Udsnit af Sofia Avdevas forside til Kateryna Yehorushhkinas “Min tvungne skoleferie” (Forlaget Hjulet)
Min vandring gennem fredagens BogForum førte mig til Bellascenen, hvor der var der godt fyldt op på publikumsstolene, da den 30-årige “Skriverprisen” skulle uddeles til en bog, der forener litterær kvalitet med læsevenlighed. Undervisningsministeriet står bag, og vinderen modtager ud over æren 25.000 kroner. Der var tre nominerede: Forfatter Vera Astrid for bogen ”Et øjeblik senere”. Forfatter Sabine Lemire og illustrator Rasmus Bregnhøi for serien ”Mira”. Og forfatter Sanne Munk Jensen for bogen ”The Ghostfather”. Vinderen blev “Mira”, denne fine grafic novel-serie i foreløbigt ti bind; mon ikke prisen animerer til endnu flere. Og historien kan bære det!
Det er så godt, at netop denne litteratur nyder bevågenhed, når nu vi taler om at stimulere børns og unges læseglæde. Mange forlag er blevet bevidste om dette – og Dansklærerforeningen med serie “Læsbar”; fin kvalitet og bred vifte af temaer i både fag- og skønlitterært regi. Og så er det på sin plads at hædre en af de første, som så denne kobling mellem letlæst og kvalitet: Esther Skriver!
Videre løb jeg ind i Forlaget Wunderbuch, som bærer sit navn med rette. Her er gennemført kvalitet i både indhold og boghåndværk. Man bliver helt fjern i blikket og blød i sjælen, når man står med en af forlagets bøger i hænderne. Senest er udkommet “Marco Polos beskrivelse af verden”, illustreret af Erik A. Frandsen og oversat fra Marco Polos italienske kilder fra 1298. Den var helt frisk og duftende af at have forladt trykkeriet for få timer siden.
For enden af litteraturstrædet holdt “Ukraine House in Denmark” til. Her løb jeg ind i en samtale mellem forlægger Vagn Plenge, Hjulet, forfatter Kateryna Yehorushkina og oversætter Xenia Frost Fitisova. De talte om tilblivelsen af den fine, smukke og konkret registrerende skolepigedagbog fra de første dage af det russiske overfald på Ukraine. Bogen har fået titlen “Min tvungne skoleferie”, og den er illustreret af Sofia Aveva.
Oversætter Xenia Frost Fitisova fortalte om sin bevægelse ved at læse teksten, som var holdt i en indskolingspiges sprogleje, og derfor undgår at besætte læserens følelser, men tværtom lader læseren reagere med de følelser, som alder og erfaringer lægger op til. Derfor er forfatteren i udstrakt grad lykkedes med at tage vare på og støtte hver enkelt læser. Bogen er forsynet med den ukrainske tekst bagerst. Derfor er den efter min opfattelse oplagt til læsning i skoleklasser, der har ukrainske elever i fællesskabet. Og måske er den god mental prepping for alle; de uventede ændringer af ens livsvilkår sker som oftest i løbet af et splitsekund.
Kommentar til Rå¨dudkastet til ny fagplan for dansk
Udsnit af Dorte Karrebæks billede af Jeppes børn, hvoraf de to ligner Per Degn. Fra Kåre Bluitgens gendigtning af Holbergs jeppe på Bjerget.
Som medlem af det kanonudvalg, der indførte begrebet obligatoriske forfatterskaber i folkeskole og gymnasium, må jeg i afsæt i håndteringen af denne bestemmelse i folkeskoleloven medgive, at den har vist sig at være en dræbersnegl i læsningens urtebed.
For det første var de obligatoriske forfatterskaber ikke tænkt som væsentligere end dem, der optrådte på de vejledende lister for de to skoleformer, snarere tværtimod. Den obligatoriske liste skulle lette overgangen fra grundskole til gymnasium ved at pege på det, der kunne være en fællesmængde for litteraturundervisningen på de to niveauer. Det obligatoriske element var desuden et rent politisk initiativ, som udvalgsformanden Jørn Lund med vanlig politisk tæft så kunne sikre, at undervisningsminister Ulla Tørnæs fik tilgodeset både højskolevenstres og handelshøjskolevenstres synspunkter. Der var altså tale om et tidsbundent og kontekstafhængigt forslag.
I gymnasiet er kanon nu blevet ændret efter en vedvarende kritik blandt andet af, at der var for få kvindelige forfattere på listen. Men man har altså bibeholdt en obligatorisk liste; for som Uffe Ellemann Jensen udtalte (om a-våben), at når noget er opfundet, kan det ikke nedfindes igen.
Da nu begrundelsen for en fælles kanonmængde i grundskole og gymnasium er endegyldigt afskaffet, er det tid til at se krav om historisk læsning i grundskolens litteraturundervisning.
