På denne uges sendeflade bringer www.den2radio.dk blandt andre fine udsendelser en genudsendelse af en samtale, som jeg har haft med den unge forfatter Sofie Riis Endahl. Den er 5½ år gammel og fandt sted i forbindelse med hendes chatroman “Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”.
Når jeg inviterede Sofie til en samtale, skyldtes det især to oplevelser, jeg havde haft som læser af bogen.
Den var den første chatroman, jeg havde læst: alt formet som denne særlige hybrid mellem mundtlighed og skriflighed, hvor det smidige talesprog bliver holdt fast, og hvor det bundne skriftsprog får flygtighedens karakter på en fastholdt måde.
For det andet gik det sent under læsningen op for mig, hvad der var det helt særlige ved chatten: det er ikke dem, der deltager, men dem, der bliver smidt af tråden, men de øvrige chatter. Her bliver det åbenbart, hvordan man i en digital verden kan gøre andre ensomme.
Nu har jeg genlæst bogen, og den holder.
Da den udkom, fremhævede Sofie, at den var tilegnet de unge, som er anbragte; de, som mister deres “familie” den dag, de fylder 18 år. Som et udslag af denne tilegnelse fik alle anbragte unge bogen tildelt som e-bog.
Den har for mig, der ikke er chat-fortrolig, været en øjenåbner – både sprogligt og genremæssigt. Så endnu en gang tak til Sofie for at åbne for en mig ukendt verden.
udsnit af Dansklærerforeningens bogstavplakat med Anne Pedersens illustrationer
Nej, det handler ikke om den bogstavleg med at finde 90 mandater, der er oppe i tiden lige nu, men om noget meget vigtigere: om børns og unges skrivning og læsning.
Jeg kender godt det at være optaget af noget, og så møder man det alle vegne. Når man lige har fået et barnebarn, er der barnevogne overalt i byen. Sådan har jeg det for tiden med undervisningen i alfabetet og mange elevers læse- og skrivebesvær, for ikke at tale om manglende læse- og skriveglæde.
I går hørte jeg om en ung mand af iPad-generationer, som efter grundskolen blev stillet over for kravet om at håndskrive i matematik og fysik. Han måtte med stort besvær lære sig det.
Forleden var det en elev på mellemtrinnet, der ikke kunne gengive bogstaverne ved håndskrift, fordi han aldring havde prøvet det.
En mormor fortalte for nogen tid siden om et halvvoksent barnebarn, der ikke kunne håndskrive en indkøbsseddel.
Og ved det store dansklærerkursus, som CFU, Danmarks Lærerforening og Dansklærerforeningen sidste år afviklede, var der unge lærere, som stejlede ved kravet om at skulle skrive i hånden.
Og så tænker jeg på de mange tilgange til bogstavarbejde, som jeg gennem årene har benyttet mig af, fordi nogle har deres styrke i synet, andre i hørelsen og atter andre i det motoriske. Her svigter iPaden børnene, for alle bogstaver ligger på flade taster og mister deres karakter og særkende.
Man siger om børn, der kan bruge alle 5 sanser, at de er ved deres fulde fem. Skolens bogstavindlæring via iPad satser på børn, der er ved deres fulde 2; syn og måske hørelse.
I min optik fremmer man trivsel gennem glæden ved at lære, og her er legen med bogstaver og deres karakter værd at dyrke. Jeg husker en gruppe elever fra specialundervisningen og deres jubel, da de gennem eksperimenter med udstansede bogstaver, fik deres læsebogssystem udskiftet, fordi de havde set, hvad der skete, når de udskiftede forbogstaverne i “Per og Lis”.
Jeg savner forskning i, hvad den iPaddede tilgang til skrivning og læsning har betydet for de elever, der ikke har deres styrker i det visuelle. Eller findes den forskning, men er mig ubekendt, så vil jeg gerne høre om det, for jeg vil da gerne have aflivet min opfattelse af, at de kommuner, der har udleveret iPad til alle ved skolestart, har svigtet børnene og skabt et specialundervisningsbehov.
