Kategori: litteraturundervisning

Mere (om) Andersen

Udsnit af omslag på En dissonans i denne verden. Læsninger i H.C. Andersens tidlige eventyr

Det, der dybest set kanoniserer et forfatterskab, er, at det til stadighed tilføres nyt liv af nutidige forfattere, undervisere, forskere og læsere. Derfor er H.C. Andersens forfatterskab uomgængeligt, spillevende som det fortsat er 150 år efter forfatterens død.

På det seneste har Anne-Marie Mai vist os en anderledes Andersen. Otte nutidige børne- og ungdomsbogsforfattere har bidraget til antologien Et barn i verden. I samme gyldendalske Andersen-serie er tegneserieskildringen af hans barne- og ungdomsår, I digterens skygge, udkommet. Det er dem, jeg for nylig har anmeldt her. Og nu føjer sig endnu en livgiver og øjenåbner til rækken: Andersen-forskeren Claus Elholm Andersens En dissonans i denne verden, hvori han læser og analyserer de tidlige eventyr.

Her påviser han, at H.C. Andersen intuitivt fornemmede datidens opkommende borgerskabs skrøbelige harmoni, den spirende industrialismes konsekvenser med den gryende kapitalismes dyrkelse af penge. Selv er forfatteren ikke politisk, men hans iagttagelsesevne gør hans tekster politiske og kritiske i en grad, vi har været tilbøjelige til at overse.

Dette råder Claus Elholm Andersen bod på i analyser, der inddrager et væld af forskerkollegers iagttagelser i en pejling af kompleksiteten og modsigelserne i eventyrene. Det er fornemt gjort, og det har fået mig til at genlæse de 12 eventyr, han giver et nærmere eftersyn. Og i hans lys kommer de rent faktisk til at tage sig moderne ud.

Lad mig give et par eksempler:

Kejseren har ikke noget på, men selv om det afsløres i fuld offentlighed, får det ingen konsekvenser. Magtens repræsentanter kører magtfuldt videre. Er dette ikke ganske nutidigt?     

Pigen, der sælger svovlstikker, og som måske kommer fra den sundhedsskadelige fabrik, der lå tæt på H.C. Andersens værelse på Hotel du Nord, fik måske indflydelse på en arbejderbeskyttelseslov. Men kender vi alligevel fortsat til udnyttelse af arbejdskraft?

Brødrene Claus læser vi tit som udtryk for, at den lille smarte narrer den store dumme. Men læst i en kapitalistisk optik er det snarere den griske lille, der trækker et blodigt spor efter sig. Har vi for nylig set eksempler på, at ikke alle svaner er hvide?

Igennem Claus Elholm Andersens analyser får vi et blik for de mange mislyde, som H.C. Andersen virtuost spiller på med fortællerpositioner, vekslen mellem ydre og indre monolog og indlagte indfald og historier som instrumenter. Det er ganske enkelt mageløst at blive inddraget i en sådan genoplivningsproces, hvor en af litteraturforskningens ”paramedicinere” udfolder sig.

Han er knyttet til University of Wisconsin-Madison, hvor han bidrager til H.C. Andersens fortsatte liv i den del af den store verden. Hans bog, som i øvrigt er lækker og håndvenlig, er udkommet på Aarhus Universitetsforlag, som hermed bør få rusket op i den danske undervisningsverden og offentlighed, så vi kan beskæftige os lige så meget med vores store digter, som det sker i mange andre lande.

Dette er ganske enkelt en kanon bog!

Der er mere i ham end det, de andre ser

Udsnit af forsiden på I digterens skygge

I den danske sommersol gik jeg forleden en tur med mit treårige barnebarn. Han løb frem, så hans skygge blev højere end min, og han rakte sin skyggehånd ned på mit skyggehoved. Han var fascineret af skyggelegen. Om aftenen læste jeg ”I digterens skygge”, den tegneseriebog, som udkom på dagen for 150 året for H.C. Andersens død.

