30, der vil overvære vores paneldebat “Bundet i frihed” i morgen, lørdag den 14.06. kl. 10.

Måske er der ikke nok til alle, og den nemmeste måde at sikre sig bladet og kommende blade på er at melde sig ind i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.

Dette nummer kommer bredt rundt om vores fag med artikler om hhv. dansk i indskoling, mellemtrin og udskoling. Alle artiklerne er forfattet af nogle af de oplægsholdere, som medvirkede ved det store “Mærk suset af dansk”-kursus, som Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion stod bag. Lidt flere end 1000 dansklærere deltog i dette tredages kursus, som blev afholdt på 5 forskellige højskoler rundt om i landet.

Illustrationen på forsiden på DANSK #2 er skabt af Lea Hebsgaard Andersen; oprindeligt som illustration til en novelle af Jens Blendstrup, som har titlen “Kampen mod det onde”. Den kan findes i “Værker du mærker” , som er en øjen- og sindsåbnende undervisningsantologi fra Dansklærerforeningen.

Og apropos Jens Blendstrup, så er det vildt, som den mand kan skrive. Jeg har just fortæret hans seneste roman, “Da Gud blev til”. Læs den og vær taknemmelig over, at vores sprog kan spille som smukt og grusomt. Søren A. Kirkegaard havde ret, da han sagde (citeret efter hukommelsen): Jeg elsker mit Modersmaal. Hvad jeg har at sige, kan jeg ypperligt udtrykker heri.

Det er både berigende og forpligtende at være dansklærer, der skal mærke suset af dansk – og få andre til det.

Folkemødet er lige om lidt

På lørdag den 14. juni kl. 10 er det tid for Dansklærerforeningens Folkeskolesektions paneldebat på Klippescenen i Allinge: Bundet i frihed, hvor lærer Mette Frederiksen taler ud fra et skolehverdagsperspektiv, professor Nikolaj Elf bygger videre ud fra en forskningssynsvinkel og formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking tager fagforeningsbriller på, mens formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion har den faglige forenings tilgang. Jens Raahauge modererer debatten.

Til trods for at der kun er tre kvarter til rådighed, håber vi at få sat nogle tanker i gang omkring de muligheder, der toner frem med de nye fagplaners overgang fra målstyret til formålsstyret undervisning.

Som et ekstra bidrag vil tilhørerne (de første 30) kunne få næste nummer af medlemsbladet DANSK med i muleposen. Bladet indeholder 13 artikler, som udspringer af det store danskkursus, “Mærk suset af dansk” som blev afviklet i vinteren 24-25 i et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening, CFU og Dansklærerforeningens Folkeskolesektion, hvor flere end 1000 dansklærere deltog.

Skribenterne i bladet er fundet bladet de instruktører, der optrådte på kurset.

Bladet udkommer til Folkeskolesektionens medlemmer den 16. juni. Men tryksværten skulle være tør, så vi kan have eksemplarer med til paneldebatten lørdag.

ps. ud over de faglige artikler er der en dansklærersang og en klumme af de to unge lærere Aviaja Stjernstrøm og Sofie Juul om deres møde med skolen og faget i praksis.

pps. Meld dig dog ind i Dansklærerforeningen og få bladet og masser af gode tilbud.

Frigørende chikaner

bl.a. forside på bladet Bladtegneren fra 1941, fundet i genbrugsstationens container

Ved endnu et kig ind i genbrugsstationens bogcontainer blev mit blik fanget af et hæfte med danske bladtegneres Tegnerier i 1941, altså mens Danmark var besat og medierne censureret. Arne Ungermanns forsidetegning illustrerer ganske godt bladets pointer: En nøgen model sidder med et blad i hånden. Bladtegneren er i helt bogstavelig forstand bladtegner, og beskueren af hans billede må tænke sig til den nøgne kvinde, der har holdt bladet; akkurat som man ved de øvrige billeder i hæftet må tænke sig til den kontekst, de er skabt i.

Censuren har blandt bladtegnere såvel som blandt forfatterne fremkaldt en kreativitet, som man givetvis gerne havde været foruden, men som altså alligevel fremkaldte overraskende og subtile udtryksmåder, som betød, at censuren nok kom til at virke som chikaner, men også som afsæt for kreativitet.

Indtrykkene fra dette hæfte har i mig kastet to tanker af sig vedrørende fremme af læselyst og frihed til at udfolde sig sprogligt.