Den væsentligste begrundelse for at læse skønlitteratur i folkeskolen er, at børn skal lære at læse og gerne opbygge en læselyst, ja, måske endog en læseglæde ved at arbejde med vedkommende, inspirerende og øjenåbnende litteratur, der dels kan tjene som en spejl, dels som et vindue mod verden. I den forbindelse er en obligatorisk kanon en rigid tilgang til en sådan skitseret læseindsats, fordi mange af de obligatoriske forfattere bliver det must, der overtrumfer det meningsfulde.
At læse eller høre historiske tekster er en væsentlig del af den dannelse, som opstår ved, at vi fornemmer, hvor og hvad vi kommer fra. Men det bør ske i en kontekst, der kaster et forklarelsens lys af sig, og ikke tænder for meningsløshedens mørkelygte. Derfor foreslår jeg, at der stilles krav til de lutteraturhistoriske perioder, man skal have berørt i løbet af grundskoletiden, men at det måske er mere inspirerende, hvis der i den enkelte klasse af og til tages afsæt i lokale forhold.
Jeg ved, at elever kan få aha-oplevelser af ældre tekster. Som fx en kurdisk dreng fra 5. klasse, som kiggede på Dorte Karrebæks illustrationer til Jeppe på Bjerget og udbrød, da han så Jeppes børn: “Jeg ved, hvorfor Jeppe drikker. Hans kone har haft for meget skole/hjemsamarbejde med Per Degn!”
Men under daglige samtaler med elever i skolens kantine har jeg også hørt, at historiske tekster kan forekomme som litteraturdræbere, når de optræder i sammenhænge, som ikke får dem til at leve i eleverne. Og litteraturdræbere er det vi har mindst brug for i den skole, der skal fremme læsning, læselyst (og læseglæde).
Jeg har bidraget til at indslæbe den invasive dræbersnegl i litteraturundervisningens urtegård. Jeg håber, at gode kræfter i pædagogik og politik vil bistår med bekæmpelsen.
Udsnit af forside på bogen “Ædt af havet” om stormfloden 1825
Begrebet Nordsøens østkyst introduceres i bogen “Ædt af havet” som alternativ til vores vanlige Jyllands vestkyst. På den måde understreges hvor de bestemmende kræfter ligger, og så meget desto mere imponerende er det, at mannesker har taget udfordringen om et liv på kanten op.
Inden for de senere år har jeg læst tre bøger, som beskæftiger sig med netop disse mennesker, som nøjsomt og arbejdsomt ernærer sig på de tanger, som adskiller hav og land.
“Fjordens kant. Midlertidigheden” af Egon Clausen og Bjørn Hernes giver os i fotos og korte tekstbilleder et indtryk af tilværelsen omkring Ringkøbing Fjord. Tilsyneladende ånder alt fred og stilstand, men langt ind i sjælen ved befolkningen bedre. Bogen er på sin vis en baggrund for at kunne sætte sig ind i kulisserne for Stine Pilgaards “Meter i sekundet” og i hendes og Katrine Muffs sang “De korte sætningers land”. Der er ingen grund til af bruge tiden på snak i midlertidighedens univers.
Lidt nordligere finder vi “Bøvling Klit”, som også er titlen på en fin bog af Anders Bune fra Fjaltring. Her beskriver han livet blandt dem, der søgte livets udkomme på den smalle tange, og som måtte søge sikkerhed bag fjorden, da havet blev for truende. Han lader os også få blive for de børnebøger, som læreren i Fjaltring, A. Chr. Vestergaard skrev om det barske liv på tangen. Især serien om “Klit-Per” blev læst. Men A. Chr. Vestergaard havde flere end 40.000 bind på skolebibliotekerne i midten af 1900-tallet; dobbelt så mange som Morten Korch.
Og så til “Ædt af havet. Stormfloden 1825”, hvor Johanne Pontoppidan Tuxen i ord og Anders Rye Skjoldjensen i fotos tager os med på en tur fra det sted ved Agger, hvor havet brød igennem tangen og gennem områder omkring Limfjorden, hvor livet ændredes radikalt, da fjordens ferskvand blev invaderet af havets salte vand. Det er barske begivenheder vi hører om, mens vi guides omkring i det smukke landskab. Flere landsbyer forsvandt ved stormflodens gennembrud af tangen. Værst og hurtigst gik det ud over landsbyen Toft, som forsvandt fra jordens overflade. Beboerne overlevede og blev flygtninge fra livet ved havet til en tilværelse i Thy. At de overlevede skyldtes, at de havde placeret deres huses overetager direkte på bindingsværket, så når havet fortærede de lerklinede vægge, så kunne folk og fæ bjerge sig op på førstesalen og vente på redning. Det kan man kalde praktisk erfaring, som de, der i nutiden bygger (sommer)boliger i lavtliggende områder kunne lære af. Men i dag har skabelontænkning slået den praktiske erfaring ud. Beboerne fra Toft måtte flygte, mens andre valgte at flytte; således drog en skare fra Agger ind langs fjorden til Gjøl, hvor de missionske tilflyttere kom på tværs af de grundtvigske bønder. Dette er baggrunden for Hans Kirks “Fiskerne”, som udspiller sig her.