Her indgår, som titlen angiver, digterens betagelse af skyggen dels som en næring til fantasien og dels som en fortid, vi bærer med os. Det er tre garvede tegneserieskabere, Niels Roland, Peter Snejbjerg og Ole Comoll, der har beriget Gyldendals H.C. Andersen-ungdomsserie med dette værk, som omhandler digterens unge år.

Fortællingen indrammes af H.C. Andersens ophold i Napoli, hvor det i indledningen er så hedt, at skyggen skrumper, og fantasi og virkelighed smelter sammen, så en fattig blomstersælger associeres med en lille pige med svovlstikker. Slutscenen er derimod en sval og livfuld aften, hvor digteren drømmer om at lade sin nu lange skygge vandre med ind ad altandøre og vinduer, mens han tænker på at skrive sin livshistorie, sådan som han har lovet sin tyske forlægger.

Imellem de to Napoli-scenarier får vi beretningen om H.C. Andersens barndom og unge år i en naturalistisk streg, der kun omkring rektor Meisling, hans kone og andre letlevende kvinder glider over i karikaturen. Andersen selv er en ganske pæn dreng, befriet for den bodyshaming, som Brandes – og han selv i øvrigt – lagde grunden til.

Hans barndoms- og ungdomsforløb er kronologisk beskrevet og holdt inden for tegneseriens faste rammer. Dog lader nogle få afgørende øjeblikke sig ikke holde indespærret i en ramme; det gælder fx hans farfars gale vandring i Odenses gader, hans fars dukketeatergave, Madam Bunkeflods bogsamling, hans optræden på kongeslottet, hans afgørende oplevelser med rektor Meisling og fruen.

I den fortløbende historie træder skygger, drømmescener og silhuetter ind i hans virkelighed og lader læseren fornemme, at der rører sig mere i drengen/ynglingen end det, de andre personer ser. Der bliver leget godt med mediets sprog!

Det kan være vanskeligt at få H.C. Andersens poesi til at komme til sin ret, når sproget skal lukkes inde i bobler. Og visse steder får læseren også behov for at gnide øjne, når almindelige tegneserielydord optræder ved siden af direkte HCA-citater. Måske kunne det have løsnet lidt på stilbruddene, hvis bogen havde været forsynet med få og enkle noter, som peger fra citater og maskerede referencer til de tekster, der ligger til grund, sådan som man gjorde omkring figurerne i Annos ordløse ”Danmarksrejsen” (Høst & Søn 2005), som også havde eventyrene som tema. Dette kunne måske have forstærket vejen fra denne bog til Andersens egne eventyr, sådan som citaterne synes at lægge op til. Barndommens og ungdommens oplevelser gøres her til inspirationer for digterens digtning, og på den måde bliver begivenhederne en slags litterære fremtidsskygger, som H.C. Andersen drager frem og giver liv.

Det er lykkedes at lave en fin og sympatisk tegnet skildring af H.C. Andersens børne- og ungdomsår, men jeg er i tvivl om, hvorvidt man opdager forfatterskabsspor, fordi man kender til teksterne, eller om man bliver inspireret til at finde Andersens egne tekster.

Jeg er tilbøjelig til at mene det første, for jeg har i de senere år truffet mange børn og unge, der desværre kender meget lidt til eventyrstoffet. 

Forlaget burde spore unge læsere ind på det, som gemmer sig i citaternes skygger. For det er værd at sætte øjnene i.   

Hævn – og hvad så?

Forsideillustration af Tea Bendix til billedromanen af Annette Herzog “Hvor ligger hunden begravet”

Når verden bliver for uoverskuelig, griber jeg ofte ud efter en børne-/ungdomsbog af fineste karat for at få et problemfelt skåret ind til benet.

Således også lige nu, hvor Stefan Zweigs kapitel om ”Incipit Hitler” i ”Verden af i går” nemt får en til at associere med Trumps indsættelse af Nationalgarden og lignende tiltag, med Putins overfald på Ukraine, med Hamas terrorangreb på Israel, og med Netanyahus slagtehus Gaza-aktion. Hvad fremkalder dette blinde ønske om HÆVN, og hvad kommer efter?