Privatfoto. Vigga Bros fortælling udfylder rummet mellem lytternes ører.
Ved foreningen FISKs (Fortælling i skolen) generalforsamling havde fortæller og skuespiller Vigga Bro takket ja til at varme op, inden foreningsformaliteterne tog over. Uden falbelader og dramatiske effekter indtog hun rummet med en tankevækkende påvisning af fortællingens væsen og ikke mindst af fortællingens nødvendighed, hvis vi tager fællesskabet alvorligt. Hendes ord udfyldte rummet mellem de tilstedeværendes ører og gav mod på at give skolens børn den gave, det er, at blive forenet i fortællingens fællesskab, at overgive sig til noget, der er større end en selv, og at få stimuleret fantasien.
Under debatten på generalforsamlingen blev det nævnt, at mange lærere – ikke mindst yngre – ikke har mødt fortællingen, endsige selv har fortalt. Senest røg den ud med statistikernes opør med “grundtvigs ursuppe”, så vi børnene skulle finde næring og trivsel i statistikernes ørkenspredning.
Men vi må genopfinde fortællingen i skolen, revitalisere den, som den fx er beskrevet til vejledningen i “Faghæfte 1. Dansk” 1993 og 2003. Men det kan være vanskeligt, ja, angstprovokerende at skulle kaste sig ud i det at fortælle.
Selv lærte jeg på et kursus at fortælle korte historier ved at bruge fortælleformen fra tretrinsopdelte comics: indledning, klimaks og slutning. Især er det godt at kunne huske slutningen.
På et kursus for godt og vel 350 dansklærere anvendte lærer Mette Frederiksen og jeg cirkelhistorien (nævnt i Faghæftets vejledning). Eleverne (her lærerne) blev placeret i grupper på 4 personer. Vi brugte temaet “farligt vand”, fordi optakten var et af Evald Tang Kristensens indsamlede sagn om Aamanden.
Vi udnævnte en til at starte. Vedkommende havde ét minuts fortælletid, hvorpå den næste (i urets retning) overtog. Den nye fortæller måtte bygge videre eller lade sig inspirere af forgængeren, men måtte også starte på sin helt egen historie. DET ER DEN, DER FORTÆLLER, SOM EJER HISTORIEN. Sådan fortsatte vi i nogle runder, og på omkring 12 minutter havde vi skabt 350 fortællinger.
En skulle nu fortælle for egen gruppe og nabogruppen – enten dele af de historier, der havde været i omløb eller en helt ny. Egen gruppe lyttede intenst efter afvigelser og inspirationer, men den anden lyttede uforbeholdens til historien.
Øvelsen fortsatte med fortælling for hele flokken; der var omkring 70 pr gang. Og trygheden skabtes ved at fortælle for nogle få, siden for det dobbelte antal og siden for alle.
Ingen vægrede sig ved at rejse sig og fortælle.
Den samme øvelse har jeg praktiseret med elever fra fjerde til tiende klasse – og med samme resultat.
Det er om at komme i gang.
ps. Og så kan man passende melde sig ind i Foreningen FISK og blive inspireret. https://fortaellingiskolen.dk/
For en uges tid siden udkom årets første nummer af DANSK, medlemsbladet for Dansklærerforeningens grundskolelærere. Heri havde jeg en artikel, som har fået titlen “Vær belæst”, som er en opfordring til dansklærerne om at få øjnene på gled, så de bliver troværdige rollemodeller for de elever, som får at vide, at de skal læse.
Det var den tidligere formand for Læsepædagogerne, som i en kommentar til børns og unges nedadgående læsekurver konstaterede, at alle voksne siger, at børnene skal læse, men ganske få børn griber en voksne i at sidde med en bog – eller for dens sags skyld en avis.