“Ædt af havet” er en læsning værd i al dens slentren, som kaster forunderlige betragtninger og informationer af sig. Og den tanke strejfer mig, at den omvæltning, naturen her har forårsaget, har bidraget til, at Limfjorden har gennembrudt tangen mellem de københavnske saloner og det litterære miljø, så forfatterne fra denne nordlige egn har domineret, lige fra den Søren Gyldendal, der kom til hovedstaden og etablerede et forlag, til den nobelpristager Jensen fra Farsø, der har skrevet Danmarks bedste roman, men er gledet ud af kanon, og den digter Aakjær fra Jenle, der har skrevet “Jeg er havren”. Og så er der alle de mindre kendte kvindelige og mere kendte mandlige forfattere, som Else Bisgaard og Susanne Knudsen skriver om i “Limfjordsdigterne”. Læs den bog, og se, hvor meget godt, der strømmer fra den egn!
Hvis man skal på litteraturtur, så er Limfjorden et godt valg. En af de første, der opdagede dette, var St. St. Blicher, som godt nok var jordbunden i sin Thorning Præstegård, men dertil nysgerrig. Da han på en af sine lange hedeture vandrede til Agger, fandt han ud af, at folk der ikke var besynderlige, men blot anderledes: de var vandfolk, men dem, han kom fra i Thorning, var landfolk. Siden var han i kontakt med mange digtere fra Linfjorden og stod dem bi med råd og opmuntring.
I anledning af Ole Dalgaards / oscarK’s 55 års forfatterjubilæum
af Jens Raahauge
Det har hørt til et mine mange privilegier i tilværelsen at få lov til at følge med i tilblivelsen af de tre bøger, som tilsammen kommer til at markere Ole Dalgaards – alias OscarK’s – 55års forfatterjubilæum den 6. oktober 2025: Ars Moriendi, Dødedans og Itinerarium, En lille vejviser. Alle tre bøger er illustreret af Dorte Karrebæk og udgivet hos forlaget Jensen & Dalgaard.
Ars Moriendi foregår i den tid, som erindringen skaber i tankerne hos en ældre mand, der sidder i sin stol og lader blikket vandre ud over fjorden og over til barndommens land, indtil han til sidst falder let sammen. ”Trække vejret dybt. Holde det. Bringe det til ophør. Overgive sig til stilheden. Fange en fugl med hænderne.”
Dødedans foregår i Afholdshotellets lille sal, hvor alle uanset alder er inviterede. Og der er plads til alle – begyndere, let øvede og viderekomne. Dansen følges af pølsemandens søn, Herman, der har fundet sin niche i livet: sorgportrætter. Her træder døde og levende dødedansen, og Herman foreviger. Nogle af personerne og begivenhederne genkendes måske i OscarK’s fine trebinds børneroman Ungerne fra Strandholt.
Men i Itinerarium. En lille vejviser bevæger Ole Dalgaard sig ud over den tid, som erindringen skaber, fordi han med den tyske Werner Heisenberg som hovedfigur vil søge samspillet imellem moderne kvantefysik og fortidens alkymi. At beskæftige sig med kvantefysikken er ikke OscarK fremmed; både i Københavnerfortolkningen, hvori han genopliver den 200årige Søren A. Kierkegaard til frodige dage med Emma fra Bohr-Instituttet, og i Heisenberg-trilogien, som lader læseren fornemme ubestemthedsrelationen og den usynlige skrift. Men nu skal tankerne om de indbyrdes uforenelige, men lige nødvendige tilgange fanges ind. Derfor takker Ole Dalgaard ja til et par inspirationsture i aftrykkene fra Werners søgen efter det, der skal stå på hans gravsten.