Jeg fandt Annette Herzog og Tea Bendix’ intense billedroman, ”Hvor ligger hunden begravet” frem. Her er tre historier: 1) Tre drenges konflikt om svigtet kammeratskab og en væltet Cola udløser mordet på en sød og logrende hund. 2) En krig mellem tre lande blusser op igen på grund pressens dækning af en begivenhed med en grænseoverflyvende fodbold, der vælter en Cola; en krig som sker i de tre drenges land. 3) En fabelagtig fodboldkamp på en krigskirkegård (med kors med drengenes navne på) mellem mus og muldvarpe, hvor en bold rammer en muldvarps Cola. Men denne muldvarp, der som Bogbottens anmelder skriver, hverken har lort på eller i hovedet, slår en latter op – og standser hævnspiralen.

Jeg kommer til at tænke på den far, som viste mig sin gode vilje til at opdrage sin dreng, da en samtale mellem os mundede ud i at han løsnede sit bælte. Jeg snakkede ham fra dette forehavende, selv om han mente selv at have haft gavn af korporlig afstraffelse. Drengen kom år senere og takkede; han og hans søskende var ikke blevet straffet fysisk efter den dag.

Nedslag: En ydmygende Versaille-fred. Et britisk fedtspil omkring Palæstina. Jødisk succesfuld terror mod briterne. Holocaust, som aldrig må glemmes! Palæstinensisk terror mod Israel. Israelsk besættelse og ulovlige bosættelser. Mord begået af bosætter på israelsk fredsforhandlende ministerpræsident. Angreb på Israel fra arabiske militser. Hamas-terrorangreb på Israel. Israels hævngerrige bombninger af Gaza (Holocaust 2.0) og overgreb mod palæstinensere på Vestbredden. Mange mellemregninger mangler. Men hvor er der en, som ikke har lort i hovedet?

Den tænkning, som Janne Tellers lille pasbog, ”Hvis der var krig i Norden”, bygger på, er hjerneklar som sjældent set, og den udspringer blandt andet på hendes arbejde som udsendt i FN’s fredsforhandlinger.

Og så er Grænseforeningen et monument over en fredelig og fair afslutning på en tvist, der har afstedkommet flere krigshandlinger: Folkeafstemningen i Slesvig i 1920. Tænk, hvis vi havde været bevidste nok til at vælge denne konfliktløsningsmodel som en del af vores kultur frem for pølsevogne.

Et formandskab for EU og et sæde i FNs Sikkerhedsråd bidrager nok ikke til freden ved at have pølser i hovedet?   

Tak til Herzog og Bendix for den skarptskårne hævn- og konfliktløsningsbog ”Hvor ligger hunden begravet”. Den har klaret mine tanker og givet mig håb om, at der findes løsninger i skolegården og i storpolitik.     

Omtalte bøger:

Stefan Zweig: Verden af i går. En europæers erindringer. Med forord af Peter Tudvad. Rosinante 2015.

Annette Herzog og Tea Bendix: Hvor ligger hunden begravet. Billedroman, Dansklærerforeningen 2022.

Janne Teller: Hvis der var krig i Norden. Illustreret af Helle Vibeke Jensen. Dansklærerforeningen 2002.

Den 6. august kl. 8.15

I dag har jeg hentet Toshi Marukis ekspressionistiske billedbog ”Lynet over Hiroshima” frem fra reolen, for hvert år den 6. august kl. 8.15 læser jeg den for at huske. Og i år, hvor både galninge i Rusland og USA skryder løs om muligheden for at udslette hinanden, er den nok mere relevant end i lange tider.