Som en udløber af artiklen har jeg talt med flere om det glædelige i, at vores undervisningsminister har relanceret SKOLEBIBLIOTEKET. Men i flere af samtalerne har flere peget på, at den store forandring ikke sker ved, at en minister agerer omdøber; der skal handling bag ordene. Ikke nok med at der skal anskaffes læsestof, bøger, men også uddannes og ansættes formidlere.
Andetsteds i DANSK #1 2026 refererer jeg til en bacheloropgave, som er skrevet af Emilie Lykke Nielsen. “Fra udlånsmaskine til læseløfter” betitler hun sin besvarelse, som udspringer af en undren over, at det pædagogiske læringscenter eller nu skolebiblioteket lever et så anonymt liv på skolerne. Hendes registreringer er i øvrigt et tegn på værdien af de friske blikke, som lærerstuderende i praktik kaster på skolen, og som formidles af lærerprofession.dk.
Forleden hørte jeg om en pensioneret skolebibliotekar, der besøgte sin tidligere skole og kunne registrere, at de velassorterede bibliotek, hun gennem årene havde opbygget, nu var reduceret til et bogskab.
Så kære undervisningsminister. Ord kan skabe virkelighed, hvis de følges op af handling. Ord kan skjule virkeligheden, hvis de smøres ud som glasur over laden stå til.
Da Martin A. Hansen i 1949 skrev Løgneren og fik den oplæst i Statsradiofonien, lagde den gaderne øde og gjorde boghandlerenes omsætning attraktiv. Romanen blev læst i skolen og var et fornemt eksempel på tidens skolelærerlitteratur. Og hovedpersonen Johannes Vigs pædagogiske tilgang til elever og stof inspirerede mange.
Men ved en revision af den obligatoriske kanon blev Martin A. Hansen skyllet ud med en bemærkning om, at nu skulle “eleverne ikke længere trækkes med Agerhønen”. Og Løgneren gled vist ud som en fast del af pensum i danskundervisningen. Men ikke i jesper Wung-Sungs litterære univers.
Han har nu fået udgivet “Sandøs rose”, hvor han lader Annemari – den pige og kvinde, som Johannes Vig er besat af, og som har barn med Olof og flirter med den tilrejsende ingeriør – være hovedpersonen.
Jesper Wung-Sung har en indlevelsesevne, som er helt enestående, og vi bliver vidne til pigens/kvindens sindsstemninger, begær, frustrationer, livsvilje og længsler, så hun i et adstadigt tempo, som matcher Løgneren, skaber en spænding, som gør læseren til en ivrig bladvender.
Kun på et enkelt udtryk har jeg studset over Annemaris ageren. Hun bruger kort tid inde i bogen udtrykket “en hujende fis”, og det skurrede i mine øjne; enten er ø-pigen Annemari langt fremme i sprogskoene, eller også bruger hun her et udtryk, som hører en senere tid til. Dansk Sprognævn tenderer til at være enig med mig, men kan ikke fastslå udtrykkets oprindelse endeligt. Og under alle omstændigheder er Annemari en på alle måder betagende person. Så tak for at måtte lære hende bedre at kende!
Romanen er endnu en imponerende præstation af forfatteren, og hvad, der forekommer mig interessant, er, at læsningen af “Sandøs rose” råber på en genlæsning af “Løgneren”, som med ét får en klangfuld understemme til Johannes Vigs grublen. På sin vis rekanoniserer Jesper Wung-Sung Martin A. Hansen.
Da jeg i går skulle handle i et lokalt supermarked i Helsinge, stod Fie Hækkerup og hendes hold linet op ved indgangen. Hun gav mig en folder og en læbepomade med påskriften: “Fie Hækkerup – på alles læber”. Hun må have gået i en god skole og haft sans for poetisk leg. Se, det er da en uskyldig måde at sprede glæde på.