Turen starter ved den stol, hvorpå den ældre mand sidder og spejder ud over fjorden mod sit barndomsland, og første stop er få kilometer derfra ved en lille kirke med smuk udsigt over samme fjord. Her ligger en kirkegårdsgartner bøjet over en brolægning, som hun er i færd med at få fuldendt. Men fuldendt bliver den nok ikke, konstaterer Ole. Og får indirekte dette bekræftet, da hun smilende fortæller, at hun ikke er øvet. Til gengæld får Ole gang i fortællingen om sin tid som gartner på det nærliggende gods, om fliselægning, om det elementære i at arbejde med jorden og tankerne flyver hastigt til egnen omkring Aarhus, hvor gartneren i ham blev vakt. Men først slog vi et smut rundt ad valgmenighedskirkegården i Odder, hvor vi standsede ved et gravsted med en dynge af bemalede sten, som lod tanker gå til den hustru, som mod slutningen af Ars Moriendi gik på stranden og samlede sten.
Videre mod Holme Kirke, hvor Ole havde boet hos pastor Pilgaard, men mest af alt havde været venner med en ung organist, som havde givet ham indblik i dette forunderlige instruments mange facetter; et indblik som slår ud i fuld skala, da Werner, som var en ferm organist, sætter sig til orglet i Hornslet Kirke. Vi har fuldet ind i Werners spor og gør holdt ved hver en kirke og kirkegård, vi ser på vores vej i landskabet mod Rønde, Kalø Vig og Mols Bjerge. Vi skal ikke fordybe os i det, vi ser, men i den ro, som et ophold på en kirkegård har at byde på. Når vi sidder i bilen igen, vælder erindringer om tidligere besøg frem, eller en undren over et murværk, et kalkmaleri eller en kirkegårdsplan munder ud i tanker og samtaler. Det slår mig, at Ole ikke er på jagt efter nye erkendelser, men ønsker at samle de mange tanker, han har søgt at pejle tilværelsen og den bagvedliggende stilhed med. Mange af hans ord, indfald og overvejelser kan jeg umiddelbart genkalde mig fra både hans tidligere Heisenberg- og Bohr-inspirerede bøger og fra hans erindringsbøger Lighuset i Breslau og Og så var der verden, som den var.
I Hornslet må vi finde overnatning på den gamle kro, hvor bindingsværket er skruet på, Og også ved kirken er der restaureringsarbejde i gang. Men det lykkes os at få en gedigen rullepølsemad, som Ole tidligere har fået under et besøg i et nabotraktørsted, og som Werner også nyder i bogen. Men hovedformålet er at besøget Jyllands ældste universitet ved Rosenholm Slot, hvor Holger ”den lærde” Rosenkrantz underviste unge mænd, og hvor hans søn Erik var en kendt alkymist. Ole har undervejs fortalt så levende om et tidligere møde med den nuværende, gamle greve, som viser rundt, at jeg fornemmer hans tilstedeværelse, da vi kører ind på brostenene. Jeg kan kun se en skygge ved det lille lysthus, som af spøgefulde sjæle er gjort til Holgers universitet, men jeg synes at kunne høre hans pibende stemme. Da vi forlader stedet igen, aner jeg i bilens bakspejl en cyklist på en ældre herrecykel, der svinger ind mod slottet. Er det mon Werner, der når frem? At dømme efter ordene i bogen, så ja.
Vi har fået set det, som Werner har skullet opleve på cykelturen på Mols. Derfor vælger vi at foretage en afstikker til Rügen for at fornemme den egn, som spillede en rolle, da Werner Heisenberg var på toppen som videnskabsmand i Det tredje Rige. På selve øen er der nok spor efter Nazitiden, fx den toenhalv kilometer lange bygning Prora, som rummede 10.000 værelser med havudsigt. Her skulle 20.000 tyske arbejdere have en ugens ferie ved havet, men det kom aldrig i brug til formålet. Og Heisenberg indskriver sig ikke i Rügens historie. Men på naboøen lå Hitlers raketstation, hvor Werner von Braum residerede. Her fandt vi dog heller ingen spor af Tysklands fremmeste atomfysiker, som efter sigende ikke blev indbudt, fordi der i von Brauns univers kun var plads til et idol på basen. Så tak for, at der aldrig kom et samarbejde i stand mellem wernerne.
I en pause på hjemturen gjorde vi kaffe- og rygestop i Lübeck ved Marienkirche, hvor Ole falder i staver over den restaurerede, 30 meter lange billedfrise Totentanz. Kun en nikken i slowmotion og en svag bevægelse i hørbuksernes ben røber, at der er en forbindelse til Afholdshotellets lille sal; alle træder dødedansen uafhængigt af alder og stand.
Men på vejen op gennem Sønderjylland fandt Ole noget af det, han havde søgt – noget som han ikke tidligere havde set i virkeligheden, og som har fundet en særlig placering i den lille vejviser: den enkle kirkegård og det spartanske kirkerum i Brødremenighedens Christiansfeld. Her blev ham smilende, stum og dvælende. Denne ramthed kan fornemmes i bogen.