For mange år siden skrev jeg følgende anmeldelse i Folkeskolen

”Glem alt om satiren i filmen Dr. Strangelove. Glem alt om poesien i Coerrs  Sadako og de tusind papirtraner. Akvarelkunstneren Toshi Maruki, Japan, har skabt en unik billedbog, Lynet over Hiroshima, med en enkel beretning og flere end tyve ekspressive akvareller.

Vi ser kaos, kamp, vanvid, død, brand, ødelæggelse. Men det der gjorde størst indtryk på de børn i 6. klasse, som jeg i sin tid læste bogen sammen med, var en såret svale, hvis vinger satte blodspor på flodbredden.

En pige, Mi-chan, bliver reddet, men moren opdager, at hun stadig her på fjerdedagen efter lynet har sine røde spisepinde fra morgenmåltidet låst fast mellem sine forkrampede fingre. Moren får hånden og dermed Mi-chan låst op.

Flere år senere oplever Mi-chan af og til, at det klør. Og så kan hendes mor fjerne de glassplinter, der gror ud gennem hendes hud.

Men bogen slutter med et smukt, smukt billede af de røde papirlamper, som Hiroshimas beboere den 6. august sætter ud på byens syv floder. På lamperne er skrevet navnene på dem, der døde.

Dette er konkret erindring og forsoning. Bogen slutter med morens ord: ”Dette sker ikke igen, medmindre nogen kaster en ny atombombe.”

Det, der har brændt sig fast i børnelæserne, var den sårede svale. Det, der har brændt sig fast i mig, er ikke al gruen, men billedet på gruens effekt: De røde spisepinde i den lukkede barnehånd – og forløsningen, da moren vrister pindene fri.

Bogen er et lille kunstværk, der kan hæve undervisning op over den kødløse faglighed.”

Jeg har prøvet at søge denne bog i antikvariater – uden held, men ser nu, at den fortsat figurerer på Forlaget Hjulets hjemmeside. Så man kan få bogen her for 70 kroner (plus forsendelse) ved at sende en bestilling pr mail til mail@hjulet.nu

ps. I dag ville jeg nok vente med at bruge bogen i undervisningen til 8. klasse

En bog det er værd at slå på tromme for!

På 150-årsdagen for H.C. Andersens død bidraget professor Anne-Marie Mai til at gøre ham mere levende end længe, når hun får udgivet bogen om ”En anderledes Andersen”.

Hun går til kamp mod det ensidige billede af HCA, som ikke mindst Georg Brandes er ophav til: en forfængelig, barnlig, naragtig og behagesyg person.

I sine første artikler om HCA ser Brandes ham som en nyskabende digter, der varsler det som Brandes senere betegner som ”det moderne gennembrud”. Men efter HCAs død er det, at Georg Brandes finder de nedgørende karakteriseringer frem; i følge Anne-Marie Mai måske begrundet i den bestræbelse på at introducere en maskulinitet, som Brandes selv ønskede at være eksponent for.

De nedgørende adjektiver har klæbet til vores billede af HCA, men i undersøgelsen af nutidige kunstneres inspirationer fra HCA fremhæver Anne-Marie Mai en ganske anden side af digteren: modig, skarpsindig, miljøbevidst, normoverskridende.

Dette belyses ved præsentationer af Kim Fupz Aakeson og Signe Kjærs fortælling om hans liv ”i medgang, modgang og en masse eventyr” (2022), af Harald Voetmanns ”Quarantaine-Dagbog” (2020) fra coronadagene, af Jesper Wung-Sungs romaner i jeg-form ”Hans Christian” (2024) og ”Ungdomsforsøg” (2025), af Joakim Garffs rejsebog ”Solisterne” (2023), af novellesamlingen ”Et barn i verden” (2025), af Bjørn Rasmussens ”Forgabt” (2021), af Simon Grotrians ”Eventyrdigte” (2023), af Anastasia Nørlunds teaterfortolkning af ”Den lille havfrue” (2024) og af balletfortolkninger af samme eventyr af John Neumeier og af Kim Brandstrup.