Anderledes står det til blandt hendes partifæller, som kæmper om at matche de mest rabiate fremmedfjendske ved at ville udvise administrativt, “for så går det hurtigere”, og ved at anfægte retten til behandling og lægeløftets værdi, når patienter, der har været voldelige over for sundhedspersonale, skal nægtes retten til behandling; for ikke at tale om lovgivning, der udfordrer konventionerne – på forventet efterbevilling. Med en let omskrivning af en bogtitel kan man sige: Vi stemte på menneskelighed – men så kom Dybvad Bek, Vad og Stoklund.
Vi lever i en småstat, hvor vi kan finde en vis sikkerhed i internationale konventioner, men lige nu synes trangen til opgør med menneskerettighedskonventionen at underminere vores argumenter omkring Grønlands ukrænkelighed. Så i det lys er mange danske partier en trussel imod Grønlands selvbestemmelse.
Vi kan anke over, at AI manipulerer os via algoritmer, og nu kan Metas AI-charbot føre os til den kandidattest, der hedder Modstrømmen, og som administreres af Dansk Folkeparti. Apropos: Messerschmidt kan selv fordreje fakta fx omkring befolkningsudskiftningen, men bruger alligevel AI for at skaffe falske citater.
Netop fordi vi tæppebombes med falske udsagn og forslag, der har uoverskuelige konsekvenser, er folkeskolens og ungdomsuddannelsernes opgave med at styrke den kritiske sans mere vedkommende end nogensinde.
Hvordan kan vi lykkes med at løfte blikkene fra TikTok?
Den gode digter Niels Hav beriger læseren med følgende indsigt: “Også på dialekt kan det selvfølgelig / lade sig gøre at kalde en skovl / for en spade, eller en spade for en skovl. / Men det holder ikke. / De fleste, der snakker dialekt, / har selv haft én i hånden.”
Citatet leder mine tanker hen på de mange såkaldte visioner og løsningsforslag for den folkeskole, som har akut brug for at blive oplivet – og så putter de mange trivsel i iltflasken. Men er det ikke vel fattigt, når man overser muligheden for at opnå trivsel ved at fordybe sig, opdage at man bliver klogere og kan noget, som man ikke kunne for en lektion siden, og opleve sig inkluseret i det fællesskab, som individualisering har atomiseret, så kravet til den enkelte i dag er triv selv!
I går talte jeg med en lærer, og jeg kender ham som en blændende en af slagsen, der fortalte, at hans elever ikke længere er nysgerrige, at de er flinke og følger med “for hans skyld”, men ikke fordyber sig i det, de har udvist en tilsynelandende interesse i. Nettet og AI kaster den viden af sig, som de følger rækker.
I dag talte jeg med en god ven, som havde været i Aarhus Teater og set Christian Lollikes drama “Skolekomedien”, som stort set havde samme budskab.
Måske er det på tide at gribe til at tale skoledialekt og få skelnet mellem skovl og spade i skolepolitiken. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at lade os nøje med opvoksnede generationer, der bliver dummere end os – så dumme kan vi da ikke være.
På vej hjem fra Lærmesse 2026 havde jeg en fin bogstavplakat fra Dansklærerforeningen i den mulepose, jeg havde fået udleveret. Og da en ophold mellem S-toget og Lokaltoget gav mig tid til et vue på de mange plakater ud for Hillerød Station, så jeg en parade af retouceherede ansigter; blot én plakat skilte sig ud: Jakob Marks, der bestod af børnetegninger på A4-hvis bund.
Dette syn fik mig til at gruble over det, pressen kalder bogstavleg. For mange år siden blev jeg som skoleleder bedt om at udarbejde en kommentar til en kommunal helhedsplan, og jeg fandt ud af, at der kun er en vokalombytning forskel på en helheds- og en hulhedsplan. Dette gav mig nyt lys i læsebrillerne.
Samme ombytningsmetode har jeg brugt på nogle af valgets mange slogans. Der skal kun en enkelt konsonantombytning til at gøre pensionsreform til persionsdeform. Og senest har jeg valgt at bruge LAs egen overstregningsmedicin mod deres eget slogan, for at få det til at matche deres udspil. Hvad med at ændre en frisk start til en grisk start?