De to-tre køreture, vi har foretaget, har bidraget til at skabe det samspil mellem kvantefysik og alkymi, som Werner – og Ole – er på jagt efter. Men læseren finder kun antydninger af det i ordene; det mulige guld gemmer sig mellem linjerne, hvor det har krævet en utrolig umage med ordene for at give plads til det usagte.
Udsnit af bogforside, Davis Nel-lo Tågernes ø (Jensen & Dalgaard)
Bogen er, som det måske anes, indbundet i brunt lærred og titlen trykt i guld. Alt i alt ganske lidt iøjenfaldende. For sådan er bogen i denne roman også, når den gemmer sig imellem alt det prangende på biblioteket.
Men netop dens undseelighed og forputtethed får en dreng til at vælge den, og den viser sig at have den særlige effekt, at dens indhold tager farve af den, der læser den. Dette er magi, men det er også virkelighed, for det er læseren, der møder en bog med egne behov og forudsætninger, og på den måde fundender bogen. Læseglæden finder man ved at opdage, at bogen bliver til i mødet mellem bog og læser.
Derfor er der grund til at juble over de læseglædeinitiativer, der i disse dage folder sig ud på en række skoler i samarbejde med lokale skole og børnebiblioteker. Således mødtes Paradisbakkeskolens fjerdeklasser for omkring et år siden Nexø Bibliotek for at tage første bid af frugten på læsningens træ. Siden har de mødtes der en gang om måneden. De har talt om litteratur. De har haft forfatterbesøg. Og de har fundet ud af, hvad eleverne havde lyst til at læse. Så nu er der købt nye bøger ind, som bliver overdraget til skolens bibliotek – vistnok på onsdag.
De elever, jeg har mødt, har været forventningsfulde. Og dette initiativ er for mig at se mere perspektivrigt end det store og langt dyrere centraliserede CFU-projekt, fordi man i dette tilfælde har den lokale indflydelse, som starter i klassen med eleverne, dansklærerne og de stedlige bibliotekarer.
Der er købt virkelig gode titler ind til det centraliserede projekt, hvis man kan dømme ud fra de offentliggjorte første 11 af slagsen. Men det siger noget om dette projekt, at der skal anvendes så mange midler på formidling og distribution.
Men en lille mangel, der synes fælles for begge projekter, er udeladelsen af ældre litteratur. Hvor er fx H.C. Andersens “Billedbog uden billeder”, som jeg skrev om forleden? For mig at se mangler der noget af horisonten, når litteraturens vindue bliver åbnet, hvis man ensidigt blotrer sig i nutiden.
Lad mig slutte med et citat af forfatteren George R.R. Martin: ”En læser lever tusinde liv, før han dør. Den, der aldrig læser, lever kun et.” Jeg har hugget det fra Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden, hvor hun skriver om “Tågernes ø”.
Så HURRA for de læseglædeinitiativer, der giver eleverne mange liv at leve!
Illustration fra CFU-hjemmesiden. De første titler er landet
Der er afsat flere end 540 millioner kroner til bogindkøb til skoleelever over de næste ti år. Dette sker i slipstrømmen på debatten om skærme i skolen, om overilet og ugennemtænkt digitalisering og frem for alt om for få analoge bøger i undervisningen.
Understrømmen i denne debat er en nedadgående kurve for børns læseglæde og ikke mindst en misrøgt af den institution, der hidtil stod for formidling af børnenes læsestof, skolebiblioteket med uddannet personale, der kendte de enkelte børn og bøgerne, som gav eleverne adgang på grund af ordentlige åbningstider med adgang til formidlere, og som kunne byde på en alsidig bogbestand både hvad angår genrer, emner og læsbarhed.
I relation til de bevilgede millioner til styrkelse af bogen i skolen har det undret mig, at der har været så stille omkring en revitalisering af skolebiblioteket – både hvad angår prioritering af uddannede skolebibliotekarer og åbningstider, og aktuelt ikke mindst med den enkelte skoles indflydelse på indkøb til netop denne særlige skoles særlige elever.
Hvis de rygter, jeg har hørt, taler sandt, så er det betroet centrale aktører, altså de seks centre for undervisning (CFU) at stå for udvælgelsen og indkøbene af bøger. En del indkøbes på landsplan og cirka halvdelen regionalt, men alle på god afstand af de enkelte skoler. Tilmed skal godt halvdelen af de bevilgede midler gå til markedsføring, udkørsel og lancering af det indkøbte, hvilket forekommer mig at være lidt oversmart, for er det ikke det, man i forvejen gør med de materialer, man normalt indkøber, og som nu allerede findes? Gemmer der sig her en kompensation for de besparelser, der i samtidigt har ramt de i øvrigt glimrende CFU’er?
Hvis dette er korrekt opfattet, så har de centrale systemer atter vundet over den lokale indsigt i, hvad der er brug for – på det enkelte skolebibliotek.