Når jeg remser alle disse titler op, skyldes det, at Anne-Marie Mai til hver knytter iagttagelser, som vil gøre det attraktivt for enhver læser i almindelighed og enhver dansklærer i særdeleshed at kaste sin ud i den nyfortolkede Andersen og opleve, at han i den grad har noget at sige vores tid. Dette kan i øvrigt også ses ved passende tekstsammenstillinger, som det gøres af Tony Andersen og Anne Marie Christensens i bogen ”Den etiske Andersen”. Opgøret med Brandes-indsnævringen bidrager til at gøre HCA kanonisk og tidløs på Shakespeare-niveau.

Anne-Marie Mai trækker mange tråde til moderne litteraturforskning, og ikke mindst krydrer hun sin gennemgang med særdeles velvalgte citater, ja, det er måske dem, der er maddingen på krogen.

På bogens omslag er er forfatternavn, bogtitel og en lille tromme forsynet med lak på den i øvrigt smukt udformede flade. På den måde signalerer layouteren, at her er en bog, det er oplagt at slå på tromme for.

Ps.

Jeg savner måske en kort omtale af maleren Lars Ravns smukke bog om ”H.C. Andersens billedkunst”, hvori han plæderer for, at HCA er en fuldt ud så markant billedkunstner som forfatter, hvilket indtil nu har været underbelyst.

Tag med på skovtur

I de seneste år – vistnok de seneste 5 – har Claus Meyer taget initiativ til “Verdens bedste skovtur” på A.P. Mller-grunden i Udsholt ved Rågeleje, Nordsjælland.

Der sker en masse, også en masse oplevelser, som det fremgår af programmet for de 14 dage, skovturen varer. https://meyers.dk/media/48775/vbb_program_2025_oversigt.pdf

Hvert år har jeg bidraget med et foredrag og et par workshops, som det hedder på dansk. Og hver gang har det drejet sig om lyrikskrivning; ikke for at gøre skovturens deltagere til digtere, men for at give dem mulighed for at lege med og dyrke sproget. Hvad de får ud af det ved jeg ikke, men jeg oplever en masse, fx at de fleste helst vil sidde ved et bord, tale lidt sammen og inspirere hinanden, men at nogle unge klatrer op i et fyrretræ og sidder der og skriver. Nogle på 4 år har lige lært at rime, og de remser løs. Andre unge har vægret sig ved at skrive poesi i skolen, men får ord til at gro i skoven. Mens mange får løsnet for deres skriveblokeringer ved at få inspiration fra andres digte, så de, som de fleste rigtige digtere, kan stjæle frigørende rammer.

I år vil jeg udfordre vores sprog for det, vi sanser. I et indlæg på mandag den 14.07. kl. 18.30 – 19.30 vil jeg tale om at være ved sine fulde fem. Og i de to efterfølgende workshops torsdag den 17.07. og fredag den 18.07., begge gange kl. 16-18, vil jeg lægge op til at skrive henholdsvis ud fra afstandssanserne syn og hørelse og ud fra de sanser, der ligger i kroppen, smag, følelse og lugt.

Men der sker et væld af andre ting på skovturen. Læs programmet og se, om det ikke er noget for dig og dem, du ferierer sammen med.

Eksempel på et skovtursdigt, inspireret af Poetens Ad Hækkenfelt til:

Meyer havde haft sit mas / med at finde fyrrekvas, / så han kunne skaffe ilden / og få fut i skovtursgrillen. / Men det lykkes; grillens glød / braser blidt det ferske kød. / Røgen skaber næsespil: / lokker lækkersultne til. / Magert kød gør godt i munden. / Meyer spejder: Hvor er hunden?

Om Peter Seeberg

I disse tider, hvor en del forfattere tager markante faderopgør, er det velgørende at dykke ned i den brede filmpræsentation af forfatteren, museumsmanden og mennesket Peter Seeberg, som hans datter, antropolog Ditte Seeeberg, har tilrettelagt under fællestitlen Vidnefortællinger.