Ja, ikke sandt, det forestående valg lægger op til en anden form for bogstavleg end den banale, som pressen anvender. I gamle dage hed det i danskfaget poetisk leg.
Og så noterer jeg mig med angst og bæven, at partilederne er på højskole. Hvem har dog fået den syge id´´e? En, der vil skade højskolernes image? En, der vil uskadeliggøre politisk seriøsitet? Eller…?
Men selvfølgelig sætter reality-konceptet fantasien i gang. Hvad sker der, når kameraerne er slukket?
Kun få kan ikke styre sig for åben skærm, som når Inger Støjberg fortsat hævder sig udsat for et trafikalt attentatforsøg, hvilket er blevet modsagt af hendes egne livvagter og andre vidner. Retten har talt. Og det er endnu en svaghed ved højskolekonceptet: intet journalistisk faktatjek.
En bogstavleg kan føre til refleksion, mens et realityshow kan lede til mainpulation. Vi må styrke folkeskolen for at værne om demokratiet!
For 25 år siden bad Danmarks Lærerforening Johannes Møllehave om at skrive en tekst til foreningens fejring af den 125-års jubilæum. Han skrev blandt andet ”Og miraklet ligger jo i ordet under-visning”, en hyldest til læreren som den, der er katalysator for, at miraklerne sker for eleverne.
25 år senere beder foreningen Stefan Hermann om at skrive en bog om læreren. Og det har han gjort i et historisk vue, der er fængslende for sådan en som mig, der har taget en stor del af turen med – som elev, som lærer, som pædagogik konsulent og som skoleleder. Og måske i længere tid end det, for ved min skolestart i 1950 levede vi fortsat med markante efterklange af førkrigstiden. Mange af de nye strømninger, som Stefan Hermann beskriver, giver større resonans på de politiske og administrative gange end i skolens hverdag.
Men til det frugtbare overblik: Vi starter med folkelæreren, der som enhedslærer er med overalt, også i det lokale samfundsliv og i politik. Folkelæreren afløses af forsøgslæreren, der i mellem- og efterkrigstiden skulle bidrage til at udvikle skolen med blik for mennesket først. Og som en naturlig følge kom den demokratiske klasselærer, som oplever udvikling indadtil og politiske kampe, udhuling af autoriteten og svækkelse af indflydelsen udadtil. Læreren bliver coach, siden ekspert i undervisning og nu at lande som trivselssnedker.
Med kærlig underlæsningsmusik fra barndommens håndboldhal og Kim Larsens sange fortæller Stefan Hermann levende og i et flydende sprog om overgange fra tillidsfuldt samarbejde mellem politikere og lærerforening til kampe, som ikke blot drejer sig om økonomi, men også om skolens indhold.
Det, der for mig gør det særligt interessant at læse, er at læse om de mange pædagogiske ”fluer”, som er blevet udklækket af eksperter, forskere og politikere i årenes løb, og reflektere over, hvor jeg selv er blevet fedtet ind i nogle af fluefangerne. Jeg har fx bidraget til ”Klare mål” og ”Fælles mål”, som har vist sig som forløbere for den bindende målstyring. Jeg troede naivt, at det var muligt at dæmme op for den omsiggribende individualisering af undervisningen. Og ja, jeg har været med til at foreslå den obligatoriske litteraturkanon, som jo var fællesstof for folkeskole og gymnasium; igen en naiv tro på, at det obligatoriske ses i sammenhæng med det væsentlige – det væsentlige grundskolerettede.
Så tak til Stefan Hermann for et fint vue og nogle opsamlinger, som kalder på refleksioner. Dette savner jeg så til gengæld fra forfatterens side. Han har været central rådgiver i mange af de udviklinger, som har fundet sted i de senere tiår. Men han nævner alene et par slogans, som ikke blev taget imod, men som han fortsat finder relevante.