Jeg har set listen over de første 11 titler, som er klar til udlån. Og det en virkeligt fin litteratur, der er indkøbt. Og dette vil givetvis styrke litteraturundervisningen i de klasser, som låner bøgerne. Men alligevel er der noget galt: Der findes titler, som har større appel i nogle dele af landet og i nogle skoledistrikter end i andre. Og der findes et læseliv, som undervisningen kan inspirere til, men som først blomstrer, når det er muligt at følge undervisningen op med yderligere læsning, som imødekommer det, der er vakt i eleverne, altså en facetteret samling på skolebiblioteket og suppleret af børnebiblioteket.
Når læseglæden skal animeres, går vejen ikke gennem centrale udvælgelser, men tværtimod gennem lydhørhed over for det, der rører sig helt lokalt.
Bemærk, at en del af indkøbene siges at blive foretaget lokalt, altså af de regionale CFU’er. Dette er en tendens, der er set overalt i skolepolitikken: decentraliseringen har det med at lande fjernt fra de decentrale enheder. Der synes altid at være nogle længere ned end centralmagten, der gerne gribe decentraliseringsstafetten, og centralisterne synes tilfredse med, at de trods alt kan overskue, hvem de skal ”handle” med.
Jeg ved godt, at der er afsat midler til en mere elev- og børnenær læselyst-kampagne. Her er midlerne så vidt jeg kan læse samlet set cirka halvdelen af det, der er afsat til et enkelt år i den store bogkampagne. Måske skulle beløbene have været omvendt?
Og det for mig afgørende spørgsmål er fortsat, hvordan vi får retableret et velfungerende skolebibliotek! Gerne i samarbejde med de lokale børnebiblioteker.
I min optik har systemet snydt undervisningsministeren, hvis hans intentioner har været at give eleverne adgang til et så facetteret udbud af bøger, at læseglæden styrkes så meget og bliver så personlig, at den matcher de digitale tilbud.
Så enten har nogle været smarte. Eller også har de bevilgende myndigheder ikke taget sig tid til at gøre det prioriterende hjemmearbejdet godt nok. Eller, hvad der selvfølgelig kan hænde, har jeg misforstået det hele.
I dag for 206 år siden ankom en stor dreng, Hans Christian Andersen, alene til København med nogle få rigsdalere på lommen.
20 år og et par måneder senere udkom han “Billedbog uden billeder”, som efter min mening er en alt for overset bog – i almindelighed og i undervisningssammenhæng i særdeleshed.
Den består af i den endelige udgave, som udkom i 1854, af 33 beretninger, som månen fortæller for at inspirere en maler, der bog øverst oppe på et loftkammer. Den unge kunstner har maleblokering, men de forunderlige historier fra månen får ham i gang.
Marlie Brande illustrerede den i 1955, og 50 år senere lod Ib Spang Olsen sig inspirere til at lægge pen til månens historier. Senest i 2021 har Lilian Brøgger bidraget til at berige os med en smuk og fængslende version af historierne.
Det hører med til historien, at Lilian Brøggers version er blevet til via sydkoreanske ønsker om at udgive historien. Andersen er på sæt og vis bedre kendt i Kina og Sydkorea end herhjemme, hvilket vi bør råde bod på!
I de 33 historier, som den fattige maler får fortalt om natten, mens han sidder og stirrer ud i natten fra sit loftsvindue, kommer vi rundt om en lang række af de temaer, som går igen i H.C. Andersens forfatterskab. Alene af den grund vil det være oplagt at lade denne bog indgå i undervisningen. Men også af en anden grund: Mange af eleverne i skolen – og for den sags skyld af os voksne – kan måske trænge til at blive inspirerede på forskellig vis. Så, hvis man ved aftenstide sætter sig og kigger på månen, og tænker over, hvad den har passeret, siden den sidst var forbi, er det ikke umuligt, at den har en god fortælling at berige os med.
Månen er god til at overvinde skriveblokeringer og idéblokeringer i det hele taget. Og H.C. Andersen viser os, at månen er vindueskigger; hvor pirrende. De har øje for det meste.
Se, disse historier er måske blevet til, mens H.C. Andersen sad på Hotel du Nord, som nu er blevet Magasin, og kiggede ud gennem vinduet. Her skrev han i øvrigt også sit skuespil Mulatten, mens han blev opvartet af tjenere, der havde rødder i de danske kolonier, der leverede sukkerpenge til københavnske købmænd. Men det er en anden historie.