Teknikken er enkel: vidnet sidder over for kameraet (og Ditte Seeberg) og fortæller direkte til os; enkelte gange afbrudt af spørgsmål fra tilrettelæggeren. Denne enkle fremstillingsform kan forekomme nogle at være statisk, men faktisk kan man nærmere kalde genren for podcast med levende billeder.

Netop de levende ansigter tilfører vidneudsagnene en ekstra dimension, for hvor bliver meget udtrykt og afdækket gennem vidnernes mimik. Stærkest kommer det måske til udtryk i fotografen Jørgen Borgs udsagn, når han grinende kommenterer nogle fotos af Seeberg med ordene: “Jeg mangler ord”, mens han klart kan se, når samspillet mellem ord og billeder fungerer.

Tilsammen tegner de fem vidnefortællinger et billede af et menneske, der var omgængeligt, men markant. Når folk forsamles om et rundt bord, vil Peter Seeberg altid sidde for bordenden, ler vennen Niels Barfoed, men uden anvendelse af et magtsprog, som var Seeberg aldeles fremmed. Tværtom fortæller Aino Kann Rasmussen, at hans uselviskhed gav deltagerne en fornemmelse af at løfte i flok. Og man kan så overveje hvor dette bord så skulle stå, for det går igen i udsagnene, at alt alvorligt bør man tale om under åben himmel, men diskussioner under tag kun er for forretnings- og embedsfolk.

Og netop samtalen om hvem vi er, lærte Peter Seeberg måske som ung besøgende i et hus på Strandvejen, der var samlingssted for unge, der af husets ældre kvindelige ejer (og mor til Seebergs kone Hanne) blev mødt med åndsnærværelse og ægte interesse. Og dette spørgsmål gennemsyrer hans forfatterskab i en grad, der får en til at betegne ham som utillært eksistentialist.

Han bliver venner med Carl-Göran Ekerwald efter en dansk skolebesøg i Sverige kort tid efter Danmarks besættelse. De bliver pennevenner, og det bliver starten på, at de lærer således hinanden at kende personligt og litterært.

Den måde at lære hinanden at kende på indgår i forskeren Jeppe Barnwells vue over Peter Seebergs forfatterskab, da han besvarer spørgsmålet om forfatterskabets relevans i dag. Svaret er dels et nej, for forfatterskabet foregår i en anden tid uden digitale kommunikationsmidler; man skrev breve! Dels må svaret også være ja, fordi Seeberg insisterer på, at det er væsentligt at være til stede i verden; dette er mere relevant end tidligere. Og så plæderede Seeberg for det acceptable i at begå fejl, at acceptere at man er uperfekt.

Vennen Niels Barfoed gør meget ud af at fremhæve, at Peter Seeberg så den enkle livsførelse som det, der var nærmest sandheden; ikke noget med økologi og andre ideologiske mærkater, man kunne komme i ugebladene med, men det drejede sig om blot at leve sådan uden selvpromoverende bagtanker.

De fire film giver hver for sig et kig ind i Peter Seeberg, som ven, som litterat, som museumsmenneske, som samarbejdspartner og som en forfatter, der hører til blandt dansk litteraturs store.

Men tilsammen tegner de et portræt af en facetteret menneske, der uegennyttigt gav så meget til så mange på utallige områder. Og så sker formidlingen i et enkelt format og i et roligt tempo helt i Peter Seebergs ånd. Podcast med fotograferede levende ansigter! De burde ses og høres under åben himmel, for her foregår noget væsentligt!

Tak til Ditte Seeberg for at have taget initiativet det disse vidnespyrd, som forhåbentlig finder en stor seerskare, der gerne vil inspireres litterært, historisk, sprogligt, formidlingsmæssigt og pædagogisk.

filmene er her:

Carl-Göran Ekerwald, (1923-2025) svensk forfatter, som havde et nært og livslangt venskab med Peter Seeberg fra de var gymnasieelever.

Niels Barfoed (f. 1931) fortæller om et livslangt venskab, om ungdomstid i København, om besøg på Rømø, om Peters rejse til Berlin og om forfatterskabet.

