Forfatter: Jens Raahauge

Læsehad. 1

Tanker udsprunget af Politikens kampagne

Politikens kampagne har valgt at samle sig om begrebet LÆSEHAD, hvilket på ingen måde er frugtbart for debatten om elevers læsning. Snarere er det et forsøg på at stemple ind i kampen om opmærksomhed ved hjælp af et forgrovet begreb, akkurat som når Ekstrabladet taler om chok, når et undertippet hold scorer eller op, at nogle smadrer andre, hvis de vinder med to mål. Men det skal medgives, at der i kampagnens løb har været bragt fornemme artikler, så “organet for den højeste oplysning”, som Politiken ynder at kalde sig selv, har noget at byde på, selv om indpakningen er vulgær.

Men læsehad? Snarere end had er der måske tale om voksenafmagt og spolerede børnehjerner. Så hvad kan vi gøre?

Der er grund til at grave ned under hadet, hvis vi skal finde veje til børns læsning.

Det såkaldte had udspringer nok i at skulle være tvunget til at sidde og læse i 20 minutter hver dag, hvilket ikke adskiller sig ikke afgørende fra den type uforståelige lektier, der avler skoletræthed.

Pointen i det oprindelige, svenske En kvart om dagen, som blev introduceret i Danmark i 1980erne af af lærer Gunilla Wallenskjöld, som havde succes med at lave kontrakter med sin klasses forældre om at læse et kvarter hver dag. Ideen blev vel modtaget, selv om nogle tvivlede på, at danske forældre var lige så autoritetstro som svenske og ville føle sig dagligt bundet af kontrakten, så blev udgav foreningen Skole & Samfund hæftet Et kvarter om dagen, som i øvrigt fortsat kan findes i en moderniseret udgave på Forældre & Skoles hjemmeside. Ideen går ud på, at forældre og børn er sammen om læsningen. Forældrene læser op for børnene, indtil de er klar til at overtage dele af eller hele oplæsningen, og sidenhen selvlæsningen. Men det er først og fremmest et samvær omkring bogen med oplæsning og samtale, det drejer sig om; ikke at eleverne skal lades alene med læsebøvlet i det oprindelige kvarter, nu plus moms: 20 minutter.

Tvangen derimod er fint i familie med den kontraktfilosofi, som ikke mindst læringsmålstyringen cementerede i skolen. Men måske er tiden inde til at tænke nye tanker?

Man kunne fx spørge sig selv om, hvorfor skal alle børn lære at læse på samme tid og tidligt, også dem for hvem læsning er belastende? Tænk på de mange voksne, også blandt dem, der arbejder professionelt med sprog og formidling, som beretter om, at de først blev læsere sent i skoletiden.

Argumentet for tidlig læseindlæring er, at det gavner eleven i alle fag. Ja, men er dette argument reelt, eller er det et udslag af, at skolen er blevet ekstremt boglig, at en tilegnelse af viden og kundskaber er noget, man skal læse sig til, og ikke noget man kan opnå gennem håndens arbejde eller kreative eksperimenter, der taler til alle fem sanser?

Jeg sad i forbindelse med udarbejdelse til undervisningsmateriale til OscarKs Ungerne fra Strandholt og talte med forfatteren om det, der er sket siden skolen i 1950erne. Dengang var der ikke mange i klassen, der læste, og læreren underviste især de fire-fem, der havde flair for bogstaver, og som i øvrigt skulle videre i boglig linje. Siden har samfundsudviklingen stillet større krav om læsning, og siden har mange flere fået undervisning i læsning og er blevet læsere. Men alle?

Vi skal tilpasse skolen til eleverne og ikke omvendt, udtalte tidligere formand for skolelederne Claus Hjortdal.

De fleste elever kan lide at knække koden, men behøver vi at kræve det af dem, der knækker halsen?

Jens Raahauge

En cykelmyg der tager alle stik hjem

Foto: Kærlighed ved første blik. Bellevue Teater og Christina Hauschildt

Cykelmyggen Egon har atter indtaget Bellevue Teater og driver sine kunster dér frem til den 28. marts. Ved premieren i går var jeg på plads i teatret sammen med tre børn mellem 3 og 4 år. Og det blev en oplevelse med anledning til umiddelbar nydelse og efterfølgende refleksioner.

Handlingen udfolder sig i overdådige rammer: overvældende kulisser, fantasifulde kostumer i arkitekt Arne Jacobsens smukke teatersal. For at bruge et af tidens nedslidte ord, men her i dets egentlige betydning: det var teatermagisk! (Gå ind på Bellevueteatrets hjemmeside og se nogle af de fine billeder fra forestillingen).