Forlaget Jensen og Dalgaard udgav for fem år siden bogen “Tårernes ø” af David Nel-lo; en undselig bog, om en undselig bog, der lå gemt mellem væggen og reolen på biblioteket. Den skiftede indhold, alt efter hvem der læste den; akkurat som alle bøger dybest set gør. Den fik mig til at erindre, at jeg havde lagt gamle børnebøger rundt om på de skoler, hvor jeg var inspektør – bøger, som eleverne bare kunne tage og beholde. Faktisk forsvandt det lige så stille. Og en del forældre blev grebet af, at deres børn kom hjem med bøger, de selv havde læst som børn. Så alternativet til at køre på genbrugsstationen kunne være at give skolen brugte børnebøger til en tag selv-kasse.

Den pædagogiske udgave af chikane er at opstille rammer, som friheden kan udfolde sig indenfor. At få lov til at skrive frit, giver mange elever skriveblokeringer. Men hvis man opstiller – også firkantede – krav, kan det virke frigørende. Fx kan 5-7-5 reglen ved haiku-digte sætte frugtbare skriverier i gang. I megen opgaveløsning vil det at kende rammerne føre til kreative handlinger, men total frihed virker destruktivt.

Monstro det forholder sig anderledes med frit valg af skole, hospital, hjemmepleje osv.?

Tegn og tolkninger

Som omtalt har jeg været en tur i Paris med min ven Ole Dalgaard / OscarK. For at være ordentlig tog jeg uhøjtideligt, men pænt tøj på; således også en jakke med det emblem, der symboliserer FNs verdensmål.

Den første, der bemærkede det, var en smilende, kvindelig taxachauffør, som nikkede indforstået til os to gamle mænd i hørbukser. Og det blev fulgt op af receptionisten på hotellet tæt på Sorbonne, da han undrende spurgte, om vi skulle have to værelser.

Jeg oplevede noget tilsvarende, men mere direkte, for år tilbage i Nordens Hus i Reykjavik, hvor en ældre herre spurgte, om jeg var med “i det her med bøsser og lesbiske”.

FNs verdensmål er åbenbart ikke så alment kendte, at det gør noget.

Hjemkommet er det første, der dukker op i TV Nyhederne en gruppe israelske bosættere, der venter på at komme gennem hegnet til Gaza for at besætte nyt land. Og de har støtte fra den regering, der påstår at bekæmpe terrorisme, og i den kamps navn selv – i min optik – fremstår som terrorister. (Mette Frederiksen må skamme sig, når hun kalder det en ret til at forsvare sig!)

I 1964 blev jeg sammen med seks ældre mænd ført fra en demonstration til politistationen i Randers, hvor en ældre politibetjent skulle afhøre os. Alle fik vi spørgsmålet: “Tidligere straffet?” og alle seks før mig svarede: “Ja, dømt til døden for terrorisme; dommen ikke eksekveret!”

Senere, da jeg besøgte Dresden, som nu var delvis genopbygget, men som havde været bombet ned til 90 cm’s højde, kunne det undre, at Churchill undgik at blive anklaget for krigsforbrydelser. Men han var jo sejrherre. Læs fx Kurt Vonneguts roman “Slagtehus fem” og få nuanceret sejrsfortællingen.

Og læs Janne Tellers roman “Er du stolt af mig Joanna?” om en dansk diplomatfars forsøg på at finde frem til hændelserne bag datterens død under en demonstration i Palæstina, og oplev nogle af de nuancer, som vores statsminister totalt savner.

Hun minder i sin grove opdeling af gode og onde om forgængeren Anders Fogh Rasmussen, som i sin nye bog “At turde” ikke tør se sine værste fejltagelser i øjnene. I OscarK og Dorte Karrebæk fine “Biblea Pauperum” citerer kvinderne ved Jesu tomme grav Anders Fogh Rasmussen: “Der er ikke noget at komme efter.”

Men det er der som regel. Fordomme og skyklapper fører til fejlslutninger, der stiller sig i vejen for løsninger.

“Undskyld mit franske”

Hvis der er noget, der ærgrer mig, er det, at jeg siden min studentereksamen i 1963 ikke har holdt mit fransk ved lige.

Netop nu opholder jeg mig i Paris med min gode ven Ole Dalgaard, alias OscarK, for at gå på cafeer og i parker og diskutere stort og småt.

Det første, der slår en, er høfligheden. Allerede i toget indledes informationer med “mesdammes et messieures”, og et “s’il vous plait” efter en bestilling er en selvfølge. For år tilbage spiste jeg hos en rad´ndrusiansk lærer, der havde en fransk au pair. Hun havde en morgen sagt: “Ræk maj brøet, bøbeløb”. Det viste sig, at hun savnede det høflige, et s’il vous plait eller please, men havde opsnappet i supermarkedskøen, at folk ved betaling sagde bøbeløb; altså ‘på beløbet’.