Derimod er han tydelig i nogle værdidomme. Fx kalder han de Vanløse-forsøg, som blev standset af en konservativ skoleborgmester, for galskab. Det til trods for at det socialdemokratiske åndsmenneske, Hartvig Frisch, som eneste socialdemokrat brød partidisciplinen og var imod nedlæggelsen. Og han skriver, at 2023-reformens Fællesmål blev trukket gennem sølet af blandt andre ”pædagogiske hedsporer”, ligesom han angiver, at Magtudredningen 2,0 anfører, at de skoler, der fulgte reformens logik, fik forbedrede resultater. I lyset af de valgte termer aner man, hvad forfatteren mener, ville være det bedste for skolen. Det kan vi diskutere, men hans budskab tilslutter jeg mig: lærerne må placere sig i midten, stoppe med offerrollen og være villige til også at se på sig selv i kritisk belysning. Se, det er bogens væsentligste pointe og troværdige bud.
For mig at se er det forudsætningen for, at vi i skolen kan under-vise – i Møllehaves forstand.
Udsnit af omslag på Jakob Skovgaard-Petersens bog (Informations Forlag)
Det må kaldes skæbnes ironi, at jeg fik foræret Joakim Skovgaard-Petersens “Lille leksikon. Med arabiske ord på dansk” umiddelbart før folketingsvalgets udskrivelse og den deraf følgende tv-transmitteredepartilederdebat.
Her stod vredesytringerne mod “kriminelle udlændinge”, ja, imod muslimske udlændinge i kø blandt den lille håndfuld partiledere, der kan deres kontekstuafhængige statistiklæsning på fingerspidserne. Ja, en enkelt, DF sheiken fra Mar-a-largo (spansk), havde tilmed foto med af en topkriminel, der ikke er blevet hjemsendt.
Det gav en særlig toning af miksturen partilederdebat-lille leksikon, som Joakim Skovgaard-Petersen har skrevet som følge af to begivenheder: Trumps påstand om, at den amerikanske ordbogs smukkeste ore er ‘tarif’, hvilket er arabisk, og et udbrud fra konservative Mai Mercado, som harcelerede over at ordet ‘inshallah’ blev optaget i Den Danske Ordbog. “Dansk er dansk. Arabisk er arabisk. Hold det adskilt,” lød hendes konklusion.
Udsprunget af inspirationen herfra kan læseren så får en grundig gennemgang af flere end hundrede ord, der er afledt af arabisk, samlet i 27 veloplagte opslag. Den arabiske indflydelse på vores sunde, grønne råvarer, på nydelsesmidler og stimulanser, på stoffer (tøj), matematik og meget andet afspejler både historisk samhandel og nutidigt samkvem.
Beskrivelserne underholder og videregiver stor viden og indsigt, men får også klemt synspunkter ud mellem sidebenene, fx af det fintvævede bomuldsstof ‘gaze’ stammer fra Gaza, hvor hospitalerne ikke har adgang til det!
Bogen er en hyldest til det danske sprogs smidighed, og dets evne til at beskrive de rørelser, som er en del af vores virkelighed. Man kan ikke skelne mellem dansk og arabisk, men konstatere, at nogle arabiske ord er indgået i dansk, fordi nogle danskere bruger dem. Dansk er et levende sprog!
Så når vi nu skal se valgdebatter, så nyd kaffen (arabisk ord), måske med sukker (arabisk ord), når du sidder henslængt på sofaen (arabisk ord). Eller hvis du ikke orker, så tag et parti skak (arabisk ord), nyd Inger Christensens digt om abrikoserne (arabisk ord) eller gå i Tivoli og nyd stemningen i Divan (arabisk ord), om nogen dér bryder ud i sang. Ellers er der Bakkens Hvile, hvortil du passerer Matadorkulissen med kjoler og duge i fineste damask (arabisk ord).