Mine tre ledsagere kendte alle Flemming Quist Møllers historie, og den ene af den havde endog forberedt sig ved at få læst bogen som godnatlæsning og om formiddagen inden teaterbesøget set filmen. Så jeg var faktisk spændt på, om teaterversionen kunne fængsle. Og det gjorde den i øjenopspilende og mundåbnende grad. Her var fuld koncentration i samtlige minutter. Den yngste lo højt og inderligt, også på steder, hvor ingen andre i salen havde opfattet netop dette morsomme. Og hun understregede derved, at børn kan opleve på andre måder end voksne; et vigtigt indspil til pædagoger og forældre. Den ældste måtte forlade sædet og op at stå, da edderkoppens spind strakte sig ud over hele scenerummet og fangede dansemyggen. Hun glemte ganske at tygge på sine popcorn. Og den mellemste henrykt for de kropslige udfoldelser på scenen, som satte hans egne lemmer i bevægelse. Men efter forestillingen fandt han, at dansemyggen var den bedste.

Disse tre børns reaktioner genspejlede faktisk det, man fornemmede i salen: at stykket blev oplevet forskelligt af publikum afhængigt af alder. På den vis har Flemming Quist Møllers værk samme kvaliteter som fx H.C. Andersens eventyr. Og teaterversionen formår at bevare dette. For den er på sin vis ganske anderledes end bogen og filmen, idet den består af en – i øvrigt indfangende – oplæsning af historien og en intens kropslig udfoldelse på scenen, hvor det forunderlige insekt- og dyreunivers blev legemliggjort af artister, der iført fantasifulde og betagende kostumer formåede at få personlige karakteristika til at fylde i historien.

Oplevelsen fik mig til at genopleve de gange min kone og jeg var med et ungt barnebarn til undervisning på cirkusskolen i Avedøre, som viste sig at være en kreativt alternativ til gymnastik, boldspil og dans; her er det hele i en kombination, der kan glæde andre. Og hvor udøverne først og fremmest konkurrerer med sig selv. Her er ingen ledsagende forældre, der råber ad dommeren!

Når Bellevue Teatrets forestilling i den grad betog trods børnenes kendskab til både bog- og filmversioner, så skyldes det givetvis, at den benyttede sig af et helt andet udtryk, som hører teatret til: det kropslige. Jo, ordene betød noget, drev handlingen frem, men det var de sanselige kropsudtryk, der gjorde, at publikum fik lagt et slidstærkt lag mere på historien.

At Cykelmyggen lægge spurt til dette, skyldes givetvis de kvaliteter, som bar den oprindelige historie, som Flemming Quist Møller udgav i børnelitteraturens gyldne år, 1967, hvor også Ole Lund Kirkegaard, Cecil Bødker, Benny Andersen og Halfdan Rasmussen bidrog til revolutionen. Børnelitteraturen har heldigvis ikke været den samme siden. Og Bellevue Teatret bidrager originalt og medrivende til, at Cykelmyggen fortsat spurter ind i børn og barnlige sjæle.

Jens Raahauge

Det kan altså lade sig gøre

I går lancerede Dansklærerforeningens Forlag et 4 nye nye engangshæfter til træning af nogle af dansk skriftsprogs lumskheder: Drillevokaler. Frække konsonanter. Rødder og ordklasser. Morfemer og sammensatte ord.

Hæfternes titler angiver på en frisk måde det indhold, der skal arbejdes med. Og antyder på samme tid, at der er plads til flere hæfter; det dansk skriftsprog er ikke så ligetil. Men det er godt nok nogle af de væsentlige drillerier, der her tages hånd om.

Hæfterne er ikke undervisningsmateriale, men er tænkt som et arbejdsmateriale, der ligger i forlængelse af undervisning i de omhandlede områder. Og det er her hæfterne viser styrke: De er grafisk udformede, så overskuelighed inviterer eleven til at turde gå i gang. Opgaverne udtrykker på en gang progression og gentagelse, men ud fra flere indfaldsvinkler, så eleven kan fordybe sig i stoffet. Og trods hæfternes lave pris får eleven mulighed for at håndskrive på egnet papir.

Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg hørte, at Dansklærerforeningens Forlag nu kastede sig over denne materialetype, for jeg har siden 1970erne haft en aversion imod sådanne engangsmaterialer, som giver sig ud for at kunne erstatte undervisning. Da de første “Skriftlig for….” udkom, blev de storsælgende; ja, det siges, at de solgte flere eksemplarer pr årgang, end der var elever. “Hvis der nu skulle komme tilflyttere,” sagde de indkøbende viceinspektører.