Men også klangen af fransk er musik i ørerne, så jeg har overvejet at genopfriske det tabte. Og hvad ville være mere naturligt end at starte med Den lille prins, som også var den første bog, jeg læste på fransk.

Så spotter mit øje en forretning, der har udstillingsvinduet fyldt med “Le Petit Prince” og et kig gennem indgangsdøren viser samme fokusering. Men det eneste, der ikke er, er bogen. Det, der ligner en bog, er en porcelænssparebøsse. Udenomsværkerne har taget over, akkurat som vi ser det hos fx Disney og Mummie; figurerne får nok deres eget liv, når kræmmerne tager over. Og der er fare for, at litteraturen træder i baggrunden.

Akkurat som den gør, når forlag sætter dårlige oplæsere til at lægge stemmer til fx H.C. Andersen.

Det er ganske enkelt noget ødelæggende l… (Undskyld mit franske).

Lad os nu tro på, at god litteratur kan formidles i egen ret.

Laureatfest og skrivelyst

I lørdags var Benjamin Koppel midtpunkt ved Boghandlerforeningens Laureatfest, idet han for romanen Sommerfuglens stemme blev tildelt De gyldne Laurbær 2024. Det var svært ikke at være begejstret for, at boghandlerne havde truffet dette valg, selv om det kan undre mig, at Jakob Martin Strids Den fantastiske bus ikke havde tag i boghandlernes stemmer. Den er dog så unik, at det danske bogmarked ikke har set noget lignende siden H.C. Andersens første eventyr. Måske har boghandlere generelt ikke øje for børnelitteratur, som noget der er lige så værdifuldt som litteraturen til voksne???

Men tilbage til Laureatfesten. Den foregik, som man kunne forvente, med taler, der hyldede bogen i almindelighed og Benjamin Koppels bog i særdeleshed, og med en festivitas, som afspejlede Koppel-familiens musikalitet og kreativitet. Så lang, så mere end godt. For Benjamin Koppel er en særdeles værdig modtager af denne hæder.

Alligevel var det et par afsnit i Benjamin Koppels takketale, der bed sig fast i mig: han havde som barn altid været med sine forældre til koncerter og digtoplæsninger, og så – ikke mindst – at han havde gået på Freinetskolen i Valby, hvor de skulle skrive frie tekster, som derefter skulle læses op for kammeraterne. Benjamin skrev og skrev, så han kunne have brugt al den tid, der var til rådighed for oplæsning. Derfor skulle han læse til sidst.

Her mindedes jeg, da jeg selv måtte opgive den svenske metode, læsning på talens grund, hvor alle elever skulle bidrage på baggrund af en fælles oplevelse. Det gik der ged i, og jeg lod mig inspirere af Freinets fri tekst-skrivning, som byggede på det, som kaldtes det famlende eksperiment. Og det fængede. De, der skrev langt, men ikke havde noget på hjerte, fandt, at kammeraterne faldt fra. De, der kunne skrive koncentreret og vedkommende, vandt gehør. Man kan læse om det i min lille pamflet, Dyrk dansk derude.

Denne metode tog elevernes stemmer ind i undervisningen, og flere tekster kom til at sætte dagsorden for indholdet i undervisningen. Så jeg forstod Benjamin Koppels cadeau til metoden i takketalen.

Jeg fortalte forfatteren OscarK om denne oplevelse og refleksion, først med 300 km i timen i et fransk tog på vej til Paris, og siden ved flere lejligheder på cafeer i omegnen af Luxembourg-haven. “Eleverne skal også lære nogle regler og facts, grammatik osv. Ellers tror de, at alt er godt nok,” indvendte han i min her forgrovede gengivelse. Nu har vi krydset klinger, om hvad der kommer først, regler eller frie tekster. Dette er en del af den diskussion, vi også lægger op til, når vi besøger skolers danskfagudvalg. Og her finder vi dynamikken mellem frihed og umage, mellem overfladiskhed og fordybelse.

ps. OscarK’s trebindsroman Ungerne fra Strandholdt er lige nu ekstremt nedsat i Dansklærerforeningens bogskab. Og den er efter min opfattelse noget af det bedst egnede til litteraturundervisning i 6.-8. klasse, fx én titel pr år.

https://dansklf.dk/bogskabet

Derfor er god børnelitteratur en gave

Tre generationer omkring bussen. (Privatfoto)

Forleden var min kone og jeg til bedsteforældredag i vores treårige barnebarns udflytterbørnehave, hvor vi skulle tilplante deres højbede med vores medbragte urter og blomster.