Aino Kann Rasmussen (f. !937) mag.art. i forhistorisk arkæologi, fortæller om udgravninger på Failaka og om Peter Seebergs mange initiativer i museumsverdenen.

Jørgen Borg (f. 1945) fotograf, der fortæller om mange års samarbejde med Peter Seeberg om projekter, bøger og udstillinger på Viborg Stiftsmuseum – og om deres farverige venskab.

Jeppe Barnwell (f. 1978) Seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, redaktør på det store værk på 11 bind med Peter Seebergs samlede værker. desuden er han formand for Peter Seeberg Arkivet på Hald Hovedgaard.

Fagfornyelse med kanon – det kan ikke passe!

Den obligatoriske litterære kanon følger tilsyneladende med over i det fagfornyede danskfag. Og det virker for mig at se absurd, fordi denne tænkning og dens effekt på promoveringen af læselyst ikke harmonerer med de øvrge aspekter i den formålsbestemte undervisning – og i øvrigt heller ikke med grundlaget for den obligatoriske kanon.

Som medlem af kanonudvalget (2004) ærgrer det mig, at alle har overset, at udvalget fandt, at forfatterskaberne på den obligatoriske kanon ikke nødvendigvis var det ypperste af dansk litteratur, men var det, der kunne læses i såvel grundkskole som gymnasium. De bedst egnede til grundskolen fandt man – bortset fra H.C. Andersen – på den vejledende liste. Ja, den havde så væsentlige navne, at udvalget tilpassede kommissoriet, så børnelitteraturens gyldne år 1967 kunne komme med på listen.

Og bemærk, at den obligatoriske liste var et kompromis for at tilfredsstille minsteren, som skulle tilgodese både det Venstre, som ønskede frihed, og det Venstre, som ønskede pensum.

Men da man justerede grundskolens kanon og ikke ungdomsuddannelsernes, forsvand samtidigt begrundelsen for det obligatoriske. At det bibeholdes kan kun bero på en absurd relikvietænkning.

I 1994 udkom en kanonrapport, hvor jeg i øvrigt også var med i udvalget. Her er en stor kanon med 100 forfattere, heraf 15 kvinder, som man kan lade sig inspirere af, men som ikke er obligatorisk.

I et særligt afsnit lægges der op til, hvordan læsning af ældre litteratur kan spille ind og give perspektiv på læsningen af børne- og ungdomslitteratur. For mig at se er dette et ideal, som burde forfølges i de nye fagplaner. Historisk læsning kan være berigende, når den kan indgå meningsfuldt. Men bliver den afsættet, vil den ofte være en barriere for læseglæden, fordi den lægger så mange snublesten ud på læsevejen. I grundskolen vil historisk læsning kunne vinde genklang, hvis den har lokale eller børnelitterære referencer.

Måtte 2004-kanonen optræde som et mellemspil, når en ny fagplan ser dagens lys med et blik for historisk læsning, der kan fremme fordybelsen og læseglæden.

Er det for børn?

Dansklærerforeningen er blevet kontaktet af Harald Toksværd fra DR’s talenthold vedrørende brug af Villy Sørensens novelle “Blot en drengestreg” i folkeskolens undervisning. Denne barske novelle har bidt og bidt sig fast, da journalisten havde fået den præsenteret i 5. klasse. Og nu var spørgsmålet: Er den for børn? Og hvorfor bruger vi den i underviseningen?

Det blev mig betroet at tale med Harald Toksværd, måske især fordi jeg har læst novellen i danskundervisningen over flere år. Det blev en kærkommen anledning til at genkalde mig nogle gode dansktimer med fine samtaler om skyld og uskyld, om forklaringer og kontekst, om humor og alvor, om digt og virkelighed og ikke mindst om fravær af voksne i et børneliv.