Disse hæfter og de mange efterlignere, der søgte at få del i successen, var prægede af en udpræget variation; det måtte jo ikke være kedeligt. Men dette gjorde arbejdet flagrende og stort set uden effekt. I den af Bertels Bregnebøger, der vurderede kvaliteten af skriftlig dansk-materialerne prædikatet: ingen faglig effekt. Men de gav ro i klassen. Kort forinden deres tilsynekomst var spanskrøret blevet endeligt forbudt, og man manglede et disciplinærmiddel. Og hæftet er jo dybest set gjort at træmasse.

Derfor min skepsis. Men jeg overgiver mig efter at have fordybet mig i “Meget Mere Dansk”. Og se på billedet, der indleder denne blog: De smilende ophav til hæfterne ser ganske fornøjede ud. Og det vil mange elever også gøre, når de opdager, at de har fået styr på nogle af de drilske facetter i skriftlig dansk.

Men husk: Forudsætningen for disse hæfter brug er forudgående undervisning. De erstatter ikke, men uddyber. Og derfor foreslår jeg, at eleven opfordres til at genlæse de regler, som indleder hvert nyt felt. For regler er efter min mening intet værd, hvis man skal styre efter dem; men de er gode til at holde sammen på det, man har lært.

Eksempel: der skal dobbeltkonsonant efter kort, trykstærk vokal. Hør elever bakse med ordene ‘damen’ og ‘dammen’. De kan få det til at være hvad som helst.

Men altså: Tillykke med et vellykket materiale, der kan komme mange underviste elever til gavn. Og tak for at underløbe en af mine fordomme!

Jens Raahauge

Cecilie Eken kan noget helt særligt

I en ny bog benytter hun et litterært greb, der binder historie og nutid sammen

Jens Raahauge

Jens Raahauge

For et par uger siden udkom Dansklærerforeningens seneste bogpakke med flere end 30 titler. Et par af dem har jeg bidt særligt mærke i – eller rettere de har bidt et mærke i mig. Den ene af dem vil jeg omtale i denne blog, fordi den er noget helt specielt i dagens børnelitteratur. I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.

Det er Cecilie Eken, der har forfattet en historie om englændernes fejlbombardement af Den franske Skole i København; målet var Gestapos hovedkvarter i Shell-huset. Og bogen er illustreret af Els Cools, som formår at matche og udvide en tekst af litterært kvalitet.

Bogen fører os nok tilbage i den historiske tragedie, men sætter læseren på et andet spor samtidigt. Ved bogens begyndelse fanger en syrisk skolepiges blik gennem en busrude i et glimt en pige, der er dækket af gråt støv. Da hun kommer tilbage fra en ekskursion, er pigen væk. Senere ser hun et gråt monument med en søster, der breder sine arme ud over to børn.  

Og nu tager historien fart: Vi hører om to søskende, der er på den franske skole i 1945. Parallelt hermed hører vi om livet i syriske Monas hjem, hvor livet er præget af oplevelserne i den krig, de er flygtet fra. De to spor løber sammen, da Mona møder en gammel dame, Gerda, som blev gravet fri af murbrokkerne efter bombardementet i 1945, mens hendes søster omkommer.

De to, Gerda og Mona, finder sammen som følge af det skæbnefællesskab, som krige har påført dem. Og det må vi sætte ord på, for som Gerda siger: “Børn glemmer ikke, selvom man ikke taler om det” – men fortællingen skal ikke forceres: “Det kan være du har lyst til at komme og besøge mig en anden dag:”

Gerdas – og Cecilie Ekens – pointe er, at børn er de stærkeste. Og derfor er bogens titel De stærkeste. Dette understreger Cecilie Eken i en epilog, som jeg godt kunne være foruden, for det fremgår af historien; ikke mindst som følge af det litterære greb med de to parallelhistorier, som giver læseren et indblik i rædslerne under bombardementet i 1945, men som i sammen moment minder om, at der er børn i dagens skole, som bærer rundt på lignende erfaringer, og som lever med forældre, der er traumatiserede.

Bogen er fortalt som et langdigt. Denne hybrid mellem prosa og poesi giver beretningen en særlig nerve, fordi den kun fungerer, når forfatteren som Cecilie Eken er fortrolig med sprogets bærekraft. Dertil kommer, at nogle elever, som ikke just er lystlæsere, opdager, at man kan boltre sig i de korte sætningers univers.