Der var en intens aktivitet og en stemning, der fik mig til at erindre Johannes Møllehaves udsagn om, at børn ville have det optimalt, hvis man sprang forældregenerationen over. Han havde nok overset det gode, at vi bedsteforældre kan sende børnene hjem, når vi er kørt trætte. Og jeg har her nok ignoreret det faktum, at de empatiske og dygtige pædagoger hver dag skaber en dagligdag, som børnene glæder sig til deltage i.

Men her på plantedagen gik alle omkring med vandkander. Nogle vandede planter, andre rutsjebanen for at undersøge turen ned i væde, og en af vores barnebarns gode venner vandede mig sko og sagde, at nu kunne jeg vokse.

Jeg rejste mig langsom op, mens han stirrede. Jeg måtte imidlertid stoppe, inden fødderne slap jorden. Men han nikkede anerkendende. Og jeg kom i tanke om Kim Fupz Aakesons novelle om onklen, der føler, at han er en rhododendron, sætter sig på familiens carporttag, hvor han bliver vandet og bliver en turistattraktion – indtil den dag han ikke vil mere. Kim Fupz er en af dem, der mestrer de fleste litterære greb, men på samme tid kan holde barnet i sig levende.

På samme vis forholder det sig med mange andre og i særklasse Jakob Martin Strid, der med Den fantastiske bus har skabt et af de værker, der er et par hundrede år imellem tilsynekomsten af. Jeg har overværet vores treårige læse i bogen sammen med sin mor og farmor, og han spotter detaljer, som de voksne overser, og refererer til erfaringer fra sin barneverden. At lytte til det er en dør ind til barndommens land.

Det skriver Mac Barnett om i den forunderlige Barne(t)ts hemmelige dør. Læs den, for det han skriver om børnebogsforfattere har også bud til pædagoger og lærere.

Endelig vil jeg nævne forfatteren Nils Hartmann, som i Børnenes Verdenshistorie husker, hvordan det er at være barn. Og derfor antager han altid børnenes vinkel, selv om de ofte er ofre på storpolitikkens altre – eller netop derfor gør han det.

Uden sådanne forfattere, der husker, hvordan børn tænker, føler og lever, ville vores verden være fattig; forvokset så at sige!

At vække undren

I går var jeg på genbrugspladsen for at komme af med månedens læs af aviser. Og som vanligt kastede jeg et blik ind i containeren med bøger; fuld var den som vanligt. Mine øjne blev ramt af en lille undseelig bog, som jeg ikke havde set i årtier: Ib Spang Olsens I Kristoffers spor.

Heri fortæller tegneren om Martin A. Hansen og om Lykkelige Kristoffer, som han illustrerede. I sin seminarietid kom Ib Spang Olsen i praktik hos lærer Hansen, som betog ham med sin tilgang til både stoffet og eleverne. Denne gudbenådede fortæller af en lærer troede ikke “på oplæsningens enestående og centrale værdi i danskundervisningen, en af seminariets mærkesager. Jen [ISO] mindes, at han var den første jeg hørte antyde, at det måske endda var skadeligt for begribelsen.”

Se, det er anfægtende ord i mine øjne, når nu jeg selv anvender oplæsning som brobyggeren mellem tale- og skriftsprog. Men jeg forstår, hvad han mener. Den fortælling, der skrives ned, stivner. Den levende fortælling skabes i nuet og tager farve af nuet. Derfor er den beåndet af den styrke, som binder fortælleren og tilhørerne sammen. Derfor kan den skabe undren og indbildningskraft, akkurat som mødet med andre forunderligheder i virkeligheden. Apropos, så funderer Lea Korsgaard på, om det er en oplevelse med frisættelsen af en rødvinsfarvet sommerfugl, som viser sig at hedde sørgekåbe, der vakte hendes trang til at se alle Danmarks sommerfugle. Læs hendes forunderlige Inden året er omme.

Martin A. Hansen selv brugte det at skabe undren til at pirre nysgerrigheden, når han fx vendte klassens verdenskort på hovedet, afslørede en model af en kajak for øjnene af eleverne eller som sagt fortalte.

Han egen indlevelsesevne var en urkraft. Således finder Ib Spang Olsen ud af, da han står i det hallandske landskab, der er som taget ud af Lykkelige Kristoffer, at Martin A. Hansen aldrig har været der.

Noget af det forsømte i den danske skole er at lytte til eleverne. Noget af det andet måske ligeså forsømte er at pirre elevernes undren, så de får lyst til at fordybe sig og nørde. Og som her: at finde en gammel bog, der kan ryste ens rutiner.

Ib Spang Olsens bog var en gave til Gyldendals Bogklubs medlemmer – og kom ikke i handelen. Men alternativet kunne være: Gak til Løgneren og bliv vis.