Men det blev også en erindring om, at et par klasser allerede havde hørt novellen læst op i 4. og 5. klasse af en vikar, der skulle overleve 50 minutter ved hjælp af gys og gru. Dette var selvfølgelig en irriterende chikane, når man skulle undervise i teksten nu tre eller fire år senere. Under alle omstændigheder forekommer novellen mig at være uegnet til børn før 8. klasse, og så skal den læses som led i undervisning. Ellers efterlader skolen eleverne på Herrens blodige mark, akkurat som drengenes forældre i novellen gør det.

Men jeg husker, at novellen var en oase i den ørken af svensk socialrealisme, som prægede ungdomslitteraturen i 1970’erne. Her var stof til seriøs samtale om, at ikke alt kan og bør forklares videnskabeligt for forudsætningsløse børn, om et stringent, grotesk sprog med anstrøg af humor, og om det har smertelige følger, når forældre og andre voksne er fraværend ei børns liv.

Det lettede i øvrigt samtalen, at børnene i novellen er yngre end de elever, man læste den sammen med i 8.-9. klasse.

Dens påpegning af, at kontekstblinde forklaringer og oplysninger i et univers uden voksnes involvering kan føre til forkvaklede handlinger, er i øvrigt mere aktuel end nogensinde nu, hvor influenzere, fake news-doenter og faktabenægtere har holdt deres indtog i medier og storpolitik.

Tak til Harald Toksværd for at dele sine rystelser med mig og sætte mine erindringer i gang.

Peter Seeberg – 100 år

Foto fra pr-materiale til lanceringen af 5 film: Vidnefortællinger

I Informations bogtillæg (20.06.25) skriver Erik Skyum-Nielsen, at nu “har Peter Seeberg endelig opnået sin velfortjente plads i litteraturhistorien”. Skyum leverer et fornemt og nuanceret portræt af fødselaren, hvori han diskuterer, om Peter Seeberg havde en grundholdning. Og han afrunder med ordene: “Måske var han noget så sært som en sanselig, praktisk indstillet digtende filosof og en fabulerende realist.”

Læs selv Skyums portræt og se, at det ikke var så overraskende endda, at Peter Seeberg blev en af de forfattere, der blev optaget på den litterære kanon i 2024, selv om dette vist kom som en overraskelse for en del. Men Peter Seeberg har netop en sproglig, genremæssig og tematisk vidde, der gør ham oplagt til undervisning i både ungdomsuddannelserne og i grundskolen.

Dette fremgår tydeligt af de to udgivelser om Peter Seeberg, som Dansklærerforeningens Forlag har udgivet: Thorkild Borup Jensen “Peter Seeberg. Portræt af forfatteren og forfatterskabet”, hvori han hæfter sig ved tre aspekter: åbenhedens tilstand, det anonyme livs betydning og glæden ved det groteske. Af dette aner man forskellen på jysk (Seeberg) og københavnsk modernisme (Rifbjerg). Siden har Søren Fanø og Katja Gottliebs “Peter Seeberg. 1925-1999” givet skolen et undervisningsmateriale, som både giver et fint overblik og en række fordybelser i væsentlige dele af forfatterskabets temaer, sproglige karakteristika, de mangfoldige genrer og virkelighedens absurditeter, ligesom hans betydning for senere forfatterskaber tages op.

Selv har jeg anvendt Peter Seeberg på skolens mellemtrin, blandt andet hans digt om “Bolsjer”, hvori der sker noget så sjældent som brug af verber, der holder sig inde i munden – “tyg langsomt, / sug, / sut.” Dette inspirerede en elev til at slutte et digt om gulerødder med “bid over, / guml, / gnask”.

100 årsdagen bliver markeret på Skovgaard- museet i Viborg, hvor der stilles en ny udgivelse i udsigt, ligesom antropolog Ditte Seeberg har tilrettelagt fem film, “Vidnefortællinger”.

Gå om bord i Peter Seeberg i sommerferien og brug ham i undervisningen i de kommende mange skoleår. Giv ham hans velfortjente plads i litteraturhistorien!