Til bogen har Katja Gottlieb udarbejdet et arbejdsmateriale, som dels fører undervisningen ind i bogen, og dels fører bogen ud i den sanselige virkelighed, fx ved at gå på monument- og skulpturjagt i skolens lokalområde for at finde historierne bag.

Dette er en væsentlig bog om begivenheder, der udfolder sig hver eneste dag i Mellemøsten, i Ukraine og i de mange lande rundt om i verden, som ikke når danske medier. Efter at have læst bogen kan jeg ikke åbne en avis eller se en nyhedsudsendelse uden at tænke på den: vores håb må være, at børn er de stærkeste.

Måske er det også en idé at læse ukrainske Min tvungne skoleferie, der har tekst på både dansk og ukrainsk, og smukke illustrationer. Den er anmeldt af Bodil Christensen på Bogbotten

Undervisningsforløbet til De stærkeste kan downloades her.

Udforsk inspirerende historier og ekspertindsigter.

Denne sektion fremhæver formålet med bloggen, ved at tilbyde engagerende historier, ekspertudtalelser og værdifulde indsigter, som læserne kan lære og vokse af.

Blog Kategorier

Fremhævet

Instagram

Et godt nyt år, hvor vi ikke taler professionen og faget ned, tak!

Vi må undgå at braklægge det meningsfulde i vores arbejde, så ukrudt slår rod

Der er nok af udsagn, som maler dystopiske billeder af skolen og dens lærere. Det er helt boulevardpresseagtigt, når man læser om katastrofale dit og dat og om chokerende dat og dit. 

Der er så sandelig behov for kritisk tilgang til meget af det, der sker i og omkring skolen. Men det må kunne ske i en nuanceret form, der som afsæt har, at det er meningsfuldt arbejde, vi som undervisere udfører, og at det er med skolens formål, vi samtaler om udvikling af fagene, professionen og skolen.

Derfor har jeg genlæst den fine bog om Bæredygtige skoleliv, hvori en række forskere beskriver deres arbejder med lærere og elever. Det væsentlige i den bog er ordet skoleliv, som står i frugtbar modsætning til den forskning, som instrumentelt søger at forbedre decimaler frem for at skabe liv.

I Dansklærerforeningens folkeskolesektion arbejder vi på at fastholde et fokus på det dannelsesorienterede danskfag og dets kerneområder. Det er en hovedopgave at sikre og skabe rum for det danskfag, vi alle brænder så meget for. Det gør vi gennem åbenhed og samtale. Vi tror på, at det er det, der skal til for at sikre et spændende danskfag sammen med grundskolens dansklærere. Dét at være en del af fællesskabet i Dansklærerforeningen har en værdi for den enkelte lærer. Dansklærerforeningen har fortsat en stærk stemme i den fagpolitiske og i den uddannelsespolitiske debat, hvilket kommer danskfaget og dansklærerne ude på skolerne til gode. Læs med her på siden og giv din mening til kende.

Læs min anmeldelse her: https://www.folkeskolen.dk/baeredygtighed-didaktik-forskning/hold-da-op-for-en-forskning-med-skolen/4770724

Den type forskning lægger op til den type samtale om skolens indre liv, som jeg har i tankerne, når jeg ønsker mig en nuanceret debat om skolen.

De forekommer mig at være en parallel til dem, der ønsker at fremme læselyst ved massivt at styrke folkebibliotekerne og glemmer at nævne skolebibliotekerne. Har de bibliotekarernes eller læsningens tarv i tankerne? Det er dog skolebiblioteket, der har mulighed for at nå alle børn og give pædagogisk rådgivning, mens folkebibliotekerne primært søges af de bogvante, med mindre skoler bringer børnene derhen.

Prøv at se på årets udtalelser på folkeksolen.dk fra forskere, der afdækker skolens problemer, og når frem til, at der er behov for yderligere forskning på netop deres felt. Vil de den nuancerede og livgivende debat eller deres eget levebrød?

Når jeg formulerer den nuancerede debat med afsæt i det meningsfulde i lærerarbejdet, skyldes det, at jeg i min indbakke pludselig får mails, der lover at løse alle problemer omkring elevernes læsning og læring og omkring det at studere. Afsenderen er Scientology Kirken i Danmark, og deres frelsende metoder er udviklet af sektens stifter L. Ron Hubbard. Disse mails indledes med et betoning af dystopien den danske skole og opfølges med den frelsende løsning.

Dette tjener for mig til at advare imod at braklægge den danske folkeskoles demokratisk og dannende grundlag. For der kan fyge ugræs over hegnet.