I disse dage arbejder jeg på Bornholm og har her erfaret, at der er udkommet en samling med fem eventyr af H.C. Andersen, oversat til bornholmsk. Nu har jeg via den unikke Olivarius-boghandel i Svaneke fået skaffet mig et eksemplar. Jeg har læst ”Prønsæssan på artan”, ”Fyrtoied”, Va fâr gjorr e ømmer de rætta”, Lijlla Klaws å stora Klaws” og ”Dæjn styggja ællijn” og remser her titlerne op for at give en fornemmelse af den toning, digteren får igennem oversættelsen.
Det er interessant at læse dialekten, men bogen føjer intet nyt til digteren; så hvad skal man mene?
I aftes var jeg til en komsammen på kulturinstitutionen Svanekegården, hvor forfatteren Lars Holmsted optrådte med tekster fra en læserbrevkasse, som han underholder med i Bornholms Tidende. Og jeg skal hilse og sige, at han er morsom, så det forslår. Nogle af hans tekster kommer på højde med Herman Bangs ”Kunstrejse på Bornholm”, både hvad angår det underspillede, det selvudleverende og det barokke.
Under en pause fortalte jeg en ældre rønnebo, som jeg sad ved siden af, at jeg havde læst oversættelsen af de fem H.C. Andersen-eventyr. Og han rystede på hovedet: ”Man skal da altid læse god litteratur på originalsproget, hvis man mestrer det. Og alle bornholmere kan læse dansk.”
Selvfølgelig har han ret. Jeg har mødt kursister fra Polen, Japan, Tyskland, Rusland og USA, som frekventerede Den internationale Højskole i Helsingør. De havde lært dansk for at kunne læse H.C. Andersen på originalsproget. Så faktisk giver det ingen mening at oversætte ham til en dansk dialekt.
Alex Speed Kjeldsen, som står for oversættelsen, har i øvrigt begået bogen ”Mina fossta tuzen or på borrijnholmst”, udgivet af Modersmål-Selskabet. Det er en oplagt bog at sætte øjnene i, hvis man vil arbejde med dialekter. Han har endvidere oversat fire historier af Martin Andersen Nexø til bornholmsk. Og med dem har jeg det som med H.C. Andersen; de bør læses på originalsproget.
Det er så interessant at læse tekster på dialekt, så lad os få nogle originale. Bornholm kan levere myriader af gode fortællinger.
Det skal i øvrigt nævnes, at Ane Cecilie Mogensen har illustreret de ”fæm eventyr” med papirklip. Hun er en ferm papirklipkunstner, men kommer godt nok til kort over for H.C. Andersen selv. Også her: Giv os noget originalt!
Og endelig: tak til min sidemand fra Rønne, som fik mig til at droppe mine betænkeligheder ved at være hård i bedømmelsen af denne udgivelse fra forlaget Bornholmiana.
Det har været godt at få samlet tankerne omkring værdien af at deltage i den læsegruppe, som Maj Bredahl Skånstrøm beskrev i en klumme i Femina, hvilket førte til et besøg i ”Go morgen Danmark”.
Et af de tilbagevendende aspekter, som dukker op i mine overvejelser, er, i hvor høj grad det at deltage i en læsegruppe med aldersspredning, syv ældre og en ung, kan sammenlignes med den litteraturundervisning, der går fra koncepterne til samtale mellem børn/unge og en voksen, en klasse og en lærer.
Da jeg på et tidspunkt røg ind i en multiple choice-opgave til vurdering af udbyttet af læsning af Brødrene Løvehjerte i 6. klasse og så, at man kun kunne få fuld plade, hvis man krydsede af ved, at brødrene døde til sidst, ja, så måtte jeg vrage ”Læs og forstå”. Jeg arbejdede mig frem til en metode, der nok rimede, men byggede på helt andre principper: ”Læs og brænd på”.
Her oprettede klasserne og jeg rent faktisk en læsegruppe, hvor vi talte sammen om bogen. I indskolingen og på mellemtrinnet brugte jeg ofte elevernes illustration til det for dem vigtigste sted i bogen som afsæt for samtale; unge elever har jo vanskeligt ved at bruge sprog om sproget direkte. (Derfor er det rystende, at man frarøver skolebegyndere billedkunst!)
Ved at skiftes til at vælge litteratur og ved at lade alle komme til orde og ved at byde sig til som voksen med både ører, spørgsmål og faglige input, når man både at komme ind i bogens univers og at få et godt indtryk af, hvem man hver især er. Man lærer både litteraturen og hinanden at kende.
Jeg har skrevet om det i en lille pamflet, Læs og brænd på (Dansklærerforeningen), som nu er udsolgt. Og jeg har indarbejdet metoden i et undervisningsforløb til OscarK’s trebinds børneroman ”Ungerne fra Strandholt”, som foregår i 1950’erne i en mindre dansk købstad. Her vælger nogle elever passager om datidens liv efter skoletid, hvor ”børnene var fritgående”, eller hvor børnene hjalp til med at reparere knallerter og deslige. Andre vælger ting, de kan spejle sig i: fx at stå et bestemt sted i byen og håbe, at en man godt kan lide, kommer forbi.
En smagsprøve på metoden anvendte Mette Frederiksen (altså lærer-Mette) ved et af de store danskkurser, som Danmarks Lærerforening og CFU stod for, for tilsammen 350 lærere. Den læste tekst var et uddrag af Bent Hallers ”Djævelen i dammen”. Og trods den introbestemte overfladiskhed fik jeg et meget fint indtryk af flere af deltagerne som følge af deres valg og begrundelser.
Så, hvis du som dansklærer vil skabe læse- og litteraturglæde, forene den enkeltes og fællesskabets udvikling og i tilgift få bedre kendskab til dine elever (og selv forynges), er det måske en idé at tilrettelægge litteraturundervisningen som en læsegruppe med en hel klasse og dig som deltagere.
I lørdags fandt den læsekreds, som min kone i coronatiden inviterede beboere fra vores landsby med i, vej til morgen-tv; syv modne læsere og Maj, en dengang 18-årig student.
To citater fra den klumme, som nu retorikstuderende Maj Bredahl Skaanstrøm har skrevet til Femina:
”Udefra set er jeg den åbenlyse malplacerede: den eneste 22-årige i en bogklub fyldt med personer, der er 75+. Alligevel vil jeg ikke bytte bogklubben for noget – for her er et fællesskab, jeg ikke møder andre steder.”
”Der er en særlig skønhed i at dele sin forståelse af en bog og opdage, at en medlæser har fået øje på noget helt andet.”
”Og i modsætning til den performative læsning i storbyens parker handler medlemskabet i bogklubben ikke om at se klog ud, men faktisk om at blive klogere.”
Denne klumme førte til en invitation til medvirken i ”Go morgen Danmark”, og Maj inviterede mig med som repræsentant for de gråhårede.
Da jeg skulle forberede mig mentalt, gik et par forhold op for mig: For det første er det berigende at mødes med forskellige baggrunde, også aldersmæssigt, og tale sammen om en bog som fælles afsæt. For det andet har samtalen om litteratur som dansklærer bidraget til, at jeg har fået nogle elever til at få blik for nye verdner, mens lytningen til elevernes udsagn har givet mig et helt særligt kendskab til hver enkelt af dem. Det er derfor man skal skrotte skabelonerne og insistere på samtalerne. (Jeg har skrevet om det i den lille pamflet ”Læs og brænd på”.)
I vores boggruppe har jeg set Maj blive positivt overrasket over at den litteratur, vi gamle foreslår, er så relevant for nutidens udfordringer.
Til tv-udsendelsen havde hun som eksempel valgt Niels Brunses ”Derfor Shakespeare”, som i det vidunderlige dansk, som Shakespeare-oversætteren over alle forkæler os med, giver os et vue over den store englænders værk i en appetitvækkende dosering.
Selv havde jeg valgt Jenny Erpenbecks ”Kairos”, som Maj havde foreslået til fælleslæsning. Den beretter om et kærlighedsforhold, der kan læses som et billede på de spændinger og misforhold, som følger i kølvandet på DDRs opløsning. Et senere forslag fra Maj har været Jeppe Bentzens ”De vingeskudte” om den generation, der anfægtes i troen på freden efter murens fald, da Rusland overfalder Ukraine.
Det er berigende, men ikke altid befriende, at blive konfronteret med den verden, vi ældre har givet de næste generationer som vilkår.
Som dansklærer vil jeg uddrage den lære af vores bogklub, at man kan opfatte litteraturundervisningen i skolen som en læsegruppesamtale med en generationsspredning – eleverne og deres lærer, hvor de skiftes til at vælge læsestof, og hvor alle kommer til orde.
Jeg har med glæde set, at mange ældre tørner ind på bibliotekernes læsekredse, mens en del børn og unge laver deres egne læsegrupper. Men på sæt og vis mangler de den dynamik, som et generationsmiks afstedkommer, hvor det, som Maj skriver i klummen, går ud på at blive klogere.
Børns læsegrupper og de mange læseinitiativer blandt andet på biblioteker kan fremme læselyst. De generationsblandede læsegrupper fremmer livslyst. Jeg ved af erfaring – både fra skolens litteraturundervisning og fra vores lille lokale boggruppe – at det forholder sig sådan.
ps. Tidligere biskop i Roskilde, Jan Lindhardt, sammenlignede læsning med at gå ind i sit hjertes lønkammer. Og når man kommer derind, så er det om at komme ud og mødes andre mennesker, andre livsindstillinger, at blive klogere ved at leve.
